Fra Bornholms geologi til bibelens teologi
Luthersk Missionsforening havde i 20 år drøftet oprettelsen af en højskole, men først i 1923 blev det virkelighed. På det tidspunkt havde Indre Mission oprettet 9 højskoler. Det fortælles, at en dag i 1921 besøgte en velhavende mand den unge Frits Larsen (1895-1968), der studerede geologi i København. Frits kom fra et fattigt hjem i Allinge, hvor man var fortrolig med den svenske prædikant Rosenius' skrifter. Den fremmede tilbød ham en bygning på Bornholm og garanterede økonomien i 10 år, hvis han ville oprette en højskole der.
Frits måtte afslå, men tilføjede: "Vi kan bøje vore knæ og bede om, at Gud vil give Luthersk Missionsforening en højskole og sætte den rette mand til at lede den". Siden sagde han: "Det var som Gud lagde sin hånd på mig den dag". I 1921 blev det besluttet at bygge en højskole og kalde Frits Larsen til forstander. Efter et år som gymnasielærer kom han til den nybyggede højskole i Hillerød og livsopgaven: at dygtiggøre de unge til arbejdet hjemme i sognene med søndagsskole, bibelklasse og ungdomsarbejde. Gennem 40 år ledede Frits Larsen højskolen og skabte grundlaget for en af landets bedst konsoliderede højskoler.
Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 4, 2017