Af Arne Andresén Erica Simon (Herefter ES) hed en fransk dame, som kom til Sverige en gang i 1950-erne og der lærte først den svenske og siden den danske, norske og finske højskole og folkeoplysning i disse lande at kende. Det resulterede i en doktorafhandling "Réveil National et Cultur Populaire en Scandinavie. La genése de la højskole nordique 1844-78", som ES forsvarede ved Sorbonne i Paris i 1960. Et par år senere blev ES professor i skandinaviske sprog og litteratur ved universitetet i Lyon, indtil hun gik på pension i begyndelsen af 1970-erne.
Men hun havde ikke i sinde at trække sig tilbage til en stille pensionisttilværelse. I stedet for ønskede hun at etablere en nordisk kursusejendom i Frankrig, hvor det bedste i Norden kunne mødes med det bedste af fransk folkeoplysning. I Dansk Udsyn fra februar 1974 redegør Erika Simon for første gang for sine planer om en højskole, (det kaldte hun det, men det var snarere et kursuscenter), udenfor landsbyen Vanosc i departementet Ardèche. Der var ikke lange kurser, men kun korte kurser af en eller to ugers varighed. Hun fandt stedet i 1972 og totalrenoverede de 2 bygninger. Hovedbygningen indrettede hun til sin egen bolig, med kontor og omfattende bibliotek og tidsskriftsamling. Sidebygningen, som var en gammel lade og kostald, blev indrettet til foredragssal og nedenunder til en spisesal. Der var plads til 20-25 kursister pr. gang, og de blev fordelt på de to hoteller i Vanosc. Kursisterne gik så de 2-3 km fra Vanosc ud til "Heksens Hule".
Det første kursus for nordboerne fandt sted i 1975 med titlen "Møde med Frankrig". Dette kursus blev udbudt de følgende år til både nordiske og franske deltagere, og ES var den drivende kraft i ledelse og undervisning af kurset, og hun sørgede også for rekruttering af nye kursister. Hvert efterår rejste hun 2-3 måneder rundt i hele Norden, hvor hun holdt foredrag på højskoler, i studiecirkler, oplysningsforbund m.m. Hun var nok den person, som kendte de nordiske folkeoplysningstraditioner bedst.
Hun arrangerede også andre kurser med andre emner, og rejste med en gruppe fra Vanosc og omegn til Norden. Det var alt i alt et meget frodigt og meget folkeligt arbejde, som ES satte i værk. Det var ikke så underligt, at hun havde et ønske om, at det på en eller anden måde kunne fortsætte, når hun ikke selv var her mere.
Den nordiske Venneforening
ES var en viljefast og beslutsom dame, hvor der ikke var langt fra ord til handling. Hun traf den beslutning, at hun ville skænke sin kursusejendom til de nordiske højskoler, men der var brug for et bagland, hvorfra der kunne vælges en bestyrelse til at administrere stedet. Derfor indkaldte hun alle sine nordiske venner og tidligere kursister i august 1980 til stiftende generalforsamling på Nordens Folkeliga Akademi i Kungälv i Sverige. En bestyrelse på 8 personer - 2 fra hvert af de nordiske lande - blev valgt. Der blev udformet vedtægter og foreningen fik navnet "Le Crau du Sapts Venner" (herefter Venneforeningen). I formålsparagraffen kom der til at stå, at foreningens formål var at støtte ES's virksomhed i Vanosc og sprede informationer om stedet. Det sidste punkt i formålsparagraffen rakte videre end blot at sprede informationer. Det sagde, at foreningen skulle "arbejde for en økonomisk og organisatorisk løsning for på kort og langt sigt at sikre virksomheden permanent ved Le Crau du Sapt"(herefter LCdS).
Det var kendte nordiske højskolefolk, som var i spidsen for bestyrelsen. De kunne nemt blive enige om første del i formålsparagraffen, men det var sværere at finde en løsning på det sidste punkt: at sikre virksomheden permanent.
Det danske forsøg ES syntes, at Venneforeningen havde svært ved at finde en løsning på problemet. Hun var utålmodig, så hun inviterede Niels Højlund fra Ry højskole ned til Vanosc. Niels Højlund havde været lærer på Askov Højskole, hvor ES kom meget i 1960'erne og 70'erne, og ES kendte ham derfra. Niels Højlund var også engang udpeget til at blive den første forstander på Nordens Folkliga Akademi i 1968, men trak sig på grund af uenighed med bestyrelsen. Alt dette vidste ES, så det var naturligt for hende , at forsøge at få ham tilknyttet LcdS. Niels H. besøgte stedet i oktober 1981, og skrev derefter en rapport. Niels H. mente, man skulle tilvejebringe et grundlag for at træffe en beslutning om, hvordan man kunne videreføre det arbejde, som ES havde påbegyndt. Ligeledes skulle der tilvejebringes "et skøn over, hvor store pengemidler, der i givet fald skulle skaffes til veje for at sikre en kontinuerlig drift, både med midler til bygning af et kollegium med køkken, spisesal og andre faciliteter og midler til drift af et et egentligt kursussted."
Det må siges at være en præcis formulering af et arbejdsprogram, som mange personer arbejdede med de næste 10 år.
Året efter var Niels H. igen på LCdS sammen med arkitekterne Tøgern og Thorkild Ebert, som tegnede forslag til elevbygning og en forstanderbolig. Byggeriet skulle være på ca. 1200 kvadratmeter og kunne rumme op til 40 kursister. Hele projektet blev beregnet til at koste 4 mil.kr., som skulle skaffes til veje. Planerne forudsatte, at man kunne købe et stykke jord på den anden side af vejen. Det var en bonde, som boede i Vanosc, som ejede denne jord. Han var ikke til sinds at sælge, så dermed strandede disse planer.
Nye forsøg Formanden for Venneforeningen var undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen. Han havde lovet ES at nedsætte en byggekomite, som skulle forsøge at finde en ny løsning. Komiteen bestod af 13 prominente personer, som alle kendte ES. Men inden komiteen kom rigtig i gang gik Baunsbak-Jensen af som undervisningsdirektør. Efterfølgeren K. E. Larsen "arvede" denne uforløste opgave. Han indkaldte til en række møder, uden at man kom frem til en løsning.
Da K. E. Larsen ikke så sig i stand til at finde en løsning, opfordrede han et af komiteens medlemmer, Eva Rude, til at forsøge. Eva Rude var formand for Fransk-Dansk Folkeoplysningskomite, og var med i bestyrelsen for Det danske Kulturinstitut. Sammen med lederen Per Himmelstrup forsøgte hun at finde en løsning. De sendte arkitekt Sven Bork Hansen ned til ES i Vanosc, og efter besøget skrev han en rapport til Det danske Kulturinstitut, hvori han foreslog Kulturinstituttet, at det tog i mod LcdS og iværksatte en udbygning af stedet. Det ville blive nødvendigt at indsamle 7 mil.kr. for at realisere denne plan.
Det danske Kulturinstitut sagde nej tak til at overtage stedet, men ville gerne være fødselshjælpere for projektet. Forslaget blev sendt ud til højskoler og Erica Simons venner i hele Norden, og de blev bedt om at være med i denne indsamling, Men tidsfristen var kort, og beløbet for stort, så der kom meget få tilkendegivelser af positiv art. Derfor sagde Kulturinstituttet definitivt nej, også til at være fødselshjælper.
Eva Rude forsøgte dernæst sammen med en mindre gruppe personer at finde en løsning. En ny arkitekt og advokat blev knyttet til gruppen, og de rejste til Vanosc for at drøfte mulighederne med ES. Deres forslag blev senere drøftet på Venneforeningens bestyrelsesmøde. Her deltog også ES, og hun fremførte nu nye krav, som skulle opfyldes før en overtagelse kunne finde sted. Der måtte skaffes overnatningsmuligheder for kursisterne, og der måtte findes en efterfølger til ES samt en bolig til denne person.
Formanden for Venneforeningen , forstander Axel Kjær Nielsen, Nørgaards højskole, foreslog muligheden for at opføre et nordisk træhus som bolig for en efterfølger til ES. Men ES mente ikke, at grunden var stor nok til opførelse af endnu en bygning, så det forblev kun et forslag.
Eva Rudes lille udvalg fik kontakt med Hanne Engberg, som en mulig efterfølger for ES. Men Hanne Engberg tog forbehold i den rapport, hun skrev efter besøget på LcdS. Hun ville, på grund af personlige forhold, ikke tage jobbet. Men hun, Arne Andresén, Sekretariatsleder i Højskolernes Sekretariat, og advokat Kai Michelsen besluttede at udarbejde en fundats, som skulle være den juridiske fond til at overtage stedet. På den baggrund blev der i februar 1986 indkaldt til et pressemøde i Vartov, hvor ES meddelte offentligheden, at hun skænkede LcdS som en gave til de nordiske højskoler.
I august 1986 blev Fonden Le Crau du Sapt (herefter: Fonden) så stiftet på et møde i Vartov. Stifterne var de nordiske højskoleforeninger, Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler samt Foreningen af Danske Landbrugsskoler. Som formand valgte man højskoleforstander Frederik Christensen. Nu kom forsøget igen på nordiske højskolehænder og en nordisk indsamling kunne derefter sættes i gang. En indsamlingsfolder blev fremstillet, og Fonden satte sig det mål at indsamle 2 millioner kr. for at kunne modtage gaven. Problemet med at finde en efterfølge, var endnu ikke løst. Men i forbindelse med det nordiske højskolemøde på Liljeholmens folkhögskola i Linköping, Sverige, præsenterede formanden for Venneforeningen, Axel Kjær Nielsen, Eva Engberg som ES's efterfølger. ES var blevet konsulteret og havde godkendt valget.
Eva Engberg arbejdede som tolk ved EU og var kendt med danske og franske samfundsforhold. Hendes far var højskoleforstander Poul Engberg, Snoghøj folkehøjskole, så hun var godt kendt med højskolen.
I juni 1988 besøgte Nordisk Højskoleråd LcdS og holdt deres møde der. Fondens bestyrelse holdt også møde, og det blev besluttet at leje en lejlighed i Annonay (ca. 35 km fra LcdS) til Eva Engberg. Frederik Christensen foreslog, at man iværksatte et landslotteri, hvor overskuddet skulle gå til indsamlingen. Man havde på det tidspunkt allerede indsamlet 523.700 kr., og formanden bad nu advokaten om at sætte den juridiske proces i gang, så fonden kunne overtage stedet. ES og Eva Engberg fremlagde forslag til afholdelse af 12-13-kurser i 1989. Alt tegnede lyst, og planerne så endelig ud til at ville lykkes.
Mørke skyer i horisonten Men allerede året efter, i 1989, begyndte der igen at komme problemer. ES meddelte pludselig formanden, at hun ikke kunne overdrage sin ejendom til de nordiske højskoler før det økonomiske grundlag var i orden. Det ville efter hendes vurdering sige, at Fonden skulle indsamle 500.000 kr. om året til driften af stedet. Fondens bestyrelse fandt på deres side, at overtagelsen blev meget besværliggjort, når ES hele tiden kom med nye præmisser for en overtagelse.
Landslotteriet blev sat i gang. Bestyrelsen ansatte en person til at styre lotteriet. Desværre viste det sig, at det kun var muligt af få solgt 14 % af lodsedlerne, så overskuddet blev blot på 10.300 kr.
Året 1990 blev værre endnu. Frederik Christensen ønskede at trække sig som formand, dels fordi han ikke havde den fornødne tid, og dels fordi ES hele tiden ændrede på forudsætningerne for en overtagelse. Som ny formand for Fonden valgtes tidligere forstander for St. Restrup højskole Kjell Rodin. Han var nordmand, og havde arbejdet mange år på norske og danske højskoler. Desværre fungerede samarbejdet mellem ES og Eva Engberg ikke godt. Årsagen var dels den måde Eva E. arbejdede med kurserne, og dels at ES mente, at Eva E. ikke læste nogen af de mange bøger ES havde om fransk og nordisk folkeoplysning. Den nye formand Kjell R. var nede på LcdS flere gange og forsøgte at mægle mellem parterne, men desværre uden at opnå et forlig. For at hjælpe på problemet ønskede ES derfor at knytte en tredje person til stedet, til at føre hendes "åndelige testamente" videre, som ES sagde.
Eva Engbergs ansættelse ophørte med udgangen af 1990, og ES ønskede derefter at ansætte en svensktalende franskmand, Ingmar Gransted, som Eva E's afløser. En fransk venneforening i Vanosc, som ES havde fået oprettet, påtog sig at udrede hans løn, som derefter blev refunderet af Fonden.
Ingmar Gransteds ansættelse varede dog kun et halvår, og i stedet for blev Eva Lagercrantz ansat. Hun havde tidligere arbejdet som højskolelærer i Sverige, men boede nu i Frankrig og ikke langt fra Vanosc. Det var ES, som ønskede denne ændring og ansættelse, og Fondens bestyrelse tog det blot til efterretning.
Fondens afslutning Fondens bestyrelse holdt mange møder i 1991 for at finde en løsning på problemerne. Formanden Kjell Rodin arbejdede på et forslag om at 12 højskoler i hver af de 4 nordiske lande tegnede aktier for 20.000 kr., og hver højskole skulle så forpligter sig til at lave 1 kursus hvert andet år på LcdS. Det er et eksempel på iderigdommen i at finde en løsning. Men forslaget forblev kun et forslag. Drøftelserne drejede sig mere og mere om, hvorledes man kunne afslutte forsøget på en hæderlig måde og med æren i behold. Man havde ikke været i stand til at rejse de 2 millioner kr. eller finde en person, der kunne tage over med ES accept.
Den 6. december 1991 afholdte Fondens bestyrelse det sidste møde, og her traf man beslutningen om at standse forsøget. Mødet fandt sted på Nordens Folkliga Akademi, Nya Varvet, Göteborg. Restformuen på dkr. 122.014,67 blev overdraget til den svenske formand for Venneforening, Hans Hovenberg, Linköping. Det hele begyndte med Venneforeningen og det sluttede i Venneforeningen.
Overdragelses summen bestod af dkr. 45.073,77 i kontanter og et tilgodehavende hos ES på dkr. 76.940,90. Dette beløb var de penge, som Fonden havde lånt ES til istandsættelse af køkken og toiletforhold under foredragssalen.
1. Epilog ES døde den 11. februar 1993, og hendes eneste søn, Jacques Kleiner, direktør i en schweizisk kemikoncern, arvede LCdS. Han solgte foredragssalen til anden side, og ES's bog- og tidskriftsamling blev spredt for alle vinde. Venneforeningen fortsatte sit virke lidt endnu, men det var selvfølgelig slut med kurser i "Heksens Hule", (som LcdS blev oversat til af ES). Venneforeningen nedlagde sig selv på et møde på Nordiska folkhögskolan i Kungälv, den 19. november 1994. Staffetten blev overdraget til følgende nordiske institutioner: Skærum Mølle (DK), Ålands folkehögskola (SF), Nansenskolen (N), Nordens Biskops-Arnö, Nordiske folkhögskolan i Kungälv og Vuxenutbildarcentrum i Linköping (alle S) til at arrangere møder og kurser i ES's ånd og føre hendes åndelige testamente videre.
2. Epilog I Slutningen af 1970'erne modtog ES en gave fra billedhugger John Rud, hvor han havde indhugget 1. vers på fransk: "Er lyset for de lærde blot". Verset var oversat af ES. Stenen blev givet til ES ved en festlig overrækkelse på Institut Francais. Den franske Ambassade sponserede festen og traktementet. Da stenen vejede ca. 400 kg var det ikke en sten, ES kunne tage med hjem i sin bil. I 7 år stod stenen uden for døren på Institut Francais, Rosenvængets Allé, (de troede til sidst, at det var deres sten), før den kom ned til ES. Men sønnen ville ikke have den sten stående på LCdS, så den forærede han til byen Vanosc. Det blev fejret af byen ved en højtidelighed med taler af borgmesteren og sønnen Jacques Kleiner. Så nu står stenen i Vanosc på torvet foran rådhuset og posthuset til evig minde om Erica Simon og hendes virke for byen.
Fotografier: Udlånt af forfatteren