Bragt i Højskolebladet nr. 3 2026, tema om folkelighed.
Da den tyske filosof og teolog Johan Gottfried Herder i 1778 udgav en samling sange under titlen Folkeviser, satte han gang i en lavine af folke-ord i Europa. Det er det, den engelske historiker Peter Burke meget rammende har kaldt ”opdagelsen af folket”. Herder var oplysningstænker, men han vendte sig mod oplysningstidens idealer om rationalisme og universalisme. Hans synspunkt var, at folkene og nationerne netop var forskellige og særprægede og havde deres ”lyksaligheds midtpunkt i sig selv ligesom enhver kugle sit tyngdepunkt!” Dette særpræg konstitueredes først og fremmest af sproget og historien, der giver folket identitet.
Der er ingen tvivl om, at Grundtvig var påvirket af Herder på dette område. De brugte begge nation og folk nærmest synonymt. For Grundtvig betød folke-lig især, at være lig med folket i forhold til sprog og historie. Han definerer det så at sige kulturelt. Men det gælder såvel høj som lav, og på den måde er der også en ligheds-betragtning. Grundtvig brugte det nye begreb til at forholde sig til og påvirke de forandringer, der fulgte i kølvandet af de franske revolutioner. Efter 1830-revolutionen rejstes kravet om de rådgivende stænderforsamlinger. Det satte Grundtvig i gang, for hvis folket skulle rådgive kongen, så skulle folket oplyses. Grundtvig skrev en række skoleskrifter op gennem 1830’erne, hvor han tematiserede den folkelige oplysning. Med 1848-revolutionen rejstes kravet om frie forfatninger og nationalstater rundt i Europa, således også i Danmark. Men når suveræniteten skulle overgå fra kongen til folket, blev det helt afgørende, hvem folket var. Det er det spørgsmål, Grundtvig havde sat sig for at besvare.
Som hos Herder så Grundtvig en tæt forbindelse mellem folket, sproget og historien. Derfor blev undervisning i modersmål og fædreland et afgørende omdrejningspunkt i Grundtvigs tanker om folkelig oplysning. Han benævnte den undervisning som historisk-poetisk. Historien skulle være poetisk og udsigende – den skulle så at sige forbinde et fælles erfaringsrum med en fælles forventningshorisont – hvor kom vi fra, og hvor skal vi hen. Bestræbelsen var at fortælle en forestilling om et fællesskab frem. For en forståelse af dette er det givende at gribe fat i den engelske historiker Benedict Anderson og hans definition af en nation som et forestillet fællesskab. Anderson siger, at det er et forestillet fællesskab, fordi medlemmerne af selv den mindste nation aldrig vil komme til at kende, møde eller bare høre om de fleste af deres medborgere, og dog eksisterer der en forestilling om fællesskab hos dem alle.” At fællesskab er forestillet, henviser ikke til at det er uvirkeligt men til at det er bevidsthedskonstitueret. Det er så at sige et fortalt fællesskab.
Men begrebet folkelig oplysning refererer lige såvel til en bestemt formidlingssituation. Forenklet sagt er der tale om en oplysning, der på en gang er til og fra folket i den forstand, at den skal tage afsæt i den mangfoldighed af livserfaring og erkendelse, der er repræsenteret i folket, og åbne den for en fælles bearbejdning og perspektivering. Den skal så at sige indsætte folk i en tro på egen erfaring og egen myndighed. Som Grundtvig udtrykker det: ”Men først og sidst med Folkerøst Oplysningen om livet. Den springer ud af Folkedaad, og voxer som den vugges”. At holde skole på menneskelig og mellemmenneskelig erfaring er således helt centralt i højskolernes folkelige oplysning.
Det er et træk ved dansk historie, at sociale, politiske og kulturelle forandringer også er kommet nedefra gennem brede folkelige bevægelser – henholdsvis bonde- og andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen. Der er således dannet en stærk tradition i Danmark for, at det folkelige har virket som surdejen i et velfungerende civilsamfund.
Af Jacob Kjærsgaard Mortensen, historiker og forstander på Hadsten Højskole