Årsberetning 2025-26

Højskolehistorisk Forening udfører aktiviteter der har til formål at dokumentere og levendegøre højskolehistorien og formidle den mod fremtiden. Her kan du læse om året 2024-2025.

Generalforsamlingen 7. maj 2026, kl. 16 i Højskolernes hus

Grundlagspapiret med foreningens mål og opgaver er vedtaget af foreningens bestyrelse den 13. november 2008. Det revideres årligt og er senest revideret maj 2026.

Foreningens Mål

Vi vil arbejde for følgende mål:

  • At skabe rammer for arkiv-, museums- og biblioteks-funktioner, der kan sikre stabile forhold for løbende indsamling, registrering samt formidling af dokumenter og genstande af højskolehistorisk betydning, samt at inspirere til at etablere partnerskaber til løsning af disse opgaver.
  • At rådgive højskolerne om bevaring af arkivmateriale og -genstande, herunder tydeliggøre de lokalhistoriske arkivers betydning.
  • At styrke forskning og undervisning i højskolehistorie gennem kontakter til forskere, undervisere og studerende på de videregående uddannelser.
  • At inspirere til at formidle højskolehistorie, som perspektiverer aktuelle debatter, gennem relevante kanaler, herunder Højskolebladet samt Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD).
  • At bidrage til at fremme højskolehistoriske temaer i Højskolebladet, på møder og kurser for højskolernes elever/kursister, medarbejdere, ledelser og bestyrelser.
  • At fremme højskolernes anvendelse af højskolehistorien i skolernes undervisning og øvrige aktiviteter.
  • At opmuntre højskolemennesker til at skrive deres personlige erindringer.

 

Højskolehistorisk Forenings opgaver:

Højskolehistorisk Forening har eksisteret siden 2008 for at bidrage til oplysning om det 19. og 20. århundredes danske højskolehistorie og til udvikling af det 21. århundredes højskoler.

Opgaveporteføljen bliver årligt revideret af foreningens bestyrelse. Den omfatter aktiviteter, der understøtter foreningens formål: at dokumen­tere og levendegøre højskolehistorien og formidle den rettet mod nutiden og fremtiden.

Arbejdet med højskolehistorie er ikke koordineret. Indsamling, beva­ring, forskning og formidling er fordelt på mange institutioner og afhængigt af enkeltpersoners interesse.

Vi har nu mere end 2/3 af landets højskoler med som medlemmer. Vores oprindelige mål med min. 75% er nået.

Megen nyttig viden risikerer at gå tabt i forbindelse med skolelukninger, og/eller når særligt engagerede medarbejdere går på pension. Udskiftningen af lærere og forstandere svækker traditionsoverførslen og efterlader et værdifuldt historisk videnstab.

Vi oplever i øjeblikket en fornyet interesse for historien og dermed også for højskolehistorisk forskning. Flere uddannelsessøgende på professionshøjskoler og universiteter vil benytte den højskolehistoriske viden i opgaver og større studier.
Vi rådfører os jævnligt med uddannelsesledere, forskere, phd.- studerende m.m. om brug af arkivalier og højskolehistorie til opgaveskrivning mv.

Samtidig oplever vi også en stigende interesse på højskolerne for at inddrage deres historie i igangværende aktiviter.

Opgaver 2025-26

  • Bidrage til nationale og internationale markeringer af folkehøjskolernes betydning. Herunder medvirke i forbindelse med højskolernes optagelse på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Linea Amalie Høyer har i den forbindelse holdt oplæg om arbejdet frem mod en kommende ansøgning, herunder krav til ansøgning, inddragelse af baglandet og HHFs mulige rolle.
  • Afholde Højskolehistorisk Forum på Vallekilde Højskole om ’Hvad kan vi bruge historien til’.
  • Forberede Højskolehistorisk Forum på Vartov sammen med Grundtvigsk Forum om en ny folkelighed.
  • Medvirke ved FFDs højskolemøde på Egmont Højskole 12-13 marts på workshop om ’Højskolernes levende Kulturarv’ og ’Hvad kan fortiden lære os i dag’.
  • Vedligeholde og videreudvikle hjemmesiden www.hojskolehistorie.dk, der oplyser om og indgår i foreningens arbejde bl.a. ved at formidle højskoleerindringer.
  • Bidrage med artikler til Højskolebladet af historisk karakter inden for de temaer, som tages op i bladet.
  • Udvikle Facebook-gruppen som supplerende kommunikationsplatform.
  • Udsende 2-3 medlemsbreve.
  • Fortsat arbejde for at øge medlemstallet – især antallet af højskolemedlemmer, der pt er på 49.
  • Begyndende overvejelser vedrørende anvendelse af AI til skrivning af eksisterende og tidligere højskolers historie.
  • Udarbejde ansøgning til Dansk Folkeoplysnings Samråds udviklingspulje under temaet Folkeligt beredskab i en krisetid. Udviklingsprojektet har som mål at udvikle metoder og god praksis til højskolerne omkring bevarelse af historisk materiale og inddragelse af skolens historie i aktiviteterne.
  • Et forøget fokus på højskolernes internationale arbejde efter murens fald i 1980.
  • Deltagelse i FFDs årsmøde. (KET).

                                                                                                                                                                                                                                                                            

Højskolebesøg

Bestyrelsen stiler efter at besøge 1-2 højskoler i hvert foreningsår.

Ud over Højskolehistorisk Forum, der foregik på Vallekilde Højskole den 19. november, besøgte foreningens bestyrelse også Suhrs Højskole, København den 7. oktober, hvor Ramus Willig fortalte om skolen og dens historiske baggrund.

Rådgivning og aflevering af højskolehistorisk arkivmateriale

HHF modtager jævnligt forespørgsler fra enkeltpersoner, skoler eller foreninger, der vil aflevere genstande, arkivalier. Vi anbefaler at aflevere arkivmateriale på dét lokale museum eller arkiv. Desværre har det vist sig, at det kan medføre udgifter for det lokale arkiv, hvis de skal modtage et stort antal fotos.
Det modtagende arkiv kan endvidere vejlede i håndteringen af elektroniske arkiver. Mange højskoler opbevarer dog selv arkivalier, protokoller, breve, billeder og diverse genstande.
Vedr. arkivmateriale af nationalhistorisk betydning anbefales at kontakte Rigsarkivet. Vedr. publiceret materiale anbefales at kontakte Det kongelige Bibliotek. 

Anden rådgivning

Foreningens bestyrelsesmedlemmer får ofte henvendelse fra enkeltpersoner, aviser, tidsskrifter, studerende om højskolehistoriske spørgsmål. Bl.a. i f. m. at dagbladene laver emnetillæg om højskoler. Men også henvendelser, der viderebringes fra FFD.

Højskolehistorisk oversigt

De alfabetiske, kronologiske og geografiske oversigter over alle højskoler gennem tiden er pt under ajourføring, idet Gram højskole blev oprettet i 2022 og Ubberup ophørte højskole med udgangen af 2025.

Højskoler i perioden 1960 – 2000

Bestyrelsen har sat fokus på det internationale arbejde i perioden fra Murens fald 1980 og frem til efter 2000.

Man ønsker især at få beskrevet:
- Det mellemfolkelige møde på H.

- Historiske eks. på etablering af Højskoler i udlandet.

- Pionerer i det mellemfolkelige arbejde.

Højskolehistorisk forum på Vallekilde Højskole den 19. november 2026.

Årets tema ’Hvad kan vi bruge historien til’ havde til formål at gøre os klogere på, hvordan vi bevarer højskolernes historiske materiale og inddrager skolens historie som et positivt bidrag til både undervisningen og det pædagogiske samvær.
Dagen omfattede: En samtale om historiens betydning mellem historiker Jes Fabricius Møller og Jonas Møller, beretning af Nelima Lassen, IPC og Mathias Obdrup om deres inddragelse af historien i undervisningen, besøg i Vallekilde Højskoles arkiv og samtale med de frivillige her, oplæg ved Stig SkovMOrtensen om forskellige måder at benytte historien på og afsluttende fortælling om Vallekilde Historie ved Thor West.
Der deltog en bred gruppe i mødet bestående af i alt 30 personer.

På det efterfølgende bestyrelsesmøde besluttede bestyrelsen ud fra de positive tilkendegivelser på mødet at fastholde og arbejde videre med temaet. Det er ikke mindst her man har baggrunden for det planlagte udviklingsprojekt: Sæt historien i spil.

Nyhedsbreve

Vi har udsendt to nyhedsbreve, der vanen tro også bliver lagt på foreningens hjemmeside.

Højskoleerindringer

Vi har offentliggjort to erindringer vedrørende Sdr. Felding Højskole og to erindringer vedrørende Herning Højskole.

Alle erindringer kan ses her (og nu med søgefunktion):
https://hojskolehistorie.dk/erindringer

Der er desuden i årets løb udarbejdet en procedurebeskrivelse for håndteringen af erindringer.

Hjemmesiden og Facebook

På hjemmesiden har vi foruden erindringer bragt en større artikel af John Petersen om sit arbejde for skabe europæiske folkehøjskoler.

De godt 100 artikler om ”Navnkundige”, som har været bragt i Højskolebladet er også at finde på hjemmesiden.

Læs: https://hojskolehistorie.dk/hoejskolepersonligheder/de-navnkundige

Info om arkivalier med gode råd til, hvor man kan henvende sig, er opdaterede.

Se: https://hojskolehistorie.dk/vil-du-vide-mere/arkivalier-og-genstande

Foreningen har ca. 850 følgere på Facebook, hvor vi formidler om ny højskolehistorisk viden og dokumentation, ligesom folk med højskolehistorisk interesse bringer både billeder, tekster og efterlysninger.

Navnkundige/højskolehistorie

Siden 2013 har Højskolehistorisk Forening leveret korte tekster til Højskolebladet om ”De navnkundige” i højskolens historie. (Se ovenfor). Ved det redaktørskiftet på Højskolebladet er det blevet aftalt, at HHF i stedet til hvert nummer af bladet bidrager med en historisk artikel i relation til temaet i Højskolebladet. Vi drøfter løbende med redaktøren, hvordan dette samarbejde bedst fortsætte, og har nu i de seneste numre bidraget med historiske artikler.

Medlemmer og medlemshvervning

I 2024 har foreningens medlemstal været på 49 højskoler og 30 enkeltpersoner.  Dette er en fremgang på 2 højskoler og 4 personer. Vi arbejder især på at øge antallet af medlemsskoler og har promoveret foreningen på FFD’s årsmøde. At foreningen har ca. 2/3 af alle højskoler som medlemmer er en klar forbedring i forhold til tidligere år, men vores ambition er fortsat at forøge dette antal.

Bestyrelsen har besluttet at lægge navnene på medlemsskoler på hjemmesiden, da nogle skoler ikke var klar over, om de var medlemmer.

Bestyrelsen

Vi har afholdt seks bestyrelsesmøder, halvdelen virtuelt, samtidig med at mange opgaver klares vi via mailkorrespon­dance. Vi har fordelt opgaverne, og alle har et eller flere ansvarsområder:

 

  • Lisbeth Magnussen: Erindringer, nyhedsbreve, hjemmesiden og Facebook
  • Nikolai Frank. (Suppleant) Erindringer, nyhedsbreve, hjemmesiden og Facebook
  • Mette Havsteen-Mikkelsen: Referater, arkiver og højskoleerindringer
  • Henrik Køber: (Kasserer) Medlemsregistrering og økonomi
  • Knud-Erik Therkelsen: redaktør af ”højskolehistorie” i Højskolebladet
  • Mogens Hemmingsen: Formand, mødeledelse og koordinerende opgaver (- frem til 21/3-2025)
  • Rene Karottki: Næstformand, Bæredygtighed, højskolernes internationale arbejde
  • Jonas Møller: Redaktør af Højskolehistoriske tekster mv.
  • Thor West Nielsen: Formand, FFDs repræsentant i bestyrelsen

Afslutning

Tak til FFD for økonomisk støtte, husly ved møder og værtskab for vores hjemmeside.

Tak til bestyrelsen for det gode og inspirerende samarbejde.

Og ikke mindst en stor tak til Lisbeth, der har ønsket at træde ud af bestyrelsen. Tak for et uvurderligt stort arbejde gennem mange år.

Thor West

(fmd. HHF)