Smukt almuebroderi og glæden ved buketter
Mette Fog Petersen (1911-76) er for mange forbundet med "hjemlighed". Hun kom først som lærer og siden forstanderkone på Rødding Højskole i årene 1953-1976 til at præge livsstilen i de mange landbohjem, som typisk var højskolens væsentlige rekrutteringsgrundlag.
Mette Fog var født i et dansksindet grundtvigsk hjem ved Gram på gården "Billeslund". Nogle år efter sin handelseksamen blev hun i 1939 gift med teolog Arne Fog Petersen, og de kom som lærerpar til Hans Lunds højskole i Rødding. Hun engagerede sig i Højskolernes Håndarbejde, og allerede i 1940 satte hun boligindretning på skemaet for højskolens pigehold med betoning af trivsel og ligeværdighed.
Mette Fog underviste desuden, også som forstanderkone, i æstetiske fag og holdt mange foredrag til elev- og konemøder på højskolen eller i egnens forsamlingshuse om hus- og familieliv, om litteratur, musik og billedkunst samt om god og dårlig smag. Mange elever erindrer især hendes krav til smukt almuebroderi og glæden ved buketter af vilde markblomster.
I bøger skrevet under hendes seneste års alvorlige sygdom skildrer hun bl.a. sit sønderjyske opvækstmiljø, og navnlig i bogen "25 år på højskole" videregives indtrykket af læring gennem højskolens hverdagskultur.
Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen / Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 6, 2017