Spån, fællesskab og Gamla Ola
Skolen havde en meget stor opbakning fra hele Bornholm. Flere gange om ugen kom forskellige foreninger på besøg til rundvisning, fællessang og kaffebord. Som tak meldte de sig alle ind i skolekredsen og købte en eksisterende spån på nordgavlen af den nye bygning. Den kostede 500 kr. og pengene gik til renovering. Som tak fik de et messingskilt med navn på. Skiltene med indgravering var doneret af guldsmeden i Aakirkeby.
For 500 kr . kunne man altså blive medejer af skolen. Det var en sjov ide, der udviklede sig. Vi tog ofte ud og holdt foredrag eller havde højskolesang i de bornholmske foreninger. Honoraret var altid en spån til skolen og en indmeldelse i skolekredsen. I det hele taget var det fantastisk at mærke den store støtte til og interesse for bornholmernes egen højskole.
Også naboskabet vil jeg nævne, et naboskab der blev til et nært venskab. Fra dem var der altid en hjælpende hånd når det var nødvendigt. Vores pedel gennem mange år, Jørgen, fik ofte brug for nabogårdens store maskiner, når der skulle ryddes sne. Pedelparret var vores nærmeste naboer. Det var en oplevelse i sig selv at se deres engagement i skolen. Yvonne passede blomsterne ude og inde uden at være på lønningslisten. En gang om måneden inviterede vi alle skolens naboer på “Gamla Ola ost” i forstanderboligen.
En dag kom Hans ind på kontoret for at betale sit medlemsskab til skolekredsen. Han var nabo til højskolen og gav ofte en hånd med i haven. Han holdt af stedet og eleverne. Han ville betale med dankortet, men syntes at 100 kr. var meget lidt at hæve, så han ville runde op til 150. Undrende gik vi til kortterminalen og bad ham sætte kortet i. Axel trykkede de 150 kr. ind, og blev stoppet af Hans der sagde at Axel havde glemt nullerne. Hans ville donere 150.000 kr. til elevkontoen!
Vi oplevede også, at posten en dag kom med en stor tyk kuvert, som fangede vores interesse. Vi åbnede og halede en frysepose op med noget der lignede matadorpenge. Det viste sig at være schweizerfranc! Vi blev noget overraskede da vi talte pengene. Der var hvad der svarede til 216.000 danske kr. Et lille brev var lagt ved. En dame skrev TAK for en stor oplevelse på vinterskolen 1947 på Bornholms Højskole. Pengene skulle gå til elever der kunne få en ligeså stor oplevelse. Vi besøgte hende senere i Flensburg og viste vores taknemmelighed. Sjovt var det at gå op i den lokale bank i Aakirkeby og sætte pengene ind. Mens pengene blev talte, blev køen længere og længere, og vi kunne med glæde fortælle, at højskolen havde fået en stor donation.
Nationer og generationer
Bornholmerne har deltaget i vores liv, skolekredsen voksede, og også regionskommunen brugte os på bedste vis ved at henvise unge uden ungdomsuddannelse til højskolen, fordi de havde forståelse for, at et forpligtende fællesskab kunne ændre deres liv. Det samme gjaldt vores samarbejde med Det Grønlandske Hjemmestyre. Her fik de grønlandske elever et hjem i et halvt år sammen med venner fra mange nationer. I slut 90’erne og indtil 2005 var Bornholm udpeget til baltisk uddannelsesø og 17 elever fik et betalt ophold. Men da projektet stoppede, vedblev de baltiske unge at komme til Bornholm. Det var virkelig interesserede elever. Dygtige på alle måder. Vi blev efterhånden en international højskole. Også i bl.a. Japan er der stor interesse for Bornholms kunsthåndværk. Et år var vi 15 forskellige nationaliteter på skolen.
Omkring et flygel
En gang om ugen havde vi en sangaften i forstanderboligen. Axel spillede. Her var hyggeligt og hjemligt og altid en åben dør. Eleverne sad rundt omkring hvor der var plads med hver deres højskolesangbog. Her sad de – elever fra Japan, Grønland, Baltikum, Rusland, Polen, Norden, Sydamerika, Korea, Tyskland, England m.fl. – og sang (på dansk) alle de skønne sange, der efterhånden blev en del af dem selv.
Samtidig var vi en skole hvor der var en del generationer samlede. En del i 40-50 års alderen der trængte til en pause i arbejdslivet og var tiltrukket af at afprøve kunsthåndværket – et sted hvor man dyrker både ånden og hånden, pennen og ploven. Den ældste var 87 år. Vi blev en skole med mange nationer, generationer og religioner. Her lukkede vi verden ind og her blev der bygget bro fra sind til sind. “Godmorgen lille land” sang vi ofte. Fællessang virker.
Pension
I 2017 valgte vi at gå på pension. Selvom skolen gik godt på alle måder, var det jo et meget tidskrævende arbejde. Jeg havde brugt alle mine feriedage på at rejse rundt i Danmark og holde foredrag og dermed reklamere for højskolen. Nu ville vi have tid til børnebørnene. Vi meddelte vores afgang i god tid. Desværre står det alt for klart i min erindring, at der pludselig kom klager fra medarbejdere over vores lederskab. Klager der kom ganske bag på os, og som virkede helt irrationelle, eftersom vi jo skulle stoppe. Det blev offentliggjort i øens avis med anonyme kilder! Ingen ville stå frem. Det er unægtelig svært at gøre noget ved og desværre satte det et kedeligt punktum for 10 rigtig gode år som forstanderpar for Bornholms Højskole.
Umiddelbart efter indflytningen i vores nye hjem i Allinge, blev Axel ramt af uhelbredelig cancer og døde et halvt år efter.
Efterspil
Vi afleverede en skole med godt omdømme og god økonomi. De følgende fire år blev svære for skolen, forstandere blev udskiftet, pengene blev brugt og først nu er der stabilitet igen, med uvurderlig hjælp fra Niels og Bente Glahn. Nummer fire forstander er nu ansat, og Solveig Thorborg er rykket ind i forstanderboligen, hvor hendes forældre boede i 17 gode år og hvor hun selv boede som ung. Det er en stor glæde at besøge hende og hendes mand i vores hyggelige stuer.
Det var med taknemmelighed, ærbødighed og glæde at jeg lagde mit liv på Bornholms Højskole, her hvor mine forfædre havde haft en af de store oplevelser i livet – en oplevelse der gav deres liv retning. Det var her jeg fik mit virke, her hvor sjælene mødes.
Maj 2022
Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.
Læs mere om Bornholms Højskole