Bragt i Højskolebladet nr. 6 2025, tema om immateriel kulturarv.
Højskolesangbogen, som vi kender den i dag, havde adskillige forløbere. Traditionen fortæller, at den første fællessang blev sunget i 1838 efter et af Grundtvigs Mandsminde-foredrag på Borchs kollegium, hvor tilhørerne brød ud i sang på en kendt melodi til hans digt Kommer hid I piger små. Sangen om den tapre søhelt Willemoes, der kom voldsomt af dage ved en træfning mod englænderne ved Sjællands Odde i 1808, handlede i virkeligheden om Willemoes’ ånd, hans vilje til at kæmpe og måske dø for fædrelandet Danmark. Faktisk er sangen i årenes løb blevet en programerklæring for Grundtvigs historisk-poetiske digtning. Grundtvig ville styrke fællesskabsfølelsen og fædrelandskærligheden gennem sangen.
Flere højskoler udviklede i løbet af 1800-tallet deres egne sangbøger, der så endeligt i 1894 blev samlet i Folkehøjskolens Sangbog. De historiske og nationale sange fik en særlig betydning efter tabet af Sønderjylland og blev sunget ind i alle generationer, så de fleste voksne danskere den dag i dag kan synge med på f.eks. Det haver så nyligen regnet fra 1872, ligesom 1900-tallets krigs- og krisetider også satte sig spor i sange, der har vist sig brugbare den dag i dag, som f.eks. Kringsat af fiender og Der truer os i tiden. Sangene er blevet fælles ”kulturel kapital”, som kan udtrykke mere end egne ord, når det gælder.
Men poesien får plads. Digte om mennesker og stemninger, hverdagsliv og højtider, årstider, historie og kristendom bliver fælles gods – og adskillige af sangene viser sig langtidsholdbare for Højskolesangbogens redaktører. Sangudvalgene afspejler den sangbare praksis ved højskolens fællessang om foredrag og morgensamlinger, til folkelige møder og stævner, i forsamlingshuse og i de mange hjem. Adskillige folkelige foregangsmænd og kvinder har suget næring af denne immaterielle kulturarv både lokalt i landbosamfundet og nationalt.
Alligevel er der i vor tid sket et gennembrud med den folkelige sang i miljøer uden for det traditionelle højskolebagland. Maraton-sangen på årets længste dag, afholdt første gang af Vartovkollegiet i 2010, skabte præcedens for alsang igen. Således på det første Folkemøde på Bornholm i 2011, hvor Grundtvigsk Forum slog tonen an i eget telt omkring et medbragt klaver. Der blev sunget igennem – højlydt og smittende. At sangen tilsyneladende lå mange danskere på sinde blev også åbenlyst under corona-krisen, hvor fællessang i en længselsfuld udgave ved bl.a. Phillip Faber virkelig greb om sig uden for højskolerne.
Det interessante spørgsmål er, hvordan sangen vil udvikle sig videre med tiltagende internationalisering og sekularisering, demokratiske udfordringer og påtrængende kriser. Forhåbentlig vil den historisk-poetiske fællessang overleve og altid være i stand til at sætte ord på og noder til nye veje, nye fællesskaber og nye måder at være dansk på. Kort og godt det der giver os fornemmelse for kontinuitet, rod og værdifællesskab.
Højskolesangbogen ligger i disse år på en konstant førsteplads over de mest solgte bøger i Danmark. Højskolesangen er blevet et kulturelt nøglesymbol. Forleden var et corona-hold fra Ry højskole samlet på en øde ø og stemte i af al og inderlig kraft med så forskellige sange som Dåsen rasler, Er lyset for de lærde blot, Hvor du sætter din fod, Giv os lyset tilbage, Barndommens gade, Skybrud, Sol er oppe og Vi mødtes i sne. Et bredt spektrum, musikalsk og poetisk. Sangen kitter folk sammen og skaber kultur – faktisk til hver en tid. Så syng da Danmark – lad hjertet tale, står der med guldtryk på ryggen af den 19. udgave.
Mette Eriksen Havsteen Mikkelsen, Højskolehistorisk Forening