Bornholms Højskole

Tidligere viceforstander på Bornholms Højskole, Lillian Hjorth-Westh, beretter om næsten 35 års virke på højskolen, først som lærer og de sidste 10 år som viceforstander sammen med sin mand, forstander Axel Lasthein-Madsen. En beretning der både vidner om højskolens tætte tilknytning til lokalmiljøet og om internationale relationer.

Af Lillian Hjorth-Westh

Når man træder ind på Bornholms Højskole, mødes man af en række fotografier på væggen. Det er de lange vinterhold fra 1893 til i dag. Der hænger de og vidner om aktivitet i snart 130 år. Her var mange af mine aner elever gennem tiderne, sådan som det var skik og brug på landet. Min farfar i 1904, min farmor i 1909, min morfar i 1910, min far i 1930, min mor i 1938 og en del af deres søskende også. I 1983 hænger jeg der også. Ikke som elev, men som ansat. Her mødes fortid og nutid og fører os alle ind i fremtiden.

Bornholms Højskole fotovæg

"Vinterens Glæde"

Det var navnet på elevbladet i 1930 da min far var elev. Da min gode kollega Svend Aage Møller skulle skrive højskolehistorie, efterlyste han dagbøger m.m. fra den svundne tid. Jeg gik hjem i mine forældres gemmer på gården hvor jeg er født, og fandt til min store overraskelse min fars dagbog fra dengang han var på Bornholms Højskole. I dagbogen lå elevbladet “Vinterens glæde”. Her havde eleverne skrevet ind og fået publiceret hvad de havde på hjertet. Bl.a. faldt jeg over følgende:

Et ønske

“Kun et Andragende om at der maa oprettes en Time paa Skolen for Drenge der ingen Sans har for Fejning paa Gang og Værelse. Navnlig bedes Rolighedens Beboere at deltage og være opmærksomme i Timerne, da de navnligvis kan gøre store Fremskridt.”

Elevdagbog

Ja, det var altså i 1930!

Mit hjerterum

Højskolen blev min liv. Her mødes kulturerne, her er rummeligt og accepterende, her er frihed under ansvar, her er demokrati og dannelse. Her kunne jeg lide at være.

Mit højskoleliv startede i 1973, hvor jeg var elev på Hørsholm Højskole. Det var min mors forslag og det kom jeg sandelig til at blive hende dybt taknemmelig for. Et lærerpar derfra – Thorbjørn og Gerda Berg –  blev i 1973 Højskolen Rude Strands første forstanderpar. Da jeg var færdig som elev, sendte de bud efter mig. Her blev jeg tilknyttet mens jeg gik på seminarium i Tønder og da jeg i 1977 blev færdig som lærer, fik jeg fast ansættelse på Rude Strand. Det blev fantastiske år.

I 1982 fik min mand Claus Hjort Lauritzen ansættelse som musiklærer på Bornholms Højskole, og vi flyttede med vore lille datter til Bornholm. Jeg vendte hjem til min fødeø, og nød min orlov i skolens tjenestebolig. Her voksede vore tre børn op, og højskolen blev deres legeplads.

På højskolen var der en åben og gæstfri stemning og jeg hjalp lidt i køkkenet og i urtehaven, eller hvor der var brug for hænder.

En julegave for livet

I julen 1983 fik jeg besøg af den daværende forstander Kjeld Hansen. Han havde en stor grangren i hånden hvori han havde bundet et stykke papir. Det så lidt underligt ud, men han rakte mig grenen og ønskede os glædelig jul. Han pegede derefter på papiret og sagde at dette var en julegave til mig, og at han håbede, jeg ville tage imod. Nu var det nemlig tid til at jeg gearede op, og han gearede ned. Jeg kikkede indgående på papiret og så, at det var hans egen undervisningsplan i litteratur og drama. Glæden var stor og jeg tog imod gaven. Jeg har takket ham mange gange siden. Her var jeg så i næsten 35 år – de sidste 10 år som forstander sammen med Axel Lasthein-Madsen, som jeg blev gift med i 2006. Det blev til et dejligt ægteskab og et fantastisk arbejdsfællesskab. Samlivet med Axel var også en gave for livet.

Stor lykke at finde sit naturlige voksested

Bornholms Højskole blev min, helt ind i sjælen. Det var fantastisk at være med til at give eleverne den store oplevelse, jeg selv havde haft. Det var også en stor oplevelse at være en del af en skole, der konstant er under forandring. Vi fik som lærere meget stor frihed til at afprøve forskellige fag, et medansvar der gav os ejerskab. Det er ikke alle der kan rumme den frihed, hverken lærere eller forstandere, og Bornholms Højskole har da også haft forstandere, som har været der i meget kort tid, ligesom vi har haft lærere, som nok passede bedre i et andet arbejde. Men jeg har sandelig også oplevet stabilitet, fællesskab og kæmpe indsatser. Man kan rigtig meget når orkesteret spiller i samme toneart. Så kan man rejse en skole og få hele øen med. Det har jeg oplevet et par gange.

Store øjeblikke

I 2006 skiftede vi forstanderpar. Karsten og Bente Thorborg gik på pension efter 18 gode år. Derefter opstod der store vanskeligheder, der endte med endnu et forstanderskifte. I 2007 var pengekassen tom og nu var det så Axel og mig, der skulle prøve at få styr på skolen. Heldigvis fik vi en rigtig god bestyrelse med tidligere borgmester Birthe Juel-Jensen som formand. Hun var handlekraftig og kendte de bornholmske fonde. I august 2007 kom Sparekassen Bornholms Fond med en hel million kroner til højskolen. Det reddede hele situationen, nu kunne vi lave højskole; de penge blev skolens redning. Glæden var stor.

I de følgende 10 år fik vi tjent en del millioner, så derfor kunne vi både bygge nyt og renovere det tiltrængte – også med yderligere støtte fra de bornholmske fonde. I 2013 kunne vi således indvie en ny fløj med dobbeltværelser med bad og toilet med støtte fra A.P. Møller Fonden på 4.5 mio. Det var et stort øjeblik, både at hente pengene på Esplanaden og at indvie den flotte bygning, der er beklædt med egespån fra Almindingen og Ekkodalen.

Spån, fællesskab og Gamla Ola

Skolen havde en meget stor opbakning fra hele Bornholm. Flere gange om ugen kom forskellige foreninger på besøg til rundvisning, fællessang og kaffebord. Som tak meldte de sig alle ind i skolekredsen og købte en eksisterende spån på nordgavlen af den nye bygning. Den kostede 500 kr. og pengene gik til renovering. Som tak fik de et messingskilt med navn på. Skiltene med indgravering var doneret af guldsmeden i Aakirkeby. 

Bornholms Højskole spån
For 500 kr. kunne man altså blive medejer af skolen. Det var en sjov ide, der udviklede sig. Vi tog ofte ud og holdt foredrag eller havde højskolesang i de bornholmske foreninger. Honoraret var altid en spån til skolen og en indmeldelse i skolekredsen. I det hele taget var det fantastisk at mærke den store støtte til og interesse for bornholmernes egen højskole.

Også naboskabet vil jeg nævne, et naboskab der blev til et nært venskab. Fra dem var der altid en hjælpende hånd når det var nødvendigt. Vores pedel gennem mange år, Jørgen, fik ofte brug for nabogårdens store maskiner, når der skulle ryddes sne. Pedelparret var vores nærmeste naboer. Det var en oplevelse i sig selv at se deres engagement i skolen. Yvonne passede blomsterne ude og inde uden at være på lønningslisten. En gang om måneden inviterede vi alle skolens naboer på “Gamla Ola ost” i forstanderboligen.

En dag kom Hans ind på kontoret for at betale sit medlemsskab til skolekredsen. Han var nabo til højskolen og gav ofte en hånd med i haven. Han holdt af stedet og eleverne. Han ville betale med dankortet, men syntes at 100 kr. var meget lidt at hæve, så han ville runde op til 150. Undrende gik vi til kortterminalen og bad ham sætte kortet i. Axel trykkede de 150 kr. ind, og blev stoppet af Hans der sagde at Axel havde glemt nullerne. Hans ville donere 150.000 kr. til elevkontoen!

Vi oplevede også, at posten en dag kom med en stor tyk kuvert, som fangede vores interesse. Vi åbnede og halede en frysepose op med noget der lignede matadorpenge. Det viste sig at være schweizerfranc! Vi blev noget overraskede da vi talte pengene. Der var hvad der svarede til 216.000 danske kr. Et lille brev var lagt ved. En dame skrev TAK for en stor oplevelse på vinterskolen 1947 på Bornholms Højskole. Pengene skulle gå til elever der kunne få en ligeså stor oplevelse. Vi besøgte hende senere i Flensburg og viste vores taknemmelighed. Sjovt var det at gå op i den lokale bank i Aakirkeby og sætte pengene ind. Mens pengene blev talte, blev køen længere og længere, og vi kunne med glæde fortælle, at højskolen havde fået en stor donation.

Nationer og generationer

Bornholmerne har deltaget i vores liv, skolekredsen voksede, og også regionskommunen brugte os på bedste vis ved at henvise unge uden ungdomsuddannelse til højskolen, fordi de havde forståelse for, at et forpligtende fællesskab kunne ændre deres liv. Det samme gjaldt vores samarbejde med Det Grønlandske Hjemmestyre. Her fik de grønlandske elever et hjem i et halvt år sammen med venner fra mange nationer. I slut 90’erne og indtil 2005 var Bornholm udpeget til baltisk uddannelsesø og 17 elever fik et betalt ophold. Men da projektet stoppede, vedblev de baltiske unge at komme til Bornholm. Det var virkelig interesserede elever. Dygtige på alle måder. Vi blev efterhånden en international højskole. Også i bl.a. Japan er der stor interesse for Bornholms kunsthåndværk. Et år var vi 15 forskellige nationaliteter på skolen.

Omkring et flygel

En gang om ugen havde vi en sangaften i forstanderboligen. Axel spillede. Her var hyggeligt og hjemligt og altid en åben dør. Eleverne sad rundt omkring hvor der var plads med hver deres højskolesangbog. Her sad de – elever fra Japan, Grønland, Baltikum, Rusland, Polen, Norden, Sydamerika, Korea, Tyskland, England m.fl. – og sang (på dansk) alle de skønne sange, der efterhånden blev en del af dem selv.

Samtidig var vi en skole hvor der var en del generationer samlede. En del i 40-50 års alderen der trængte til en pause i arbejdslivet og var tiltrukket af at afprøve kunsthåndværket – et sted hvor man dyrker både ånden og hånden, pennen og ploven. Den ældste var 87 år. Vi blev en skole med mange nationer, generationer og religioner. Her lukkede vi verden ind og her blev der bygget bro fra sind til sind. “Godmorgen lille land” sang vi ofte. Fællessang virker.

Pension

I 2017 valgte vi at gå på pension. Selvom skolen gik godt på alle måder, var det jo et meget tidskrævende arbejde. Jeg havde brugt alle mine feriedage på at rejse rundt i Danmark og holde foredrag og dermed reklamere for højskolen. Nu ville vi have tid til børnebørnene. Vi meddelte vores afgang i god tid. Desværre står det alt for klart i min erindring, at der pludselig kom klager fra medarbejdere over vores lederskab. Klager der kom ganske bag på os, og som virkede helt irrationelle, eftersom vi jo skulle stoppe. Det blev offentliggjort i øens avis med anonyme kilder! Ingen ville stå frem. Det er unægtelig svært at gøre noget ved og desværre satte det et kedeligt punktum for 10 rigtig gode år som forstanderpar for Bornholms Højskole.

Umiddelbart efter indflytningen i vores nye hjem i Allinge, blev Axel ramt af uhelbredelig cancer og døde et halvt år efter.

Efterspil

Vi afleverede en skole med godt omdømme og god økonomi. De følgende fire år blev svære for skolen, forstandere blev udskiftet, pengene blev brugt og først nu er der stabilitet igen, med uvurderlig hjælp fra Niels og Bente Glahn. Nummer fire forstander er nu ansat, og Solveig Thorborg er rykket ind i forstanderboligen, hvor hendes forældre boede i 17 gode år og hvor hun selv boede som ung. Det er en stor glæde at besøge hende og hendes mand i vores hyggelige stuer.

Det var med taknemmelighed, ærbødighed og glæde at jeg lagde mit liv på Bornholms Højskole, her hvor mine forfædre havde haft en af de store oplevelser i livet – en oplevelse der gav deres liv retning. Det var her jeg fik mit virke, her hvor sjælene mødes.


Maj 2022 

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.

Læs mere om Bornholms Højskole