Min tørn for europæiske højskoler

Af John Petersen

Der er gået 30 år, siden jeg første gang satte fod på en højskole. Jeg hvirvlede mig ind i en kampagne og et forsvar for europæiske højskoler. Det kom der mange fornøjelser og meget bøvl ud af. Her kommer det, som jeg husker det, om Habermas, Højskolen Østersøen, Association for Community Colleges (ACC) og Youth 2002.

Jeg færdiggjorde mine studier i sommeren 1995. Derefter futtede jeg lidt rundt og funderede over sansningens afstandsløshed hos Løgstrup og Habermas’ sprogdiakrone rationalitetsbegreb, før jeg ved et tilfælde kom til Højskolen Østersøen i Aabenraa.

Først som elev. Det var netop, da man i Dayton traf aftaler om fred i Bosnien. Så blev jeg lærer, og så kom jeg på arbejde. Og det var blevet 1996.

Knud-Erik Therkelsen var på det tidspunkt forstander. Blandt lærerne kom ca. halvdelen fra Tyskland og den anden halvdel fra Danmark, mens det tekniske og administrative personale typisk var lokale, som – så vidt jeg kunne forstå – talte sønderjysk. Det hed jen og jet, ikke en og et, men Formel-1 hed ikke Formel-Jet, men derimod Formel-Eins.

Skolens grundidé tog udgangspunkt i mødet mellem dansk og tysk.

En hund i et spil lyskegler

Bosnien har noget med sagen at gøre, for i min studietid undrede det mig såre, at der ikke var fornuft skabt i jugoslaverne – så vidt jeg da kunne se – eller rettere, at jugoslaverne forfaldt til etno-nationalisme på et tidspunkt, hvor den slags måtte tilhøre verden af i går. Jeg troede, europæerne var kommet videre, men jeg havde det også kun fra bøgerne. Og jeg tog fejl.

Forståelse, kultur, humor og andre begreber kunne og måtte kun forstås inden for en lyskegle, hvis grænser tilfældigvis lige faldt sammen med folkegrænserne. Og eftersom folkegrænserne var uklare, så var det til gengæld klart nok, hvad oplysning kunne betyde: at tænde lyset betød at gøre folkegrænser klare. Folkeoplysning! Så meget for bagklogskabens klare lys.

Jeg syntes jævnligt, jeg stødte ind i denne ”jugoslaviske folkerelativisme”, da jeg kom ind i højskoleverdenen, og det var jeg lidt rystet over. Og så faldt Ove Korsgaards Kampen om Lyset lige ned i min turban. Vi diskuterede bogen meget blandt især de danske ansatte. Jeg tror, man må sige, tyskerne for længst var færdige med den diskussion.

Det faldt sammen med, at vi gav os til at afholde europæiske mindretalskurser. Jeg blev ankermand, og Elly Andersen blev min støttepædagog – helt bogstaveligt, for jeg vidste intet om pædagogik og kursusvirksomhed. Martin Groh, Frede Mortensen, Karen Hanne Munk, Lene Albrechtsen og andre gode kolleger var også involveret på forskellige måder.

Mindretalskurserne var fremtidsværksteder

Det første mindretalskursus på Højskolen Østersøen fandt sted i den solrige sommer 1997. Det var et fire-ugers kursus. Der var 61 deltagere, som var statsborgere eller ”residents” fra 18 forskellige europæiske stater, og de repræsenterede ”… ca. 35 forskellige kulturer, identiteter, slægtskaber eller nationer,” som der står i slutrapporten.

Der var lys og lyst og farver og følelser og et fyrværkeri af engagerede unge voksne, og der gik et sus gennem foredragssalen, da Therkelsen forklarede om frisind, og at skolen ikke interesserede sig for, hvilke værelser man opholdt sig i om natten, og der var polsk-ukraineren Sasha, der forsøgte at lære mig at spille 7/8-takter eller noget, udenadslærde hviderussere, Unai fra Baskerlandet med den fantastiske Fado-stemme, og i det hele taget ”Faces, Frontieres and Friendships,” som en filmreportage kom til at hedde, på tværs af alle grænser.

Og så var der den dag, hvor EU-Kommissionen anbefalede, at seks af de østeuropæiske lande skulle inviteres til realitetsforhandlinger om optagelse i EU, mens til gengæld syv lande måtte vente. Nogle var kede af det, nogle var glade, og de vesteuropæiske unge var en anelse paf over, så meget det betød. Og de var det sammen!

For mig udgjorde netop dét en øjenåbner, når det gjaldt højskoleformens potentiale i en europæisk sammenhæng. Scenen var afgørende. Kostskoleformen. Det havde noget med rummet, sansningen og horisontens vigen at gøre. Men jeg er og var usikker på, hvordan disse Løgstrupske fænomener helt præcist sætter strøm til et højskolekursus.

Til gengæld skrev Anne Knudsen om os i Weekendavisen under titlen ”Fremtidsværksted”, så jeg tænkte, vi havde fat i noget.

Ingredienser

Spændingen mellem nye og gamle greb på oplysning var konstant med inde over - i hvert fald for mig. Og det var stærkt motiverende at være med til at institutionalisere det fornuftsbegreb, jeg kendte fra Habermas. Mindretalskurserne var Die Einheit der Vernunft in der Vielfalt Ihrer Stimmen, som en Habermas-artikel hed, blot omsat til dannelsesambitioner. Vi skabte en europæisk offentlighedssfære en miniature.

Sådan så jeg på det, og jeg arbejdede solen sort.

Det var Therkelsen, der satte det i gang. Det lå ligesom i luften i det sønderjyske, at man som højskole burde engagere sig i at fremvise det slesvigske eksempel for alverden. Så dét blev kursernes faglige indhold.

Selvom man ikke lige kunne pege på årsagen, er det jo et faktum, at man i Slesvig eller Sønderjylland er gået fra krig til fredelig sameksistens flertals- og mindretalsbefolkningerne imellem. Og der var flere stemmer, der talte for ideen. En af dem var historikeren Lorenz Rerup (1928-1996), som jeg lige nåede at hilse på.

Der var også et andet forhold, der spillede ind. Der havde været et arrangement i Sønderjylland, hvor bl.a. borgere fra det kollapsende Jugoslavien havde deltaget. Som jeg husker det, havde to grupperinger i et eller andet omfang medbragt stridslysten hjemmefra, og det havde arrangørerne nogle problemer med.

Derfor gjorde vi på Højskolen Østersøen noget andet. Vi ville ikke have, at grupper kunne dominere. Heller ikke danskere og tyskere. Og derfor blev mindretalskursernes deltagere sammensat sådan, at alle kom fra forskellige baggrunde. Demografisk diversitet, efter ansøgning. Vi lod hensynet til helheden veje.

Det var sandsynligvis det heldigste greb, vi gjorde. Det var en hovedingrediens, som jeg senere tog med over i både den europæiske højskoleforening, Association for Community Colleges (ACC), og derfra videre ind i det store projekt i Danmark, Youth 2002.

Højskolen Østersøen gentog de europæiske kurser i de følgende mange år. Selv stoppede jeg efter kurset i 1998. Højskolen tænkte mellemfolkeligt, men jeg syntes legitimiteten lå i det transnationale eller post-nationale. Jeg måtte videre.

Vi stifter Association for Community Colleges (ACC)

Der var flere af kursisterne på Højskolen Østersøen, som talte og efterfølgende skrev om, at de ønskede sig en europæisk højskole i deres respektive hjemegne, modelleret over mindretalskurserne. Jeg husker f.eks. David Rei fra Galicien og Laszlo-Zsolt Dani fra Transylvanien.

Efter nogle sonderinger blandt danske højskolefolk og en europæisk rundrejse – sne i togkupeen i Slovakiet, bål og brand i gaderne i Hernani i Baskerlandet, uendeligt lys over det flade Friesland (NL) - til nogle nøglepersoner, stiftede vi en europæiske højskoleforening. Vi kunne ikke åbne højskoler rundt omkring, men vi kunne arbejde for at gøre opmærksom på den gode ide.

Stifterne var de tidligere kursister fra mindretalskurserne 1997 og 1998 sammen med nogle af os arrangører. Det var den 11. august 1999, mens jeg var ansat på Ubberup Højskole. Foreningen fik fra år 2000 sit første kontor på IT-Folkehøjskolen Snoghøj efter aftale med forstander Bøje Østerlund, hvor jeg så også blev ansat. Førnævnte Lene Albrechtsen meldte sig frivilligt til at stå for regnskaberne.

Foreningen kom til at hedde Association for Community Colleges (ACC). Det var en non-profit og non-governmental medlemsorganisation. Vi ønskede ikke, at begrebet Volk/folk/narod indgik i titlen. ”Community Colleges” i titlen var nu heller ikke for heldigt. Vi var ikke opmærksomme på, at Community Colleges dækkede over noget helt andet i bl.a. USA.

ACC skulle arbejde for, at det engang i fremtiden blev muligt at holde europæisk højskole overalt i Europa og gerne med tilskud fra en fælles kasse (EU). For at overbevise beslutningstagere om ideen ville vi organisere flere europæiske højskolekurser over den læst, vi kendte fra Højskolen Østersøen.

Det var vigtigt, at et europæiske højskolesystem skulle ses som en del af en europæisk borgernær liberal-demokratisk infrastruktur: Vi arbejdede for at udvikle en transnational europæisk offentlighedssfære, hvilket også indebar, at vi insisterede på at være en europæisk forening.

Selvom de første vedtægter mere eller mindre var en kopi af Studstrup Strandejerlaug’s vedtægter, så vidnede bestyrelsernes sammensætning og virke om en europæisk forening. Nævnte Laszlo Dani blev næstformand, og bl.a. den organisationserfarne Conchi Gallego (fra den spanske pendant til Dansk Ungdoms Fællesråd) blev en gennemgående person i de fleste år og tog senere over som næstformand. Jeg selv blev arbejdende formand, og sådan blev det - desværre, for det var ikke tanken - ved i alle de aktive år. Der var op til ni bestyrelsesmedlemmer fra hele Europa.

Også Jesper Nielsen, som havde overtaget min post på Højskolen Østersøen, fik en plads i bestyrelsen. På den måde kunne han også lære nogle af de tidligere mindretalskursister at kende, og dermed sikre rekrutteringen til de følgende mindretalskurser.

Europæiske højskolekurser som ringe i vandet

ACC holdt herefter højskole, European Community College Courses, overalt i Europa, idet vi efter bedste evne duplikerede det format arrangørerne kendte fra Højskolen Østersøen. Til formålet lejede vi os ind på højskoler eller højskolelignende etablissementer, når det var nødvendigt.

I den første ring i vandet bestod arrangørerne af tidligere kursister fra mindretalskurserne, mens den næste ring var kursisters kursister osv. Med et par undtagelser holdt vi os til de demografiske kriterier: vi undgik grupper, som ved deres blotte antal kunne dominere.

Fra 2000 til 2010 blev der gennemført kurser på Rites Tautskola og Sārnate (Letland), Ryslinge Højskole, Højskolen Østersøen, International People's College (Danmark), Studium Foundation Targu-Mures og Reformat Church School i Szekelyudvarhely/Odorheiu (Transsylvanien, Rumænien), Slovenski Dijaški Dom og Casa Cares (Trieste og Toscana, Italien), Hostel Pliskovica (Slovenien), Németh László Akadémia (Ungarn), Folkshegeskoalle Schylgeralân (Nederlandene), Stephansstift (Hannover, Tyskland), Rodos Palace Hotel (Grækenland) og på Amayuelas de Abajo Hostel (Spanien).

Højskolekurser og andre arrangementer i Letland blev organiseret omkring forskellige teams, hvor Linda Jakobsone spillede en gennemgående hovedrolle. Linda var mindretalskursist på Højskolen Østersøen i 1997.

Linda og Conchi Gallego, som også var mindretalskursister fra 1997, var ledere af kurset i Palencia, Spanien, som for en gangs skyld var arrangeret for ældre europæiske medborgere.

Kurset på Rhodos blev organiseret af Maria Bakari, som vistnok var mindretalskursist fra 1999. Maria samarbejdede med et internationalt Art-of-Hosting team om gennemførelsen.

Kurset på Stephansstift i Hannover blev organiseret af et team bestående af Erik Jentges og Anna Littke med hjælp fra Allan Siao Ming Witherick, førnævnte Marzia Pistolesi og Emma Yeoman. Erik og Allan var Youth 2002-deltagere på Snoghøj Højskole, Anna havde været på Transylvania Community College i 2003, og Emma Yeoman havde deltaget i Europe of Rights Community College i Toscana i 2003. Kontakten på Stephanstift var Jürgen Klaassen, som tidligere havde været lærer på Højskolen Østersøen.

Kurser i Danmark og Nederlandene tog ACC-kontoret sig af. Her havde vi forskellige ansatte og frivillige i tidens løb. Vi havde bl.a. ledige humanister, danske dagpengemodtagere, som kunne komme i en slags praktik. Malene Jepsen, som var mindretalskursist i1998, var en af dem. Vi havde også EVS-volontører. Naomi Woltring, som kompilerede en europæisk sangbog, og som senere (2024) har udgivet en bog om neoliberalisme i Holland, var en af dem. Naomi var også involveret i kontakten til Folkshegeskoalle Schylgeralân.

Vi sørgede altid for, at kurserne var både mål og middel. Mål, fordi arrangørerne havde noget på hjerte, som de mente, europæere burde holde kursus for hinanden om. Middel, fordi kurserne var kampagnemateriale i sig selv. Det burde væren normen i Europa, at borgere fik den chance, som vi og vores kursister selv havde fået, nemlig at deltage i fælleseuropæiske kurser modelleret over højskoleformen. Skrev vi. Sagde vi. Allevegne.

Øjeblikke

Der er frygtelig mange sjove, interessante og dannende stunder og ansigter forbundet med disse kurser. Her er nogle øjeblikke, som i mit univers er blevet større end blot øjeblikket.

Allerede ved sekstiden blev der en morgen i 2003 tændt lys på Højskolen Østersøen i Aabenraa. Det var midt i februar, og det var iskoldt men stille udenfor. Lidt efter kunne man fra spisesalen se skygger myldre på stranden i tusmørket og høre dæmpede kommandoer og smålatter. Borde og stole passerede Flensborgvej sammen med skyggerne mellem skolen og stranden. Snart dukkede solen op fra et sted bag Enstedværket, og medredaktør Allan Siao Ming Witherick (Dunstable) skød forsidebilledet til Journal of World Education vol.33 no.1 klokken 07.01, efter idé af Birgit Staack fra Hamborg. Hvilket engagement!

”Jeg blev meget rørt af at se alle de mange familier blive genforenet.”
”Det var det første håb. At vi ikke blot kunne tænke frit, men også tale og skrive frit.”
”Da muren faldt, håbede man, at så kunne afrustningen komme i gang. Det var det, vi drømte om.”

Sådan oplevede tre ældre EU-borgere Berlinmurens fald i 1989. Stemmerne er Manuela Garcia, Rita Ābolina og Jo Falk fra hhv. Spanien, Letland og Danmark, og det var sådanne øjeblikke, de i 2010 delte med hinanden på deres ophold i Amayuelas de Abajo Hostel i Spanien. Den synoptiske fremstilling af de vidt forskellige liv de levede helt fra før krigen, er elementært fascinerende. Der blev lavet en film om det, som stadig er tilgængelig.

Et syn for guder var det, da Jozefin Petreska (Skopje) mødte op på Rites Tautskola (Letland) med stiletter, trolleykuffert, friske krøller og make up, samt pink kjole med fin udsigt, hvorefter hun bad om at få en kop kaffe bragt op på værelset. Hun var tydeligvis klar til en femstjernet konference og havde vist ikke helt sat sig ind i programmet, som bl.a. bestod i at hjælpe med at istandsætte den gamle skole og interiør. Her skal man vide, at der på det tidspunkt var langt til nærmeste asfaltvej, vand fra brønd, ruder i udvalgte vinduer, sovesale og das! Det var den 13. august 2000, og Jozefin tog det hele i stiv arm og syede blå gardiner til skolen.

Og der var dagen med sort vin i bjergene i Slovenien, der blev simulationsspillet i Hannover og Ryslinge, spillet Balleball på bjerget i Toscana og i Stephansstift, der var midsommer i Sarnate, endeløse samtaler i Transylvanien om ethnos i fransk og tysk tænkning, mødet med tarotmesteren Ulrik Golodnoff (1948-2014) og hans Art-of-Hosting-venner på Rhodos, og så var der selvfølgelig kærester en masse.

Jeg fløj meget i de år og opretholdt en vennekreds som omfattede en stor del af de – da vi var flest – 600 medlemmer i næsten alle europæiske lande. Min rolle var at holde fast i foreningens formål og at hjælpe med fundraising, og det skete, at jeg havde pengene med i kontanter.

Vores kurser var ofte organiseret med et bestemt resultat for øje. Det var et fint pædagogisk redskab. For eksempel var nogle af kurserne ugelange redaktionsmøder. Et kursus sluttede – som nævnt – med et færdigt eksemplar af Journal of World Education, et andet med et nummer af Das Haus La Maison The House og nogle kurser sluttede med udgivelsen af vores eget magasin, ACCENT. Det første skyldes, at vi var blevet medlem af Association for World Education (AWE), som jo udgiver ”Journal”.

Der var også et resultat at sigte efter i det største projekt, vi deltog i, nemlig Youth 2002:

Millioner mødes på Café Jorden

I danske medier, kunne man i dagene omkring 30. juni 2002 høre, se og læse, at 1000 unge europæere havde indfundet sig i København. Nogle af dem mødtes med statsminister Anders Fogh Rasmussen, de skulle til pandekager på rådhuset, de skulle i Tivoli, og meget mere.

Det hele faldt sammen med starten på det danske EU-formandskab.

Efterfølgende skulle de 1000 fordeles på 13 højskoler på tværs af Danmark, og her skulle de i to uger skrive på en europæisk forfatning, hvorefter delegater fra alle skolerne den sidste dag skulle mødes på Rønshoved Højskole. På Rønshoved skulle de sammen forfatte et kompromis – unge europæeres samlede forslag til en europæisk forfatning.

Forfatningsforslaget skulle efterfølgende afleveres til mange prominente politikere i ind- og udland, og det skete vist også, så vidt jeg da ved. Det var i hvert fald meningen.

Ude i højskolernes lokalområder blev projektet også dækket af medierne, så det er alt sammen velbeskrevet andetsteds, og der er vist ingen grund til at repetere det hele her.

Men måske er det dags at fortælle, hvordan projektet egentlig blev til. I hvert fald de dele, som jeg kender til, og som jeg husker det.

I løbet af år 2000 må vi i ACC-bestyrelsen have talt om, at det danske EU-formandskab måske kunne bruges som udstillingsvindue for vores idé. Hvad nu hvis man kunne vise højskoleformen frem for Europa? I de år talte mange om, at EU savnede et ”folkeligt” komplement til institutionerne i Bryssel, og vi mente jo at kende midlet: europæiske højskoler i stor skala!

I hvert fald skrev ACC-bestyrelsen i sommeren 2000 et brev til undervisningsminister Margrethe Vestager, hvor vi nævnte ideen om at bruge det danske EU-formandskab.

Forud for dette havde Therkelsen på Højskolen Østersøen arbejdet for, at skolen fik en dispensation fra den såkaldte 50%-regel. Den regel betød, at minimum 50% af kursers højskoleelever skulle være danske statsborgere, hvis man ville gennemføre kurset med statstilskud. Det lykkedes, og dermed kunne mindretalskurserne fortsætte. Men forudsætningen var, at der kunne rejses et matchende beløb andetsteds fra - fra EU f.eks.

Selv støttede jeg dispensationen med et alt for langt brev til Undervisningsminister Margrethe Vestager, hvoraf dele blev optrykt i Politiken. Det var i 1999.

Engang i vinteren 2000/2001 fik jeg så en opringning fra Søren Winther Lundby, som var leder af Nyt Europa. Han søgte opbakning til et projekt, han kaldte ”Forfatningsinitiativet”, og han kunne tænke sig, at unge mennesker skulle samles et sted i løbet af formandskabsperioden for at skrive et forslag til en europæisk forfatning.

Han ringede, vistnok fordi han havde hørt, at jeg tidligere havde rekrutteret unge mennesker fra hele Europa. Han havde også talt med forstander Henning Dochweiler på Askov Højskole og Therkelsen, som begge kunne tænke sig, at Forfatningsinitiativet skulle løbe af stablen på netop deres højskoler, men Winther Lundby mente, de tænkte for småt. Han ville et større arrangement og helst ikke på højskoler, for han var bange for, de ville overtage projektet.

I januar 2001 sad jeg med Winther Lundby på Café Jorden i Aarhus. Han havde tilsyneladende en million € til projektet, og jeg fik det indtryk, at han i virkeligheden var i byen for Søren Søndergaard, som var leder af EU-Parlamentets Informationskontor i København. Der skulle blot noget medfinansiering til disse EU-penge.

Hertil kunne jeg jo blot sige, at hvis han havde en million, så vidste jeg, hvor man kunne finde en million mere, hvis Forfatningsinitiativet blev afviklet som højskolekurser. Der var jo skabt præcedens på Højskolen Østersøen for statsstøtte til europæiske højskolekurser, og formandskabet var nærmest en invitation til at opskalere. Det måtte kunne lade sig gøre.

Winther Lundby skrev 1.000.000 € på en lap papir, og så spiste vi en kage.

Vi stifter Youth 2002

De gensidigt matchende euromillioner gjorde alt muligt: 1000 unge mennesker i Danmark, ACC kunne hjælpe med rekrutteringen, det var for økonomiens skyld nødt til at forløbe som højskolekurser med tilskud via dispensation, højskoleforløbenes omdrejningspunkt kunne være at skrive en europæisk forfatning, og så kunne ACC’s grundidéer jo pludselig også løftes. Projektet kom til at hedde Youth 2002.

Jeg rådede Winter Lundby til ikke at nævne skalaen, EU-formandskabet og de matchende millioner for højskoleforstanderne, før projektet lå i mere faste rammer, for jeg var bekymret for, om skolerne og højsekoleforeningen (FFD) så ville løbe med projektet – uden fælleseuropæisk indhold og i værste fald efter devisen fra Rasmus Klump:

”Hvor sejler vi hen, Skæg?”
”Det ved jeg ikke, men vi skyder en god fart.”

Det ville også, efter min vurdering, være umuligt at få EU-penge til.

Winther Lundby lyttede ikke til rådet ret længe. Jeg overhørte tilfældigvis den telefonsamtale, hvor han forbandt EU-formandskabet med dispensationsmuligheden overfor Therkelsen.

”I er nogle fantaster,” sagde Therkelsen henvendt til mig, og løb fluks ind på sit kontor for at foretage nogle yderligere telefonopkald, formentlig til højskoleforeningen.

Kort efter, den 22. maj 2001, stod vi med foreningen og projektet Youth2002, som endte med at bestå af 13 højskoler samt IUC-Europe, ACC, Nyt Europa, FFD og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Og selvom højskoler og især højskoleforeningen blev involveret for tidligt efter min smag, lykkedes det at bibeholde ”Forfatningsinitiativet” som en hovedingrediens i projektet.

Skolerne var Ask Højskole, Askov Højskole, Brandbjerg Højskole, Egmont Højskolen, Esbjerg Højskole, Højskolen Østersøen, International People’s College, Oure Idrætshøjskole, Ry Højskole, Rønshoved Højskole, Skælskør Folkehøjskole og IT-Folkehøjskolen Snoghøj. Den 13. ”højskole” var Svendborg Søfartsskole, hvor IUC-Europe lejede sig ind.

Forstander Asbjørn Lyby fra Brandbjerg Højskole blev formand, og Nina Nørgaard fra IUC-Europe blev næstformand. Højskolelærer Elly Andersen blev ACC’s repræsentant i bestyrelsen. Jeg ved ikke, hvordan Nørgaard kom ind i billedet, men det var formentlig noget med at skabe en modvægt til de mange højskoler i projektet.

Vi fik kontor på Brandbjerg Højskole, men det var kun mig der benyttede det. Vi var to ansatte, hvoraf jeg havde hovedansvar for rekruttering, mens Winther Lundby skulle sørge for også yderligere fundraising.

Den nationale kontaktlim

Jeg måtte trække på Conchi Gallegos erfaring for at gribe det rigtigt an. Skulle ACC bare hjælpe med rekruttering uden videre ”betaling”? Jeg skulle få ind i vedtægterne, sagde hun, at Youth 2002’s ultimative mål var et medvirke til udvikling af en europæisk offentlighedssfære og at vise højskoleformen frem i en europæiske sammenhæng. Det første fik vi med, men det sidste faldt ud.

Det første blev dog også ignoreret, for partnerne viste sig at være mere optaget af andre hensyn. Jeg havde indtryk af, at det for de fleste handlede om at positionere sig for fremtidig dansk-politisk velvilje, fundraising, udvikling eller karriere.

”Københavnereventet” var eksemplet par excellence på dette forhold. Det var Youth 2002-bestyrelsen, der besluttede, at Youth 2002 skulle begynde i København og markere åbningen af det danske – altså de danske ministres – EU-formandskab. Det var der billeder og dansk presseomtale i, men det var også dyrt.

I samme ombæring skar man så de planlagte 3-ugers kurser ned til blot to uger. Båndene mellem de unge europæere på højskoler, som naturligvis bliver stærkere jo længere kurserne varer, måtte vige pladsen for den nationale kontaktlim. De danske organisationers interessere i at binde sig til København og dermed den danske presse var for stærke. End ikke Nyt Europa stod distancen, og enstemmigheden Winther Lundby og jeg imellem var for alvor brudt.

Jeg husker, at jeg af Nørgaard blev indprentet, at ”København er jo hele landets hovedstad,” og jeg funderede over, om hun troede mine indvendinger blot var udtryk for jyderi – som det hedder i dag.

Mellem utak og tak, til dem der bar

Det viste sig allerede tidligt, at Winther Lundby’s EU-million var mere en fugl på taget, end jeg først havde fået indtryk af. Jeg havde dog gemt på en lille detalje for alle tilfældes skyld:

Fra Michael Hansen på InformationsCenter for Udveksling (ICU) vidste jeg, at der i Youth-programmernes budget lå en pulje til særlige formål. Jeg tog et møde med ham i juli 2001, da det begyndte at stå klart, at EU-millionen ikke ligefrem var klar til afhentning.

Han satte mig i kontakt med Pierre Mairesse (DG EAC – Generaldirektoratet for uddannelse og kultur) i Bryssel, som jeg også fik et møde med. Jeg skitserede projektet, og Mairesse bekræftede muligheden for støtte. Jeg tror også Conchi Gallego havde en finger med i spillet. Hun kendte nemlig Mairesses overordnede via European Youth Council (EYC).

Derefter overlod jeg til Winter Lundby at gå videre med forbindelsen, for det var jo ham, der havde ansvar for fundraising.

Så vidt jeg ved, reddede Mairesse-pengene projektet, som jo sådan set var var startet på et forkert indtryk af EU-støttemuligheder.

Michael Hansen havde også bekræftet, at et større European Voluntary Service-projekt (EVS) var en mulighed i sammenhængen. Derfor kunne ACC, sideløbende med Youth 2002-projektet, skaffe 13 volontører, som kunne hjælpe skolerne med forberedelse og afvikling af Youth 2002-kurserne. En del af dem var ACC-medlemmer, som i forvejen havde erfaring med europæiske højskolekurser – som arrangører eller kursister:

Helena Soares Silva (Espinho) på Esbjerg Højskole, Stasy Kaneva (Sofia) på International Peoples College, Dasa Bolcina (Trieste) på Askov Højskole, og Ágota Illyés (Budapest) og Barna Kovács (Budapest) på Brandbjerg Højskole.

Den 13. volontør var Mjellma Mehmeti (Skopje) fra ACC-bestyrelsen, som kom til at passe ACC-kontoret og ACC’s interesser, mens jeg var bundet som ansat i Youth 2002. ACC-kontoret lå på det tidspunkt på Højskolen Østersøen.

Foruden volontørerne deltog Linda Jakobsone (Riga) og førnævnte Conchi Gallego som kursusansvarlige på Snoghøj Højskole. Også Linda var bestyrelsesmedlem i ACC. Desuden rejste en videbegærlig Lucie Čížková (Prag) rundt på skolerne for at samle materiale til sit magisterarbejde. Arbejdet endte med i høj grad at præsentere ACC’s idé, og hun blev senere medlem og valgt ind i bestyrelsen – og højskolelærer på International People’s College i Helsingør efter en tur i ”Verdensklassen” hos Rex Schade på Ryslinge Højskole (som også var medlem af ACC).

Elly Andersen trak sig i øvrigt fra Youth 2002-bestyrelsen, fordi hun ikke mente, at beslutningerne reelt blev truffet i bestyrelsen. Det havde hun ret i. Jeg opsagde også selv min stilling. Jeg synes, jeg forrådte projektet, hvis jeg samtidigt var loyal overfor de facto ledelsen.

Mange af ACC-volontørerne og teamet på Snoghøj Højskole bar i projektets løb et kæmpe læs. Ikke mindst Ágota Illyés og Barna Kovács, som hjalp til med rekrutteringen fra kontoret på Brandbjerg Højskole. Vi havde en rutine, der sagde 10% ekstra invitationer, for nogle falder altid fra. Organisatoriske forhold, som vi ikke havde magt over, gjorde dog, at vi måtte invitere omkring 1600, og vi opnåede faktisk ”kun”, at knap 900 meldte sig klar. Det var et frafald på omkring 45%. Det var vi bestemt ikke vant til.

Ikke desto mindre blev Ágota, Barna og alle de andre arbejdsheste glemt, da en slags afrapportering endelig forelå den 19. september 2002. Jeg ved ikke, hvem den repræsenterede, men i hvert fald ikke den samlede bestyrelse. Therkelsen, som også sad i Youth 2002-bestyrelsen, var heldigvis så venlig (og bestemt) i en e-mail-rundskrivelse at gøre opmærksom på denne og andre mangler og usandheder:
”Endvidere mener jeg indsatsen fra de unge ACC’ere forbigås i beretningen.”

Det var min opfattelse, at afrapporteringen som helhed var både fantasifuld og vildledende, men den blev serveret i en sproglig pøl af imponade, som vel fik den til at glide ned. Jeg ved ikke, om der nogensinde blev afrapporteret seriøst på projektet, men det tog mange år, før EU udbetalte de sidste støttebeløb. Måske hang det sammen.

Eftertanker og priser

Når ingen ville klappe os på skuldrene, så måtte vi jo gøre det selv. Mjellma Mehmeti havde fra ACC-kontoret stædigt holdt fast i ACC’s formål med at være med i Youth 2002, og vi indstillede hende til en pris, som hun fik. Mjellma var oplagt, fordi hun tillige havde meritter fra andre sammenhænge at fremhæve.

ACC-medstifter og bestyrelsesmedlem Mjellma Mehmeti modtog således i slutningen af 2002 Heinz Schwartzkopf Stiftungs pris som årets unge europæer. Prisen blev tildelt for blandt andet hendes indsats for europæiske højskoler i ACC og Youth 2002. Det var endog meget fornemt, og Bundestagspräsident Wolfgang Thierse holdt festtalen og alt muligt.

Stiftelsen indkaldte i øvrigt mange år senere Mjellma til at overrække en anden pris, årets europæer, til EU-Kommissær Margrethe Vestager.

I 2004 modtog også ACC en pris og formentlig på samme baggrund. Det var vist en bulgarsk professor, der havde fået øje på os. Den blev givet for Outstanding Achievement in Global Work. Prisen blev tildelt af Organization Development Network ved netværkets konference (2004 Annual Conference) i San Juan, Puerto Rico.

Vi valgte også at afrapportere om ACC og Youth 2002 på vores egen måde. I februar 2003 afholdt vi endnu et højskolekursus, hvis mål var at producere en udgave af Journal of World Education.

Journal udkom med refleksioner, der dækkede både teoretiske, praktiske og juridiske dimensioner af vores ide og virke. Tidligere deltagere fik her lejlighed til at evaluere og dele deres erfaringer med og meninger om højskoleformen, som de havde lært den at kende fra Youth 2002.

Den juridiske del var et genoptryk af Act on European Community Colleges (den europæiske højskolelov), som vi oprindeligt sendte ud ved årsskiftet 2001/2002. Den europæiske højskolelov var en simuleret EU-retsakt, som vi flittigt benyttede til at propagere for vores ide. Man kan jo sige, at det var ”fake news”, så i hvert fald dér var vi forud for vores tid.

I lighed med Journal of World Education vol.33 no.1 var også Act on European Community Colleges resultat af et europæisk højskolekursus. I begge tilfælde, i 2001 og i 2003, havde vi lejet os ind på Højskolen Østersøen.

Vi førte os frem

Association for Community Colleges (ACC) var et uafhængigt medlem af Association for World Education (AWE), indtil 2012 medlem af den europæiske sammenslutning for voksenuddannelse (EAEA) og medlem af European Civil Society Platform on Lifelong Learning (EUCIS-LLL). ACC var partner i European Alliance for the Statute of the European Association (EASEA).

Og der var mange flere aktiviteter i ACC.

Færdig med 40

Førnævnte Maria Bakari, som var organisationspsykolog, sagde engang til mig, at jeg var en god ”leader”, men en mindre god ”manager”. Jeg var god til ideer og konsistens, men jeg var dårlig til at køre en organisation, bl.a. fordi jeg gjorde alt for meget af arbejdet selv. Der er nok noget om snakken.

I hvert fald var jeg virkelig, virkelig træt, da jeg i 2006 rundede 40 år. Selvom ACC først formelt blev lukket i 2021, så var der reelt ikke meget batteri på foreningen efter den tid. ACC havde ingen sikre driftsmidler, så det var på ingen måde en attraktiv tørn at køre videre med for nogen som helst.

Heldigvis fik jeg en endda meget behagelig påmindelse om, at det hele ikke havde været helt forgæves. Først et brev fra Astrid Ranvig, at ”… de færreste når alt det du har nået i hele deres liv...” og andre søde ord, og så et til, og så et til, og det gik op for mig, at nogen må have lånt medlemsfilen og koordineret det. En tsunami af fødselsdagshilsener væltede ind fra ACC’er i hele Europa.

Og det var postkort og breve, ikke e-mails. Og det bliver man glad for.

Da jeg fyldte 50 havde jeg fået to fantastiske døtre med Mjellma Mehmeti, og jeg ved, at der er kommet adskillige andre børn ud af vores europæiske virke, om jeg så må sige. Jeg er siden blevet skilt fra Mjellma. Vi bor alle i Nordmakedonien.

Vi fejlede, men historien står vidt åben

Jeg hævder en gang imellem, at 1000-vis af europæiske borgere i årenes løb har taget del i vores europæiske højskolekurser. Det er også rigtigt nok. Men ret beset er det jo ingenting. Enhver middelstor europæisk by kan hver weekend mønstre flere på byens stadion til fodboldkamp.

Derfor var det så vigtigt for os at advokere for ideen om at institutionalisere højskoleformen på europæisk niveau. Vi nåede ikke målet, og det var ingen stor overraskelse. Det var kun overraskende, at der var så megen modvind i Danmark, som vi troede skulle løfte ideen. Det var det med kontaktlimen.

Men der et andet forhold, jeg gerne vil nævne, som kun er blevet mere aktuelt med tiden.

Blandt tidligere kursister fra vores europæiske højskolekurser er der både ministre og politikere, forfattere, EU-embedsmænd og professorer og alt muligt andet elitært godtfolk. Det kan man jo vælge at prale af og eventuelt se en forbindelse. Men nej! Det er faktisk udtryk for, at også her fejlede vi.

Fra begyndelsen på Højskolen Østersøen satsede vi på unge, der i forvejen var aktive i civilsamfundsorganisationer eller lignende, for det var jo dem, vi kunne få fat i. Disse unge var næsten uden undtagelse universitetsstuderende.

Selv havde jeg altid den tanke, at det kun var et nødvendigt onde for at komme i gang, for meningen måtte være, at europæisk højskole skulle være for alle – engang i fremtiden.

Jeg er bange for, at vi med den ufuldendte succes blot har bidraget til at cementere og reproducere de skel, der også i Danmark og Europa er farlige, men som nu for alvor har ført til konsekvenser i USA. Vi henvendte os i praksis til de få. Det burde naturligvis være ganske almindelige tømrere og frisører, der tager på europæiske højskoleophold, for nu at bruge ord, som Johannes Jensen ville have brugt.

Johannes Jensen (1925-2007) var manden bag den nu lukkede Højskolen Østersøen, hvor det hele begyndte. Han var godt nok ikke så begejstret for EU, men han fortjener nu alligevel, at det kommende danske EU-formandskab får øje på visionen igen.

Formandskabet kunne f.eks. tage og genåbne Højskolen Østersøen som en europæisk højskole, hvorfra ringe i vandet så kan sprede sig igen. Jeg skal nok samle skolekredsen. Historien står jo vidt åben for tiden.

Skopje, marts 2025

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.

Se også Knud-Erik Therkelsens erindring om Højskolen Østersøen og Niels Bendix Knudsen & Lis Hazel Nielsens erindring om Rite Højskole (Letland)