Jeppe Tang (1828-1904)

Den vestjyske iværksætter Jeppe Tang (1828-1904)

Som syvårig begyndte Jeppe Tang sin erhvervskarriere som gåsedreng. Senere blev han forfremmet til fårehyrde og sluttede med at vogte køer og stude om sommeren. Om vinteren gik han i skole og blev som 12-årig hjælpelærer for Staby Sogns skolemester.

Efter konfirmationen blev han uddannet til engvandingsmester som sommerbeskæftigelse og omgangslærer om vinteren. Oven i dette havde han en indbringende forretning som fårehandler. Som 20-årig kom han på Ranum Seminarium, hvor han tjente til studierne som huslærer på herregården Bjørnsholm. Som færdiguddannet lærer kom han til det offentlige skolevæsen i København og gik samtidig til forelæsninger på universitetet. En plan om at oprette en højskole på Bjørnsholm måtte opgives. I 1855 formidlede han Grundtvigs køb af bygningerne til højskolen Marielyst og begyndte som højskolelærer her.

I 1859 forlod han Grundtvigs Højskole for at oprette et friskoleseminarium, som var nabo til det forladte Blaagaard Statsseminarium. Her indviede han få år senere sin store 4-etagers seminariebygning, hvor han i 1867 også indrettede lokaler for Folkehøjskolen på Blaagaard.

Pladsmanglen i Blågårdsgade medførte, at Jeppe Tang i 1872 købte den gamle lystgård Emdrupgård beliggende knap to km fra Grundtvigs Højskole Marielyst. Han navngav sin nye højskole Emdrupborg. Her kunne Tang sidde i højskolens tårn og se over til sin gamle skole på yderste Østerbro. Med tilfredshed kunne han konstatere, at han i reglen havde dobbelt så mange elever som forstander Grove på Grundtvigs Højskole.

Hovedbygningen på Emdrupborg brændte i februar 1879. Alle elever blev reddet ud, og i november samme år stod den nye og større højskole klar til at modtage elever. Jeppe Tang sad i Folketinget 1877-92 som fortaler for Grundtvigs skoletanker.

I 1893 overlod han ledelsen af højskolen til sin søn Niels Tang. Emdrupborg Højskole blev nedlagt i 1913. Bygningerne blev benyttet til husvilde frem til 1941, hvor skolen blev købt af Deutsche Schule in Kopenhagen. Højskolebygningerne blev nedbrudt, og Hitlers kendte arkitekt Werner March stod for nybyggeriet. De første, der rykkede ind i det nye Emdrupborg, var tyske flygtninge. I 1946 blev skolen overdraget til oprettelse af Danmarks Lærerhøjskole, og Emdrupborg huser i dag Danmarks Pædagogiske Universitet, som hører under Aarhus Universitet.

Lars Thorkild Bjørn, Højskolehistorisk Forening

Højskolebladet nr.8, 2022