Haarder-familiens anden mor
Else Olesen kom som elev på Rønshoved Højskole i sommeren 1944, og hun blev der resten af livet. Else kom fra Mors, hvor hun var medlem af den grundtvigske frimenighed i Øster Jølby.
I 1944 blev Bertel Haarder født, og Else blev hushjælp hos familien Haarder, hvor hun først og fremmest passede den lille Bertel. Men hun kom til at betyde meget for hele familien. Hans Haarder skriver i Erindringsglimt (1981): ”Else hjalp med at opdrage vore børn. De betragter alle seks Else som deres anden mor, og siden min kones død har hun været min trofaste husbestyrerinde. Else er også meget værd for skolen. Hun ved, hvor alle ting er. Jeg bliver passet på alle leder og kanter.”
Else havde en lille lejlighed oven over spisesalen. Hun deltog i højskolelivet i begrænset omfang, for hun var mest optaget af huslige sysler. Hendes verden var skolen og Haarder-familien, og i øvrigt tog hun sommetider bussen til Kollund for at besøge sin søster og svoger.
Else var lidt reserveret og kunne være brysk. Bertel Haarder skriver i sine erindringer: “Når vi larmede for meget, sendte hun os ud med ordene ’Hvis I skal slås herinde, må I gå udenfor!’ Og når min lillebror og jeg spiste i køkkenet, sagde hun med fasthed i stemmen: ’Herude skal I sidde ordentligt’. Hvorved hun fik sagt, hvad hun mente om den frie opdragelse, vi var udsat for af vore forældre.”
Som mange andre kvinder fra den generation uden uddannelse fik Else et særdeles meningsfyldt liv med højskolen som sit hjem og arbejdsplads. I alle årene var hun trofast og følte et stort ansvar – ikke bare for Haarder-familien, men for højskolen som sådan. På sin egen stille måde var Else navnkundig.
Kirsten Beck, lærer på Rønshoved Højskole 1979-1990
Højskolebladet nr. 8, 2023