Mads Lidegaard (1925-2006)

Folkeoplysning var det gennemgående træk i Mads Lidegaards liv og virke. Han var præstesøn, født 1925 i Kragelund ved Silkeborg og blev selv i 1950 cand.teol. Så kom to år som højskolelærer ved Danebod Højskole til at ændre hans livsbane. Her mødte han forstanderparret Frede Therkelsen og Anna Hal – for ikke at tale om deres guddatter Else, og det var med højskole i blodet, de kort efter deres bryllup rejste til Grønland i 1953. Her blev Mads Lidegaard præst og seminarielærer – og snart efter også forfatter til bøger om hans elevers – grønlændernes – egen historie.

Kort efter Mads og Else Lidegaard i 1966 flyttede tilbage til Danmark, søgte han stillingen som forstander på Krogerup Højskole. Den gik dog til K.E. Larsen, som til gengæld tilbød Mads at blive lærer på skolen, hvor han blev til 1986, lykkeligt fri for forstanderrollens bøvl.

Det var årtier, hvor forandringens vinde også ruskede op på Krogerup, hvor Mads Lidegaard var i sit es som pædagog og underviser i det, som interesserede ham mest: Hvordan forskellige kulturer mødes og forstår hinanden.

Han var blandt de første, der havde blik for den fundamentale forskel mellem samfund, der tænker lineært, og som ser livet som en stræben mod stadig højere mål, over for mennesker, hvis livssyn er formet af naturens gang og den evige cyklus, der kendetegner alt levende.

Mads Lidegaard var en gudsbenådet pædagog, som i enkle og ligefremme vendinger kunne formidle komplicerede problemstillinger på en måde, der for mange af hans elever aflejrede skelsættende indsigter. Sideløbende med sin lærergerning var Mads Lidegaard flittig forsker og forfatter – med bøger om Grønlands historie, kulturmøder og hans livslange projekt med at kortlægge den jyske hærvejs forskellige løb. Dette arbejde førte ham vidt omkring, og han var helt frem til sin død flittig gæst på landets højskoler.

Mellem Mads Lidegaard og K.E. Larsen udviklede der sig et nært og tillidsfuldt kollegialt partnerskab, der sammen med andre markante personligheder kom til at præge Krogerup. Trods mange og dybe forskelligheder lykkedes det her at holde sammen på skolen og lærerkollegiet, som dermed i sig selv blev en demonstration af Hal Kochs gamle ord om, at det er gennem samtalen og diskussionerne, at demokratiet lever.  

Bo Lidegaard

Højskolebladet nr. 7, 2024