Af Svend Aage Møller
Min tilknytning til Bornholms Højskole begyndte den 1. august 1967, da jeg blev ansat som lærer. Jeg var 31 år og nyuddannet fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Forstander på skolen var Svend Aage Bülow, som havde været min dansklærer i Ollerup, og som godt et par år før var tiltrådt. At det blev mig, fik jeg senere fortalt, at det - foruden det faglige - havde spillet en rolle, at jeg var bornholmer, hvilket naturligvis glædede mig.
Jeg regnede egentlig ikke med, at det ville blive en lang ansættelse, for det var små forhold og økonomien var anstrengt. Men alligevel blev det til godt 35 år indtil min pensionering i 2003. Det blev heller ikke helt det forløb, jeg havde regnet med. Inden ret længe kom en stor del af mit virke til at ligge på de korte sommerkurser, og til sidst næsten udelukkende. Det blev i begyndelsen ikke regnet for rigtig højskole, men jeg har trivedes godt med det, og det er erindringer fra denne del, det her skal handle om.
Kursus for pensionister – eller ældrekursus
Nogle år før opstod der som bekendt en nyskabelse inden for højskoleverdenen: kurser for pensionister – eller ældrekurser, som de snart efter kom til at hedde. Det vakte i begyndelsen en del skepsis og også lidt morskab, eftersom man stadig forbandt begrebet højskole med unge mennesker. Men det greb hurtigt om sig, og det blev afgørende for Bornholms Højskoles videre virke. Skolen havde i mange år haft svært ved at få tilstrækkeligt med elever til en bæredygtig økonomi. For at afhjælpe det, blev der sidst i 1950'erne oprettet en forskole for sygeplejeelever, som i en del år fik elevtallet en del op.
Men et års tid efter min ansættelse, i eftersommeren 1968, stod vi med ret kort varsel over for en ny og vanskelig situation, idet sygeplejeforskolen måtte ophøre, og det samtidige højskolehold blev meget lille. Reelt var det skolens fortsatte eksistens, der var på spil.
Problemstillingen blev drøftet på et lærermøde tidligt i 1969. Under det sagde jeg, at der for mig ikke var andre muligheder end, at vi nøjedes med af holde ét højskolekursus på 20 uger, som vi lovmæssigt var forpligtet til, og udover det holdt så mange ældrekurser, som det var praktisk muligt i resten af tiden. Og sådan blev det.
For mig var det ikke tænkt som en midlertidig ordning, indtil ”man fik skolens banket op igen”. Det havde jeg ingen tiltro til. Men jeg havde i august 1961 deltaget i et såkaldt feriekursus på Idrætshøjskolen i Sønderborg og havde dér oplevet, hvor godt et udbytte et sådant kursus kunne give. Derfor havde jeg en fornemmelse af, at ældrekurserne kunne blive en ny og fuldt lødig mulighed som ’rigtig’ højskole. Vi nåede af holde nogle ældrekurser samme sommer, og det nye blev så berammet til at gælde for 1970, hvor der blev otte ældrekurser hen over sommeren.
Der skete imidlertid også andet vedrørende skolens forhold i denne tid. I foråret 1970, just som vi skulle i gang med det nye, fratrådte Svend Aage Bülow lidt pludseligt for at blive valgmenighedspræst i Bøvlingbjerg. Ny forstander blev Kjeld Hansen, som tidligere havde drevet en ungdomshøjskole i Oksbøl.
Dette sammen med sygeplejeforskolens ophør og andet medførte, at jeg efter kun tre år var den ”ældste i gårde” af lærerkræfter. Det indebar imidlertid en god mulighed for mig til at sætte præg på netop de korte kurser, især med hensyn til ekskursionerne rundt på øen, som jeg hidtil ikke havde været helt tilfreds med.
Vi nåede ikke op på fuld tilslutning denne første sæson, men det tegnede godt, og fra året efter og de følgende år var der nærmest fuldt hus til og med september.
Selve betegnelsen – kursus for pensionister – gav sig i begyndelsen udtryk i lidt sjove bemærkninger. En ældre kvinde på et af de første kurser sagde engang til mig, at hun længe havde tænkt på, om det var noget for hende, men havde udskudt det, for ”sæt nu jeg ikke kunne følge med”. En anden, som hørte det, føjede til, ”Ja, jeg købte skam penalhus og det hele”. Men den slags forsvandt snart fuldstændigt, efterhånden som det blev mere kendt, hvad det drejede sig om.