Mogens Hemmingsen (1945-2025) i erindring

Mogens Hemmingsen var foreningens bestyrelsesformand fra starten i 2008.

Højskolehistorisk Forening har ved Mogens Hemmingsens død mistet sin højt værdsatte formand siden foreningen blev stiftet i 2008. Mogens var en meget engageret formand, som med stort overblik havde styr på foreningens mange aktiviteter, som han kærligt men bestemt uddelegerede til bestyrelsesmedlemmer. 

Mogens var især optaget af principielle spørgsmål, f.eks. at fastholde og udvikle foreningens formål, så formidlingen af højskolens historie ikke kun var fortælling for fortællingens skyld, men også havde remtræk til fremtiden: Hvad har vi lært? Hvor skal højskolen hen? 

Mogens stammer fra et radikalt bagland i Hørve på Vestsjælland. Han blev uddannet som lærer på Den fri Lærerskole i Ollerup. Allerede som 27-årig blev han landets yngste forstander på Danebod Højskole, som på det tidspunkt (1974) blev betragtet som et “håndværkertilbud”. Ti år senere var Danebod Højskole i kraft af Mogens’ enorme arbejdsevne og lederegenskaber en fyldt højskole med fremragende lærere og en inspiration for den øvrige højskoleverden. Mogens Hemmingsen var derfor også selvskreven som formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, en post han besad fra 1990 til 1995. 

Senere i sin karriere blev Mogens forstander for Viborg Gymnastikhøjskole, Vallekilde Højskole og Liselund, som alle fik nyt liv, igen via Mogens’ arbejdsevne og lederegenskaber. 

Mogens sluttede sit arbejdsliv som 76-årig i 2021. Men det gav kun endnu flere kræfter til hans hjertebarn Højskolehistorisk Forening. 

Mogens’ hele liv drejede sig om højskole, folkeoplysning og medborgerskab. Han satte sig tydelige spor, fordi sagen altid var det vigtigste. Få mennesker har slået sig på Mogens. Han var jovial og lyttende, men vidste også hvor han ville hen, og kom derhen ved argumentets kraft. Hans viden og erfaring og gode råd vil blive savnet. 

Æret være Mogens Hemmingsens minde. 

Højskolehistorisk Forenings bestyrelse

 

Se også https://www.kristeligt-dagblad.dk/profiler/mogens-hemmingsen