Kvindehøjskolen i Visby

Kvinder, bryd ikke sammen, bryd ud!

Kvindehøjskolen var en del af den danske højskolevirkelighed i årene 1978 til 1994. I alle årene havde den til huse i den gamle kro i Visby, ti kilometer nord for Tønder, lige ved trinbrættet. Det var således nemt for kvinder fra hele landet at komme dertil med tog. Men trods det følte mange, at højskolen lå alt for langt væk fra de store byer, hvorfra både elever og undervisere især blev rekrutteret.

I den gamle kro var der plads til 24 kvinder. De byggede og delte sovesalen på første sal over stalden, og de delte – i de første år – fælles tøj. Ikke mindst delte de følelsen af at være en del af en vældig bevægelse, der gik gennem Dan­mark og hele den vestlige verden fra 60’erne og frem: Den ny kvindebevægelse: Rødstrømpe­bevæ­gelsen og Lesbisk Bevægelse.

Kvinderne – sådan kaldte de sig – ikke pigerne eller damerne, som man pleje­de at sige, for det var vigtigt at markere, at de var voksne mennesker. Deres op­rør rettede sig især mod den hæmmende pigeopdragelse, som de var et pro­dukt af, og mod deres mødres livsvilkår, som de ikke ønskede at videreføre. De  var en del af et oprør mod undertrykkelsen i det mandsdominerede samfund generelt og for kvindefrigørelse, et begreb, som de først lige var begyndt at op­dage betydningen af.

Rødstrømpebevægelsen, der bestod af kvinder fra mange forskellige organisa­tioner (og mange helt uden for organisationer) etablerede sig i løbet af 1970’erne i kvindelejrene på Femø, i kvindehuse i byerne, kvindefestivaler og ikke mindst i basisgrupper over hele landet. Det var på Femø, ideen til en kvindehøjskole opstod, og i disse kvindekredse, der blev samlet penge ind til købet af Visby Kro med tilliggender, ti tønder land – det hele for 800.000 kr.

At brede ud og bygge op

Kvindebevægelsen var anti-autoritær. Blandt andet derfor havde den form som et netværk, og selv om Kvindehøjskolen formelt havde en bestyrelse og en for­stander, så var det reelt en støttekreds af ca. 100 kvinder, der gennem udflytter­grupper på 6-10 kvinder udviklede den feministiske pædagogik og bestemte indholdet af både korte og lange kurser. Lærerne, der ikke blev kaldt lærere, men igangsættere, for at understrege ligheden og fællesskabet, rekrutteredes både fra støttegruppen og udenfor. Organisationsformen var et opgør med det patriarkalske og hierarkiske, en såkaldt flad struktur.

De første kvinder på Kvindehøjskolen – i fortrolig tale kaldet Kvindehøj – var allerede brudt ud af en snærende kvindelighed og brød nu med gamle forestil­linger om, hvad kvinder kan og ikke kan. De byggede op! De søgte kommune- og statsstøtte til udbygning af skolen, og de brugte støtten til at opsætte to ba­rak­ker, som de købte af Familiehøjskolen, og til at bygge et børnehus med so­vesale på første sal. Siden kom skurvogne, drivhus, et nyt snedker- og jord­brugshus og små hytter til.

Allervigtigst rejste flere byggehold i løbet af de første år ’Otteren’ – en toeta­ges ottekantet tilbygning til kroen, som blev til spise- og foredragssal i stueeta­gen og et usædvanligt inspirerende undervisningslokale på første sal: I loftet er der et lille ottekantet tårn af glas, og kombinationen af dette himmellys, rum­mets runde form og tydelige centrum er nok med til at gøre dette undervis­nings­lokale til højskolens mest populære sted. Det ånder af ånd – og det ligner en sjæl.

Otteren blev i årene fremover skolens vartegn og et uomgængeligt bevis på, at kvinder kan – også de håndværk, som vi troede, at kun mænd havde hænder og hjerne til.

Foran alle huse blev der bygget træbroer, hvor kvinderne kunne hvile, hygge, slikke sol, ryge eller drikke øl. Det hele blev malet svenskrødt og ligger der den dag i dag, smukt og indbydende i det grønne. Stedet lejes nu ud til lejrskoler og selskaber, blandt andet til nutidens Kvindekurser.

Kvindekamp er kamp og kærlighed

Hvor kvinderne i den tidlige kvindebevægelse smed korsetterne og steg op på cyklerne, så var det i den ny kvindebevægelse ikke kun BH’erne og de højhæle­de, der røg sig en tur. Det var især den indre spændetrøje, der skulle slippes, alle de uskrevne – og også selvmodsigende – regler om, hvordan en kvinde er. Til gengæld skulle der bevidstgøres om historie, samfund og kvinders fælles vilkår, som – trods den fri adgang til al den uddannelse, man kunne ønske sig – var lukket land. De traditionelle uddannelsesinstitutioner havde naturligvis ikke lige de emner på programmet.

Udadtil viste opgøret sig i alternativ påklædning og frisure: smækbukser og karsehår signalerede – ikke alene frigørelse, men også drengethed og dermed en åbenhed for at rette sin seksualitet mod kvinder. Lesbianisme var altid en vigtig side af livet på Kvindehøjskolen. For nogle en frigørelse af undertrykt i­dentitet, for andre det ultimative oprør mod patriarkatet, og for endnu andre én måde at erobre kvindeligheden på, en kvindelighed, som var så umådelig me­get større og med så mange flere udtryk og roller, end nogen i det moderne patriarkat nogen sinde havde drømt om. Ikke mærkeligt, at der blev forsket i gudinder, ikke mindst de græske, der i deres forskellige skikkelser levendegør både den uafhængige single, den intelligente Fars pige, den store moder og den dårende skønne elskerinde – for at nævne de mest kendte.

Marts 2023

Fotografier: gengivet med tilladelse fra museet KØN - plakater med tilladelse fra Biblioteket i Kvindehuset

Læs Helle Broks erindringer fra Kvindehøjskolen i slutningen af 80'erne