Til kamp mod dødbideriet

Af Ole Vind

Teksten findes også i
"Kampen mod svampen - Facetter af Ebbe Kløvedal Reich"
Politisk revy 2006.

Askov og den urbant uenige lærer 

Fra oktober 1967 til maj 1969 var Ebbe Kløvedal Reich ansat som lærer ved Askov Højskole, dengang den toneangivende og største blandt landets grundtvigske folkehøjskoler. Her blev han ansat af den navnkundige Knud Hansen, i hvis forstandertid siden 1953 Askov var blevet ikke så lidt af en kulturel højborg med landskendte forfattere og kulturpersonligheder blandt lærerne.      

Få år senere fik Ebbe sit folkelige gennembrud som forfatter med Grundtvigbogen fra 1972, nært knyttet til tidens modstand mod Danmarks medlemsskab i EF. Man kunne jo tro, at bogens optagethed af Grundtvig, det nationalt danske og det kristelige var inspireret af mødet med Askov. Det er dog ikke tilfældet - snarere tværtimod!

Da han forlod Askov i 1969 kendte han lige så lidt til Grundtvig, som da han ankom. Og hans forhold til kristendommen var lige så distanceret som for de fleste andre venstreorienterede intellektuelle og kulturradikale i København. Og det var i den egenskab, at Knud Hansen havde hentet ham til Askov. Som medarbejder ved tidsskriftet politisk revy og ved Danmark Radio var Ebbe blevet landskendt for sit kritiske, udenrigspolitiske engagement.

Han var i 1967 især kendt som kritiker af amerikanernes krig i Vietnam og som tilhænger af Maos kulturrevolution i Kina. Han havde deltaget i 60'ernes demonstrationer mod atomoprustningen og delte den politiske venstrefløjs kritik af den kapitalistiske verdens udbytning af folkene i den tredje verden. Ved valget i 1968 var han folketingskandidat for Det radikale Venstre, uden dog at blive valgt.  

Knud Hansen hentede ham fra København til Askov for at udvide lærerkredsen med en repræsentant for tidens kritiske venstrefløj for at fastholde søgningen til højskolen også fra tidens byungdom. Og det var helt i Askovs ånd, at den unge lærer også var digter. I oktober 1967 debuterede han på Gyldendal med den modernistiske digtsamling Billedalmanak fra en rejse i det europæiske. Og i 1969 udsendte han sin anden (og sidste) digtsamling, Hvem var Malatesta?

Begge digtsamlinger er præget af et modernistisk formsprog i traditionen fra T. S. Eliots nyklassiker The Waste Land fra 1922. Digtene består af sprængte fragmenter fra europæisk historie med talrige indforståede henvisninger til den højlitterære kanon - fra middelaldermyter til modernisme - men også til triviallitteratur og især til historiske vidnesbyrd om europæernes brutale verdenserobring og koloniundertrykkelse.  

Grundtonen i digtene fra 1967 er kritisk, melankolsk og rastløs. Nærmest i desperation påkaldes henfarne ånder som Einstein, Marx , Keynes, Freud, Edison, Copernicus, Galilei og "ikke mindst Gurdieff, Steiner og Eckehardt" (s. 54). De tre sidstnævnte peger fremad mod den mystik og nyreligiøsitet, som skulle fængsle Ebbe så stærkt.

Også digtsamlingen Hvem var Malatesta? fra 1969 består af en sådan blanding af historiske fragmenter og nutidige refleksioner - og især fylder nu Vietnamkrigens vanvid en del. Og så har digtene en enkelt, gennemgående helt, nemlig italieneren Errico Malatesta (1853-1932), anarkistisk oprører for folkets og retfærdighedens sag.

Malatesta er den ægte romantiske helt - han led nederlag og døde, men hans drømme døde ikke! Digtenes grundtone er nok melankolsk, men nu løftet af en mere fanden-i-voldsk vilje til at fortsætte kampen mod undertrykkelse, uret og militarisme. Tiden er inde til at gøre drømme til virkelighed - mellem de to digtsamlinger ligger det mytiske år, 1968.

Bogen fra 1967 havde den klassiske undertitel Digtsuite. I 1969 er undertitlen derimod Album med henvisning til tidens rockpoesi. I efterskriften, dateret Askov, december 1968, beklager forfatteren, at han ikke magter at skabe en beatplade. Og han beskriver albummets baggrund gennem en kort og skæv poetisk selvbiografi, stærkt præget af "ånden fra 1968" - herunder de psykedeliske oplevelser med tidens euforiserende stoffer, især hash og lsd.

Senere skulle Ebbe blive den, der mere end nogen anden i Danmark personificerede det ungdomsoprør, der som en bølge rejste sig i sidste halvdel af 60'erne for at kulminere i 1968. Oprøret kom overraskende, for netop de unge var jo vokset op med fred, demokrati og voksende velstand. Og alligevel vendte de sig nu mod kapitalismens materialisme og åndløshed, kernefamiliernes kvælende tosomhed og den åbenbare udbytning af klodens undertrykte folk.

Med euforiserende stoffer, dunkende rytmer, spraglede klæder, langt hår og bare bryster, kollektive boformer og politiske happenings i gaderne var ungdomsoprøret i sig selv et levende udtryk for protesten mod det fantasiløse borgerlige samfund og dets materialisme, som målte alt i penge og fornægtede den åndelige dybdedimension i menneskelivet. De psykedeliske stoffer udløste et bevidsthedsskred i dybet, der løftede oprørets bølge.

Demonstrationer mod krig og uretfærdighed i verden var jo ikke noget nyt i1968, og samfundskritik vendt mod danske forhold var heller ikke nyt. Venstrefløjen fandt med Marx, at ulighed, undertrykkelse og fremmedgørelse er følgen af, at umenneskelige kræfter, ejendomsret og pengemagt, styrer det kapitalistiske samfund. Men med ungdomsoprøret fik protesten en helt ny tone - en antiautoritær, poetisk og psykedelisk tone.

På højskoler som på universiteter udløste oprøret krav om demokrati i stedet for enevælde, diskussion i stedet for indoktrinering og kritisk sans i stedet for blind autoritetstro. Andre droppede ud, steg af "rotteræset" for at søge alternative veje til liv og indsigt, blandt andet gennem psykedeliske oplevelser og alternative livsformer. I højskolen var der livlig debat om dette ungdoms- og studenteroprør, som man havde svært ved at lodde eller overskue.

Det gælder også Ebbe, og oprøret fik da heller ingen større betydning for hans virke på Askov. Her var han med egne ord i efterskriften til Malatestabogen fra december 1968 "den nye, urbant uenige lærer" (s.108). Han kom dog med sin åbenbare sympati for tidens oprørske ungdom i et modsætningsforhold til de dominerende traditionalister på Askov og sagde i 1969 - også af rent personlige grunde - selv sin stilling op.

Askovstriden 1970 

Hans forhold til Askov blev imidlertid en forløber for den store strid, der under landsdækkende medieopmærksomhed udkæmpedes på Askov Højskole i sommeren 1970. Striden stod mellem den gamle højskoles traditioner og de nye udfordringer, der meldte sig med ungdomsoprøret. Striden splittede lærergruppen i to fløje efter en skillelinje, som allerede var synlig ved Ebbes afrejse.

Knud Hansen var i 1968 afløst som forstander af Harald Engberg-Pedersen, der havde været forstander på Krogerup Højskole, hvor man havde mange års erfaringer med de studenter og den byungdom, der i løbet af 1970'erne skulle indtage alle højskolerne. Men hans erfaring rakte ikke til at løse striden på Askov mellem gammelt og nyt.

Engberg-Pedersen blev efter en pinagtig, mediedækket stillingskrig tvunget til at forlade Askov i 1970. Han var ikke i stand til at berolige bestyrelsen, der blandt andet kunne konstatere, at rygterne om hash og lsd på højskolen, florerende kønssygdomme og uendelige møder om demokratiske procedurer i stedet for undervisning, ikke var grundløse. Det var Askovs troværdighed i det traditionelle, jyske bagland, der efter bestyrelsens vurdering var på spil.

Askov var en gammel skole med en tung ballast, der forhindrede bratte kursændringer. I 1970 konstituerede man den 72-årige Knud Hansen som forstander for at værne om Askovs traditionelle værdier. Den 'oprørske' fløj i lærergruppen blev tvunget til at forlade Askov, hvorefter de i 1972 startede byggeriet af en helt ny højskole i Kolding i tidens superdemokratiske, socialistiske og samfundskritiske ånd - forstanderjobbet gik f.ex. på skift blandt lærerne.

Ebbe støttede under Askovstriden koldingfløjen, idet han fandt, at højskolens fornemste opgave var at blive "en fuldstændig demokratisk skole" (Højskolebladet1969, s. 222), hvor eleverne på hvert hold frit fastlagde, hvad de ville bruge højskolen - herunder lærerne - til. Højskolen skulle bygge på lyst, frivillighed og dristig tillid til elevernes dømmekraft.

Begge fløje i striden påberåbte sig Grundtvig, hvis rolle på Askov Ebbe i 1971 beskrev som "den store mand, man sutter på ved festlige lejligheder over desserten og pisser på i det daglige" (Hvem har brug for Askov? Information 1971. I Svampen og korset, 1973, s.67). I en sang, han skrev til indvielsen af Kolding Højskole på melodi fra Aakjærs "Se dig ud en sommerdag", hed det i et af versene med en klar bekendelse til traditionelle højskoleværdier (sangen er ikke noget poetisk mesterværk):

Danmark har en skoleform
Ingen andre kender
Læ imod den fakta-storm,
Computerne udsender,
Ro til helt at tænke ud:
Hvad er ret og hvem er Gud?
Hvordan bruger vi vor arv?
Og hvem er vore fjender?

Kolding Højskole kom godt i gang og havde en række gode år, men måtte lukke i 1998. Skolen havde ikke ballast nok til at holde fremdriften i krisetider. For Askov førte striden, med Ebbes ord, til "en pinefuld og langstrakt grundstødning" (Efter krigen - før freden, 2004, s.90) og en langvarig nedgangstid for skolen, som uigenkaldeligt mistede sin særstilling som højskolernes flagskib.

Ingen gjorde sig i 1970 helt klart, at de traditionelle grundtvigske højskoler var i gang med den største omvæltning i deres historie. I løbet af få år forvandledes de fra at være reservater for en døende landbokultur med nationalt og kristeligt værdigrundlag til frirum for pædagogiske eksperimenter, demokrati, kreativitet, rytmisk musik, rusmidler og sex - side om side med livsoplysning, nyttefag og hjemlig hygge.  

Denne omvæltning gav problemer og strid, men i sidste ende sikrede den højskolernes overlevelse. I løbet af få år døde den traditionelle landbokultur i Danmark i takt med den massive afvandring fra landbruget til byerhvervene. Landboungdommen søgte andre uddannelser, og når højskolerne overlevede, så skyldtes det i høj grad, at de med ungdomsoprøret blev attraktive for en ny tids byungdom og studenter - i hvert fald indtil nye kriser meldte sig i løbet af 1990'erne.  

Tilbage i København flyttede Ebbe snart ind i kollektivet Maos Lyst, hvor beboerne antog navnet Kløvedal - i Tolkiens Ringenes Herre et sted, hvor man samles før man drager på nye eventyr. I kælderen i Maos Lyst blev bogen om Grundtvig til, hans originaleste og mest eventyrlige bog. Alt, hvad senere skrev, hører til inden for den mentale horisont, som udspændtes i Grundtvigbogen.

Malatestabogen vidner om, hvordan Ebbe som lærer på Askov i 1968 blev løftet af ungdomsoprørets bølge. Det blev indledningen til en bevidsthedsudvidelse, som i løbet af få år skulle føre ham tilbage til den folkehøjskole, som han forlod i 1969 - nu ikke som "urbant uenig lærer", men som folkelig foredragsholder og Grundtvigfortolker.

Den genopstandne Grundtvig 

Fra Askovtiden huskede han Grundtvig som et "fjernt og tåget ikon" (Efter krigen - før freden, s.107), men under debatten op til folkeafstemningen om Danmarks medlemsskab af EF fordybede han sig nu i Grundtvig. Bogen Frederik. En folkebog om N. F. S. Grundtvigs tid og liv blev udgivet nogle måneder før folkeafstemningen i 1972.

Trods bogens glødende NEJ, blev det som bekendt et JA - men bogen rummede langt mere end et indlæg i striden om EF. Den betød Ebbes gennembrud som folkelig forfatter. Senere fulgte en lang række danmarkshistoriske fortællinger, og han fandt sin blivende rolle som forfatter, freelance debattør og folkeoplyser - og hyppig gæst også på de danske folkehøjskoler.

Bogen om Grundtvig fra 1972 vakte naturligt nok opsigt på de grundtvigske højskoler, som netop var under forvandling fra traditionelle, kristelige bondeskoler til pædagogiske frirum for tidens byungdom. I denne kritiske fase var der megen usikkerhed og debat om den nye kurs, og om hvordan den kunne forstås i forlængelse af det oprindelige værdigrundlag. 

Bogen kom som en stor overraskelse i højskolens verden - for her havde man forlængst selv opgivet Grundtvig som direkte inspirationskilde, ikke blot i liv og arbejde, men også kristeligt set. Grundtvig var netop blevet "et fjernt og tåget ikon", et grånende portræt, et musealt minde fra en stolt fortid.

De fleste i højskolen, der kendte til Grundtvig, havde indset, at hans tidsbundne tænkning ikke længere var holdbar. Man holdt stadig af salmernes og sangenes storslåede poesi - men netop kun som poesi. Gjaldt det tænkning på tidens præmisser, så havde højskolen siden 1945 overgivet sig til Grundtvigs modpol, Søren Kierkegaard.

Det var ironisk nok netop Knud Hansen på Askov, der havde stået i spidsen for den omlægning af højskolens selvforståelse, der havde bragt Kierkegaard i front og sat Grundtvig i baggrunden. Knud Hansen skrev eller talte sjældent om Grundtvig, men gerne om Kierkegaard. Det var ikke længere den grundtvigske historiefortælling, men snarere moderne litteratur og filosofisk eksistentialisme, der nu vejede tungest i højskolen - og tydeligst på Askov, højskolernes flagskib.  

Hvis der taltes om Grundtvig i højskolen, så var det teologen Kaj Thaning, man lyttede til. Med sin disputats fra 1963, Menneske først, havde han aktualiseret, moderniseret og menneskeliggjort Grundtvig - ved at skille folkeligt fra kristeligt, og ved at gøre den folkelige Grundtvig til talsmand for demokrati, samtale, kvindernes ligestilling og al ønskelig menneskelig frigørelse.

Thaning og Knud Hansen var typiske "tidehvervsgrundtvigianere", der læste Grundtvig eksistentielt og folkeligt, men tog afstand fra hans historiesyn og teologi.  Her støttede de sig i stedet til Kierkegaard, der fornægtede historiens eksistentielle betydning. Kierkegaard er - som det ikke mindst er fremhævet af religionshistorikeren Vilhelm Grønbech - den store modpol til Grundtvig, for hvem historien betød alt.  

Ebbes inspiration fra Grønbechs forfatterskab, især de fire bind Mystikere i Europa og Indien og bøgerne om William Blake og Jesus Menneskesønnen var dybtgående, og hans ord om, at "Grønbech gør ingen røverkule af sit hjerte. Han er på Grundtvigs side imod Kierkegaard" (Billeder af Jesus, 2001, s.97) gælder lige fuldt Ebbe selv.

Krisen på Askov i 1970 havde afsløret, at den askovske løsning, moderne litteratur, eksistentialisme og tidehvervsgrundtvigianisme, ikke slog til over for en ny tids krav om kritisk samfundsengagement, musiske og sanselige erfaringer for slet ikke at tale om muligheden for at forstå de grænseoverskridende psykedeliske oplevelser.    

Ebbes Frederik kunne jo synes som skabt til igen at legitimere den grundtvigske højskole efter 1968 og endda ved at knytte an til Grundtvig selv. Bogen var komponeret i lighed med Malatesta-digtene som en kronologisk og anekdotisk gennemgang af heltens liv, afbrudt af historiske fragmenter og helt nutidige refleksioner med skarp samfundskritisk brod i ungdomsoprørets ånd.

Bogen beskrev Grundtvig som en sand oprører i kamp mod "fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalistsammensværgelse" (s.12) til fordel for et ægte dansk, folkeligt fællesskab. Det vakte genklang på højskolerne, hvor Grundtvigs modstand mod tysk og romersk-latinsk  indflydelse i Danmark var en del af baggrunden for den udbredte modstand mod EF.

Man kunne også godt more sig over at læse, at Grundtvig var i pagt med den nye kvindebevægelse og dens front mod "de kønsforskrækkede, bogstavtro, fornuftshovmodige, bjergsomme og ualvorlige mandfolk, som havde tiltvunget sig magten over folkets følelsesliv" (s.10). Det vakte genklang i tiden og dermed også i højskolen, at bogen så stærkt og hjerteligt beskrev Grundtvigs syn på det kvindelige som den livsnødvendige modpol til det mandlige.  

Når Frederik alligevel vakte mere skepsis end begejstring i højskolens verden, så skyldtes det i nogen grad den nævnte eksistensfilosofiske skepsis over for historiefortællingen som sådan. Men lige så afgørende var det nok, at Ebbe tog sig lovlig mange friheder i forhold til de historiske kilder til Grundtvigs liv - herunder hans sexualliv!

For Ebbe var Grundtvigs tre ægteskaber og børneavl i en høj alder et udtryk for hans lyse tro på livet på denne jord. Ud over kilderne gik han dog, når han lod Grundtvig under et besøg i England være sin kone utro i et hektisk erotisk møde med mrs. Clara Bolton. Det pegede jo klart frem mod nutidens frisind og legelyst - men her blev mange højskolefolk dog betænkelige.  

Andre betænkeligheder dukkede op, når bogen beskrev Grundtvigs anfald af sindssyge med de veldokumenterede maniske episoder som værende i slægt med det revolutionære potentiale i tidens psykedeliske eksperimenter med hash og lsd. Helligånden, som Grundtvig kendte den, er for Ebbe en kosmisk realitet, der er beskrevet af mystikere til alle tider, og som også genfindes i Den Tibetanske Dødebog og andre skrifter fra Østens traditioner.

Bogen sluttede med Grundtvigs død - og så et sidste afsnit med titlen "Det evige liv" med en hyldest til Maos kinesiske kulturrevolution som et evighedens og helligåndens pulsslag i historien. Og hvis ikke de skeptiske grundtvigianere havde fået nok, så kunne de bagest i bogen finde dels Grundtvigs horoskop astrologisk udlagt, dels hans håndskrift tilsvarende grafologisk!

Det myldrede i bogen med nyreligiøse symboler fra alle tider. Hvert af de syv kapitler indledtes med en fri parafrase over et af de syv menighedsbreve fra Johannes' Åbenbaring i Ny Testamente. Netop disse syv menighedsbreve spillede for Grundtvig en vigtig rolle i hans bibelske historiefilosofi i Christenhedens Syvstjerne, men selv de mest trofaste grundtvigianere havde altid set disse vidtløftige tolkninger mere som poesi end som teologi.

Frederik er i grunden en blanding af roman og modernistisk digt, der gendigter den Grundtvig, hvis tanker, tro og syner blev til inden for en national og bibelkristen horisont, til folkelig frihedskæmper, frigjort kvindesagsfortaler og psykedelisk digter - alt i en kosmisk-religiøs ramme og i helligåndens navn. Det er den mest originale bog om Grundtvig, der nogensinde er skrevet og det mest særprægede udtryk for ånden fra 68 på dansk.

Bogen blev en folkelig succes, men mødte straks en sønderlemmende faglig kritik hvad angår brugen af de historiske kilder - og med rette! Der er f. ex. intet belæg for Grundtvigs kødelige omgang med mrs. Bolton, skønt Thaning i sine bøger allerede havde gjort sit til at drage damen frem i lyset i sin modernisering af den gamle skjald.

Det er ganske sigende, at højskolernes traditionsrige tidsskrift, Højskolebladet, til at anmelde Frederik indforskrev ingen ringere end professor P. G. Lindhardt, den førende eksistensteolog i Danmark, der ellers ikke skrev i Højskolebladet. Som man kunne forvente, så pegede Lindhardt på alle bogens svage punkter. Han både nedgjorde og latterliggjorde bogens hele anliggende, som han ikke uden præcist vid kaldte en karikatur af Thanings disputats.  

Med alle sine åbenlyse skævheder og mangler, uvederhæftige fortolkninger og vilde kosmiske spekulationer, så kunne Frederik dog én ting, som ingen af de mange kritikerne formåede: den gjorde Grundtvig levende igen. Måske en moderniseret, kløvedaliseret Grundtvig a la 1968, men altså levende! Man kunne fristes til at parafrasere Grundtvig selv: hellere en levende, omend moderniseret Grundtvig, end en historisk nok så troværdig, men stendød Grundtvig!

Det var den genopstandne Grundtvig, der på tværs af den kulturradikale tradition fik Ebbe til selv at bekende sig som kristen. Den levende Grundtvig kommer ikke mindst til orde i de mange sange og salmevers, der citeres bogen igennem, men ikke kun der. Hele bogen er levende poesi, den er skrevet med ånd - det være sig Helligånden eller Ebbes ånd - eller måske ånden fra 1968?

Til kamp mod dødbideriet 

Efter overraskelsen med Frederik viste det sig snart i højskolen, at man havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. Socialister og kulturradikale kunne sagtens kapere løjerne, og på højskolens venstrefløj, som Kolding Højskole og Den Røde Højskole i Svendborg, blev Ebbe en naturlig allieret i kampen mod EF og kapitalismens øvrige udskejelser. Venstrefløjen fandt dog, at bogens åbenbart kristent bekendende grundtone var lidt for meget.

På højskolens mere traditionsbundne fløj var man omvendt glad for, at bogen rummede en så klar kristen trosbekendelse - hvad der overraskede på baggrund af Ebbes kulturradikale fortid. Men her var bogens historiske utroværdighed og optagetheden af sexualitet, sindssyge, stjernetydning og kosmiske syner bare alt for meget. Men man inviterede også her Ebbe som taler, især når det gjaldt den nationalt begrundede modstand mod EF.

Trods al skepsis, så blev Ebbe i 1970'erne en hyppig gæst på mange højskoler, hvor typiske foredragstitler kunne være: "Grundtvig - reformator eller sindssyg?", "Grundtvig og Marx" eller "Til kamp mod dødbideriet". Størst betydning for højskolen fik han ved at vække Grundtvig fra de døde, gøre ham levende i det mindste for en stund, og dermed i det hele vække ikke blot en debat om Grundtvig, men en fornyet interesse for de døde, for historie og for åndens veje i historien.

Sådanne veje er ikke lette at spore, men det er let at konstatere, at til denne levendegørelse af Grundtvig bidrog ikke mindst Ebbes og Ejvind Larsens Grundtvig-spil fra 1973 med indlagte sange og salmer, Til kamp mod dødbideriet, med nye melodier ved Leif Varmark. En teatertrup fra Bådteatret rejste rundt til højskoler i hele landet med forestillingen, hvor Grundtvig selv trådte frem på scenen. Publikum sang med på sange og salmer - det var festligt, folkeligt og fornøjeligt!   

I 1970 havde det danske ungdomsoprør sat et sidste originalt skud med sommerlejren i Thy, som Ebbe mindedes som "en poetisk og overbevisende sejr for det fredelige, humane anarki" (Efter krigen - før freden, s. 96). I løbet af få år lagde oprørets bølge sig og vandene sank. Tilbage blev en række adskilte bække i det tørre flodleje med blandt andet universitetsmarxisme, Tvindskoler, Christiania, rødstrømper, EF-modstand, kollektiver, nyreligiøsitet og miljøaktivister.

Alle var de præget af engagement, alvor og strid om den rette lære. Ånden fra 68, med overskuddet af humor og tolerance, fest, farver og blomstrende fantasi, blev stadig sværere at fremmane. Dybet havde tilsyneladende lukket sig - som efter en åndelig tsunami. Men tiden gav Ebbe ro til at indlede sin lange række af danmarkshistoriske romaner og fortællinger, begyndende med Rejsen til Messiasfra 1974, Fæ og frænde fra 1977og Festen for Cecilie fra 1978.  

Man kunne jo tro, at disse historiefortællinger ville være særligt velkomne på de grundtvigske højskoler som en fornyelse af den historisk-poetiske oplysning, der skulle være højskolens særkende. Sådan gik det dog ikke - af flere grunde. Som litteratur var de hverken eksistentielle eller socialrealistiske nok og som historie var de ikke troværdige nok til højskolebrug. Til gengæld var det næsten for meget med det danske!

Danskerne har nemlig ifølge Ebbe lige siden oldtiden haft en særlig sans for fred og retfærdighed, demokrati og kærlighed - samt for at lytte til kvindernes råd. "Danmark blev holdt over dåben som et anti-imperialistisk, fribårent væsen, som Romermagtens egentlige, historiske antitese. Den tids indianere, kunne man sige" (Forfatternes Danmarkshistorie, 1977, s. 42). Det kunne Grundtvig godt have skrevet under på - på nær det med indianerne!  

De historiske fortællinger er alle inspireret af ånden fra 68 med utopien om et fredens og humanitetens rige hinsides pengemagt, kapitalisme og kønsforskrækkelse, et rige, som skal omfatte alle folkeslag på jorden. Denne utopi har i drømme og visioner været undervejs gennem hele verdenshistorien - og ikke mindst danmarkshistorien - og i stærke kvinders, profeters og mystikeres ord og kosmiske syner har vi en visdomskilde, som vi stadig kan øse af.

Alle Ebbes historiske fortællinger er god underholdning med letfattelig morale - de er ikke for ingenting blevet sammenlignet med B. S. Ingemanns historiske romaner. Ingen vil jo i dag læse Ingemann som historisk oplysning om middelalderen, men han kan fint læses som kilde til den  nationale romantik og kristelige moralisme i begyndelsen af 1800-tallet. Også han projicerer sin tids drømme tilbage på fortidens skærm. 

Når Ebbes fortællinger ikke i højere grad fandt vej til højskolerne, så skyldes det også, at historie i det hele taget ikke var i høj kurs på højskolerne. Et af slagordene i 1968 var personlig frihed, også til selv at vælge fag efter egen lyst. De fælles foredrag til formidling af en litterær og historisk dannelsestradition blev erstattet af det frie, individuelle valg mellem en vifte af tilbudsfag - herunder ikke mindst nye musiske og kropslige fag.

I konkurrencen om elevernes gunst havde historien med dens lange linjer og store sammenhænge ikke så let ved at gøre sig gældende. At Ebbe ofte stod på højskolernes talerstole betød ikke, at hans utopiske fortællinger vandt større gehør. Det var især som samfundsdebattør, ikke mindst om EF og EU, men også om demokratiets problemer generelt, at han besøgte højskolerne - og efterhånden oftere på sommerens korte kurser for ældre deltagere end for de unge om vinteren.

En kold tid 

Fra midt i 1980'erne skete der en drejning i Ebbes forhold til den danske højskole. EF-modstanden var ved at ebbe ud og med murens fald og de socialistiske utopiers falmen dalede hans stjerne som venstreorienteret debattør. At Den Røde Højskole i Svendborg lukkede i 1997 og Kolding Højskole i 1998, var et tidens tegn. Men Ebbe blev nu med sit stadig mere åbenbare kirkeligt kristne engagement en kær gæst på nogle af de traditionelt grundtvigske højskolers korte kurser.  

Denne bekendende kristne side af hans værk blev dog ikke særligt påskønnet i højskolen som helhed. Dels havde mange højskoler ikke længere så selvfølgeligt et forhold til den kristne tradition som tidligere, og dels var de højskolefolk, der fortsat anså kristendommen som vigtig i højskolens livsoplysning, stadig præget af den tidehvervsgrundtvigianske kristendomsforståelse, nu gerne i løgstrupsk udlægning.

Sammenlignet med Løgstrups filosofisk højspændte teologi var Ebbes kristendom en vaklevorn syntese af kosmisk nyreligiøsitet, luthersk syndsbevidsthed og grundtvigsk kirkesyn. Han var også selv den første til at indrømme, at denne tro lå hinsides al fornuft - den var dybt begrundet i hans egen livshistorie, de psykedeliske oplevelser og mødet med den genopstandne Grundtvig. Hans kristendom var i egentligste forstand resultatet af en vækkelse - af ånden fra 68.

Han følte sig i stigende grad hjemme i folkekirken - men ikke i folkehøjskolen, som den udviklede sig gennem den kolde tid i 80'erne og 90'erne. Også udviklingen i den politiske verden gav ham mange skuffelser. Hans kamp mod EF og EU blev efterhånden til slag i luften, når han ville overtrumfe tilhængerne med et krav om et fuldkomment - og fuldkommen urealistisk - demokrati på europæisk plan. Utopien kom til at skygge for kampen.  

Når det derimod gjaldt udfordringen til højskolen, så gik det omvendt. Hans krav fra 1969 om et fuldkomment - og fuldkommen urealistisk - demokrati på højskolerne blev afløst af et krav om en tilbagevenden til klassiske højskoleværdier: "den grundtvigske skole sigter på at fremelske frie ånder og demokratiske samfundsborgere i et frit folk" (Solskin og lyn, 2000, s. 241).

Hvor han i 1970'erne kunne kritisere den grundtvigske folkehøjskole for dens mangel på demokratisk praksis og samfundskritisk engagement, så gjaldt hans kritik af højskolen i 1990'erne dens mangel historisk sans. Han beklagede således i 2002, at blandt de højskoler, der nu var lukket under den seneste krise, var nogle af de mest ægte folkelige i grundtvigsk forstand.  

"Det centrale emne i al folkelig oplysning er vores fælles historie. Den er blevet nedprioriteret i alle dele af det danske undervisnings- og medievæsen og bedrives i dag på det folkelige plan mest som underholdende tv-konkurrencer i sjælden, eksotisk paratviden..... Derfor bliver målestokken for, om det går frem eller tilbage, stadig mere åndsforladt. I det politiske lederskab regnes bilsalget for tiden for den sikreste indikator" (I svampens hede, 2002, s. 73). 

Forudsætningen for demokratiet er en levende folkelighed, som højskolen skal styrke og oplive gennem historisk oplysning: "Skolen skal lære de opvoksende generationer den historie, der har resulteret i nutidens danskere, europæere og mennesker. Den kunst, kultur, tænkning og tro, der opliver den - og de forbrydelse, der skæmmer den" (I svampens hede, s. 116).  

Tiden efter årtusindskiftet blev blot koldere og nederlagene flere - herunder skuffelsen over den materialistiske grådigheds fremmarch også i Danmark og Dansk Folkepartis forlorne folkelighed. Men han var forberedt: som hans ungdoms romantiske helt, Malatesta, opgav han aldrig drømmen og utopien trods alle nederlag - som han redeligt så i øjnene.

Mangt og meget i ungdomsoprøret kan i historiens lys med rette kritiseres som naivt og urealistisk, letbenet og latterligt, og det gælder også Ebbes forvaltning af oprøret. Og dog lever noget af det bedste fra ånden fra 68 i hans værk. Ånden kendes ikke på historisk troværdighed, politisk realisme, kunstnerisk originalitet eller religiøs besindighed, men på levende ord og stærke syner.

Ånd betyder levende ord i fortællinger, der rummer kraft fra forfædrenes idealer og drømme, inspiration og håb, sejre og nederlag. "Vær realistiske. Kræv det umulige", lød det i 1968 i Paris. "Mangel på fantasi er ikke at have fantasi til at se hvad man mangler". Det vi mangler i højskolen i dag er ånd - og dermed en fornyet historiefortælling, der ikke mindst skal oplyse åndens spor i historien, herunder ånden fra 68.

Inspirationen fra 68 er i dag så nødvendig som nogensinde. Med globaliseringen af den liberale markedsøkonomi fejrer materialismen uhørte triumfer. Den fri konkurrences vildtløbende mølle maler had mellem mennesker og folk, og religiøse fundamentalister og åndelige plattenslagere giver mennesker stene for brød. En dag må det stivnede og fantasiforladte i politik og religion gå i opbrud og klare sig til nye syner. Da vil man finde, at Ebbe holdt vandene åbne i en kold tid.