Bragt i Højskolebladet nr. 7 2025, tema om arbejdets mening.
Som ny lærer blev man fra starten af en del af højskolens familie. Man boede på skolen, deltog i måltider med eleverne og havde sit hjem åbent for uformelle besøg. Nærvær og engagement i fællesskabet udgjorde – ligesom i dag – kernen. Arbejde og privatliv flød sammen. Det blev en livsform, med alt hvad det indebar på godt og ondt. Work-life balance var næppe et begreb, der blev holdt morgensamling om.
Det tætte og frie liv på højskolerne har derfor til alle tider budt på udfordringer. Arbejdstiden i et engageret kostskolemiljø er svær at afgrænse, og mange lærere har overskredet grænsen mellem arbejde og privatliv uden at bemærke det, og hvor det kunne koste i familien. Også selv om antallet af undervisningsuger tidligere har været væsentlig mindre.
Alligevel blev spørgsmålet om faglig organisering først sent taget op. Højskoledebatten har generelt handlet mere om skolernes idémæssige profil end om lærernes vilkår. Dog var der tilbage i 1950’erne, hvor de fleste højskoler var overgået fra forstandereje til selveje, et oprør mod de usikre læreransættelser uden skriftlig kontrakt og sikkerhed for kommende undervisningstimer.
Selv om både forstandere og lærere ofte var liberale og priste skoleformens frihed, skabte truslen om en fagforening så meget røre, at Foreningen for Landbrugsskoler og Højskoler i 1959 udgav Højskolelærerens Stilling, hvor de væsentligste ansættelsesforhold var beskrevet, og som kunne danne kontraktgrundlag. En opfordring som langt de fleste efterhånden efterkom. (Først i 1990 blev HøSt erstattet af ministeriets ansættelsesbekendtgørelse, og først i 1977 dannedes en højskolelærerforening under Dansk Magisterforening).
I dag bor færre lærere på skolerne, og jobbet er for de færreste en livslang tilknytning. Ancienniteten er kortere, og mange skoler har frasolgt lærerboliger. Alligevel består kernen: Højskolens betydning ligger stadig i mødet mellem mennesker. Friheden, nærværet og engagementet er fortsat afgørende for, at undervisning og fællesskab kan gøre en forskel.
I den forstand kan man sige, at højskolearbejdet fortsat er et kald – ikke som romantisk ideal, men som et historisk bevaret princip: at skabe rum for læring, hvor elever og lærere mødes på lige fod, og hvor fællesskab og nærvær altid vægtes højere end enkelte fag eller regler.
Der er således fortsat behov for balancegang mellem skolernes frihed og fleksibilitet og reelle og klare ansættelsesforhold. Denne balance har nemlig vist sig som en forudsætning for både frihed og engagement.
Højskolehistorisk Forening