Rite Højskole i Letland

På gården Bincani mødtes en stor gruppe danskere og letter i uge 42 i 1994 og lavede vedtægter for Rite Højskole efter standardvedtægter for danske højskoler. Det blev en lang og vanskelig proces, da der skulle tolkes og mange begreber var svært forståelige for letterne, og til sidst blev ”nå ja, lad os så bare sige det, så vi kan komme hjem”, den overvejende stemning.

Der blev valgt en lettisk/dansk bestyrelse med flertal af letter. Den lettiske del bestod af de fire lokale borgmestre samt en fra amtet. Den danske del var: Knud-Erik Therkelsen, Højskolen Østersøen, Rikke Helms fra Det danske Kulturinstitut i Riga, Øivind Arnfred, Ry Højskole og Niels Bendix Knudsen, Smededal Efterskole.

I Letland skal foreninger registreres. Vores vedtægter var ikke i overensstemmelse med de lettiske regler, så letterne tillempede vedtægterne så de blev spiselige for myndighederne. Det havde de ingen problemer med, for sådan har det altid været!

Efter at danskerne var taget hjem, blev Lis Hazel Nielsen og Niels Bendix Knudsen tilbage for at lave det første kursus og for at tilse at nogle af de ting, som var sendt til Letland og som var beregnet for Rite Højskole, nu også var til rådighed. Soroptimisterne i Hvidovre havde doneret en masse køkkenudstyr. Noget var der og andet var byttet ud med andre ting eller forsvundet. Desuden passede meget af det elektriske grej, røremaskiner og køleskabe m.m., slet ikke sammen med de stik og den ustabile strøm, som Letland havde.

Allerede på et af de første bestyrelsesmøder i januar 1995 oplevede vi kulturforskellene. Når vi spurgte ind til, hvor de donerede ting var henne, fik vi lange svævende forklaringer, noget var der og noget et andet sted og noget vidste ingen hvor var.

Langt senere forstod vi, at det var den måde, man i 50 års sovjetsystem kunne overleve på.

Landbrugskurserne

Andreas Åbling var engageret i Det dansk-baltiske Landbokontor i Jekabpils. Det var et netværk der var opbygget mellem danskere og letter med donationer af brugte landbrugsmaskiner til de mindre og nye landbrug, som blev etableret efter at kollektiverne var brudt sammen. På det tidspunkt opstod der fra dansk side et ønske om at få medhjælpere til danske gårde, samtidig med at unge letter gerne ville ud i den vestlige verden.

Som forberedelse til dette oprettede Rite Højskole nogle 14 dages-kurser i dansk sprog og kultur, hvor Niels Bendix Knudsen og Lis Nielsen underviste. Kurserne skulle også tjene som udvælgelse af de unge letter. De måtte vise interesse og pli, de skulle have traktor-kørekort og de skulle ikke være fordrukne.

Rite var endnu ikke (1994/95) renoveret til at huse de 12-15 kursister, så vi lejede os ind på den nærliggende Sauka Landbrugsskole. Når eleverne ankom til kurset, medbragte de ikke kufferter, men alt deres tøj og grej kunne være i en plasticbærepose. Dels havde de ikke mere, dels var de ikke vant til at skifte tøj så tit. En del tid på kurserne blev brugt på at snakke om hygiejne og madkultur i Danmark.

Højskolebygningen renoveres

De oprindelige bygninger er opført i 1870’erne, men noget skæmmet af senere ”sovjettisk byggestil”. Som tidligere nævnt var den 700 m² store bygning i en ringe forfatning. Fra 1995 og årene frem kom der en masse frivillige fra Danmark og hjalp til med renoveringen: opmuring, spartling, maling, opsætning af fliser, gulvlægning og vvs-arbejde incl. kloakering. Det eneste vi ikke rørte ved var el-arbejdet.

I 1996 fik skolen en stor EU-bevilling på i alt 900.000 kr., incl selvfinansiering på 20%. Bevillingen betød, at vi fik penge til at afholde et antal kurser og ikke mindst at en dansker kunne få et års løn for at bistå forstander Aija Rutka og holde trådene til de danske højskoler.

Lis Hazel Nielsen havde mulighed for at søge orlov fra sit folkeskolejob og var villig til at tage denne udfordring på sig. Dette betød, at der  kom skub i renoveringen, der blev sat døre i og der kom varme i ovnene. I det hele taget kom der liv i huset med kursister. Det var dagkurser, for vi havde endnu ikke brugbare værelser.

Skolens forstander hed Aija Rutka. Hun var engelsklærer og en af de få engelsktalende i området. Hun var med til at organisere demokratiopholdene på danske højskoler og var god til lokalt at tale med en vis underdanighed/ærbødighed og derved få ting igennem.

Selvejende institution

EU-midlerne måtte ikke bruges til renovering, men vi måtte godt lave kurser, hvor vi underviste eleverne i at kunne reparere deres egne boliger. For at vise dette, måtte vi jo gøre det et sted, så på den måde forbedredes skolen langsomt! Skolen havde egen brønd, men da vi fik installeret rindende vand, gik den i sommermånederne tør. Derfor søgte vi vores danske støttekreds om hjælp til at bore efter vand. Der blev samlet 40.000 kr. sammen og vi fik lavet en 100 meter dyb boring. I 2001 havde vi efterhånden forbedret så meget på bygningen at vi ville være sikre på at kommunen ikke ville tage den tilbage.

Kommunen var villig til at sælge, men først skulle den averteres til salg. Der var ikke andre, der bød på den, og købssummen var ca. 60.000 kr. plus diverse omkostninger. En selvejende institution kunne imidlertid ikke eje fast ejendom i Letland, så derfor købte Niels Bendix Knudsen den, dels for egne midler, dels ved private lån. Der blev lavet en kontrakt med den selvejende institution Rite Højskole om at den kan drive sin virksomhed for 0 kr. årligt.

Bestyrelsesarbejdet

Arbejdet har gennem alle årene været præget af at der skulle tolkes lettisk/dansk, evt. engelsk. Samlet mødtes bestyrelserne sjældent, så formidlingen gik gennem Lis og Niels til den danske del og gennem forstander Aija Rutka til den lettiske del.

Dette førte til forviklinger, især omkring økonomi. To eksempler: da EU-bevillingen i 1997 diskuteredes i bestyrelsen, blev der efterfølgende på generalforsamlingen rundsendt et diagram, der viste hvor stor en andel af bevillingen der gik til Lis' løn sammenholdt med, hvad der var til aflønning af Aija Rutka som forstander. Rigtigt at der var forskel, men begge fik hvad der svarede til normal aflønning i deres job og viste kun hvor stor lønforskel der var mellem Danmark og Letland.

Det andet eksempel: da Aija Rutka forslog et kursus i dobbelt bogholderi, syntes alle det var en god ide. Først senere gik det op for os danskere, at det handlede om sort og hvidt bogholderi og ikke om dobbelt tjek på finanserne.

EU-kurserne blev ikke alle afholdt på skolen, fordi hver af de fire borgmestre ønskede at de blev afholdt i deres kommune og for deres egne folk. Der var meget med 'dine folk' og 'mine folk'.

De lokale borgmestre er ikke længere med i bestyrelsen, ja de er end ikke borgmestre, for der har været to gange kommunalreformer efter den danske model. Bestyrelsen vælges nu for to år og består af kvinder fra lokalområdet. Mænd er meget svære at trække ind i højskolearbejdet, forhåbentlig vil det lykkes en dag.

Dansk og lettisk støttekreds

Den danske støttekreds har gennem alle årene frem til nu været på ca. 80 medlemmer som støtter med et årligt kontingent. Vi afholder årsmøder i København og Sønderjylland, hvor vi fortæller om skolens aktiviteter og afholder bestyrelsesvalg. Der findes en tilsvarende støttekreds i Letland med ca. 30 medlemmer. De to kredse tilsammen danner grundlaget for skolen som selvejende institution, som har en årlig generalforsamling.

Internationale relationer

Rite havde et nært samarbejde med Højskolen Østersøen og derigennem med organisationen ACC (Association for Community College) med lærer John Petersen som formand. Her kom 30 personer fra vesteuropæiske mindretal på 14 dages ophold på Rite, de fik kontakter til mindretal i Letland og de udførte en masse praktisk arbejde på skolen flere somre.

Med bevillinger fra både Nordisk Ministerråd og EU har vi haft udvekslinger og kursister fra Tyskland, Litauen, Estland, Finland, Sverige, Norge og Færøerne.

I Sverige har vi haft speciel kontakt til Litorina Folkehøjskole i Karlskrona, som i en årrække havde kurser for kadetter fra de baltiske lande og endda fra Kaliningrad. Karlskrona er en gammel marineby. Vort samarbejde med Litorina hænger sammen med at Litorina er venskabsby med Hillerød og Erling Christiansen, Grundtvigs Højskole, var blandt deltagerne i mødet på Rødding og også med på den stiftende generalforsamling på gården Bincani i 1994.

Litorinas forstander, Elsmari Furuwall Mattson, var i en periode medlem af Rite Højskoles bestyrelse.

Med Litorina som forbillede etableredes et svensk-lettisk-dansk projekt, ”Seniorer i skolen”, hvor vi udvekslede seniorer i en tre ugers periode til at støtte lærerne i folkeskolen. Ideen er senere blevet stor og landsomfattende i Danmark og den levede en tid i Letland, mens den er en fast del i det svenske skolelandskab.

Tilbageblik, status og fremtiden

Efter de første svære år blev forholdene hurtigt bedre. Standarderne steg, men det førte også til affolkning af området. Unge tog til vesten for at tjene flere penge. De unge, som havde lært landbrug i Danmark, kom ikke tilbage og overtog gårdene, dels fordi den ældre generation ikke accepterede nye ideer, dels fordi affolkningen allerede var igang. Den gamle rytme med at den unge generation passer den gamle, er ikke udbredt mere. Nu skal der bygges plejehjem.

I den første tid betalte Østpuljen og Tipsmidlerne for transport af hjælp. Efter EU- og NATO-medlemsskabet i 2004 var det slut. Behovet er nu også meget mindre, men der efterspørges dog stadig en rullestol eller en brændeovn og der er stadig en stor del af mændene i landområderne, der drikker meget.

Rite Højskoles  2.7 ha grund rummer i dag sportsplads, frugtplantage, en lille gravet sø og lidt skov. Bygningerne består af hovedhuset med undervisningslokaler, spisesal, køkken og sengepladser til 40 personer.

En tidligere nærliggende lærerbolig er indrettet til værksted og rummer desuden fire værelser. I en tredje bygning er der bad, sauna og toiletforhold.

Niels Bendix har stået for de omfattende indvendige renoveringer godt hjulpet af lokale arbejdere og frivillige fra Danmark. 

Kurser

For os personligt har højskolen omfattet langt mere end en bygning og nogle lektioner og noget mad. Som det forhåbentlig fremgår af denne beretning, handlede det om bredt at inddrage alle folk i lokalområdet, give ejerskab til skolen.

Vi har aldrig holdt store grundtvigske foredrag. Der er drevet en skole i den jævne hverdag med både danske og lettiske sange. Det har været vigtigt at vi lærte os lettisk sprog op til et vist niveau, så vi kunne gøre os forståelige og være på linje med folk omkring os.

Skolens kurser er korte kurser i sommerhalvåret. Det kan være internatkurser, der er senge til 40 personer, og det kan være ugekurser uden overnatning. Da der ikke findes støttelovgivning til højskoler i Letland, er vi ikke underlagt nogen begrænsninger i hvad vi kan udbyde af kurser. Et kursus kan bestå af to elever, det kan være børn, unge og ældre efter behov. Der er ingen faste lærere tilknyttet skolen, men der hyres lærere til de enkelte kurser. Enkelte lærere underviser på frivillig basis, men de fleste er aflønnede.

Internatkurser for børn og unge, så som rollespil, animationskurser og sommerlejre for børn, er økonomisk selvbærende. Forældrene betaler selv - børn har tre måneders ferie i Letland.

De kreative dag- og internatkurser må have økonomisk støtte fra vores støttekreds. Kursusemnerne er håndarbejde, maling, keramik, mosaik, syning, engelsk, animation, teater, pileflet og træskæring.

Danskerne

Via Erasmus-programmerne kommer der jævnligt danske grupper på studieture til skolen. Også andre deltager i skolens kurser hver sommer. Men vi kunne godt ønske at flere danskere besøgte stedet. Det er vigtigt at bevare forbindelsen mellem de to lande, hvis vi stadig ønsker den Grundtvigske ånd på stedet.

Strik og økonomi

Fra starten så Lis, hvordan kvinderne var gode til håndarbejde, og de kom med deres hjemmestrikkede vanter og sokker. Vi besluttede os for at sætte dette i system. I mange år har vi nu opkøbt kvindernes strikkevarer, som vi videresælger på julemarkeder i Danmark. Det giver en fortjeneste som anvendes til dækning af de kurser, der giver underskud.

Frivillighed

Rite Højskole er i høj grad blevet virkeliggjort på grund af frivillig indsats. Mange danskere er rejst til Letland for at bidrage med arbejdstimer og viden. Endog med penge til indkøb af f.eks. nye vinduer. Det er først de senere år, at frivillighed fra lettisk side er kommet på tale. Bestyrelsen arbejder frivilligt uden at forvente at få ret meget tilbage. Nogle underviser nu frivilligt og påtager sig også andre opgaver. Men, men det er meget svært at få folk til at arbejde uden løn i Letland, det gør man ikke.

Medaljen 2018

I 2018 modtog Lis Hazel Nielsen og Niels Bendix Knudsen anerkendelseskorset af 4. grad, som er den lettiske stats æresanerkendelse. Ordenen blev givet for indsatsen på Rite Højskole og for arbejet i Foreningen Danmark-Letland. Overrækkelsen fandt sted på præsidentens borg i Riga og blev foretaget af præsident Leonis Vejonis d. 4. maj på Letlands 100 års dag for fejringen af Letland som selvstændigt land.

Højskolens fremtid

Efter 30 år – en generation – må letterne til at tage over. Bestyrelsen har lige besøgt danske højskoler. De er rede til at føre skolen videre. Der vil fortsat være behov for støtte fra dansk side. Ejerskabet af bygningerne skal afklares. Kan en selvejende institution nu eje fast ejendom? Eller skal en privat lette overdrages ejerskabet med de forpligtelser, det fører med?

Svarene er ikke givet endnu.

Januar 2025

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatterne. Private fotos.

Kilder:

I 2014 udgav skolen en billedbog i anledning af 20 årsjubilæet. Se skolens hjemmeside https://ritestautskola.org/da/

I 2024 har John Panduro og Grete Kragh Petersen lavet en 45 min. dokumentarfilm i anledning af 30 årsjubilæet - https://youtu.be/LP41sSkz-sA

Professor Jindra Kulich skrev i år 2000 en rapport om Grundtvig i Østeuropa - Grundtvig's educational ideas in Central and Eastern Europe and the Baltic States in the twentieth century, Forlaget Vartov 2002 - https://unesdoc.unesco.org/ark:/48223/pf0000199780