Højskolen Østersøen

Jeg havde siden 1983 været lærer på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Vi hørte i lærerkredsen første gang om planerne om en ny sønderjysk højskole i foråret 1991. En højskole for erhvervsfolk! Med hovedvægt på intensiv undervisning i tysk sprog og kultur! Vi var mildest talt rystede, om ikke forargede over dette i vores øjne misforståede højskoleinitiativ. Forargelsen kulminerede, da bestyrelsesmedlem i den nye højskole Ib Drasbæk i en pressemeddelelse lagde navn til at ”nu skal det være slut med jesussandaler og stoftryk i den danske folkehøjskole”.

Men alligevel søgte jeg stillingen som forstander, da den blev slået op i forsommeren 1992. Det skete under en tre uger lang ferie. Jeg var fodslæbende, men min kone Birthe tilskyndede en ansøgning meget, og den blev så sendt af sted på feriens sidste dag. Jeg var ligesom mine kolleger ret fordomsfuld og uvidende om Johannes Jensen og kredsen omkring ham og troede ikke, at disse erhvervsfolk havde meget forstand på Grundtvig, så jeg garnerede min ansøgning med grundtvigske kerneudtryk som ”Åndens løsen er bedrifter”, ”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd” og hvad jeg ellers havde på lager for tydeligt at signalere, hvor jeg kom fra.

Ansøgningen bragte mig til samtale på det nyerhvervede Hotel Hvide Hus i Aabenraa, hvor jeg ret hurtigt måtte erkende, at de folk vidste mere om højskole, end jeg havde troet, og at de i øvrigt havde en meget spændende vision om at give højskolen en renæssance ved igen at turde det nyttige (kendskab til tysk sprog og kultur) i en form, som var afbalanceret med det mere unyttige, almene og livsoplysende. De mente, og jeg var enig, at store dele af højskolebevægelsen dengang (og i dag) i for høj grad gjorde en dyd af unytten frem for at turde bruge højskolens muligheder til at løfte en konkret og nødvendig samfundsopgave. Hvilket højskolen havde gjort tidligere i forhold til den tids erhvervsliv – landbruget.  

Min fordel var, at jeg på Rønshoved Højskole faktisk havde beskæftiget mig en del med højskolen og erhvervslivet, deltaget i forskellige konferencer og i øvrigt medvirket til at åbne skolen for en del arbejdsløse i lokalområdet. Mit held var, da Ib Drasbæk under samtalen spurgte, om jeg havde skrevet noget om alt dette, hvorefter jeg kunne fremdrage en kronik, jeg havde skrevet i Jydske Tidende.

Men jeg mærkede også spændinger i bestyrelsen, især mellem Asger Baunsbak-Jensen, som var yderst positiv over for min ansøgning, og på den anden side Steen Danø, der tydeligvis ikke regnede sådan en skolelærer, der vidste meget lidt om Tyskland syd for Ejderen. Senere fandt jeg ud af, at jeg var i konkurrence med David Gress, som opholdt sig i USA og lige havde skrevet to-binds værket ”A History of West-Germany”. Steen Danø var meget pikeret over, at den højt begavede og belæste David Gress ikke umiddelbart kunne få arbejde på et dansk universitet, og Danø var derfor stærkt optaget af at få Gress hjem til Danmark som højskoleforstander.

Bestyrelsen endte med at ansætte en helt tredje, som de så fortrød, hvorefter jeg fik tilbudt jobbet med en klar forventning om at skulle samarbejde med David Gress. Jeg blev ganske enkelt sendt til New York for at tale med Gress og for at aftale en række korte kurser, som skulle forsøges gennemført i foråret 1992. Kurserne blev ikke til noget, men det førte til, at David Gress kom tilbage til Danmark og indtog forstanderboligen og holdt en række foredrag på den nye højskole, inden han et par måneder senere vendte tilbage til USA. I mellemtiden flyttede Birthe og jeg med vores børn ind i en midlertidig forstanderbolig, en lejlighed med vidunderlig udsigt over Aabenraa Fjord meget tæt på højskolen, og kastede os ud i arbejdet.

Vi havde mange samtaler med Johannes. Tidligt i forløbet spurgte han Birthe, hvad hun egentlig havde tænkt sig: At være mor til fire børn, afdelingssygeplejerske på Aabenraa Sygehus og gift med en højskoleforstander, der skulle løbe en ny højskole i gang? Om ikke det var at tage munden lidt for fuld? Det var sandt nok. Resultatet blev, at Birthe fik tilbudt en halvtids stilling på højskolen med ansvar for køkken-, pedel- og administrativt personale, hvilket også var mere end rigeligt og førte til, at Birthe ret hurtigt blev fuldtidsansat og droppede sygeplejen.

Arbejdet med skoleplanen

De indledende samtaler med Johannes Jensen var specielle og lærerige. Han mente helt bogstaveligt, at skolens undervisning i tysk sprog og kultur skulle have en sådan kvalitet, at virksomheder ville være parate til at betale talentfulde medarbejdere løn under højskolekurset og naturligvis kursusprisen. Middelmådighed var bandlyst, og det gjaldt også varigheden af kurserne, som skulle være på mindst fem-seks måneder. Han forventede vitterligt stor tilstrømning af talentfulde unge erhvervsfolk i beskæftigelse, og han mente derfor, at skolen skulle anmode skattestyrelsen om, at virksomheder kunne trække udgiften til højskoleopholdet fra og om, at medarbejderen ikke var skattepligtig af den kursuspris, virksomheden betalte. Styrelsen gav de ønskede tilsagn, men kun fordi der var tale om uformel uddannelse. Det var en tilbagemelding, der passede mig godt, for det styrkede argumentationen for at holde alle prøver og karakterer fra livet.

Ombygning

Det tidligere hotel var meget velegnet til højskoleformål. Vi gennemførte i løbet af foråret 1993 en mindre ombygning, så lokaler og møblement m.v. fik et mere hjemligt og elevvenligt præg. Alle 65 værelser var udstyret med tv-apparater, som nu blev sat til salg. Samtidig fik alle værelser nye gulvtæpper, mens tæpperne i den tidligere restauration blev revet væk og det oprindelige smukke egeparketgulv kom til ære og værdighed igen.

Hotellet havde 70 kurvestole, som blev sendt til reparation i Herning, så de kunne bruges i foredragssalen. Det sørgede Johannes selv for. Det forstod vi bedre, da han ankom i en af Dansk Wiltons små lastbiler og havde sin gamle ven Aage Rosendal, kendt fra ”Æ Verdensuniversitet” i Thy, med i bilen. Transporten var kun en undskyldning for at få en hel dag alene sammen med Aage Rosendal, og ikke mindst at vise den nye højskole frem og drøfte ideen med Rosendal. Johannes Jensen og Aage Damgaard var nære personlige venner med Aage Rosendal og havde også hjulpet ham økonomisk, når det havde været nødvendigt. Engang havde Aage Rosendal spurgt de to fabrikanter, om han kunne låne 100.000 kr.Det var de noget usikre på, men til sidst gik de med til at låne ham pengene på den udtrykkelige betingelse, at hvis ikke han kunne betale tilbage, så skulle de være lige gode venner alligevel.

Johannes Jensen var stolt af bygningen, som var tegnet af Friis og Moltke og ligger smukt ned til Aabenraa Fjord. Det var ham magtpåliggende, at bygningen bevarede sit oprindelige udtryk, men samtidig ønskede han en gennemtænkt plan for en udvidelse. Vi tog derfor kontakt til arkitekt Knud Friis og han udarbejdede en model, hvor nybygninger var placeret bag hovedbygningen og dermed usynlige fra stranden og bygningens forside.

Hotellets foyer blev ændret. Receptionen blev nedlagt og erstattet af en stor farverig skulptur, udarbejdet af kunstneren Poul Gadegaard, der også havde udsmykket Aage Damgaards skjortefabrik Angli i Herning.

Bygningskomplekset rummede kun en enkelt lejlighed, så der var brug for lærerboliger. Igen trådte Johannes til og sørgede for, at et større parcelhus bag højskolen blev erhvervet til forstanderbolig.  Friis og Moltke tegnede fire nye lærerboliger, som blev opført i tilknytning til skolen. Endelig lejede skolen et hus i samme område, så skolen rådede over i alt syv lærerboliger.

Parallelt med alt dette skulle der ansættes et lærerkollegium. Interessen fra danske højskolelærere var begrænset. Mange fulgte højskoleinitiativet med interesse, men meget få ønskede at indgå i et forpligtende samarbejde om dette dansk-tyske initiativ. De fleste højskolefolk mandede sig op til et ”det lyder interessant”, mens enkelte mente, at det formål var stik imod den danske folkehøjskoles grundlæggende ide.

Mit problem var, at jeg aldrig havde undervist i tysk og i det hele taget var rigtig dårlig til sproget. Så den første opgave var at finde en lærer, som kunne tage et overordnet pædagogisk ansvar for tyskundervisningen. Det lykkedes ikke rigtigt, men vi fik uvurderlig hjælp af Ingrid Ellinghaus, der var forretningsfører for Niedersächsischer Landesverband der Heimvolkshochschulen, en paraplyorganisation for dengang ca. 35 højskolelignende institutioner i Niedersachsen. Ingrid Ellinghaus deltog i FFD’s årsmøde og fejring af foreningens 100-års jubilæum i 1991 på Viborg Gymnastikhøjskole, hvor jeg mødte hende. Gennem hendes netværk blev kendskabet til den nye højskole og jobmulighederne her formidlet til tyske voksenundervisere på disse skoler, der som i Danmark stod uden for det formelle uddannelsessystem.

I sine sonderinger besøgte Johannes Jensen også i 1992 tidligere generalkonsul i Flensborg Troels Fink, der boede i Aabenraa. Troels Fink, der var historiker og bl.a. initiativtager til Institut for Grænseregionsforskning, var vel det menneske, som havde haft størst betydning for den positive udvikling mellem dansk og tysk i grænselandet. Da han havde hørt Johannes fortælle om sine højskoleplaner, svarede han, at det var et vigtigt og prisværdigt forehavende, men at han måtte love ikke at placere højskolen i det meget nationale Aabenraa.

Johannes Jensen havde også klare synspunkter om sammensætningen af tyskundervisning og mere almene fag, og vi kom overens med et ugeskema med 15 timers undervisning i tysk (sprogkundskab, grammatik og Landeskunde), 5 fællestimer (fem morgensamlinger, to foredrag og en fællessangtime) og mindst 8 timers valgfag blandt fag som historie, international politik, psykologi, korsang, teater m.v. Vi enedes også om, at for at tyskundervisningen kunne blive så autentisk og aktuel som mulig, skulle halvdelen af lærerne rekrutteres i Tyskland og have tysk som modersmål.

Lærere og undervisning

En uge før vi modtog det første elevhold, spurgte de nyankomne tyske tysklærere, med hvilke undervisningsmaterialer og hvordan tyskundervisningen i det hele taget skulle gribes an. Jeg havde ikke noget konkret svar, så jeg sagde til dem, at jeg kun havde et krav til deres undervisning, og det var, at eleverne var tilfredse. Det viste sig at være et ret godt svar, for det gav lærerne og deres voksne meget motiverede elever frihed til selv at finde deres vej til den bedste (eller mest effektive, som Johannes Jensen ville have sagt) tyskundervisning. Det ansvar levede de nyansatte lærere til fulde op til.

Eleverne blev inddelt på tre niveauer i tyskundervisningen, så undervisningen kunne tilpasses den enkelte. Der var enighed om at stimulere elevens mod til at tale det fremmede sprog (og begå fejl) frem for at forvente en høj grad af grammatisk korrekthed og dermed fremme angsten for at sige noget forkert eller slet ikke sige noget. Vi lærte af de tyske lærere, at vores tyske samtalepartnere sagtens kan forstå, hvad vi mener, selv om kendeordet eller kasus eller datidsformen er forkert.

Vi var også sikre på, at sammenhængen mellem sprog og kultur skulle accentueres mest muligt. Sprogindlæring uden kendskab til tyske samfundsforhold, historie, musik, kunst, sport osv. ville være absurd. Og netop den vekselvirkning mestrede de tyske undervisere på fremragende vis i undervisningen, i foredrag og til morgensamlinger.

Højskolen og det nationale

Jeg havde min højskolepædagogiske forankring fra Rønshoved Højskole, hvor jeg som ung havde været elev i sommeren 1974 og hvor jeg havde været lærer fra 1983 til 1992. Rønshoved var en markant national højskole, der i nogen grad vendte ryggen til den tyske nabo. Når Hans Haarder bød velkommen til efterårsmødet, undlod han aldrig at gøre opmærksom på stemmetallene fra sidste landdagsvalg i Slesvig-Holsten og på de aktuelle elevtal i de danske skoler. Tallene skulle ses i håbet om en ny afstemning og en ny grænsedragning. Op gennem 1980’erne lod han dog forstå, at dette nok var urealistisk.

Til Højskolen Østersøens indvielse blev der holdt mange taler. Undervisningsminister Ole Vig Jensen, bestyrelsesmedlem Asger Baunsbak-Jensen, repræsentanter for Aabenraa by m.fl. ønskede skolen en gylden fremtid. Også tidligere højskoleforstander og frimenighedspræst Poul Engberg, der dengang var bosat i Rønshoved, tog ordet og holdt en 45 minutter lang tale, som han formanende afsluttede med ordene ”Husk nu, Knud-Erik, kompasnålen skal altid pege mod nord”.

Det var vigtigt for den nye højskole at lægge afstand til den ofte følelsesladede nationale fortælling, der næsten altid har en tyskfjendtlig undertone i sig. Der er flere lag i fortællingen om det danske og det tyske, herunder nutidigt lag som handler om økonomi, sikkerhed og samarbejde og et historisk lag, som er skeptisk, kritisk og forbeholden over for det tyske. Den nye højskole måtte finde sin egen praksis og sin egen fortælling. Det blev derfor vigtigt at undgå at ansætte lærere fra det danske og det tyske mindretal og dermed risikere at vikle skolen ind i den nationale fortællings modsætningstænkning. Vi ville i stedet stimulere mødet, grænseoverskridende forståelse og samarbejde mellem dansk og tysk.

Dette klingede i øvrigt fint med amtsborgmester Kresten Philipsens samtidige bestræbelser på at fremme det grænseoverskridende dansk-tyske samarbejde og dermed styrke den dansk-tyske grænseregion.

Samtidig var det vigtigt at markere skolen som en dansk folkehøjskole med et grundtvigsk udgangspunkt med en åben, gæstfri og lærende attitude i forhold til vores tyske naboer. Sådanne værdier kan man selvfølgelig formulere i skrift og tale, men på Højskolen Østersøen havde vi allerede en stærk platform, nemlig vores flagstang ud mod den stærkt trafikerede Flensborgvej.

Hvor man på andre, også sønderjyske højskoler, var tilbageholdende med at flage, fordi det kunne opfattes som en nationalistisk tradition, gjorde vi en dyd af at flage med Dannebrog og blive den mest flagende institution i Aabenraa. Det skete hver eneste søndag og på de fleste flagdage, inklusiv 9. april og 5. maj. Enhver, der passerede højskolen kunne ved selvsyn se, at der ofte var parkeret mange tyske biler foran skolen. Det var vel også grunden til, at skolen i folkemunde i Aabenraa blev kaldt ”tyskerskolen”, en benævnelse jeg aldrig selv hørte, men som adskillige refererede til. Der var tændte stearinlys i vinduerne ud mod Flensborgvej den 4. maj om aftenen, og vi gjorde, hvad vi kunne for at formidle, at der naturligvis ingen modsætning er mellem at være dansk folkehøjskole og samtidig åben, gæstfri og lærende i forhold til det tyske.

Det grundtvigske blev markeret med en stor fotoplakat af Grundtvig centralt placeret i skolens spisesal. Det var vanskeligere i ord og tale at underbygge skolens grundtvigske udgangspunkt i en tid, hvor det grundtvigske af mange meningsdannere blev udskammet som ren nationalisme – det var noget, vi spekulerede en del over. Men det grundtvigske kom hovedsageligt til udtryk i skolens atmosfære af åbenhed og hjemlighed, i respekten for det andet menneskes kultur og sprog og i den flittige brug af højskolesangbogen og dermed i de mange sange af Grundtvig.

På sin egen måde stimulerede Højskolen Østersøen også en national bevidsthed ved at eleven i mødet med det fremmede og anderledes lærte at sætte pris på sit eget. Det samme gjaldt for tyske kursister, som, hvilket er meget usædvanligt, blev glade for deres tyskhed i mødet med de mærkværdige danskere.

Faghøjskole eller almen højskole

Skolen blev indviet den 8. september 1993. Forud havde vi modtaget det første elevhold på 57 elever, hvilket var en stor succes. Eleverne, hvoraf mange var meget voksne og motiverede, blev inddraget aktivt i det pionérarbejde, der forestod. Vi insisterede på at fastholde den klassiske højskoles ”scenografi” med morgensamling, foredrag, bordvers, fællessang osv. og en hjemlig atmosfære, hvor alle kunne føle sig godt tilpas.

Næsten alle elever var højskolefremmede og få af dem havde blot tre måneder før kursusstart forestillet sig at skulle tilbringe tid på en højskole. Det gav udfordringer – for hvad havde fællessang og højskolesangbog, ekskursioner til Dybbøl og Vadehavet og ”Åben højskole” med kirkelige og politiske emner egentlig at gøre med at lære tysk? Hvorfor spilde tid på morgensamlinger, Hal Kocks demokratiopfattelse og musikhistorie? Men det gav sig, og vi gjorde den erfaring, at netop sangen, den faste døgnrytme med indlagte ”ritualer”, samværet og undervisningen i almene fag og kostskolens frie rammer i det hele taget overkom elevernes skepsis og forbehold.

Undervisningsministeriets inspektør Kjeld Krarup aflagde skolen et kontrolbesøg for at sikre, at skoleplanen levede op til højskolelovens bestemmelser. Kjeld Krarup havde skrevet den tale, som undervisningsminister Ole Vig Jensen holdt ved skolens indvielse, så jeg følte mig rimelig tryg ved besøget. Men der blev spurgt meget grundigt ind til de enkelte fags indhold og timetal og det forhold, at halvdelen af elevernes timer var tyskundervisning. Hvordan kunne vi bruge så meget tid på et enkelt fag og fastholde et alment dannende perspektiv? Der skete nu ikke noget efterfølgende, og det var da også svært at argumentere for, at tyskundervisningen ikke skulle være alment dannende. 

Det var ikke unge talentfulde erhvervsfolk, som Johannes Jensen oprindeligt havde ønsket, der tilmeldte sig. Erhvervsvirksomhederne viste ingen interesse for at sende medarbejdere til skolens lange kurser. En meget væsentlig del af eleverne var derimod veluddannede men arbejdsløse unge, som havde forsømt at lære sig tysk, hvilket i øvrigt stadig kendetegner unge danskeres valg af fremmedsprog. De fleste var midt i 20’erne og havde afsluttet deres uddannelse til ingeniør, markedsøkonom, lærer eller sågar akademiker. Andre var betydeligt ældre med mange års erhvervserfaring som f.eks. sælgere. Skolen havde et tæt samarbejde med Danmarks Aktive Handelsrejsende.

Samlingen af Øst- og Vesttyskland skabte gode jobmuligheder i eksportorienterede virksomheder, men under forudsætning af at man havde gode tyskkundskaber. I begyndelsen af 1990’erne var der på grund af stor ungdomsarbejdsløshed mulighed for at opretholde dagpenge under højskoleophold, og da mange unge var dagpengeberettigede, når de sluttede deres uddannelse, var et højskoleophold på Højskolen Østersøen og muligheden for at lære tysk oplagt.

Hvordan gik det så?

Allerede i 1994 var vi oppe på 80 elever. De gode jobmuligheder, hvis man kunne tysk, havde betydning, men det afgørende var de lempelige dagpengeregler. Det ændrede sig i 1996, da reglerne pludselig blev ændret, så ledige ikke længere stod til rådighed for arbejdsmarkedet under højskoleophold. Højskoleophold med dagpenge blev mistænkeliggjort af politikere, fordi et antal ledige dagpengemodtagere rejste fra højskole til højskole uden tilsyneladende at komme videre jobmæssigt. Endvidere var der vel en vis misundelse blandt unge studenter, der havde arbejdet hårdt og sparet sammen gennem et helt år for at få råd til et højskoleophold. Når disse unge så kom på højskolen, mødte de ”velhavende” dagpengemodtagere, der kunne betale opholdet ved hjælp af offentlige ydelser. I sommeren 1996 ændrede regeringen   dagpengeloven og skrev højskoleophold ud af regelsættet.

Elevtallet på de lange kurser blev på meget kort tid reduceret fra ca. 80 til ca. 30 elever. Unge ledige var nu i en situation, hvor de mistede dagpengene, hvis de tog på højskole, og ydermere skulle de derefter finansiere højskoleopholdet. Det kunne ikke lade sig gøre, og den typiske elev på Højskolen Østersøen lignede nu de andre danske højskoleelever, nemlig unge 4.g’ere.

Dermed blev der sat en stopper for højskolens forsøg på at tiltrække nye grupper og at formidle det kendskab til tysk sprog og kultur, som dansk erhvervsliv savnede. Eller formuleret på den lidt større klinge: Forsøget på at tilpasse højskolens og kostskolelivets kombination af faglighed og livsoplysning, ”spat hos heste” og Nordens mytologi, nytte og unytte til de behov, en mere og mere globaliseret verden efterspørger, lykkedes ikke. Og slet ikke på samme måde, som det i anden halvdel af 1800-tallet lykkedes at tilpasse højskolen og kostskolelivet til de behov, det nationale projekt og landbrugets omstilling dengang efterspurgte.

Det kan man begræde. Men de ændrede rammer ansporede Højskolen Østersøens medarbejdere til fortsat nytænkning og udvikling af en række nye initiativer og projekter i forsøget på alligevel at formidle nutidig og relevant folkeoplysning, som var tro over for den enestående skoleform, som højskole er. Men det er en anden historie.

 
August 2023

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.