Bragt i Højskolebladet nr. 2 2026, tema om hjemlighed.
Hvad den danske højskole skal gøre godt for som skole har stået til nærmest evig debat. Da højskolen ikke kan puttes i skema sammen med al anden kompetencegivende uddannelse, har den altid måttet begrunde sin eksistens som sin egen særegne. Højskolen er som skole samtidig en kostskole. Sådan har det været historisk, og sådan bestemmer højskoleloven også forholdet i dag. En højskole skal tilbyde undervisning og samvær, som det helt jævnt hedder. Hvad betyder det, at en højskole skal tilbyde samvær og herunder danne ramme om sine elevers samvær?
Anvendelsen af metaforen ”hjem” om højskolen som kostskole har historisk vist sin styrke. Som en skoleform, der altid har måttet leve på kanten af uddannelsessamfundet, har højskolen formået at give betydning til både elever og samfund ikke mindst i kraft af at kunne socialisere endda meget forskellige elever. Højskolen er et forpligtende miljø, hvor eleverne kan ”øve” sig i fællesskab ved at mødes ansigt til ansigt med andre mennesker, herunder mennesker af anden national eller etnisk oprindelse. Hvor alt i dag individualiseres, giver kostskoleformen mulighed for at opleve grundmenneskelige behov for nærhed og gensidig forpligtelse.
Højskolen som et hjem er således ikke først og fremmest er et pædagogisk begreb, men er udtryk for en organisationsforståelse. Hjemmet er en struktur, der konstruerer en hverdag, hvor mange skal leve under samme tag. Højskolen som et hjem handler ikke om romantiske forestillinger om ”et dukkehjem” med udviskede forskelle på elever og ansatte. Højskolen som et hjem giver nogle tydelige signaler til en flok nye elever, således at de mange forskellige personligheder får en fælles spillebane, hvor rummelighed, mangfoldighed, fælles ansvar og forpligtelse står side om side med individuel frihed. Højskolen som et hjem handler om at føle sig velkommen, føle sig hjemme i nogle faste mønstre og rytmer, som skaber rammerne for, at enhver kan udfolde sig. Metaforen gør gældende, at vi i højskolen ønsker at skabe medejerskab og medansvar for skolens hverdag og for dem, der tager del i den.
Højskolen som et hjem relaterer sig også til et demokratibegreb, der udfolder sig som ”levet demokrati”, hvilket indebærer en uformel demokratisk proces med plads til vidt forskellige synspunkter og holdninger– ja, sågar den store uenighed – uden at rammerne og fællesskabet nødvendigvis bryder sammen. Det er et demokrati, hvor hverdagen og samlivet ikke reguleres ved flertalsafstemninger og stribevis af ”dræbende” regler, men hvor konstruktionen ”hjem” er befordrende for, at vi finder rimelige løsninger på fælles udfordringer.
Metaforen ”hjemmet” fortæller også noget om lærerrollen, ikke som en intimiderende tilgang, der udvisker forskellen mellem elever og lærere, men derimod om en højskolelærers tilstedeværelse i hverdagen. Om lærere, der kan tales til og med i øjenhøjde, ja, om højskolelæreren som et medmenneske. Kort sagt: ”Højskolen som et hjem” er ikke et lidt dubiøst pædagogisk begreb, men en konkret tolkning i forhold til det ministerielle krav om samvær i den helt almindelige dagligdag på højskolen.
Efterlevelsen af lovgivningen er én side, men vigtigere er, at højskolerne i årtier har oparbejdet dybe erfaringer af rimelige måder at bo og leve sammen på - i hjemlighed. Nok har det fælles samliv været begrænset til nogle måneder, men det er ofte endt med - intimt forbundet med højskolens sideløbende fagundervisning, foredrag og fællessang - at få livslang betydning for den enkelte elev.
Eller måske kan vi tillade os at sige: bestemmelsen af højskolen som et hjem har haft en forbløffende vellykket virkningshistorie.
Af Carsten Kolby Kristiansen, tidligere forstander på Silkeborg Højskole