Jørgine Abildgaard (1893-1962) og Anna Krogh (1893-1983)

Var der noget mellem dem?

Det er næsten altid det første spørgsmål, når jeg fortæller om Anna Krogh og Jørgine Abildgaard, der fra 1925 til 1952 drev Snoghøj Gymnastikhøjskole. At kvinder valgte at bo sammen og arbejde sammen nærmest som mand og kone om fx en telefoncentral, en skole eller et pensionat var ikke ualmindeligt for 100 år siden. Det var en mulighed for "at blive til noget" uden at blive det gennem et ægteskab. Var der mere mellem de kvinder end arbejdsfællesskabet?

Sikkert for manges vedkommende. Måske også for Anna og Jørgine. Vi ved det ikke. Jørgine brændte selv sine dagbøger, før hun døde, Anna bad sin sagfører gøre det. De to kvinder lagde i dagligdagen ikke skjul på, at de boede sammen. Abildkrogh blev de kaldt. Når de havde fødselsdag, sang eleverne morgensang nedenfor deres sovekammervindue. De gik ens klædt, samlede ofte elever og lærere i privaten og supplerede hinanden i den daglige drift og i visionerne for højskolen i 25 år. Og så sluttede de med en kæmpe konflikt, et smerteligt brud mellem dem.

Jo, der var meget mellem dem - et livsværk, en vision og en præstation.

Klara Aalbæk Korsgaard / hojskolehistorie.dk

Højskolebladet nr. 3, 2017