Som ung drømte lærerdatter Ditte Krøgholt om at blive skuespiller. Efter studentereksamen mente hun dog, at hun burde tage plads i huset. I Studenterkredsen kom hun til at skrive julerevy med Jakob Krøgholt. De forelskede sig, blev forlovede og gift, og det blev starten på et livslangt parløb og samarbejde.
Jakob Krøgholt blev færdig som teolog, og han var nu forsørgeren. Ditte fulgte med til Rødding, Silkeborg og Jernved, hvor han arbejdede som højskolelærer, seminarielærer og præst.
Med en børneflok på snart fire fandt forældrene alligevel tid til at tage ud i foreninger og underholde. I Silkeborg tog de ud to gange om ugen i sæsonen med lut, viser og oplæsning. Ditte sammensatte programmet. I 1964 havnede hun i Jernved, hvor der var klare forventninger til, hvad præstekonen skulle og burde. Det blev for meget, eller rettere for lidt. Familien organiserede sig, og Ditte tog en læreruddannelse i Ribe.
Efter et kort genbesøg på Rødding Højskole som lærerpar, blev Jakob forstander på Snoghøj Højskole. Her foldede Ditte sig ud som lærer i fagene dramatik og litteratur. Hun var eminent til at se elevernes potentialer og havde evnen til at fortælle andre mennesker, så de kunne se sig selv. Som sin egen værste kritiker følte hun dog et fagligt mindreværd. Selv om et ophold på en teaterskole i London gav hende sikkerhed, skyede hun altid rutinen, og hendes drivkraft var livet igennem, at hun måtte genopfinde sig selv.
Da Jakob søgte væk fra Snoghøj Højskole, blev Ditte, fordi hun trivedes. Deres samarbejde var nu som redaktører af Højskolebladet.
Dittes sidste faste job var på Vestjyllands Højskole. Her begyndte hun at fortælle. Fra 1986 og til få år før sin død gjorde hun tekster af Karen Blixen, Göran Tunström, Selma Lagerlöf og Fjodor Dostojevskij levende i folkelige forsamlinger. Hun fortættede teksten, visualiserede handlingen for sig og tryllebandt således tilhørerne, når hun med enkle midler gestaltede figurerne.
Med til historien hører, at Ditte sad i redaktionen af Højskolesangbogens 17. udgave og var med i salmebogskommissionen.
Niels Larsen, tidligere lærer på Danebod Højskole
Højskolebladet nr. 1, 2025