Forstanderdrømmen blev knust i Ryvangen
”Jeg har fået et fristende tilbud, idet højskoleforstander Robert Stærmose har indbudt mig til at tilbringe juli måned som ’undervisningsassistent’ for 30 søde, rødmossede jomfruer på Støvring Højskole,” skrev den unge student fra Farsø i maj 1942. ”Forstanderen er bortrejst, og jeg skal have hans foredrag og nogle timer i dansk. Og så skal jeg passe grisene – et højest betroet hverv på højskolen.”
For Christian Ulrik Hansen fik opholdet på Støvring Højskole stor betydning. Robert Stærmose havde været med til at stifte det nationale parti Dansk Samling, og på højskolen mødte han Arne Sørensen, der senere skrev: ”Jeg glemmer aldrig, da Christian fortalte, at han ville have den bedste uddannelse af alle, og så ville han være højskolelærer – og bedrive politik.”
Det nåede Christian aldrig. Natten til den 1. august 1942 var Christian med ved den første nedkastning af faldskærmsfolk fra England. Hermed kom han helt ind i hjertet af den gryende modstandsbevægelse. Han begyndte teologistudiet i København, men den 1. november 1942 blev han indkaldt som soldat. I Jægerspris-lejren oplevede han den 29. august 1943 den tyske internering af det danske militær. Efter ”hjemsendelsen” blev han Flemming Junckers nærmeste medarbejder i modstandskampen.
Den 27. februar 1944 blev Christian arresteret i Aalborg og udsat for tortur. Under flugtforsøg blev han skudt i benet og overført til Horserød. Ved afskeden herfra i maj 1944 sagde han: ”Vi ses igen på min højskole i Sydslesvig!”
I Vestre Fængsel sad han sammen med 18 fanger fra Farsø og Års i celle 2. Her havde den dødsdømte pastor Tage Severinsen ledet aftenandagterne. Dette hverv overtog Christian, og med en indsmuglet højskolesangbog og biblen blev der lyttet til den unge teologistuderende.
Den 19. juni blev han dømt til døden og flyttet i enecelle. Natten til den 23. juni fik Christian lov til at skrive sit afskedsbrev: ”Om få timer lyder en geværsalve ud over det morgenstille land. Når den er døet hen, er der sat et punktum. Dette er mit sidste brev …. Så begiver jeg mig ud på min allersidste rejse til landet, ’hvor håret ej gråner, hvor fuglen ej dør, hvor lykken er skinnende klar, men ej skør’… Nu er vi 8, der følges ad den samme vej – med det dybe ord fra Nazaret i mindet: Gud i vold! Christian.”
Lars Thorkild Bjørn, Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 3, 2022