Af Poul og Mia Haahr samt Jens Henrik og Ulla
Præstegården, hvor Nordens Folkliga Akademi senere fik sin administration
INDLEDNING Det var lidt af en tilfældighed, at ovenstående lille familie kom til at tilbringe knap tre år på et klippefremspring, kaldet Fontinbjerget oven for en malerisk lille svensk by ved navn Kungälv, ca. 20 km nord for Göteborg. Sagen var, at her i slutningen af 1960'erne, blev bygget huse til ikke mindre end to nordiske institutioner. Den ene hed "Nordiske Folkhögskolan", og det navn havde den båret siden 1947. Den anden var så ung, at den næppe havde noget navn endnu, men skulle hedde "Nordens folkliga Akademi".
EN OPFORDRING Hvad angår familien Haahrs tilknytning til Akademiet, var baggrunden den, at jeg - husfaderen - i nogle uger sommeren 1967 rejste rundt i Danmark med en flok U-lands-mennesker med tilknytning til ungdoms- og voksenundervisning. Under en pause sad jeg på en terrasse på en højskole, da Harald Engberg-Pedersen, på det tidspunkttilsynsførende med de danske højskoler, henvendte sig til mig. Om jeg havde hørt, at Niels Højlund var sprunget fra stillingen som rektor for det kommende Akademi i Kungälv? Jo, det havde jeg da. Nu var der ansat en svensker i den stilling, og så skulle man have en dansk lektor. Om ikke det var noget for mig? Jeg behøvede ikke ret lang betænkningstid. Jeg ringede hjem til Mia: "Nu skal du bare høre." Og når jeg var virkelig opsat på noget, var hun ikke længe om at høre. Jeg skrev en ansøgning til Akademiet og fik stillingen, ansat pr. 1. januar 1968.
GRUNDTVIG OG HANS VIDENSKABELIGE FORENING Forinden havde jeg måttet undersøge, hvad det var for et sted, jeg skulle til at arbejde. Jeg fandt hurtigt ud af, at sagde man Akademiet i Kungälv, måtte man også sige Grundtvig og i samme åndedræt "Om Nordens videnskabelige forening 1839". "Men", skriver Grundtvig, " hvad mener jeg med en videnskabelig forening?" Og han svarer: "Mit inderligste ønske og levende håb er intet mindre end eet stort nordisk universitet i stedet for de fire latinske, som vi nu er hjemsøgte med. Det vil efter mine tanker være en stor vinding, at de nordiske riger forenederes kræfter til dannelsen af sådan eet stort nordisk Universitet, hvor i det mindste 300 professorer mandstærk kan leve for videnskaberne og ved levende vexelvirkning endnu langt mere end ved bogskrivning dyrke dem til ære, gavn og glæde for hele menneskeslægten" .…. Og stedet kunne passende være Göteborg. -Så vidt Grundtvigi uddrag.
VENNER Af GÖTEBORGTANKEN For at komme frem til nutidens "Nordiska Folkhögskolan" og " Nordens folkelige Akademi " må vi et kort øjeblikgøre holdt ved nogle unge højskolelærere på Askov Højskole i 30'erne og 40'erne. Blandt dem var en profet ved navn Jørgen Bukdahl, der takket være en udstrakt foredragsvirksomhed var kendtidet meste af forsamlingshus-danmark. Han skabte begrebet "det ny-nordiske" som modvægt til den gamle skandinavisme. De unge Askov lærere, C.P.O. Christiansen, Holger Kjær og Poul Engberg mente, at der i det ny-nordiske var baggrund for en bevægelse til at være på vagt over for udviklingen i Tyskland. Disse tanker udmøntede sig i en forening, kaldet "Venner af Göteborgtanken ." Frederik Christensen, en overgang rektor på Akademiet, mener i en artikel i tidsskriftet "Fri nordisk folkehøjskole", at uden disse unge Askovlærere var der aldrig blevet noget Akademi i Kungälv.
NORDISKE HØJSKOLER Både C.P.O. Christiansen og Poul Engberg kom til at stå i spidsen for højskoler, der virkede for det nordiske - C.P.O. som forstander på "Grundvigs Højskole" i Hillerød, Poul Engberg på "Snoghøj" ved Lillebælt. Hvis man læste eller hørte disse folk, måtte man erkende, at det nordiske for dem var langt mere end et geografisk begreb. Det var på den ene side udtryk for noget eksistentielt - man kunne ikke leve sandt og ægte, hvis det ikke skete med en nordisk bevidsthed, nordiske fortællinger, nordiske sange. På den anden side var det politisk, d.v.s. udpræget anti E.F. Hvis man gav køb her, gav man køb på det nationale.
NORDISKA FOLKHÖGSKOLAN Det synligste tegn på en nordisk højskole blev Nordiska Folkhögskolan i Kungälv. Baggrunden for oprettelsen af denne højskole var et møde mellem det unge lærerpar Carl Guldager-Hansen /Karin Cederblad og en svensk højskolelærer, Sture Altvall. Mødet fandt sted under 2. verdenskrig, og sammen besluttede de at rejse en nordisk højskole, og det tilmed i Kungälv, dette historiske sted. Denne idé blev til virkelighed, og skolen kunne modtage sit første elevhold i 1947.
Eleverne kom fra de forskellige nordiske lande. Det gjorde de unge lærere også. Deres begejstring for det nordiske forklarer Frederik Christensen med tidspunktet for oprettelsen af skolen. Det var lige efterkrigen, hvor der mere eller mindre var skabt bånd mellemlandene. Hvad bygninger angår, holdt man i godt 20 år til i en ældre herskabsvilla nede i selve Kungälv. (Vi blev på Fontinbjerget naboer til Carl og Karin, venlige og engagerede mennesker. Men vi måtte desværre konstatere, at de føltes mere af vore forældres generation end af vor egen.)
DRØMMEN KOM NED PÅ JORDEN Skulle én og anden finde drømmen om det ny-nordiske vel luftig, vil jeg ikke være uenig. Manden, der trak det hele ned på jorden, var den gamle radikale undervisningsminister, Jørgen Jørgensen. 7 juni 1968 kunne Akademiet omsider officielt indvies. I sin tale sagde J.J. bl.a.: "I 1953 blev Nordisk Råd til. Dette nedsatte i 1964 Akademiets første styrelse, og denne formulerede den første målsætning, hvor det bl.a. hedder: "Nordens folkelige akademi skal være centrum for studium af spørgsmål, som er væsentlige for det nordiske folkeoplysningsarbejdes udvikling og fornyelse." Jørgen Jørgensen fik ogsåsagt: "Skal Grundtvigs Gøteborg-tanke slå rod i de nordiske folk i dag, er det ikke nok at henvende sig til universitetskredse. Opfordringen må rettes til al ungdom i Norden, lærere, journalister, embedsmænd fra stat og kommune, interesserede fra erhvervslivet, - alle der vil ud af deres båse og mødes med andre unge fra de nordiske lande."
" Derefter tog den svenske undervisningsminister, Olof Palme, ordet, og efter på sin sædvanlige smittende måde at have redegjort for den svenske folkehøjskoles situation netop nu, sluttede han med ordene: "Jag hoppas att folkhögskolan och folkbildningen og även Nordens folkliga akademi altid skal vara stimulerende och oroande inslag i vårt utbildningssamhälle. Och med de orden vill jag förklare denne akademi invigd ." Og så kunne man gå til den officielleindvielsesfrokost for ministre, departementschefer, ældre højskolefolk, bestyrelse m.v. Mia mindes stadig med nogenundren, at hun som den eneste af de på Fontinbjergetboende ikke var inviteret med. Jeg kan heller ikke glemme, at da jeg gik fra frokosten, trak gamle Jørgen Jørgensen mig i jakkeærmet med ordene: "Haahr, pas på svenskerne, de har fat i den lange ende."
Udsigt fra akademiet mod Bohus Fæstning og Götaälven
HAAHR'ERNES ANKOMST TIL KUNGÄLV Allerede flere måneder før frokostens taler blev holdt, var vi ankommet til Fontinbjerget en mørk januar-aften. Vi blev i mangel af bedre installeret i en af de 8 elevboliger, der var bygget færdige, indtil den lærerbolig, der var udset til at være vores, stod klar. Det var den en måneds tid senere, og vi kunne tage den i brug og nyde den flotte udsigt ud over Gøtaelven og over mod Bohusfæstningen med de to berømte tårne "Fars hat"og"Mors mössa". Det bidrog meget til familiens velbefindende, at Ulla (3 år) kom i dagpleje hos tant Helga med to børnebørn på Ullas alder, og at Jens Henrik (5 år) kom i den kommunale "lekskola" med en hoben børn på hans egen alder.Endelig kunne Mia begynde på et franskstudium på universitetet i Göteborg, hvilket til rette tid resulterede i "bestået med två betyg". Til Mias store stolthed og glæde.
DET FØRSTE UDGEKURSUS Da vi fire, der udgjorde akademiets faste stab, rektoren Björn Höjer (svensk) (gift med Inga-Britt), bibliotekaren Caroline Smedal-Haslund(norsk), sekretæren Ole Backström (finsk) og lektoren Poul Haahr (dansk) mødtes første gang i januar 1968, mente Björn, at vi måtte se at komme i gang med arbejdet hurtigst muligt.Vi lagde os alle i selen for at stable et godt forårsprogram på benene. Længe inden den officielle åbning (i juni)kunne vi mødes med de første kursister den 4. februar. En af deltagerne giver en skildring af stemningen denne mørke februar aften: "Der er en nervøs spænding hos de fire i personalegruppen. Vil der komme folk til kurserne? Akademiet har enkelte rejsestipendier, men vil de strække til? Der er langt til Kungälvfra det meste af Norden! Der er ingen formel kompetence at opnå på akademiet. Alt er nyt og ukendt… Det bliver alligevel en ganske pæn åbning. Fra første stund en passende holdstørrelse på ca. 30." (Denne skildring af Akademiets åbning skyldes nordmanden Olav Klonteig, nogle år senere lektor på Akademiet.)
DEN STORE UDFORDRING Så kunne vi tage fat på første store problem: sproget. Finsk var helt umuligt, indtil der blev ansat en professionel tolk, norsk - dansk var der ikke de store problemer med. Men så var der det svenske! Det havde langt flere gåder, end vi anede. Et par eksempler: Det var vinter og koldt. Jeg gik ned til Kungälv for at købe et par lange underbukser. "Hvad ønsker den herre", spurgte ekspedienten. Jeg fremførte mit ønske om de lange underbukser. Ekspedienten var totalt uforstående, indtil jeg begyndte at markere de lange u-bukser. "Aha", sagde ekspedienten, "den herre ønsker kalsonger". Hvem kunne nu vide det? Et par andre eksempler: En kudde = en pude. At diske = at vaske op. Efterhånden lærte vi ganske meget, så jeg til sidst kunne holde en indledning på det, vi kaldte "skandinavisk". Et blandingsprog af dansk - svensk , tilsat enkelte gloser fra norsk. Det lød bestemt ikke særlig kønt! Men der var et hold, der roste migmed ordene: "Fint Poul, det er første gang, vi har forstået det danske..."
KURSERNE Så må det være på tide at vende sig til Akademiets indhold: Kurserne. Dem havde vi jo taget fatpå allerede i februars mørke og sne. Det var akademiets ledelse, der fik ideerne til og planlagde kurserne. Men det var ikke Björn og jeg, der holdt indledningerne. Vi nøjedes med at byde velkommen og give ordet til næste taler. Vi havde mildest talt andet at tænke på; men jeg havde da til vores første kursus med titlen "Ungdomspolitikkens mål" fået inviteret tre danskeforelæsere, sociologen Erik Høgh, min tidligere forstander Robert Pedersen og en ung provo Ole Stig Andersen.
De optrådte sammen med den islandske ambassadør og to svenskere: Guy von Weissenberg og Lars Gråb. Næste kursus hed "Moderne voksenpædagogik". Også det vil jeg referere fra, fordi det blev symptomatisk for en del af akademiets virksomhed. Det begyndte med en svensker Torsten Eliasson: "Var er det för särskilt med vuxenundervisningen?" Så fulgte en nordmand, Egil Nilsen: "Motiv för vuxenstudier". (Ham husker jeg tydeligt. Han var så positiv). Næste forelæser var Docent Urban Dahlöv: "Undervisningsteknologi".(Han blev husket, fordi han holdt sin forelæsning med ryggen til salen). Så kom en god ven af Akademiet; Gösta Vestlund: "Om gruppen". Og endelig kursets store udfordring, utbildningschef på Volvo, Sten Rosell:"Industriel pedagogik". Det var der, hvor han viste et grønt stykke pap frem. I midten af det var der et hul med omrids som af et menneske, en lille mand. "Her er et job, som vi skal have dækket", sagde han."Vi prøver med en gul lille papmand." Det mislykkes. "Vi prøver med et par andre, indtil vi finder en blå figur, som passer i form, men ikke i farven, men det går an til det job, vi skal have dækket." Ophidselsen i den danske del af gruppen var stor over den kontante måde at behandle et menneske på. Der skulle en dansk forelæser til for at dæmpe uroen.Det blev én af de yngre danske højskoleforstandere, der blev indkaldt for at klare det. Helge Severinsen fra Skælskør Højskole med: "Det aktive foredrag."
Jeg kan selvfølgelig ikke gennemgå så detaljeret flere af akademiets kurser de første år, men jeg kan give nogle titler: 1. Internationalt ungdomsarbejde. 2. Radio og TV i undervisningen, 3. De æstetiske emner i folkeoplysningen. 4. Den nordiske folkehøjskole i går - i dag - i morgen. 5. Vort livsmiljø i fare. 6. USA - Norden - Europa. 7. Etiske grundproblemer 8. Afrikansk demokrati og nordisk. For at nævne nogle, der var mere spræl i.
STJERNESTUNDER Men jeg vil citere, hvad den mangeårige formand for Akademiets styrelse, Roar Skovmand skriver et sted: "Som medlem af styrelsen for Nordens folkelig Akademi har jeg gang på gang oplevet, hvad Stefan Zweig har kaldt "stjernestunder" og Grundtvig "Det mageløse gæstebud "". Et par eksempler vil være : Påskelørdag holdt dr. Arthur Schlesinger, der havde været præsident Kennedys udenrigspolitiske rådgiver, nogle forelæsninger med efterfølgende spørgetimer om den amerikanske tradition og om hvor USA går hen. Han var en hård kritiker af den nyudnævnte præsident Nixon.Da jeg spurgte ham om dog ikke dr. Kissinger var et lyspunkt, svarede han "Jeg ville ønske, det var dr. Kissinger, der var præsident og ikke Nixon."
På Akademiet havde vi inviteret Schlesinger for at komme i TV. Det lykkedes! Og den dag bliver vist aldrig glemt. Heller ikke, at Schlesingers præsident, J.F.Kennedy, var blevet myrdet. Schlesinger bad os i den forbindelse huske på, at USA var grundlagt på vold,var bygget op på vold.
Roar Skovmand omtaler også et besøg, som Sveriges netop afgåede statsminister Tage Erlanderaflagde på Akademiet på et kursus om "Mellankrigstiden i backspegeln." Åbent og frit fortalte han om Sveriges klemme mellem det kommunistiske Sovjet og det nazistiske Tyskland. Og alle spørgsmål - også de samtidspolitiske - blev indgående besvaret af denne fantastiske statsmand.
ENMANDSKURSER Der var også andre end Roar Skovmand, der fik den store oplevelse på Akademiet. Nogle af dem var deltagerne i det første "Enmands-kursus". Vi have fået den idé, at vi ville invitere en virkelig kapacitet til at tilbringe en uge sammen med et hold kursister. Den første af den slags enmands - forelæsere var den danske professor K.E. Løgstrup, der havde titlen "Vor tids etik" på programmet i sin uge. Deltagerne var for en stor del kvinder fra den bevægelse, som Bodil Koch startede for at gøre kvinder interesserede i politik og samfundsforhold i almindelighed. Den bar navnet "Folkevirke", og som praktisk leder havde bevægelsen en aktiv dame ved navn Edith Loiborg. Folkevirkedamerne havde været så interesserede i deres møde med Løgstrup, at de havde sat nogle af deres deltagere til at referere hans indlæg, og det blev senere udgivet som et nummer af deres blad med indtil flere billeder fra Akademiet. Det er selvfølgeligt umuligt at give et sammenfattende indtryk af, hvad Løgstrup nåede at sige på en uge. Jeg må henvise til hans omfattende forfatterskab, men jeg håber nogle overskrifter kan give et billede:
MAGT: Magtspillet foregår hvert minut i alle menneskelige forhold - og er ikke altid af det onde.
MAGTENS ANSIGT I TRE EPOKER: 1. Da jord gav magt. 2. Da kapital gav magt 3. Og nu hvor intelligens giver magt.
POLITIK OG MORAL: Kan de to ting bringes sammen? Den naturligste af alle moralske regler er den gyldne regel: Hvad du vil, at den anden skal gøre mod dig, skal du gøre mod ham.
ET INDSKUD om eksperten, dilettanten og lægmanden. På et tidspunkt undervejs fik professor Løgstrup en tilsyneladende kærkommen lejlighed til nogle sidebemærkninger om sagkundskab.
SAMTALENS NØDVENDIGHED: Om at forstå med følelsen. Om at ændre sit liv. Om at håbe på at det går.
KÆRLIGHEDSBEGREBET OG SEKSUALITET: Det forhold mellem enkeltpersoner, der nu i en årrække har fremkaldt flest kommentarer, er kærlighed og seksualitet - med overvægt på det sidste
Hvis dette kunne være en appetitvækker, så henvises hermed til bibliotekernes righoldige beholdning af Løgstrups skrifter.
Bohus Fæstningen
MØDE MED OLOF PALME I sin erindringsbog "Minnen" skriver Björn Höjer om den levende dialog, deropstod, da den svenske undervisningsminister i 1969 deltog i kurset omungdomsoprøret. Jeg citerer: "Frågan gällde bland annat om de svenska studenterna efter den nya universitetsreformen Pukas fick någon tid över till samhällsdebatt. Palme kom sent och argumenterade i sju punkter för reformen. Det tog honom tjugo minuter. Sen diskuterade vi intensivt med honom två-tre timmar. Den tidligare studentpolitikernbehärskade konsten. Samtidigt ryckte han in ibland och simultantolkadedebattentill engelska, eftersom den engelska kvindelige labourministern för ungomsproblem var med honom ." Jeg (P.H.) sad ved siden af ham. Da vi rejste os, nikkede han til mig. Det var gået godt. "Ja", svarede jeg, "eftersom dendame, der gav sig til at debattere med dig fra bagerste række, er min kone.". "Hende jeg skojede med," udbrød Palme. "Så må du være godt gift." Jeg kunne kun nikke dertil.
LIDT OM EN LEKTORS LIV Nordmanden Olav Klonteig er den, der har skrevet den fyldigste rapport fra Nordens folkliga Akademi i årene 1968 - 1988. I denne sammenhæng er det vigtigste, at han i et særligt afsnit behandler Akademiets første tre leveår. "Det hører med til åbningsfasen, at både Björn Höjer og den danske lektor Poul Haahr selv tager ordet på kurserne. Haahr åbner ofte for målsætnings- og værdidebat, og Höjer viser Akademiets profil både ved sin sagtmodige samtalefacon i kursusmiljøet og med foredrag og indlæg i den nordiske presse."
Det forholdt sig sådan, at højskolen havde fået broderparten af lokalerne, idet den jo var den største institution. Men der blev dog et lille kontor til Björn, et sekretærkontor - og til Akademiets undervisning to mindre og et større lokale. Til lektoren var der ikke noget specielt kontor, så jeg sad ofte på mit eget kontor hjemme i lektorboligen og arbejdede på det kommende kursus. Det gjaldt jo om at være godt forberedt på emnet, så diskussionen aldrig gik i stå. Men hvorom alting er, så var besætningen jo lille. En rektor og en lektor, så det måtte blive de mange gæsteforedragsholdere, der trak det store læs. De to pædagogisk ansatte fik så til opgave at skrue programmet for det kommende halve år sammen, få ideer til forelæsere, der gerne så vidt muligt skulle hentes fra hele Norden, tage kontakt til dem, samt hverve nye kursister. Det sidstnævnte blev bl.a. forsøgt via personlige kontakter. Jeg kunne som lektor regne med et par ture om året rundt i Norden for at gøre opmærksom på akademiets eksistens og derved måske vække appetitten på Kungälv!
Og da Björn havde temmelig meget at gøre på kontoret, blev der også nok andet for lektoren at tage sig til. Det blev ikke mindre, når et kursus løb af stablen. Det blev ofte mig, der bød velkommen i et af de små rum, sørgede for kaffe og præsentation af deltagerne, Akademiet og den kommende uges program. Og endelig sendte deltagerne i seng med et "sov godt." Næste morgen mødtes vi så - efter morgenmad i den fælles store spisesal - i Akademiets største rum, A2. Jeg kan ikke huske, om der var tid eller lyst til en morgensang. Men den første gæsteforelæser blev budt velkommen, og ordet blev givet til vedkommende, der næsten altid var et hankønsvæsen. Jeg anbragte næsten altid mig selv ved siden af taleren. Så var det markeret, hvem der styrede samtalen. Det kunne af og til være nødvendigt, især når man tog i betragtning forsamlingens sammensathed af de fire nordiske sprog. Da tiden var gået, og jeg var blevet noget mere kendt med de fire sprog, kunne jeg hjælpe lidt med tolkningens finesser - bortset fra det ægte finske. Var det et kursus af lidt længere varighed, blev der måske tid til et besøg i Göteborg, ofte til Stadsteatret. Andre boller på suppen kunne være en udflugt til Tordenskjolds Marstrand - eller en sejltur i skærgården.
Efter alt dette måtte vi i den pædagogiske afdeling konstatere, at når vi ved evalueringen spurgte: "Hvad var det største udbytte af opholdet?", ja så var svaret næsten altid: "Samtalen med nordiske kammerater og kolleger ud på de små timer i fællesrummene i forbindelse med værelserne, hvor vi bor." Så kunne vi have anstrengt os nok så meget med programlægningen.
Så endelig - efter 7 eller 14 dage - kom kursusafslutningen - og når den var overstået kunne en kursusleder puste ud. Men så fik Björn rigtignok et problem. Han var, hvad der ikke var usædvanligti Sverige, organiseret afholdsmand i IOGT eller dets ungdomsorganisation. I hans "Minnen " er der et helt kapitel, der hedder Nykterhedsagitato r. Så måtte det jo være svært at være leder på en institution, hvor man forventer udskænkning af vin den sidste afteni rigelig mængde, i hvert fald hvis man er dansker. Björn forelagde mig problemet. Enten holdt han fast ved sin overbevisning, og så ville den store danske gruppe udvandre, og Akademiet ville få et ry for kedsommelighedover det ganske Norden. Eller han måtte bøje sig for den kendsgerning, at han var leder af en skandinavisk institution med forskellige værdier. Bjørn valgte det sidste. Så ved frokosten den sidste dag rejste jeg mig og bekendtgjorde, at hvis jeg kunne få at vide, hvor mange der ønskede vin, ville jeg køre ned til "Systembolaget" og købe det ønskede antal flasker. Jeg ville også købe alkoholfrit vin. Da festen var afsluttet, kunne det konstateres, at al den ægte vin var drukket op til sidste dråbe, mens der var rigeligt tilovers af den alkoholfrie.
SLUTORD Mia og jeg har ofte talt om vores tid i Sverige på Akademiet. Det var en både krævende og givende tid. Krævende fordi noget helt nyt skulle bygges op og livet i Sverige var noget anderledes, end det vi kom fra. Men givende fordi mødet med en anden kultur var med til at udvide horisonten og samtidig gøre os bevidste om, hvem vi selv var, og hvad vores egen baggrund var.
Vi er enige om, at det blev en god og spændende tid, ja en frugtbar tid - også for os som ægtepar. Dér sad vi pludseligt på en bjergknold i Sverige og var en stor del af tiden henvist til hinanden. Men så væltede det ind med en række spændende mennesker fra det ganske Norden. Der var en del finner, venlige men svære at kommunikere med, hvis de ikke lige var svensk-finner. Der var den norske gruppe, der var så glade for Norge, at de ved første givne lejlighed, f.eks. ved afslutningsfesten, måtte bryde ud i sang til Norges pris. Og så var der de mange svenskere, som vi lærte at sætte megen pris på. Venlige, stilfærdige og flittige, som deres kultur lagde op til. Ja, så var der jo danskerne, hvoriblandt der var adskillige venner fra højskolen, og de der ikke var venner, kunne jo blive det. Men frem for alt var den store oplevelse at leve i et fremmed land, var det end blot nabolandet Sverige.
Selvfølgelig bød opholdet på både positive og negative oplevelser. Først en overraskende: var man hos lægen for at få et par piller, endte konsultationen med, at lægen trak en skuffe ud og præsenterede én for en regning på 30 kr. På Lazarettet var det samme procedure - alt sammen i 1968-mønt.
Det var hårdt for os danskere, der kom fra en anden virkelighed og tilmed måtte bruge af vores opsparede lille kapital for at klare tilværelsen. Derimod oplevede vi svenskerne som flittige og hjælpsomme mennesker med stor høflighed, noget mere end det var gældende i Danmark. Mia oplevede ved en middag i begyndelsen af vores ophold, at da hun tog sit glas vin for af få en slurk, var der en herre overfor, der skyndsomt greb sit glas og hilste Mia med: "Jamen skål da Mia." Efter denne introduktion i svenske manerer sørgede Mia altid for, at der var en mulig herre, der kunne og ville hilse. Et par andre dejlige erindringer fra den nordiske Akademi-tid var, at vi sammen med nordmændene fik lov at fejre 17. maj med børneoptog og anden festivitas. Sammen med svenskerne oplevede vi deres traditionelle Valborg aften i begyndelsen af maj med majstang og sang. Og vi danskere kunne jo højtideligholde 5. juni - vi kunne da hejse et flag.
Mindestenen for det nordiske kongemøde i 1101, som havde betydning for placeringen af Nordens Folkliga Akademi.
Alt i alt en periode i vores liv, som siden har stået for os som en markant milepæl.
SÅ TAK TIL AKADEMIET OG MENNESKENE VI TRAF DEROPPE 1968-70.
Fotografier: Udlånt af Frederik Christensen