Thorvald Aagaard (1877-1937)

Melodibogens skaber

Anne Marie Carl Nielsen fortæller, hvordan hendes mand Carl Nielsen frarådede den unge Thorvald Aagaard fra Rolfsted på Fyn at gå videre ad musikkens vej. Han havde med sine hænder arbejdet hårdt ved landbruget, og det ville være vanskeligt at udvikle den smidighed, som kræves af en dygtig violinist. Aagaard drog trist hjem, men tog så på Askov Højskole.

Som soldat kom Aagaard til regimentsmusikken og blæste signalhorn, og nu opsøgte han igen Carl Nielsen, som gav ham privatundervisning og hjalp ham ind på Musikkonservatoriet.

Som 28-årig blev han højskolelærer og underviste i sang og gymnastik på Ryslinge og blev organist i valgmenigheden.

I 1908 skrev han en opsigtsvækkende artikel om Folkelig Sang i Højskolebladet. ”Vi må lære at skelne skarpt mellem kunstsang og folkelig sang og skrive jævne og rene melodier for at højne det brede folks evner og lyst til at synge med”.

10 år senere bad Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler Aagaard lave en melodibog. Han fik sine gode venner Thomas Laub, Oluf Ring og Carl Nielsen med og gik så til Wilhelm Hansens musikforlag. Forlaget mente ikke, at der var penge i højskolesang og forlangte, at han skulle garantere 2.000 subskribenter.

De fleste højskoler bakkede ham op, og med gode venners hjælp nåede han målet - og i 1922 kom den første melodibog. Thorvald Aagaard var primus motor i skabelsen af den højskolesangbog, der i dag er FFD's "guldæg".

Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening

Højskolebladet nr. 4, 2018