Kvindehøjskolen - et livsforandrende ophold

På dette tidspunkt havde jeg været på Kvindehøjskolen i seks måneder og jeg blev der otte måneder mere inden jeg flyttede til Århus. Jeg var der som kursist, som børnepasser, sommeransvarlig og underviser/igangsætter. Efterfølgende fortsatte jeg med at komme hvert år på højskolen som sommer- og julekursist og i højskolens sidste tre år sad jeg i bestyrelsen.

Jeg kommer fra Østjylland og er opvokset på et lille husmandssted. Mine forældre havde en 7. klasses skolegang, min far var arbejdsmand og min mor hjemmegående og arbejdede indimellem på fabrik eller i køkkenet på en kro. Jeg var allerede en slags mønsterbryder som 20-årig, idet jeg som den første – og en af kun tre - på begge mine forældres side tog en studentereksamen i form af en højere handelseksamen. At det lige blev en HH-studentereksamen hang sammen med, at vi i 10. klasse fik information om, at man kunne få dagpenge, så snart man var færdig – og måske også det faktum, at jeg var ret forelsket i en kvinde, som skulle på Handelsskolen. Det med dagpengene fik stor betydning, idet det var disse dagpenge, som gjorde at jeg faktisk havde råd til at være på højskole i så lang tid. Ind imellem skulle jeg på A-kassen og stemple, men ellers lod de mig i fred.

Jeg tror ikke, min oplevelse af en livsforandrende tid på Kvindehøjskolen er unik, men prøver jeg at sætte ord på, hvad der var så særligt ved stedet, og hvad stedet gjorde ved mig og andre, så kommer jeg til kort. For det er vanskeligt helt præcist at pege på, at ”der” var dét, der gjorde forskellen. Men der er ingen tvivl om at tiden på højskolen forandrede mig dybt, gav mig en stærkere tillid til egne evner samt en mere sikker forankring og en fornemmelse af, at det var OK at være mig – og at min stemme var værd at lytte til. Jeg tilegnede mig via dette kvindefællesskab en selvfølgelighed, når det galt min og kvinders ret til at tale, tage plads og blive behandlet med respekt. Den dag i dag kan jeg ikke holde min mund, når nogen nedgør mig eller andre kvinder – og jeg står billedligtalt på skuldrene af dette kvindefællesskab fra højskolen, mens jeg råber op.

Hvis jeg alligevel skal prøve at udpege nogle områder, må det blive med afsæt i nogle af de oplevelser, jeg havde som kursist.

Frihed og forskellighed

Jeg kom som nævnt fra et handelsskolemiljø i provinsen, hvor blonder på skjorterne var dagligdag. Blandt de mange kvinder, som tog imod mig og de andre kursister ved toget, var der denne grønhårede københavnske kvinde med læderjakke. I forhold til det, jeg kom fra, var hun rå, outreret, uforudsigelig og anderledes, og i flere år turde jeg nærmest ikke tale med hende, da jeg var temmelig skræmt over hendes udtryk. Alligevel meldte jeg mig tre år senere på hendes 14 dages sommerkursus i dans – og så foldede jeg mig ellers ud med afrikansk dans, fri dans og Michael Jackson dans med moonwalk sammen med 20 andre kvinder. Hvor vi bevægede os helt som vi ville – eller som underviseren ville. Og lige så forskellige som vi var, lige så forskelligt var vores kropslige danseudtryk. Vi turde meget mere end ellers, for der var ingen mænd og intet samfund, som kiggede på os og bedømte os eller kiggede på os oppe fra og ned. Det gav en umådelig frihed, lethed, glæde og samhørighed. Den dag i dag, kan jeg stadig mærke, hvordan glæde, seksualitet, kropslighed, sanselighed og den indre lækkerhed kommer op i mig, når jeg hører ”Man in the Mirror” af Mikael Jakobsen, som vi kaldte ham. Jeg ser ”Over-Otterens” smukke rum med vinduer og lys for mig, og jeg husker svedige sommerkroppe, masser af vand der blev drukket, ømme muskler og duften af solskin. 14 dages dans, som blev krydret med en danseforestilling for de andre på højskolen til fredagens fest. En tradition, som også var en del af højskolen – nemlig at man præsenterede eller formidlede nogle af sine oplevelser fra kurset.

Mangfoldighed og at byde ind med sig selv

Underviserne blev i mange år kaldt igangsættere. Et ord som rummer en blanding af flad struktur og at der ikke er en ”leder”, men en, der sørger for at der igangsættes. Det er et ord, som jeg formoder er opfundet eller i hvert fald valgt af Kvindebevægelsen eller/og Kvindehøjskolen og med ordet markeres en form for opgør med de normer, strukturer og roller, som var i samfundet. Ved at tage dette ord i brug skabtes en helt særlig tone for undervisningen. Som jeg ser det, var igangsætterne reelt undervisere, som lagde program og valgte didaktik og tilgang til undervisningen. Men ordet i sig selv betød, at det gav en frihed til at melde sig på banen og tilbyde sig som igangsætter på f.eks. et sommerkursus.

Kvindehøjskolen havde mange yderst fagligt dygtige undervisere, men var samtidig ikke bange for at anvende andre, f.eks. tidligere kursister, som ikke havde en formel underviserbaggrund til igangsættere/undervisere – særligt på sommerkurserne. Jeg ved ikke helt, hvilke parametre, som man blev vurderet og ansat på, men jeg ved, at jeg som 23 og 24-årig – sammen med min et år ældre veninde og kæreste – var igangsætter/underviser på et et-uges sommerkursus, som handlede om at ”springe ud”. Det er tillid, der batter – og det gik godt – vi lavede to fantastiske kurser og lærte umådeligt meget af det. Den eneste formelle viden vi havde, var et pædagogisk seminar for sommerundervisere. Derudover brugte vi løs af alt det, som vi havde lært gennem de kurser, vi selv havde været på og al anden erfaring, vi havde.

Initiativ og deling af ens kompetencer og viden blev sat fri. Man kunne igangsætte mange ting og det skete ofte enten om aftenen eller weekenden, hvor man inviterede andre med og dermed blev der skabt fællesskab, som mange bød ind i. Jeg igangsatte f.eks. selvforsvarstræning og jitterbugdans. Andre igangsættelser, jeg har været med til, er ekstremt mangfoldige; lige fra ”ånden i glasset”, numerologi, over litteraturoplæsning, akvarelmaling, fodboldturnering, rundbold til trivial persuit-spil og basisgrupper.

Gennem disse aktiviteter og initiativer slog mangfoldigheden af de kvinder, der var på højskolen, igennem. Jeg oplevede, at paletten af muligheder, som jeg kunne være nysgerrig omkring, og hvor jeg kunne få viden om noget, jeg aldrig havde kendt til, også afspejlede den mangfoldighed af kvinder, som der var på højskolen.

På opdagelse i det personlige rum

Man boede i et tæt fællesskab med mange forskellige kvinder, både lesbiske, heteroseksuelle og alt midt imellem samt fra forskellige baggrunde, miljøer og kulturer, geografier og aldre. Den uddannelsesmæssige baggrund gik fra ingen uddannelse over erhvervsuddannede til universitetsuddannede.

Samtidigt kunne man skifte roller fra igangsætter til kursist til børnepasser eller den anden vej rundt. Nogle flirtede og blev kærester – eller brød. Hele denne konstellation foregik i et miljø, der føltes næsten som et hjem, da vi, udover at sove på sovesale, også gjorde rent sammen, lavede mad sammen og vaskede op sammen. For selvom der var en køkkenansvarlig for den konkrete madlavning, var alle ret involveret i køkkenet – ligesom der heller ikke var ansat rengøringspersonale. Man fik derfor en meget familiær oplevelse – og dette gav mulighed for at afprøve grænser, finde egne grænser, opdage nye sider af sig selv, udvide horisonten og finde ud af, at vi er umådeligt forskellige – og umådeligt ens. Der var kanter, der skulle slibes, skænderier, der gjorde ondt, misforståelser, der skulle udryddes samt smerter over livet eller barndommen, som blev delt og nogen gange helet blot ved denne deling i fællesskabet og opdagelsen af, at man ikke var den eneste, som havde lige den erfaring eller følelse.

Det var særligt i undervisningen, at man kunne gå på opdagelse. Den pædagogik, som blev praktiseret, havde i vid udstrækning en inddragelse af det personlige rum og forståelse samt den personlige udfoldelse som omdrejningspunkt i rigtigt mange af de fag og kurser, der blev udbudt.

Jeg var f.eks. på et 4 ugers astrologikursus. Her lærte vi en masse teknisk og vidensbaseret, men det der står tydeligst for mig, er der, hvor det personlige blev inddraget. Vi skulle lære planeten Mars at kende, hvad den stod for, hvordan man tolkede den, og det gjorde vi blandt andet gennem, hvordan den var repræsenteret eller placeret i vores horoskop. Min Mars er placeret i Krebsen i 3. hus, og Mars repræsentere mange ting, men blandt andet seksualitet og handlekraft. Så brugte vi en eftermiddag på at udforske, hvordan denne kvalitet personligt var for os. Vi klædte os på som ”vores” Mars, vi talte som Mars – sammen med de andre ”Marser”, vi dansede vores særlige Mars-udgave. Bid for bid foldede nye sider af vores personlighed ud, og det personlige rum blev udvidet. Vi tog billeder og gik til aftensmaden klædt som Mars. På denne måde blev viden personificeret og levendegjort – og jeg lærte mig selv og mit samspil med andre bedre at kende – samtidigt med at jeg tilegnede mig viden.

At gå fra underviserfællesskab, over til spisefællesskab og senere til sovefællesskab på sovesale var medvirkende til stærke bånd og en følelse af at høre hjemme. Måske er det noget af denne hjemhøring, som var med til at give mange kvinder et livsforandrende ophold. For i alle fællesskaberne var der drøftelser på spil; hvem er jeg? hvem er vi som kvinder? og hvad gør vi som kvinder? Indimellem kunne det selvfølgelig også være vanskeligt at finde sig hjemme i fællesskabet, fordi fællesskaberne tog forskellige former – og hvor var man inde, og hvor var man ikke inde? Men det var alt sammen understøttende for udviklingen af personligheden og basis for at blive endnu klogere på, hvem man var og hvem jeg var.

Valg for livet

Det er ikke usædvanligt, at man på højskoleophold træffer valg for livet og det gjorde jeg også. Kvindehøjskolen har på alle måder været et afsæt til resten af mit liv. Udover at højskolen har givet mig venner for livet og en bekendtskabskreds, der blandt andet har højskolen som omdrejningspunkt, så har den også givet mig retning på min erhvervsmæssige karriere.

I forbindelse med et sommerkursus i seksualitet med to afspændingspædagoger som undervisere besluttede jeg mig for at læse til afspændingspædagog/psykomotorisk terapeut. De var simpelthen så dygtige – og jeg ville gerne være som dem.

Jeg tog uddannelsen, arbejdede i en del år med psykiatri, og var derefter i 16 år uddannelsesleder på uddannelsen i VIA University College. At jeg overhovedet turde søge jobbet som uddannelsesleder uden akademisk baggrund skyldes helt sikkert den selvsikkerhed, som voksede frem i mig, da jeg var i dette kvindefællesskab som Kvindehøjskolen var. På en måde havde jeg lært gennem de mange år, at kvinder – og dermed at jeg – kan mere, end vi regner med.

Sammen med kompetencer som selvrefleksion og evnen til personlig udvikling, var vovemod nok den største kompetence, som voksende frem i mig i dette miljø. Der var så mange gode, dygtige, anderledes og kloge kvinder at spejle sig i.

Jeg kan ikke sætte fingeren helt præcist på, hvad der var helt særligt ved Kvindehøjskolen, udover det eksperimenterende fællesskab, som bestod af så mange forskellige kvinder. Men det var helt særligt, og når jeg ser tilbage, fremstår højskoletiden, og det der foregik, som meget meningsfyldt – for mig og for mange andre.

Jeg blev en ægte mønsterbryder. Kommende fra ikke akademisk hjem og værende, hvad jeg kalder ”fremmed-ordblind”, så tog jeg samtidigt med mit job som uddannelsesleder en masteruddannelse i ledelse på Ålborg Universitet og er den eneste i familien, som har været omkring universitet. Det var aldrig sket, hvis ikke jeg var blevet fyldt af fornemmelsen af, at alt er muligt samtidigt med at jeg fik et mere helt og nuanceret udsyn og verdensopfattelse på grund af den tid, jeg havde på højskolen.

Jeg bærer stadigt hende, der sad og græd ved Under-Otteren, inden i mig - hende den sårbare og lidt skrøbelige unge kvinde. Hun er ikke helt så skrøbelig længere, men det er også 35 år siden. Hendes oplevelse i 1987, om at høre til i et fællesskab, og den lykke og meningsfyldthed, det kan give, er stærkt forankret i mig. Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg fik den mulighed for at vokse og blive så meget mere levende – og få min lille bid af fællesskabet blandt de mange forskellige kvinder.

August 2024

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren

Helle Brok er født i 1966, psykomotorisk terapeut og master i ledelse, MPG. Har arbejdet som psykomotorisk terapeut inden for psykiatri i 10 år samt i 23 år været leder, heraf 16 år som uddannelsesleder. Har nu egen virksomhed med fokus på spiritualitet og facilitering af udviklingsforløb. Initiativtager til flere sociale foreninger og fællesskaber, blandet andet Kvindekurser og Gaia Vandreklub for lesbiske.

Læs artiklen om Kvindehøjskolen