Askov Højskole 1961-62

Teolog Viggo Mortensen, født i 1942, mødte det grundtvigske under sit ophold som elev på Askov Højskole i vinteren 1961-62. I denne erindring er der især fokus på forstander og lærere, som har haft særlig betydning.

Af Viggo Mortensen

Dengang var der den fremragende ordning, at når man havde aftjent sin værnepligt, så kunne man få halvdelen af et højskoleophold betalt af staten. I mit tilfælde betalte min hjemkommune resten, så jeg kom seks måneder på højskole, uden det kostede hverken mig eller mine forældre en klink. Se det var da en uddannelsespolitik, der ville noget.

For mit vedkommende faldt valget på Askov. Det var så at sige mit ungdomsoprør. Jeg kom fra et mildt pietistisk miljø, hvor der var usynlige grænser i vejen over imod det grundtvigske. Nu krydsede jeg grænsen. Mine forældre ville nok have foretrukket, at jeg var gået på Haslev Udvidede Højskole; men mit valg var truffet.

I gamle dage skulle de unge mennesker på de højskoler, der var blevet grundlagt i forlængelse af vækkelsesbevægelserne, for at blive ”vakt”. Hvad betyder det? Ja, det har en lidt forskellig betydning inden for henholdsvis den Indre Missionske og den grundtvigske bevægelse. Inden for IM og den kristne ungdomsbevægelse var der tale om, at man skulle gennemgå en proces, hvor man først indså og tog afsked med sit syndefulde selv for derefter at give Gud sit hjerte. Hvordan en sådan omvendelsesoplevelse kunne finde sted, kan man få en meget humoristisk beskrivelse af hos K.E. Løgstrup. Han har i sin afskedsforelæsning Mit livs tre fromhedsbølger beskrevet, hvordan han trådte sine barne- og ungdomssko i Vesterbros KFUM og kom på vækkelseslejr i Sverige med henblik på, at han også skulle komme til personlig tro på Frelseren. Men Løgstrup missede sin chance for at blive omvendt ved den lejlighed, idet han blev forkølet og bestandig skulle nyse. Mon ikke det har været pollenallergi, som Vesterbro-drengen blev udsat for i de svenske skove? Omvendt blev han i hvert fald ikke.

Grundtvigsk forstået bestod vækkelsen i, at man skulle få øjnene op for alt det storladne ved menneske- og kristenlivet, og således blive klar over sin vej og stilling i livet. Og det var på sin vis det, der skete for mig på Askov Højskole. Jeg blev vakt.

Hvordan sker sådan noget? Det er ikke sådan lige til at sige. Det har jo noget med ånd at gøre, og den flyver jo, hvorhen den vil. Man synger sammen, man lytter sammen, man snakker sammen, man lever sammen. De gamle stammesamfund havde en alvorlig ungdomsindvielse. Grundtvig, der tænkte mytisk, så det; derudaf voksede højskolen, som giver mulighed for at få indblik i stammens traditioner og levevis.

På Askov boede man i forskellige bygninger. Jeg boede på Vestgården på værelse med Bruce Anderson. Han var amerikansk student med danske rødder. Askov har altid haft en særlig forbindelse med de dansk-amerikanske miljøer i USA.

Knud Hansen

Af lærerne på Askov gjorde navnlig Knud Hansen (1898-1996) indtryk. Knud Hansen var forstander, så han holdt jo jævnligt foredrag. De handlede om alt muligt lige fra van Gogh over Dostojevskij til Marx. Det endte også altid senere i bøger. Knud var ikke nogen flamboyant foredragsholder. Han var bundet til sit manuskript og læste mestendels op, men alligevel havde hans foredrag en særlig intensitet, så man ikke kunne undgå at høre opmærksomt efter.

Jeg valgte også at gå på hans særhold om Det Gamle Israel, hvor vi læste Johannes Pedersens (1883-1977) tobindsværk Israel, hvor man som det hedder i forordet vil ”vinde en psychologisk Forstaaelse af Israels Livsopfattelse og de sociale Love, hvori den giver sig Udtryk”. Det sker gennem en indlevelse, hvor man respekterer fremmedartetheden. Det var hård og uvant kost, men på sigt givende. Her lærte jeg, hvad velsignelse jødisk – kristeligt forstået – er, den livskraft, som intet levende kan undvære. Og jeg forstod, at ethvert folk til enhver tid er behersket af en myte. Den gamle israelitiske myte var centreret om fænomenerne ”velsignelse” og ”pagt”. Johannes Pedersen var en fantastisk orientalist.

Hvilken myte bærer vort samfund, spurgte Knud Hansen, og vi syntes, det var et mærkeligt spørgsmål, for vi levede da ikke i en mytisk verden. Myter var højst noget, de gamle troede på. Nu var de afsløret som det, de var, ved fornuftens klare lys, gode historier med en evt. moralsk pointe. Jo, sagde Knud Hansen, vi lever også på en myte; vor tids myte hedder fremskridtstroen. Og lige pludselig kunne man se det, at den myte mødte man på mangfoldige måder i en tiltro til, at det hele gik fremad, at det ville gå bedre dag for dag, at fremtiden ville ligge i et yderligere forbrug, at der ville blive præsenteret teknologiske løsninger. Der var ingen grænser for, hvad videnskaben og teknologien kunne klare. At tro på et moralsk fremskridt var sværere, men der var i tresserne en tro på, at når først frigørelsen var ført igennem, så ville det moralske fremskridt ikke lade vente på sig. Men den tro blev skuffet. På baggrund af den indsigt har jeg siden ment, at det kan godt være, man skal kæmpe for fremskridtet, men det skal være uden at tro på det.

Knud Hansen var som Johannes Pedersen inspireret af Vilhelm Grønbech, så på den måde fik jeg en første introduktion til religionshistorien og interesse for at beskæftige mig med religionshistoriske begreber og problemer.

Store Knud, som han blev kaldt, var ikke en person, som man sådan uden videre blev bonkammerat med, men jeg følte et vist åndeligt slægtskab. Måske var det, fordi han også var ”en bondedreng fra Fyn”, sådan som han kalder sin erindringsskitse i bogen Strenge kår – gyldne år. Danske hjem 1900-1920. Disse erindringer afspejler på mange måder den samme virkelighed, som jeg voksede op med. Også Knud Hansen kom fra en mindre landejendom, men var nærmere det grundtvigske.

Knud Hansen var dengang og senere til stor inspiration. Jeg følte, jeg havde mødt en åndsbeslægtet.

J. Th. Arnfred

Den tidligere forstander J. Th. Arnfred (1882-1977) boede stadig på skolen og deltog i undervisningen og livet der. Han varetog bl.a. undervisningen i filosofi. Den gik jeg til. Han brugte som grundbog Will Durant: Store tænkere. Det var en rigtig god bog at bruge i netop den situation. Dens blanding af biografiske oplysninger, undertiden anekdotiske fortællinger og introduktion til de forskellige filosoffers liv og værk var for mig umiddelbart fascinerende. Arnfreds undervisning var temmelig tør, men han formåede alligevel at vække min interesse for filosofien.

Vi var til hjemmeaften hos lærerne. Jeg husker, da vi var hos Arnfreds. Hans ”mor Karen” havde sørget for kaffe og boller. Da de så var sat til livs, stillede Arnfred sig i døren mellem de to stuer og sagde: Nu må De gerne spørge. Om hvad, spørger du måske. Ja, om alting. Den gamle højskole havde en prætention om ikke alene at være for alle, men også om at kunne beherske det alt sammen. Fra dansk til astronomi, fra matematik til teknologi. Arnfred, der af uddannelse var ingeniør, var hovedkraften bag at opretholde forsøgsmøllen i Askov, der var grundlagt af den legendariske Poul la Cour. Vi fik en forståelse for, at faggrænser kunne overskrides, vores dømmekraft kunne skærpes, og vi fik syn for, at tingene kunne ses i en større sammenhæng.

Jørgen Bukdahl

Oppe ”På Bjerget” levede også en anden fra ”seniorfakultetet”. Jørgen Bukdahl boede med sin Magnhild i et træhus, der efter sigende blev holdt sammen af de bøger, som ellers truede med at vælte huset. Hvert år i januar holdt Bukdahl en række foredrag. Let ludende lænede han sig ud over talerstolen med spil og fagter, der hos andre kunne opleves som manerer, var hos ham et integreret led i det levende ord; buldrende og blid; henrevet og henrivende, så Magnhild på første række med uret måtte kalde ham tilbage til virkeligheden.

Emnerne var mange og kunne veksle, men temaet var som regel remtrækket mellem idé og virkelighed. Han brugte bestandig billedet af broen, der skulle kunne skabe forbindelse hen over den kulturkløft, der herskede mellem den folkelige og den videnskabelige kultur, mellem et humanistisk og et videnskabeligt og teknologisk livssyn. Begge spor er vigtige, men han ser sin opgave – og højskolens opgave – som den at være brobyggerens. Ikke populariseringens flade pontonbro, men den flot svungne højbro med piller, der når ned i grunden. Således er det kun via en forankring i det folkelige og nationale, at man kan nå til det universelle, det internationale. Modersmålet og folkets frihed er vækstvilkår for et universelt menneskeliv. Bukdahls historie er historien om, hvordan man gør åndsliv til eksistens.

Jens Jørn Arnum, som jeg boede ved siden af i Vestgården, mindede mig om flere historier; fx om den søndag, da Askov Højskoles festsal var reserveret Jørgen Bukdahl. Det var et af de åbne arrangementer, hvor folk kom udefra. Det samme gjorde Kolding Folkeblads unge journalist. Redaktøren havde bestemt, at læserne om mandagen skulle have en dækning af, hvad Bukdahl havde sagt. Journalisten skrev og skrev og skrev. Hjemme på redaktionen stregede han ud, stregede ud og stregede ud, så hvad der stod i Kolding Folkeblad – under navnestoffet – mandag morgen var: I aftes talte Jørgen Bukdahl på Askov Højskole.

Nem var han ikke at forstå, hverken for en udsendt journalist eller os andre. Vi førte ofte en engageret samtale om indholdet, indtil der kom et spørgsmål: Var det det, han mente? Så begyndte samtalen på ny, for hvad var det, han havde sagt? Her hjalp det ikke at gå ind i foredragssalen og se, hvad den store mand havde skrevet på tavlen. Det gav ikke mening, men måske et stikord. Engagerede var vi, og Bukdahl selv var glad for os. Han havde medvind det år, hvad der ikke var tilfældet hvert år. Det skyldtes vel engagementet. Det gennemsyrede det hele.

Medarbejdere Askov Højskole vinteren 1961-62 — Medarbejdere Askov Højskole 1961-62. Foto: Askov Fotograferne. Vejen Lokalarkiv

De andre

Højskolen bød sandelig op. Med det kæmpestore elevtal må økonomien have været god. Tænk bare på, hvad der blev hentet ind af gæsteforedragsholdere: Christian Winther, Washington, John Danstrup og Viggo Kampmann var der i hvert fald. Den sidste var formand for bestyrelsen.

Til dansk havde jeg først Jan Nissen, der havde et skrøbeligt sind og måtte tage orlov efter et par måneder. Derefter fik vi Niels Højlund (1931– 2014), der til gengæld var noget af en damptromle. Han havde et befriende uortodokst syn på litteraturen. Der var ting, han overhovedet ikke interesserede sig for, Herman Bang for eksempel. Hans bramfri holdninger og uimponerethed over for den klassiske litteratur inspirerede til, at man selv tog stilling.

Af andre inspirerende lærere fortjener Tage Skou-Hansen (19252015) at nævnes. Han underviste i litteratur og poesi. Vi lærte hos ham at læse digte op; og hans introduktioner til Martin A. Hansen glemmer jeg aldrig. I mange år derefter læste jeg Løgneren den 3. søndag i fasten i stedet for at gå i kirke. På den notesbog, hvor jeg samlede guldkorn fra undervisningen, har jeg skrevet to citater fra Tages undervisning: ”Kunsten er et provisorium, noget foreløbigt. Gi’ det en chance og lev i dette provisorium.” Og: ”Kunsten er et erkendelsesmiddel.” Mange af optegnelserne kredser om, at fællesskabet er mistet, at stadig større sammenhænge går til grunde, at vi er faldet ud af forbindelsen til universet. Opløsningen af den fælles kultur har ført til krise i det menneskelige fællesskab, der udmønter sig i en tillidskrise og normernes opløsning.

Besættelsestiden og det litterære nybrud med tidsskriftet Heretica var nærværende. De unge døde, Nordahl Grieg og Morten Nielsen, gjorde stort indtryk. Der var ingen forbehold over for at synge Kringsatt av fiender, skønt linjen om, at ”ædelt er mennesket” nok kunne give tvivl. Hvis ikke unge mennesker skal tro på det, hvem skal så?

Derfor var jeg også helt indforstået med Morten Nielsens (1922-1944) gravindskrift ”Den, som kæmper, taber aldrig helt”; og hans digt om Tykke kunne jeg recitere udenad. Situationen genkendte jeg fra skolegårdens mobning.

Jeg skrev en stil om Morten Nielsen, hvis unge engagement og skæbne under modstandskampen satte spor. Jeg var optaget af hans tanke om, hvordan man som personlighed bliver stærk nok til at slå til over for livet, når det præsenterer sin højeste fordring. Morten Nielsens ord fra digtet ”Jeg ser nu i nat”, ramte en tone i et bevægeligt ungdomssind:

Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø.
Du er endnu for ringe til at dø.

Højskolen var i det hele taget en inspirerende tid. Så det er rigtigt: Jeg blev vakt på højskolen i betydningen, at jeg blev klar over, hvad jeg ville med mit liv. Hvordan sker sådan noget? Det er ikke så ligetil at forklare. Det er samværet med kammeraterne, den fælles (sandheds)søgen, de inspirerende lærere, der åbnede nye verdener, sangen og samværet. Alt sammen elementer, der bidrog til at give retning og mål. Og så er man i en afgørende livsfase, hvor man er påvirkelig og søgende.

December 2024

Læs også Viggo Mortensens lille erindring om Båring Højskole

Læs mere om Askov Højskole