Hans Fugls virke for kultur, ligeret og oplysning Sidst i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet, kom en del danske indvandrere til Argentina, antageligt nogle tusinder. Den første, der satte meget ind paa det, var Hans Fugl, efter at han havde arbejdet sig frem til en betydelig stilling indenfor Nybyggerbyen Tandil, ca. 300 km. sydøst for hovedstaden Buenos Aires. Dér havde han startet sit ophold i Argentina, midt i 1800 tallet.
Fugl var en ret oplyst person og meget optaget af skole, kirke og hvad der kunne være af folkelig velstand og oplysning. Vitterlig var han et menneske der handlede med fornuft og retskaffenhed, en optræden, der vakte respekt og gjorde ham til talsmand for lov og ret, hvor han end optraadte. Han var med til at sætte gang i skoler og fremskridt i det hele taget. Man kan nok med rette sige, at Fugl i dagligdagen byggede paa tanken om at oplyse folket ud fra skolen, baade børne- skole og højskole, mens han selv, uden at gøre det fra institutioner, handlede som en "mobil" skole, fordi hans handlinger var en form for skoling af folket, venner, bekendte, familie, indvandrere (ikke udelukkende af dansk oprindelse), han kunne ikke tænke sig et land uden kultur, ligeret og oplysning.
Blandt de tusinder af danske indvandrere, der ankom til landet, indtil omkring 1920/30, var der dygtige landmænd og haandværkere og ind imellem ogsaa nogle, der laa inde med en vis uddannelse. Mange af dem havde, et sted i kufferten, taget noget af deres hjemstavns særegenskaber i forbindelse med tro, kirke, skole og politiske tanker med. Det gav nok en del af spirekraften til nogle kulturelle forsøg: børneskoler, kirker og højskoler. Det blev flere gange forsøgt at sætte en højskole igang, men det holdt sjældent ret længe. Der manglede sansynligvis ogsaa en fastere kontakt med Danmark i den henseende, især angaaende en eller anden form for hjælp til at skaffe lærere.
Alta Miras første elevhold 20. juli 1946.
Man ville ikke tillade, at det danske forsvandt Først da der kom gang i projektet om den Dansk-Argentinske skole i Cascallares, blev der dannet en fastere ramme om muligheden. Det gik og dog gik det ikke i det lange løb. Højskolen gled ud og børneskolen voksede sig ret stor.
Hvad der laa bag trodsigheden, at holde en Dansk Højskole i gang, er ikke let at beskrive eller forstaa i sit hele begreb. Danske indvandrere og deres børn og børnebørn, havde det ikke let med at føle sig som "argentinere". Det har sikkert været sproget, tænkemaaden og landets katolisisme, der var de betydeligste hemninger. De var nok argentinere, men ikke helt. Man ville heller ikke tillade, at det danske forsvandt, paa trods af at mange flere, efterhaanden, handlede mere og mere argentinsk. Maaske har de danske indvandrere og deres afkom, en folkegruppe hvor mine forældre og jeg jo hører hjemme ogsaa, altid følt, at vi, muligvis, var lidt bedre end de fleste argentinere, altsaa de katolsk/latinske og indfødte med rødder tilbage til de første folkeslag i Amerika. Det kan jo ogsaa være saadan, at vi følte os underlegne i mange henseender og derfor prøvede at skabe billedet af LIDT BEDRE, som en form for selvhævdelse eller selvstøtte.
Sagen holdt i mange aar, kanske fra sidst i attenhundredetallet til 1963, da Alta Mira Højskolen ved Gowland, lukkede for sidste danskprægede, til dels dansk- talende og dansksyngende forsøg paa at bestaa. Det var en realitet, det var sørgeligt og min kone og jeg, blev de sidste forstandere, der maatte paatage sig jobbet AT LUKKE FOR EN DRØM, MANGE HAVDE KÆMPET FOR AT HOLDE IGANG.
De første bygninger i lighed med danske forsamlingshuse Jeg kan ikke historiere noget videre om de første forsøg paa start og drift af Højskoler i Argentina, men jeg kan vitterlig godt forstaa, at indvandrene, der pludselig stod midt i en absolut fremmed miljø, hvor der dog havde samlet sig nogle tusinde landsmænd, paa et PAMPA-AREAL med Danmarks størrelse, forsøgte at opbygge nogle af de ting, de var vante til at have glæde af derhjemme, som f. eks. foreninger, hvor man frit kunne tale og forstaa det danske sprog, sange, skuespil og folkedanse og til tider være med til en dansk Gudstjeneste.
I Tandil, hvor mange af de første indvandrere havde slaaet sig ned, mange gange paa grund af Hans Fugls raad, kom baade dansk kirke og dansk skole igang og blev til forbillede for argentinsk skolearbejde. Det var ret tidligt i den sidste halvdel af 1800-tallet. Men Højskole kom der ikke gang i.
Lidt før aarhundredskiftet var mange Tandildanskere begyndt at rykke mod syd, hvor der var større chancer for at skaffe agerland, ogsaa i større arealer. Det kom nok til at betyde, at folketallet, blandt unge og familier med børn, gik nedad i Tandil.
Omkring Necochea, Tres Arroyos og oplandet derfra til Dorrego, Sierra de la Ventana og Atlanterhavskysten, steg tallet af danske indvandrere og deres landbrug ret hurtigt, og det betød, naturligvis, at de nyankomne ogsaa søgte den vej. Det førte med sig, at trangen til at mødes med andre danskere, gav kraft til at bygge de første egnede bygninger, i nogen lighed med de danske forsamlingshuse. Disse steder blev saa brugt til baade kulturel aktivitet, dans, foredrag, nogen skoleføring og kirkehandlinger, men det vigtigste var nok det, at man dannede et dansk klima, at samles i. Højest sandsynligt har disse samlingssteder ogsaa været med til at fyre op om skoler, i alt fald undervisning af dansk og nogle gange tanker om Højskole. Man kan vel med rette sige, at de kom til at overtage noget af den aktivitet, højskolerne havde med i deres undervisning, sang, musik, læsning, foredrag, sport og folkedans.
Johanne Dahlgaard gift med Otto Einar Pedersen o. 1930, de overtog senere højskole og børneskole i Cascallares indtil 1942 og Alta Mira fra 1946 til 1959.
Verdenskrigene og fædrelandet Kort før Første Verdenskrig brød ud, kom der gang i tankerne om, at oprette en passende ramme om et vedvarende Højskolearbejde. Femte August 1917 blev Højskolen indviet og nogle dage senere blev selve undervisningen startet under ledelse af Consul Carbel, da den udvalgte Forstander, Johs. Villumsen, paa grund af krigens gang, ikke kunne naa frem. Højskolen ved Cascallares blev nedlagt i 1935 og gik over til udelukkende at være en børneskole.
Anden Verdenskrig har sikkert holdt dansk - argentinerne stærkere knyttet til alt hvad der havde med Danmark at gøre. Der blev "samlet ind" til Danmarkshjælpen, der blev holdt møder rundt omkring i Argentina for at høre nyt eller videregive nyheder fra det gamle land mod nord. Nogle "agtersejlere" fra danske skibe, prøvede, til tider, at faa meldt sig ind i de allieredes tropper, man forsøgte paa diverse måder, at følge med og støtte, hvor der støttes kunne. Sindenes stemning var nok med til at holde liv i alt hvad der havde med fædrelandet(i første, andet og tredje led) at gøre, blandt andet, atter en gang, at faa en højskole paa benene, der kunne være med til at udvikle de baand, der førte til forbindelse med danskheden.
Gymnastikopvisning på Alta Mira 1947.
Højskolen ved Gowland De Otte dage paa højskole, det aarlige kulturelle møde, der startedes i 1923 gav en passende ramme om højskoleforslaget. Der blev ved mødet i 1945 sat en indsamling igang, der skulle give grundlaget til køb af et passende sted, at holde højskole. Man bestemte, da indsamlingen viste sig at være betydelig, at faa Johanne og Otto Pedersen til at acceptere ledelsen af højskolen. De var bosat i bjergbyen San Carlos de Bariloche efter at frasige sig ledelsen af børneskolen i Cascallares som de havde ledet siden 1933. Det blev en ny omvæltning i familiens tilværelse, fra det kønne bjergland i Andesbjergene til det flade, fugtige, frodige land, 90 km. vest for hovedstaden Buenos Aires og tilbagevenden til højskolearbejdet, der var gaaet i staa 10 aar tilbage paa skolen i Cascallares.
Det var nemlig dér, bestyrelsen købte resterne af et førhen engelsk kæmpegods, hvor 42 af de oprindelige 5000 hektar var tilbage. Der var ret passende velholdte bygninger som man kunne bruge til at starte med og højskolen indviedes i august 1946 med et karlehold paa 12 mand. Meget hurtigt blev der bygget elevfløj til 24 piger eller karle og første pigehold blev da ogsaa paa dette tal. Der var en stor, køn park, med en imponerende samling eksotiske planter og stor græsplæne, blomsterbede og badebassin.
Formaalet med at placere skolen saa langt fra "kolonien" var, bl.a. at faa de unge lidt nærmere kulturcentret Buenos Aires, hvor de kunne komme til at opleve baade de store teatre, biblioteker, højbygninger, museer, fabrikker, egentlig landets navle, og faa de unge lidt hjemmefra, ud at se paa verden. Der var en del unge, der ikke kunne faa nok af at køre med Metro-underjordsbanen eller sporvognene. Hvert hold kom paa et par oplysningsbesøg, baade til Buenos Aires og La Plata (provinsens hovedstad), som man benyttede til at slutte dagen med en koncert i det berømte Teatro Colón eller ogsaa vigtige teaterskuespil i nogle af landets flotteste sale, til tider med verdensberømte skuespillere.
Hverdagen gik med morgensang, skoletimer, gymnastik, atletik, boldspil, aftensang, underholdning, m.m., ellers kunne der drives lange samtaler mens der blev "suget mate" (næsten en nationaltradition som kaffen i Danmark) enten det saa foregik paa elevværelserne eller ude paa græsplænen i de store træers skygge.
Aktiviteten hang hovedsageligt paa forstanderparret, Johanne og Otto, og den danske lærer. Den første af dem blev journalisten Knud Skrivergaard. Saa fulgte Knud Hansen, Ole Olesen, Jørgen Skovsbo og Mogens Bøttern. Da forstanderparret Ole Steen og Ruth Mussegaard overtog ledelsen, blev vi, Astrid og jeg, lærerhjælp, noget af tiden. Det var aarene 1960/61. Men det kneb mere og mere, at samle elever om foretagendet.
I 1962, tilbód bestyrelsen os, Astrid og Poul Pedersen, at forsøge med en slags blanding af Den gamle højskole med elevtilskud fra de Lutherske menigheder (Luthersk Samlede Kirkesamfund - IELU) og fast lærerhjælp fra det Lutherske Teologiske Fakultet i José C. Paz og dansk-argentinske rejselærere. Lærerhjælpen fra IELU blev ikke til ret meget og heller ikke den dansk-argentinske. Der blev tilbudt fælleskursus for baade piger og drenge og sportstrænings lynkursus. Jeg rejste rundt i landet og fremsatte forslaget, men det blev ikke til noget holdbart. Margarita McCarthy, gjorde et ganske stort og uegennyttigt arbejde med undervisningen. Det blev nærmest til et haabløst eller desperat ugennemførligt forsøg og Højskolen ved Gowland blev nedlagt som saa i den sidste halvdel af 1963. Det blev sikkert afgangen for sidste forsøg paa Dansk Højskole i Arentina. Saa kan man prøve at lede efter aarsagerne.
Flaghejsning og morgensang ved otte dage på højskole i Tandil 2008.
Det har været værd at arbejde med Hvis man ser tilbage paa Højskolernes historie i Danmark maa man erkende at de, fra starten af, havde en stor betydning inden for mange ganske praktiske emner. De oplyste de unge, der ikke havde haft skolegang, i læren af at læse, skrive og regne, foruden, historie, samfundsforfatning, sang m. m., der ogsaa førte til en aandelig vækkelse, der blev meget betydelig for det danske samfund. Men naar det i Danmark blev til, at Højskolernes tilbud, paa mange fronter, blev afløst af udbredt skolegang for hele folket, maatte man finde paa nye tilbud, uden at give slip paa den aandelige grund.
Naar man i Argentina, blandt dansk-argentinerne, allerede mærkede indflydelsen af de to kultursamfund, hvor det argentinske fik mere og mere grobund og der lidt efter lidt blev nødvendigt at have landets skole og højere uddannelse for at klare sig i arbejde og samfundsliv, ligger det ret klart, at man, rent praktisk, ikke havde særlig meget brug for den lidt sammensatte Højskole det dansk-argentinske folk kunne byde paa.
Ville man endelig paa Højskole, var det efterhaanden blevet en betydelig lettere sag at rejse en tur til Danmark. Maaneden med skib var blevet til smaa 20 timer Jetfly og de flestes økonomi kunne, for det meste taale det.
Jeg tror ikke at nogen fortryder hvad der kom ud af dansk børneskole eller dansk Højskole i Argentina. Det har været en dyrebar oplevelse for de fleste og det har været værd at arbejde med. End lyder det danske sprog, den danske sang og mærkes det danske sind, rundt om i landet, især til kirkehandlinger, til de aarlige "Otte Dage Paa Højskole" (der nu er blevet til fem), paa land, saavel som i by, til møder, sport, foredrag og til tider i hjemmene. Det har de Danske Højskoler i Argentina nok bidraget meget til at opnaa.
Minder, tanker og følelser: Astrid Hansen (Radby, Fyn) og
Af Poul Pedersen og Astrid Hansen
November 2014
Fotografier: Stillet til rådighed af forfatterne.