”Jeg blev meget rørt af at se alle de mange familier blive genforenet.”
”Det var det første håb. At vi ikke blot kunne tænke frit, men også tale og skrive frit.”
”Da muren faldt, håbede man, at så kunne afrustningen komme i gang. Det var det, vi drømte om.”
Sådan oplevede tre ældre EU-borgere Berlinmurens fald i 1989. Stemmerne er Manuela Garcia, Rita Ābolina og Jo Falk fra hhv. Spanien, Letland og Danmark, og det var sådanne øjeblikke, de i 2010 delte med hinanden på deres ophold i Amayuelas de Abajo Hostel i Spanien. Den synoptiske fremstilling af de vidt forskellige liv de levede helt fra før krigen, er elementært fascinerende. Der blev lavet en film om det, som stadig er tilgængelig.
Et syn for guder var det, da Jozefin Petreska (Skopje) mødte op på Rites Tautskola (Letland) med stiletter, trolleykuffert, friske krøller og make up, samt pink kjole med fin udsigt, hvorefter hun bad om at få en kop kaffe bragt op på værelset. Hun var tydeligvis klar til en femstjernet konference og havde vist ikke helt sat sig ind i programmet, som bl.a. bestod i at hjælpe med at istandsætte den gamle skole og interiør. Her skal man vide, at der på det tidspunkt var langt til nærmeste asfaltvej, vand fra brønd, ruder i udvalgte vinduer, sovesale og das! Det var den 13. august 2000, og Jozefin tog det hele i stiv arm og syede blå gardiner til skolen.
Og der var dagen med sort vin i bjergene i Slovenien, der blev simulationsspillet i Hannover og Ryslinge, spillet Balleball på bjerget i Toscana og i Stephansstift, der var midsommer i Sarnate, endeløse samtaler i Transylvanien om ethnos i fransk og tysk tænkning, mødet med tarotmesteren Ulrik Golodnoff (1948-2014) og hans Art-of-Hosting-venner på Rhodos, og så var der selvfølgelig kærester en masse.
Jeg fløj meget i de år og opretholdt en vennekreds som omfattede en stor del af de – da vi var flest – 600 medlemmer i næsten alle europæiske lande. Min rolle var at holde fast i foreningens formål og at hjælpe med fundraising, og det skete, at jeg havde pengene med i kontanter.
Vores kurser var ofte organiseret med et bestemt resultat for øje. Det var et fint pædagogisk redskab. For eksempel var nogle af kurserne ugelange redaktionsmøder. Et kursus sluttede – som nævnt – med et færdigt eksemplar af Journal of World Education, et andet med et nummer af Das Haus La Maison The House og nogle kurser sluttede med udgivelsen af vores eget magasin, ACCENT. Det første skyldes, at vi var blevet medlem af Association for World Education (AWE), som jo udgiver ”Journal”.
Der var også et resultat at sigte efter i det største projekt, vi deltog i, nemlig Youth 2002:
Millioner mødes på Café Jorden
I danske medier, kunne man i dagene omkring 30. juni 2002 høre, se og læse, at 1000 unge europæere havde indfundet sig i København. Nogle af dem mødtes med statsminister Anders Fogh Rasmussen, de skulle til pandekager på rådhuset, de skulle i Tivoli, og meget mere.
Det hele faldt sammen med starten på det danske EU-formandskab.
Efterfølgende skulle de 1000 fordeles på 13 højskoler på tværs af Danmark, og her skulle de i to uger skrive på en europæisk forfatning, hvorefter delegater fra alle skolerne den sidste dag skulle mødes på Rønshoved Højskole. På Rønshoved skulle de sammen forfatte et kompromis – unge europæeres samlede forslag til en europæisk forfatning.
Forfatningsforslaget skulle efterfølgende afleveres til mange prominente politikere i ind- og udland, og det skete vist også, så vidt jeg da ved. Det var i hvert fald meningen.
Ude i højskolernes lokalområder blev projektet også dækket af medierne, så det er alt sammen velbeskrevet andetsteds, og der er vist ingen grund til at repetere det hele her.
Men måske er det dags at fortælle, hvordan projektet egentlig blev til. I hvert fald de dele, som jeg kender til, og som jeg husker det.
I løbet af år 2000 må vi i ACC-bestyrelsen have talt om, at det danske EU-formandskab måske kunne bruges som udstillingsvindue for vores idé. Hvad nu hvis man kunne vise højskoleformen frem for Europa? I de år talte mange om, at EU savnede et ”folkeligt” komplement til institutionerne i Bryssel, og vi mente jo at kende midlet: europæiske højskoler i stor skala!
I hvert fald skrev ACC-bestyrelsen i sommeren 2000 et brev til undervisningsminister Margrethe Vestager, hvor vi nævnte ideen om at bruge det danske EU-formandskab.
Forud for dette havde Therkelsen på Højskolen Østersøen arbejdet for, at skolen fik en dispensation fra den såkaldte 50%-regel. Den regel betød, at minimum 50% af kursers højskoleelever skulle være danske statsborgere, hvis man ville gennemføre kurset med statstilskud. Det lykkedes, og dermed kunne mindretalskurserne fortsætte. Men forudsætningen var, at der kunne rejses et matchende beløb andetsteds fra - fra EU f.eks.
Selv støttede jeg dispensationen med et alt for langt brev til Undervisningsminister Margrethe Vestager, hvoraf dele blev optrykt i Politiken. Det var i 1999.
Engang i vinteren 2000/2001 fik jeg så en opringning fra Søren Winther Lundby, som var leder af Nyt Europa. Han søgte opbakning til et projekt, han kaldte ”Forfatningsinitiativet”, og han kunne tænke sig, at unge mennesker skulle samles et sted i løbet af formandskabsperioden for at skrive et forslag til en europæisk forfatning.
Han ringede, vistnok fordi han havde hørt, at jeg tidligere havde rekrutteret unge mennesker fra hele Europa. Han havde også talt med forstander Henning Dochweiler på Askov Højskole og Therkelsen, som begge kunne tænke sig, at Forfatningsinitiativet skulle løbe af stablen på netop deres højskoler, men Winther Lundby mente, de tænkte for småt. Han ville et større arrangement og helst ikke på højskoler, for han var bange for, de ville overtage projektet.
I januar 2001 sad jeg med Winther Lundby på Café Jorden i Aarhus. Han havde tilsyneladende en million € til projektet, og jeg fik det indtryk, at han i virkeligheden var i byen for Søren Søndergaard, som var leder af EU-Parlamentets Informationskontor i København. Der skulle blot noget medfinansiering til disse EU-penge.
Hertil kunne jeg jo blot sige, at hvis han havde en million, så vidste jeg, hvor man kunne finde en million mere, hvis Forfatningsinitiativet blev afviklet som højskolekurser. Der var jo skabt præcedens på Højskolen Østersøen for statsstøtte til europæiske højskolekurser, og formandskabet var nærmest en invitation til at opskalere. Det måtte kunne lade sig gøre.
Winther Lundby skrev 1.000.000 € på en lap papir, og så spiste vi en kage.
Vi stifter Youth 2002
De gensidigt matchende euromillioner gjorde alt muligt: 1000 unge mennesker i Danmark, ACC kunne hjælpe med rekrutteringen, det var for økonomiens skyld nødt til at forløbe som højskolekurser med tilskud via dispensation, højskoleforløbenes omdrejningspunkt kunne være at skrive en europæisk forfatning, og så kunne ACC’s grundidéer jo pludselig også løftes. Projektet kom til at hedde Youth 2002.
Jeg rådede Winter Lundby til ikke at nævne skalaen, EU-formandskabet og de matchende millioner for højskoleforstanderne, før projektet lå i mere faste rammer, for jeg var bekymret for, om skolerne og højsekoleforeningen (FFD) så ville løbe med projektet – uden fælleseuropæisk indhold og i værste fald efter devisen fra Rasmus Klump:
”Hvor sejler vi hen, Skæg?”
”Det ved jeg ikke, men vi skyder en god fart.”
Det ville også, efter min vurdering, være umuligt at få EU-penge til.
Winther Lundby lyttede ikke til rådet ret længe. Jeg overhørte tilfældigvis den telefonsamtale, hvor han forbandt EU-formandskabet med dispensationsmuligheden overfor Therkelsen.
”I er nogle fantaster,” sagde Therkelsen henvendt til mig, og løb fluks ind på sit kontor for at foretage nogle yderligere telefonopkald, formentlig til højskoleforeningen.
Kort efter, den 22. maj 2001, stod vi med foreningen og projektet Youth2002, som endte med at bestå af 13 højskoler samt IUC-Europe, ACC, Nyt Europa, FFD og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Og selvom højskoler og især højskoleforeningen blev involveret for tidligt efter min smag, lykkedes det at bibeholde ”Forfatningsinitiativet” som en hovedingrediens i projektet.
Skolerne var Ask Højskole, Askov Højskole, Brandbjerg Højskole, Egmont Højskolen, Esbjerg Højskole, Højskolen Østersøen, International People’s College, Oure Idrætshøjskole, Ry Højskole, Rønshoved Højskole, Skælskør Folkehøjskole og IT-Folkehøjskolen Snoghøj. Den 13. ”højskole” var Svendborg Søfartsskole, hvor IUC-Europe lejede sig ind.
Forstander Asbjørn Lyby fra Brandbjerg Højskole blev formand, og Nina Nørgaard fra IUC-Europe blev næstformand. Højskolelærer Elly Andersen blev ACC’s repræsentant i bestyrelsen. Jeg ved ikke, hvordan Nørgaard kom ind i billedet, men det var formentlig noget med at skabe en modvægt til de mange højskoler i projektet.
Vi fik kontor på Brandbjerg Højskole, men det var kun mig der benyttede det. Vi var to ansatte, hvoraf jeg havde hovedansvar for rekruttering, mens Winther Lundby skulle sørge for også yderligere fundraising.
Den nationale kontaktlim
Jeg måtte trække på Conchi Gallegos erfaring for at gribe det rigtigt an. Skulle ACC bare hjælpe med rekruttering uden videre ”betaling”? Jeg skulle få ind i vedtægterne, sagde hun, at Youth 2002’s ultimative mål var et medvirke til udvikling af en europæisk offentlighedssfære og at vise højskoleformen frem i en europæiske sammenhæng. Det første fik vi med, men det sidste faldt ud.
Det første blev dog også ignoreret, for partnerne viste sig at være mere optaget af andre hensyn. Jeg havde indtryk af, at det for de fleste handlede om at positionere sig for fremtidig dansk-politisk velvilje, fundraising, udvikling eller karriere.
”Københavnereventet” var eksemplet par excellence på dette forhold. Det var Youth 2002-bestyrelsen, der besluttede, at Youth 2002 skulle begynde i København og markere åbningen af det danske – altså de danske ministres – EU-formandskab. Det var der billeder og dansk presseomtale i, men det var også dyrt.
I samme ombæring skar man så de planlagte 3-ugers kurser ned til blot to uger. Båndene mellem de unge europæere på højskoler, som naturligvis bliver stærkere jo længere kurserne varer, måtte vige pladsen for den nationale kontaktlim. De danske organisationers interessere i at binde sig til København og dermed den danske presse var for stærke. End ikke Nyt Europa stod distancen, og enstemmigheden Winther Lundby og jeg imellem var for alvor brudt.
Jeg husker, at jeg af Nørgaard blev indprentet, at ”København er jo hele landets hovedstad,” og jeg funderede over, om hun troede mine indvendinger blot var udtryk for jyderi – som det hedder i dag.
Mellem utak og tak, til dem der bar
Det viste sig allerede tidligt, at Winther Lundby’s EU-million var mere en fugl på taget, end jeg først havde fået indtryk af. Jeg havde dog gemt på en lille detalje for alle tilfældes skyld:
Fra Michael Hansen på InformationsCenter for Udveksling (ICU) vidste jeg, at der i Youth-programmernes budget lå en pulje til særlige formål. Jeg tog et møde med ham i juli 2001, da det begyndte at stå klart, at EU-millionen ikke ligefrem var klar til afhentning.
Han satte mig i kontakt med Pierre Mairesse (DG EAC – Generaldirektoratet for uddannelse og kultur) i Bryssel, som jeg også fik et møde med. Jeg skitserede projektet, og Mairesse bekræftede muligheden for støtte. Jeg tror også Conchi Gallego havde en finger med i spillet. Hun kendte nemlig Mairesses overordnede via European Youth Council (EYC).
Derefter overlod jeg til Winter Lundby at gå videre med forbindelsen, for det var jo ham, der havde ansvar for fundraising.
Så vidt jeg ved, reddede Mairesse-pengene projektet, som jo sådan set var var startet på et forkert indtryk af EU-støttemuligheder.
Michael Hansen havde også bekræftet, at et større European Voluntary Service-projekt (EVS) var en mulighed i sammenhængen. Derfor kunne ACC, sideløbende med Youth 2002-projektet, skaffe 13 volontører, som kunne hjælpe skolerne med forberedelse og afvikling af Youth 2002-kurserne. En del af dem var ACC-medlemmer, som i forvejen havde erfaring med europæiske højskolekurser – som arrangører eller kursister:
Helena Soares Silva (Espinho) på Esbjerg Højskole, Stasy Kaneva (Sofia) på International Peoples College, Dasa Bolcina (Trieste) på Askov Højskole, og Ágota Illyés (Budapest) og Barna Kovács (Budapest) på Brandbjerg Højskole.
Den 13. volontør var Mjellma Mehmeti (Skopje) fra ACC-bestyrelsen, som kom til at passe ACC-kontoret og ACC’s interesser, mens jeg var bundet som ansat i Youth 2002. ACC-kontoret lå på det tidspunkt på Højskolen Østersøen.
Foruden volontørerne deltog Linda Jakobsone (Riga) og førnævnte Conchi Gallego som kursusansvarlige på Snoghøj Højskole. Også Linda var bestyrelsesmedlem i ACC. Desuden rejste en videbegærlig Lucie Čížková (Prag) rundt på skolerne for at samle materiale til sit magisterarbejde. Arbejdet endte med i høj grad at præsentere ACC’s idé, og hun blev senere medlem og valgt ind i bestyrelsen – og højskolelærer på International People’s College i Helsingør efter en tur i ”Verdensklassen” hos Rex Schade på Ryslinge Højskole (som også var medlem af ACC).
Elly Andersen trak sig i øvrigt fra Youth 2002-bestyrelsen, fordi hun ikke mente, at beslutningerne reelt blev truffet i bestyrelsen. Det havde hun ret i. Jeg opsagde også selv min stilling. Jeg synes, jeg forrådte projektet, hvis jeg samtidigt var loyal overfor de facto ledelsen.
Mange af ACC-volontørerne og teamet på Snoghøj Højskole bar i projektets løb et kæmpe læs. Ikke mindst Ágota Illyés og Barna Kovács, som hjalp til med rekrutteringen fra kontoret på Brandbjerg Højskole. Vi havde en rutine, der sagde 10% ekstra invitationer, for nogle falder altid fra. Organisatoriske forhold, som vi ikke havde magt over, gjorde dog, at vi måtte invitere omkring 1600, og vi opnåede faktisk ”kun”, at knap 900 meldte sig klar. Det var et frafald på omkring 45%. Det var vi bestemt ikke vant til.
Ikke desto mindre blev Ágota, Barna og alle de andre arbejdsheste glemt, da en slags afrapportering endelig forelå den 19. september 2002. Jeg ved ikke, hvem den repræsenterede, men i hvert fald ikke den samlede bestyrelse. Therkelsen, som også sad i Youth 2002-bestyrelsen, var heldigvis så venlig (og bestemt) i en e-mail-rundskrivelse at gøre opmærksom på denne og andre mangler og usandheder:
”Endvidere mener jeg indsatsen fra de unge ACC’ere forbigås i beretningen.”
Det var min opfattelse, at afrapporteringen som helhed var både fantasifuld og vildledende, men den blev serveret i en sproglig pøl af imponade, som vel fik den til at glide ned. Jeg ved ikke, om der nogensinde blev afrapporteret seriøst på projektet, men det tog mange år, før EU udbetalte de sidste støttebeløb. Måske hang det sammen.
Eftertanker og priser
Når ingen ville klappe os på skuldrene, så måtte vi jo gøre det selv. Mjellma Mehmeti havde fra ACC-kontoret stædigt holdt fast i ACC’s formål med at være med i Youth 2002, og vi indstillede hende til en pris, som hun fik. Mjellma var oplagt, fordi hun tillige havde meritter fra andre sammenhænge at fremhæve.
ACC-medstifter og bestyrelsesmedlem Mjellma Mehmeti modtog således i slutningen af 2002 Heinz Schwartzkopf Stiftungs pris som årets unge europæer. Prisen blev tildelt for blandt andet hendes indsats for europæiske højskoler i ACC og Youth 2002. Det var endog meget fornemt, og Bundestagspräsident Wolfgang Thierse holdt festtalen og alt muligt.
Stiftelsen indkaldte i øvrigt mange år senere Mjellma til at overrække en anden pris, årets europæer, til EU-Kommissær Margrethe Vestager.
I 2004 modtog også ACC en pris og formentlig på samme baggrund. Det var vist en bulgarsk professor, der havde fået øje på os. Den blev givet for Outstanding Achievement in Global Work. Prisen blev tildelt af Organization Development Network ved netværkets konference (2004 Annual Conference) i San Juan, Puerto Rico.
Vi valgte også at afrapportere om ACC og Youth 2002 på vores egen måde. I februar 2003 afholdt vi endnu et højskolekursus, hvis mål var at producere en udgave af Journal of World Education.