Bragt i Højskolebladet nr. 1 2026, tema om tilgængelighed.
I november 1956 kunne Lise og Oluf Lauth som forstanderpar byde det første elevhold velkommen til Holsatia Højskole. Slottet Holsatia var på alle måder en upraktisk og forfalden bygning, men i 1960/61 kunne skolen med midler fra Egmont H. Petersens fond bygge nyt og mere tilgængeligt, og tog herefter navnet Egmont Højskolen. Bag højskolen stod Landsforeningen af Vanføre, som i 1988 skiftede navn til Dansk Handicapforbund og SAHVA (Samfundet af hjemmet for vanføre).
Oluf Lauths tanker om at lave en højskole for vanføre (ja, det ord brugte man dengang) var dels inspireret af hans eget ophold på Askov Højskole i 1947, dels hans ansættelse som lærer og forretningsfører på Den frie Lærerskole. Når Oluf fastholdt en særlig højskole for vanføre, var det ud fra den betragtning, at det dels kunne være praktisk umuligt at komme på andre højskoler, dels at de unge ikke ville tage på andre højskoler, da de her i 50’erne ikke følte sig inkluderede i samfundet. Oluf var selv født i en tid, hvor hans familie skulle kæmpe for, at han ikke blev stemplet som åndssvag, men kunne få lov til at gå i skole og være med på lige vilkår med andre.
Oluf Lauth mente, at højskolens formål, at gøre folk livsduelige og sigte mod et fællesskab, ville være en perfekt ramme for de unge og give dem lyst til at bryde deres egen isolation og dermed mod til at tage aktivt del i det eksisterende samfund efter et højskoleophold. Det var jo hans egen erfaring efter tiden på Askov.
I begyndelsen var Egmont Højskolen kun for mennesker med et fysisk handicap. I 1970 blev formålet ændret til, at skulle sikre ægte integration, og siden 1991 har formålet været en skole for alle, men med et særligt ansvar overfor mennesker med et fysisk handicap.
Egmont Højskolen har altid tilpasset sig strømninger i samfundet og ny lovgivning, men er også selv gået foran med nye ideer.
I 1989 startede de første forsøg med at tage sine egne hjælpere med på højskole. Det betød, at vi kunne sige ja til flere elever med behov for hjælp, men det betød også, at antallet af ikke-handicappede elever øgedes, hvilket fik stor betydning for undervisningen.
Kort tid efter kom der en ny lov om specialundervisning, som gav skolen mulighed for at søge praktisk og pædagogisk hjælp til den enkelte elev og dermed mulighed for at kompensere elever med handicap, så de bedre kunne deltage på lige fod med andre elever.
I 1994 blev det lovbestemt, at alle højskoler skulle udforme et værdigrundlag Myndighed, værdighed og solidaritet er centrale begreber, som styrer skolens holdninger, tilgange til undervisning, til fællesskabet og til den praktiske hverdag.
I dag har Egmont Højskolen ca. 220 elever, hvoraf ca. 40 % har en funktionsnedsættelse. Selvom Egmont Højskolen er fuldt tilgængelig og har mange års erfaring med at få så mange forskellige mennesker til at fungere sammen, kommer det ikke af sig selv. Når vi gør det godt, er det vores erfaring, at de får mod og lyst til at arbejde for et mere mangfoldigt samfund.
Karin Busk Sørensen, tidligere viceforstander på Egmont Højskolen