Af Frederik Christensen Frederik Christensen, som var Vrå Højskolens forstander 1967-1984, fortæller skolens historie. Teksten er et bearbejdet kapitel fra Frederik Christensens bog "Med livet i højskolen." Forlaget Vartov 2008.
Vrå Højskole
Så rejste vi i 1967 efter gode læreår på højskolerne i Vallekilde og Viborg til Vrå Højskole som forstanderpar.
Vrå Højskole havde ligesom Vallekilde, som vi kom fra, en hundredårig historie bag sig, præget af tre generationer. Fra oprindeligt at være oprørsskoler blev de efter første generation kulturelle magtcentre for bondestanden. Begge steder havde kunsten fået en fremtrædende plads, og begge var det man kan kalde "grundtvigske helhedsskoler". Det vil sige skoler knyttet til friskole og valgmenighed, men også til kulturliv i øvrigt og til erhvervsliv.
VRÅ HØJSKOLE 1872-1967 Kulturkamp Vrå Højskole begyndte 1872 på en gård i Stenum, en landsby mellem Brønderslev og Løkken. Jørgen Terkelsen fra min hjemegn ved Vejle og Kirstine Albertsen fra gården i Stenum havde mødt hinanden på Christen Kolds højskole på Fyn. De besluttede at de ville rejse en højskole i Vendsyssel og fik overladt en grund hos Kirstines far. Skolen kom godt i gang og da den jyske længdebane blev anlagt, flyttede de 1890 skolen til stationsbyen Vrå.
"- og jeg der ikke hører til profeterne", skrev Terkelsen i sine erindringer. Det gjorde han måske ikke, men han var i hvert fald en fremragende underviser, som ikke blot havde en klar hensigt med sin højskolegerning, men også havde udpræget evne for at skabe tillid hos folk, som støttede hans og Kirstines ideer. Vore dages kulturkamp er ren børnehave ved siden af den kulturkamp Jørgen Terkelsen og mange andre af højskolens første generation førte. Han blev i provisorieårene arresteret af Estrups blå gendarmer og sat i Hjørring arrest, efter at nogle bønderkarle havde tævet de samme gendarmer på Brønderslev marked. Myndighederne anklagede Terkelsen for at ophidse bønderne mod regeringen. Kort tid efter blev Terkelsen løsladt, men skolen blev frataget statsstøtten. Overbetjent A. Jensen skrev i sin rapport: "Terkelsen må anses for yderst farlig som lærer for ungdommen". Han omtales som ungdomsfordærver og hans højskole som arnested for anarkistiske tendenser".
Det fortælles, at Terkelsen rejste rundt i Nordjylland som foredragsholder, og i hvert sogn, hvor han kom, oprettede han en skytteforening. Skydeøvelserne rettede sig ikke blot mod tyskerne, men også mod Estrups højre-styre, som med kongens støtte havde frataget folketingets flertal magten. Han forsøgte endog sammen med andre oprørske vendelboer at smugle rifler ind fra England, som så skulle skaffes i land ved en arrangeret "stranding" i Løkken. Projektet mislykkedes, fordi englænderne ikke ville sælge - forlød det.
Kerteminde Højskoles forstander i 1920-erne fortæller i sine erindringer, at han sammen med sin far og ældre bror i samme oprørs-ærinde forsøgte at smugle rifler ind til Odsherred fra Sverige. Det lykkedes vist heller ikke. Jeg har et brev liggende fra Jørgen Terkelsen, hvor han henvender sig til en sammensvoren bonde på Frederikshavnsegnen og beder ham samle andre bønder for at køre den kendte norske højskoleforstander og stortingsmand Viggo Ullmann og fyrre norske bønder til Vrå Højskole, når de kom med båden. "Men lad ikke andre vide det, vi skal ikke have uro på egnen", skriver Terkelsen. Viggo Ullmann kom som taler til højskolens efterårsmøder gennem 30 år. Ham ville folk høre. I Stenum var foredragssalen ikke så stor, og folk sad så tæt, at man måtte transportere Ullmann ind gennem vinduet.
Ullmanns ry bredte sig over hele landet. Eleverne ved Askov Højskole ville også høre ham. Men han var for kontroversiel for skolens ledelse, så man nægtede ham adgang.
"Det store orkester" Man laver naturligvis ikke højskole alene på oprør. Det lykkedes for Jørgen og Kirstine Terkelsen at skabe en Grundtvig-Koldsk højskole, som mange nordjyder knyttede sig til. Han var en stor fortæller. En af lærerne, den senere landskendte psykoanalytiker Sigurd Næsgaard skriver om Terkelsen: "Uden andet ydre hjælpemiddel end sin stemmes klang og sit blik skaber Terkelsen uudslettelige billeder af landenes og folkenes skæbner, af krigerens, tænkerens, asketens og den luksuriøses liv. Med uimodståelig kraft bygger Terkelsen den unge bondekarl erfaringsverden ind i denne verdens historie, så alt får horisont for ham, og således, at han lærer den inderste hemmelighed i sin leven at kende. Han ser sit hjemlands magre marker ved siden af Nilens fede dynd, og den lille landsby drager forbi hans indre blik en enkelt stund, mens Babylon, Athen og Rom bliver til i al deres skønhed og storhed. Folk derhjemme og han selv med føjes ind i historien, alt får fortid og fremtid".
Terkelsen spillede 1. violin i "Det store orkester", som han fik op at stå hver vinter. Statens tilsynsførende ved højskoler sagde senere til en, som havde været lærer ved skolen: "Jo da, nu husker jeg Dem. De var med i det store orkester på den musikalske højskole oppe i Vendsyssel."
Anden generation Som i Vallekilde blev to forstanderdøtre gift med mænd, som kunne overtage skolen. I Vrå blev Gudrun gift med teolog Jens Bertelsen og Astrid gift med landbrugskandidat Møller Nørgaard. Bertelsen blev præst ved den nyoprettede valgmenighed. Han tog sig af det åndelige liv ved skolen og Møller Nørgaard tog sig af landbrug og økonomi. Eleverne sagde, at når Møller Nørgaard skændte på dem "så rystet vi ", men når Bertelsen skændte på os "så græd vi". Bedre karakteristik kan næppe gives.
Vrå Højskole var altså en familieskole de første 50 år. "Kolonien" kaldte man den verden som udfoldede sig der. På sine gamle dage gik Terkelsen rundt i kolonien og trak alle ure op, så den fælles tid kunne fastholdes. "Vi var så glade dengang", sagde Bertelsen svigersøn Hans Aage Larsen, når han erindrede sine første år som lærer ved skolen omkring 1920.
Vi er nu inde i 1900-tallet. Partisanrollen er udskiftet med høvdingerollen. Bønderne har overtaget magten i landet, og højskolerne er blevet en del af magten. Den magtposition varer stort set århundredet ud. Ganske vist begynder tæringen i bondekulturen allerede i århundredet midte, men helt op til vor tid var vigtige personer på Christiansborg gamle højskoleelever. Nu har højskolen ikke længere selvfølgelige væbnere i rigsdagen, den er tilbage i oprørstiden - uden oprør.
Med Vrå Højskoles anden generation fra 1902 til 1934 bliver skolen et centralt hjemsted for nordjysk bondekultur og den grundtvigske livsopfattelse. Møller Nørgaard er en agtet formand for landboforeningen og Jens Bertelsen en afholdt præst i den grundtvigske kirke, men deres virksomhed strækker sig længere ud i erhvervs- og kulturliv.
Imidlertid er denne grundtvigske velsignelse ikke for alle. Digteren Erling Kristensen skrev i 1930-erne romanen: "Byen mellem de to tårne". Han gav her en udmærket men kras beskrivelse af stationsbyen Vrå, hvor jernbanen delte folk. Vest for jernbanen boede grundtvigianerne. Her lå højskolen og valgmenigheden og den grundtvigske brugsforening. Øst for jernbanen lå sognekirken, missionshuset, arbejdernes Odeon og østsidens brugsforening. Et par år efter vores ankomst i 1967 havde man dog besluttet at være fælles om brugsen. Men når byens amatørteater opførte det årlige skuespil, var det fremdeles nødvendig at spille både på Odeon og på højskolen, hvis man ville have alle med.
Bag om disse fæstningsværker herskede dog en fælles nybyggerånd. Cykelsmed og romanforfatter Thomas Olesen Løkken er et herligt eksempel på den hurtigt fremvoksende selvbevidsthed. Han havde succes med "Bonden Niels Hald", og var nu på vej til Norge med Kristianssand-båden. Her kom en beundrer: "Jamen, det er jo Thomas Olesen Løkken. Du er den største digter i Norden!". "Nej, nej", svarede forfatteren, "jeg er kun den trediestørste, de to største er Ibsen og Bjørnson". Det var i 1920-erne, og de populære romaner fra cykelsmedens hånd gjorde ham i stand til at købe bil, som han dog efter politimesterens krav måtte lade trække med heste to kilometer ud til hovedvejen, for ikke at forskrække dyrene på markerne.
Konservativ og frisindet I 1934 opgav slægten at føre højskolen videre. Det var selvfølgelig et nederlag, men med Vrå Realskole, som den - Hans Aage Larsen, Gunnar Bertelsen og Niels Regner Nørgaard - oprettede og drev de næste 30 år, realiserede den noget af det bedste fra en grundtvigsk højskole. Den linje blev ført videre i moderniseret udgave vores Vrå-tid med Jørgen Sand Nielsen som leder.
Nu tog egnens folk over. Man samlede penge ind, købte skolen og ansatte Anne Margrethe og Arne Brandt Pedersen, lærere på Rødding Højskole, som forstanderpar. Anne Margrethe døde som 48-årig i 1943. Nogle år efter blev Brandt Pedersen gift med Ruth Hansen, som var lærer ved skolen.
Arne Brandt Pedersen var en konservativ og meget frisindet mand. Han sagde De til skolens formand, skønt de havde et nært samarbejde i en lang årrække. Han sagde af princip De til alle kvinder undtagen sin kone og døtre. Da vi ankom til Vrå blev Birthe den første uden for familien der brød traditionen.
Brandt var som bestyrelsesmedlem i Foreningen for Folkehøjskoler kritisk over for de fleste forsøg på at modernisere, bl.a. forsøg på at give lærerne øget medbestemmelse, men var alligevel agtet af alle, fordi han altid sagde tingene rent ud. Han var med i Askov Højskoles bestyrelse i de urolige år omkring 1970 sammen med Viggo Kampmann, K.E.Løgstrup og Dons Christensen. Jeg har personlige referater og vurderinger liggende, som Brandt gav mig undervejs, og vi førte lange samtaler om situationen. Næppe fordi min vurdering var særlig værdifuld, men han havde brug for at udtrykke sine tanker, og så var jeg altså en generation yngre og kunne derfor lettere forstå de " unges sære ideer". For at sige det kort var hans bekymring, at "de gode elever" skulle forsvinde fra Askov, fordi tiden gik med diskussioner om medbestemmelse og fordi der blev drukket øl og røget hash. Løgstrup medførte sin meget kritiske holdning til ungdomsoprøret på universitetet til sit bestyrelsesarbejde i Askov. Brandt gav mig sit eget referat af Løgstrups tanker om "ungdomsoprøret tyranni" - udførligt og troværdigt som altid. I striden om Askov kom han i modsætning til sin egen søn Finn, som var lærer ved skolen, og som han ved sin stillingtagen indirekte var med til at afskedige. Finn har skrevet om denne far-søn sag i sin bog "Rod i højskolen".
Men frisindet var han. Under krigen havde han to lærere ved skolen. Peder Riemann, senere sognepræst i Lindknud, som var virkelig konservativ, sommetider reaktionær. Han var aktiv modstandsmand og meget national. Svend Hougaard var medlem af "Aldrig mere Krig". Han meldte sig til ungdomslejre ude i Europa og blev senere radikal folketingsmand. Gamle elever fra disse år fortæller, at sammenstødene mellem disse to hørte til de vigtigste oplevelser i deres ophold, og forudsætningen var givetvis Brandts sikre, men frie og rummelige ledelsesform.
Ikke mange år efter krigen ansatte Brandt den dogmatiske kommunist, Broby Johansen, til at lede sommerens kunstkurser - hvad han så gjorde i mere end 30 år. I begyndelsen var Broby ikke helt tilfreds med at være på en gammel grundtvigsk højskole. Han prøvede derfor Roskilde Arbejderhøjskole, som lå tættere på hans samfundsopfattelse. Det varede kort: "Der var ingen frihed", sagde han, og vendte tilbage til Vrå.
Brandt var på flere måder en rank personlighed. Han var en høj og rank mand, hvis ryg var som et kosteskaft. Jeg tror den var årsag til at han på sine ældre dage af og til besvimede. Vi fulgtes ad til Nordisk Folkehøjskolemøde i Trøndelag. På vejen hjem faldt han besvimet bagover, mens vi stod i kø i et cafeteria. Han faldt med et brag til stor forskrækkelse for alle i nærheden, men Ruth sagde: "Lad ham bare ligge, han kommer snart til sig selv igen". Det gjorde han også. De sidste fem-seks år han levede, kørte han i bil uden ryglæn. Det var knækket af. Han mente ikke han havde brug for det.
Ruth og Arne Brandt Petersen
Arne Brandt Pedersen havde timer på skolen i tretten år efter sin pension til han døde en pinsemorgen på Kreta, efter at han og Ruth havde sunget "I al sin glans nu stråler solen". I alle årene kom de næsten dagligt til formiddagskaffe. Der var aldrig et ondt ord imellem os.
Brandts højskolesyn var:
"Vi skal lære de unge at elske livet i en verden, der ikke bliver bedre."
De ord kan man godt holde højskole på.
Jeg har fortalt om Vrå Højskoles næsten 100-årige historie før 1967, for selvom vi i mange henseender brød med den historie af nødvendighed, så var den dog en vigtig forudsætning for vort arbejde. Ikke mindst gennem højskolens bestyrelse med formanden sognepræst Søren Dissing, men også ved de mange i egnen som støttede os. Her mødte vi det frisind, der bar os gennem vanskelige år. Blandt disse frisindede folk var Astrid og Jens Baggesen. Han var skolens formand i en lang årrække. Det var skolens naboer Inge og Gunnar Skov Andersen. Han gårdejer og formand for FDB. Mange andre kunne nævnes. Frisind kommer af overskud, af en tro på, at der altid er en konge at tale til hos hin enkelte, og at dette kongelige bør have mulighed for at komme til udtryk. Disse folk var tæt forbundet med højskolen, som forældrene før dem. De var opfostret med og til frisind. Det fik vi meget brug for.
Vi havde ideer Udkantshøjskolerne havde vanskelige kår i de år. Af Nordjyllands mange højskoler var kun få tilbage. Her i Vrå var vilkårene helt anderledes end den der viste sig i Vallekilde og Viborg. Det var en fattig og nedslidt skole. Elevværelsernes vægge var gulkalket mørtelpuds, fæstnet på strå, formentlig fra 1890. I nogle af værelserne kunne man se ind til naboen, og lydene gik frit mellem beboerne. Vi anvendte de første sommerferier til at slå celotex plader på væggene for at skjule de værste huller. Varmeanlægget var skrøbeligt, og vi åndede lettet op, når vi nåede foråret uden langvarigt varmestop. Lageret i køkkenet bestod ved vores ankomst af to breve peber og en pose sukker, hævder Birthe.
Vi begyndte vinterskolen med 8 elever foruden den præparandklasse, som holdt os økonomisk oven vande sammen med sommerens kunstkurser. Det var tydeligvis sparsommelighed, som havde holdt skolen på benene. Da jeg i månederne før vores tiltræden besøgte skolen, traf jeg Brandt Pedersen sammen med Regner Bønkel, skolens landbrugslærer. Bønkel bad om at få noget af sin løn. "Hvor meget vil du have?" spurgte Brandt. Han ville gerne have 100 kroner. Så tog Brandt sin store tegnebog op af inderlommen, gav ham 100 kroner og skrev på en indlagt seddel "Bønkel 100 kroner".
Det var skolens regnskab. Det første årsregnskab jeg så - fra 1966, som havde været forelagt bestyrelsen, var skrevet på en afrevet side fra et stilehefte. Det forudsatte et ubetinget tillidsforhold mellem forstander og bestyrelse, men det betød unægtelig en billig administration. Jeg gjorde lidt mere ud af regnskabsaflæggelsen , men klarede dog selv kontorarbejdet de første par år, inden jeg fik kontorhjælp på halv tid. Brandt havde været fastlønnet efter gældende takster, men han var desuden forpagter af skolens landbrug. Her var der 6-7 jerseykøer, svin og høns, og så var der en omfattende køkkenhave. Langt den overvejende del af skolens forbrug af fødevarer var egen avl.
Sidst i august kom en journalist fra Vendsyssel Tidende for at interviewe os. Han skrev: "Det nye forstanderpar sidder som fremmede, lidt forskræmte fugle i skolens foredragssal." Sådan følte vi det ikke selv. Tværtimod havde vi mod på opgaven. Vi havde været højskolelærere i 8 år - Birthe endnu længere - og havde samlet erfaring til at lede en højskole, mente vi selv. Desuden var Vrå ikke ukendt land for Birthe, som selv er vendelbo og gik til gymnastik på højskolen som ung. Hun var ofte taget med til Vrå-udstilingen af sin mor, som selv malede.
Vi havde også ideer til, hvordan Vrå Højskole kunne udvikles. I interviewet sagde vi, at vi ville lave linjer med kunst/formning, politik, teater og musik. I baghovedet lå også tanker om, at det måske var muligt at rejse en nordjysk gymnastikhøjskole. De gymnastikhøjskoler, som var i gang havde god søgning, og vi var jo dus med den sag fra Viborg. Det blev ved tanken. Dels fornemmede vi, at de fleste i bestyrelsen var skeptiske over for tanken, og dels erfarede vi, at formanden for byens idrætsforening i bestræbelsen på at få rejst en idrætshal øst for jernbanen (højskolen lå vest for), havde sagt at det nye forstanderpar ikke var interesserede i en idrætshal. Da vi hørte om den udtalelse var halbyggeriet allerede i gang. Senere viste Idrætshøjskolen i Brønderslev at tanken var bæredygtig.
Skolens personale 1978
Så tog vi fat Så tog vi ellers fat. Vi ryddede skolens landbrugsmaskinværksted, hvortil der efter krigen gennem den såkaldte "Marshallhjælp" var anskaffet traktorer og andre landbrugsmaskiner og indrettede det til formningsværksted. Vi ryddede "kontrolrummet", som bestod af en gerbereringsmaskine, hvor elever lærte at måle fedtprocenten i mælk og blev udlærte som "kontrolassistenter". Det kunne de faktisk leve af. Ældre folk fra landet kan huske, hvordan de drog rundt fra gård til gård med deres gerbereringsmaskine. I min erindring står de som folk, der var lidt klogere end andre, som altid spillede med i året dillettantkomedie og var i bestyrelsen for gymnastikforeningen.
Så dermed røg landbrugsundervisningen ud. Den undervisning, som krævedes af kommende landmænd, kunne de nu kun opnå på kvalificeret vis på landbrugsskoler. Vi ryddede også kostalden med de syv jerseykøer. Skolens landbrug kunne ikke bære en bestyrerløn, og jeg var taknemmelig for at slippe for jerseymælken.
Alt dette var nødvendigt, men prisen var en større afstand til den bondekultur, som har været skolens vækstgrundlag siden 1872. Det første arrangement efter vores ankomst i 1967 var Vrå Andelsslagteris generalforsamling i skolens gymnastiksal. Jeg kiggede ind for at se, om alt var i orden. Slagteriets formand, Gregersen fra Børglum, havde netop betrådt talerstolen og foreslået en sang fra højskolesangbogen: "Men inden vi begynder, skal vi byde velkommen til den ny højskoleforstander ", så rejste den 300-tals store forsamling sig spontant op. Det var tydeligt, at jeg som skolens forstander hørte til deres verden. Siden er næppe mange højskoleforstandere budt velkommen til en syngende generalforsamling i slagteriet.
Aase og Kurt Kristensen var de eneste tilbageværende lærere på højskolen. Vi fik et tæt samarbejde i disse første år, og jeg overdriver næppe, når jeg siger, at for dem var højskolearbejde en slags besættelse. Godt 20 år efter blev Kurt og jeg kolleger i Kerteminde. Jeg ansatte desuden Erik Skødebjerg Kristensen. Han var uddannet på Jelling Seminarium og fik stillingen bl.a. fordi han på seminariet var hædret som "årets bedste kammerat". Hans talent for at undervise elever med ringe evner eller som af andre årsager var kommet bagefter var uforlignelig. Erik blev svensk gift og virkede i en årrække som diakon ved kirken i Klippan. I det følgende år ansatte jeg Klaus Skot Hansen. Han var jurist og en sikker underviser i sprog og samfundsspørgsmål. Skot var initiativtager til "Vendsyssel Festival, en lang række sommerkoncerter fortrinsvis i nordjyske kirker med stor tilslutning. Han skrev efter megen forskning bøger om Michael Christian Rottbøl, Børglum Kloster, som blev skudt i modstandskampen.
Disse folk - udover lærere i kunst og musik, som omtales i særlige afsnit - var sammen med Birthe og jeg den daglige "undervisningkerne" i staben de første år. Vi kunne uden videre afløse hinanden og var sjældent uenige om højskolens linje.
Muligheden for at forberede "manden fra ploven" til en læreruddannelse blev afskaffet 1968. Vi oprettede da en HF-forberedelseslinje. Nu præparerede vi ikke længere direkte til seminarierne, men til den gymnasieparallel, som K.B.Andersen fortjenstfuldt indførte. Højere Forberedelseseksamen blev en meget vigtig mulighed for folk, som ikke er gået den direkte vej gennem skolesystemet. I Vrå havde vi megen glæde af den linje, og jeg har gennem årene ofte mødt gamle elever, der udtrykte glæde over at have deltaget og som på det bestemteste fastholdt, at de trods den faglighed virkelig havde været på højskole. Det gælder bl.a. min efterfølger på forstanderposten, Eigil Nielsen.
Den danske højskole har altid levet i en balance mellem det fagligt specielle og det almene. På Gymnastikhøjskolen i Viborg og Husflidshøjskolen i Kerteminde erfarede jeg i særlig grad dette ligevægtskrav. Lidt firkantet sagt: Hvis man ikke tilbyder det faglige som noget, der direkte peget mod anvendelse i livet bagefter, får man ikke elever, og hvis man ikke hårdnakket fastholder det almene (livet, kærligheden og døden), får man ikke højskole. At fastholde den balance er en daglig kamp.
Højskole og ungdomsoprør Vi havde i 1967 arbejdet på højskoler, der i både stil og elevklientel var klassiske danske højskoler. Eleverne modtog uden stor modstand det, som blev serveret for dem. De fleste af dem var produkter af den danske landsbykultur, hvor det enkelte menneske ikke krævede ret megen plads til sig selv, og hvor vedtagne normer sjældent blev overtrådt.
Nu mødte vi kulturskiftet. De fleste elever kom fra byerne, og selvom præparandklassen og Hf- forberedelsen dæmpede, var forandringen dog markant på den traditionsrige højskole. To forhold var vigtige: at få elever og at blive accepteret i egnen. Disse to var førhen gået hånd i hånd, for eleverne var indtil 1967 i hovedsagen fra nordjyske landbohjem. Nu kneb det med harmonien.
Vi begyndte med 8 elever på højskolen i efteråret 1967. I løbet af få år fik vi næsten fyldt skole. Nu kom mange af eleverne fra storbyerne og mange af drengene havde langt hår, to år før hårmoden slog ned i Vrå. Vi kom vist aldrig helt over de to år. Langt hår kunne ophidse sindene lige så meget som muslimske kvinders tørklæder i dag. Også dengang blev det fremmedartede forbundet med mange sære og faretruende sager. Langt hår betød hash og anden stads, det betød høj beat-musik og revolte. Det blev stadigt vanskeligere at få balance mellem elevers adfærd og baglandets vurdering. Eksempelvis havde jeg lovet gode Vrå-borgere, at de kunne låne vores nyopførte kunstsal til indvielsesfest for "Lions Club". De gode borgere havde den opfattelse, at man så fik et redskab til at styrke byens liv og ikke mindst give en særlig mulighed for socialt arbejde.
Da man ankom i fineste festtøj, sad mange af eleverne rundt om i vinduerne og hujede af gæsterne. Så vidt jeg husker havde nogle af dem også lavet protestplakater. De havde den opfattelse, at Lions Club var borgerskabets måde at promovere overlegenhed på. Det møde sved til os længe. Jeg brugte en stund til dagen efter at forklare eleverne lidt om jysk gæstfrihed. Men kulturkløften var uomtvistelig.
Højskoleeleverne havde i mange år været inviteret til Vrensted Ungdomsforenings nytårsmøde ledet af sognepræst Otto Mikkelsen. Vi fik god mad i forsamlingshuset, sang fra Højskolesangbogen, hørte foredrag og dansede til sidst folkedans. Sådan som man havde gjort det i årtier i Vrensted. Vores langhårede elever fattede ikke en brik af det hele. De fjumrede rundt i hele den grundtvigske rigdom, som forekom dem at være en museumsudstilling. Og selvom den nordjyske gæstfrihed gjorde indtryk på vores elever og de lokale unge var solidariske med deres præst, så blev Otto Mikkelsen og jeg enige om, at her var kulturkløften for stor. Vi brød traditionen.
Der var tre forhold, der plagede os i de år. Det var socialrådgivernes selvfølgelige henvisning til højskoler når de manglede behandlingsmuligheder. Det var narkotika, og så var det Herbert Marcuse med "den repressive tolerance", teorien om at magthavere lader tolerante og forstående, men i virkeligheden har en skjult dagsorden: at narre folket og bevare magten. Denne sidste plage kom helt bag på os. Vi mente, vi gik ind i et ærligt arbejde for at skabe en god skole og et tillidsfuldt samvær, og når vi lavede restriktioner og leveregler var det for helhedens skyld. Nu mødte vi pludselig den tankegang, at alt hvad lærerne - og især forstanderen - gjorde, var nøje beregnet manipulation. Dermed var den umiddelbare tillid, som er fundamental i et højskolearbejde, røget. Heldigvis varede Marcuses periode ikke længe og inficerede kun et fåtal.
Den anden plage var hashen, i enkelte tilfælde LSD og andre sindsforandrende stoffer. I de første år fjumrede vi rundt i en problematik, som hidtil havde været ukendt land. Efterhånden lærte vi det, og vi lærte også, at ville vi nedlægge skolen, skulle vi blot tillade hashrøg et par år. Så smed vi elever ud, når de overtrådte reglerne. Jeg husker endnu tydeligt, at Vendsyssel Tidende kundgjorde på avisens forside, at Vrå Højskole havde bortvist seks elever. Det var ikke rart og værre var at sige farvel de seks, som i de fleste tilfælde færdes på kanten af tilværelsen. Det var det år, da Klaus Rifbjerg, Ebbe Reich Kløvedal m.fl. røg hash på kulturministeriets trappe. Der kan være langt mellem vore verdner. Jeg har senere bebrejdet Ebbe den sag. Den slags avisoverskrifter ses ikke mere. Dels er Vendsyssel Tidende for længst gået ind, og dels er højskolestof jo ikke noget, man bringer på avisernes forsider i dag.
Den tredje plage var de unge med psykiske problemer, som i mange tilfælde burde have professionel behandling, men som i stedet blev lempet ind på højskoler. Disse unge slugte meget af medarbejderes tid, men værre var, at kammeraterne ofte følte sig tvunget til at hjælpe dem, hvad sjældent lykkedes. Så følte de sig ansvarlige og skyldige, når det alligevel gik galt og de syge måtte i ambulance på sygehuset. Et par gange endte det med døden. Så gik skolen i stå, og vi måtte samtale meget for at komme videre.
En diset december morgen i 1971 kom Erik Skødebjerg løbende til vort hus: "Du må komme. Frede hænger ude i haven". Jeg bad ham hente en kniv, og vi fik ham skåret ned ved fælles hjælp. Frede var en stille, lidt indelukket gut på atten år, som havde svært ved at nå pigerne - efter kammeraternes udsagn. Så nu havde han taget sit lagen sent på natten og gjort ende på sit korte liv. Fredes død bliver jeg aldrig helt færdig med. Jeg har tvivlet meget i mit højskolearbejde, men jeg har aldrig tvivlet på, at det skulle være for livet skyld. Jeg kunne nok med min snusfornuft sige til mig selv, at selv ikke de mest levende og omsorgsfulde skoler kan redde forvirrede sjæle som Frede. Men snusfornuften rækker ikke. Så var det også måden at takle slig hændelse på. Hvad gør man, når der sidder 70 chokerede kammerater og kolleger. Vi gjorde det vel så godt vi kunne, bare ikke godt nok. Fredes far var amtsskolepsykolog. Jeg ringede til ham og fik fremstammet, at hans eneste søn havde hængt sig. Han sagde: "Rolig - rolig, mand". Den sætning husker jeg.
Til den mere muntre side hørte historien om Janus, der ud over sine psykiske problemer havde det med at blive forelsket over alle grænser. Derfor endte forelskelsen altid med at blive ulykkelig, fordi ingen kunne klare så meget på en gang. I en sådan ulykkelig situation kastede Janus sig ud af vinduet på 1. sal, men blev hængende i gårdlampen, hvorfra tililende kammerater fik ham frelst tilbage til jorden.
Ungdomsoprøret påvirkede selvfølgelig højskolelivet sidst i 60-erne og først i 70-erne. Men i modsætning til f.eks. Ryslinge og Askov, blev ungdomsoprøret ikke en trussel for skolen i Vrå. Her var elevtallet sjældent over 80. Vi levede tæt på hinanden, og vi lærere gjorde meget for at lytte og samtale. Allerede i vort andet år indførte vi det ugentlige "husmøde", hvori alle på skolen skulle deltage. Vi brugte ved disse husmøder megen tid på tykkelsen af toiletpapir og sundhedsrisikoen ved at spise budding osv. Men selvfølgelig også drøftelser af fag, undervisningsform, elevers mistrivsel, ideer til et bedre skoleliv. Ind imellem blev vi godt trætte af al den snak, men kun få ville afskaffe møderne. De gav os fornemmelse af at være i samme båd, og de gav den enkelte en fornemmelse af at have medansvar. Måske kunne der komme for megen "rundbordspædagogik" - som en fhv. statsminister advarede mod - men fundamentet for dansk folkestyre blev dog lagt i tingstedets rundkreds. Det er selvfølgelig længe siden.
Jeg kan se på mine udtryk fra dengang, at jeg var kritisk over for ungdomsoprøret. Årsagen var vel først og fremmest, at jeg havde haft mit engagement i de politiske og idrætslige ungdomsorganisationer, som stort set var fraværende i ungdomsoprøret. Desuden var jeg bondesøn, og bondesønner blev sjældent marxister. Som højskolemenneske forekom marxisterne poesiløse, tvingende livet ind i en alt for lille form. Endelig fandt jeg "flower power" - bevægelsen svævende et eller andet sted over jorden. Men bag alle disse forbehold lå der dog en sympati for de unges forsøg på at erobre tilværelsen. Den sympati har jeg stadigvæk, og nu i denne småborgerlige tidehverske sig-selv periode efter årtusindskiftet, kan jeg tage mig selv i at længes efter unge, der går efter det ideelle og er parate til at kæmpe for andre end sig selv.
For øvrigt tror jeg, at ungdomsoprørets basale baggrund kun i mindre grad havde ideologiske årsager. Afgørende var, at arbejdskulturene forsvandt i efterkrigsårene. Bonde- arbejder- håndværker- kultur mistede autoritet, fordi arbejdsformerne ikke længere blev nedarvede. Hvor den unge generation førhen var afhængig af den ældre, fordi den nødvendige arbejdskundskab lå her, måtte den unge nu hente den nødvendige erhvervsviden andre steder. Generationsafhængigheden forsvandt, og den kultur, som førhen var knyttet til arbejdet, forsvandt med uafhængigheden. Set i det lys er både universitetsmarxismen og Thylejrens hippiekultur i historisk forstand oppustede begivenheder, let beskrivelige af skribenter, som ideologisk føler sig knyttet til dem. Det afgørende brud i forhold til fortiden skyldes generationsuafhængigheden, hvorved den ældre generation mister autoritet. Det er grunden til, at vi nu siger du til alle og er på fornavn med alle.
Dog - alle generaliseringer om ungdomsoprøret er utilstrækkelige - også mine. I begyndelsen af 70-erne tog jeg initiativ til at Vrå Højskole fik sit oprindelige navn: Vrå Folkehøjskole. "Folke" var formentlig det mest populære begreb i det årti. Folkedansen fik en slags renæssance, elever lærte og sang folkeviser med et utal af vers, folkemusikken slog an, og vi snakkede meget om ægte folkestyre og folkeoplysning. Stimuleret af folk som Ebbe Reich Kløvedal og Eivind Larsen kom der en Grundtvig-renæssance i højskolen og dermed en styrkelse af den opfattelse, at kultur kommer nedefra. At alle holdbare værdisættelser sker i de menneskelige kærlighedsområder - i det, mennesket er sanseligt og følelsesmæssigt knyttet til. Den opfattelse holdt som bekendt ikke i markedssamfundet, hvor de folkelige rester blev til nationalisme.
Højskole med linjefag Den klassiske højskole var dybt forbundet med landsbykulturen. Så længe landsbyen var hjemstedet for de fleste danske, var der en selvfølgelig forståelse for det almene, som det rum hvor alle tilværelsesformer var repræsenteret. Her var erhvervet, skolen, kirken, forsamlingshuset, foreningslivet, og højskolen kunne naturligt bygge oven på. Men i efterkrigsårene mistede landsbyen og bondekultur position som kraftcenter for danskerne, og dermed kunne højskolerne ikke længere nøjes med at forberede hertil.
I Vrå betød det bl.a. at vi slog os på "linjefag", som i de følgende år gav højskolen en ny identitet. Det forekom mig lidt underligt, at den højskole, som i mange år i sommertiden havde rummet Broby Johansens kunstkurser og i august havde rummet Vrå-udstillingen, ikke gav plads til disse aktiviteter i vintertiden. Det var dog det Vrå Højskole var kendt for i hele Norden.
Gennem Carl Scharnberg, som boede i Vrå og gennem en årrække var knyttet til højskolen. Kom jeg i forbindelse med billedhuggeren Yan og hans kone Birthe Skotting. Carl og Yan havde gået atommarch sammen. Jeg ansatte Yan og Birthe til at lede skolens nye kunstlinje. Yan hed Yan Kai Nielsen, men havde sløjfet efternavnet, fordi han ikke ville slæbe rundt på navnene fra sin berømte far billedhuggeren Kai Nielsen. Han ville skabe sit eget kunstnernavn. Det gjorde han bl.a. ved det imponerende "Fynsk Forår" i Odense Rådhus og ved en lang række arbejder rundt i danske byer. "Tolv apostolske skibe" i Søndre Sogn kirke i Viborg, "Orden af kaos" ved SID-skolen i Svendborg, "Viden, lærdom og ånd" ved Mulernes Legatskole i Odense - for blot at nævne nogle af de vigtigste. Yan lagde aldrig skjul på, at han kom til Vrå for at få en fast lønindkomst. Han var ikke økonom. Men trods sin jordnære begrundelse, varede det ikke længe før han var dybt engageret i opgaven.
Nu bagefter kan det se meget selvfølgelig ud med den kunstlinje, men i 1967 var der kun få højskoler, der havde afsat væsentlig tid til den frie kunst. Vallekilde og Askov havde en tradition. Brandbjerg, Odder og enkelte andre højskoler arbejdede bevidst på at fremme de kunstneriske sysler, men ellers var det noget nyt at give kunsten linjefagsstatus. Derfor var der ikke megen erfaring at falde tilbage på, og Yan - og Birthe Skotting, som han fulgtes med i nogle år - måtte improvisere og bruge erfaringer fra dagen før. Det blev til 15 års inspirerende og bramfrit samarbejde. Hundredvis af unge mennesker kom i de år til Yans værksted og ingen rejste upåvirkede derfra. Hans pædagogiske evner var ikke udtalte og han spildte ikke mange kræfter på de elever, der manglede engagement og udholdenhed, men han kunne med sin håndværksmæssige dygtighed og kunstneriske kompromisløshed skabe et værkstedsklima, der fik stor betydning for eleverne. Ja, man kunne via Yans værksted ende som professor ved kunstakademiet. Man kunne også komme til den erkendelse, at drømmen om at blive kunstner ikke holdt til virkeligheden. Ingen har lært mig mere om kunstens univers end Yan. Ikke direkte gennem hans undervisning, men ved at følge hans arbejde gennem alle årene. Jeg blev bedre til at se ved at følge ham. Jeg lærte at man kan have dumme øjne, men at de kan blive klogere. Jeg lærte også af Yan, hvordan en disciplineret kunstner kan arbejde. Han stod op hver morgen kl. seks for at arbejde i sit værksted. Ikke kl. syv, men netop kl. seks - og hver morgen. Efter tre timer i værkstedet begyndte undervisningen.
Som kunstner var Yan en ener, som aldrig rigtig fandt sig til rette i en kunstnersammenslutning. Men han blev inviteret til en kunstudstilling hos en meget særegen kunstsamler og politichef i Milano i 1972-73, som helt efter eget hoved havde udvalgt kunstnere fra hele verden. "Med et slag var min ensomhed forbi. Jeg var kommet hjem", sagde han.
Yan gjorde værkstedslinjen til en bærende og frodig del af Vrå Højskole. I sine sidste år i Vrå havde han ved sin side Peter Iversen, keramiker, skulptør, sølvsmed og tusindkunstner. Han supplerede Yan på en række områder. Bl.a. tilførte han værkstedet en vigtig pædagogisk dimension. Med deres fine samarbejde nåede værkstedskunsten et højdepunkt i Vrå, og det var en selvfølgelighed, at han overtog den fulde ledelse, da Yan rejste.
Musikken havde heller ikke nogen særlig plads i højskolelivet i Vrå før 1967. Der blev selvsagt sunget, som på de fleste andre højskoler. I præparandklassen øvede man sig i violinspil, som man skulle, og der kunne af og til stables et husorkester på benene, men musik som afgørende fag, var der ikke tale om.
Birthe og jeg var glade for musik. Hun var en dygtig pianist og havde undervist i musik på Vallekilde Højskole, og jeg spillede lidt violin, ikke smukt, men af og til energisk. Skolens formand efter 1973, Jens Baggesen, byens smed Eivind Kristensen og jeg dannede orkestret "Frederiks Fodvarmere" og spillede gerne til dans - gammeldavs forståes. Alt sammen til husbehov.
Så blev Bendt Astrup ansat til at lede den nye musiklinje. Han var cand. mag. i musik og underviste på musikkonservatoriet i Aalborg. Med ham havde vi professionel bund i sagerne. Han tog sig af musikteorien, klaverundervisningen og korsangen og var desuden en fremragende komponist, som lavede adskillige melodier bl.a. til Højskolesangbogen. Bendt suppleredes med lærer til andre instrumenter. Det var først Mogens Andersen, leder af musikskolen i Vrå. Han tog sig af guitarundervisningen og den rytmiske musik.
Det var disse to, som i særlig grad byggede musiklinjen op, så den i løbet af få år blev en bærende del af Vrå Højskole. Vi fastholdt instrumentundervisningen, skønt den var ganske dyr i drift, men den var vigtig i bestræbelsen på at kvalificere den enkelte elevs tilgang til musiklivet.
Alle fag kan bringe glæde i højskolen, men som fællesskabsformidlende redskab er musikken i særklasse. Min erfaring fortæller, at den højskole som har et fagligt velfunderet musikliv er en bedre højskole i social forstand. Elever, som dyrker musik, er som regel også gode sangere. De har let ved at sætte en kvalificeret underholdningsaften på benene, og elevfester med eget orkester har en særlig kvalitet, som ikke opnås af professionelle musikere, selvom de er dygtigere end de hjemlige.
Jeg tror man kan sige, at musikken havde en storhedstid i højskolen i perioden 1970-2000. Der er stadig fire-fem højskoler, der gør noget ved sagen, men det er dog blevet en vigende aktivitet, og den klassiske musik er stort set borte. Heldigvis kom i den samme periode de kommunale musikskoler, som da også blev arbejdsplads for mange af vore elever. Disse musikskoler og deres betydning for danskeres musikliv kan ikke overvurderes. Måske fik de også den betydning, at musikeleverne ikke længere havde behov for højskolernes tilbud.
Erfaringen siger mig, at højskoler må tilbyde en undervisning, som for den enkelte unge bærer frem mod et fremtidigt brugbart behov. Men lige så sikkert siger erfaringen mig, at bliver den faglige undervisning ikke fastholdt på højskolens præmisser, forsvinder højskolen. I Vrå gjorde vi meget ud af morgensamlingen - en halv time hver morgen. Foredragene blev færre med årene, men blev dog fastholdt stort set dagligt. Desuden indførte vi europæisk kulturhistorie hver onsdag hele dagen, og her viste det sig, at eleverne fra linjefagene med deres særlige engagement formåede at kvalificere dagen. Jeg erindrer det som en fascinerende måde at undervise på at præsentere den enkelte periode med levende musik, malerkunst, arkitektur, politisk orientering, litteratur og religion.
De kreative højskole Højskolen 1970 - 2000 vil kunne indskrives i historien som "den kreative højskole". Da arbejdskulturene forsvandt og verden delte sig i markeds- og civilsamfund, forekom det naturligt at vælge civilsamfundet. Dette ideelle valg blev stærkt tilskyndet af en markant interesse for de kreative fag. Kort sagt, vi fik flere elever. Set i sidespejlet forsvarer jeg gerne denne "brød- og nytteløse" indsats. Man kan med nogen ret hævde, at højskolerne i slutningen af 1900-tallet fyldte de mere og mere kulturelt afmagrede hjem og lokalområder med nyt liv. Det var i hvert fald målsætningen. Men det havde den alvorlige bivirkning, at højskolen mistede kontakten til det politiske liv, fordi eleverne fra den kreative højskole ikke blev politikere. I modsætning til efterkrigstidens folketing er det ikke just gamle højskoleelever, der nu sætter dagsordenen.
Birthe og jeg rejste til Nordens folkliga Akademi i Kungälv i 1984, og Eva og Eigil Nielsen overtog styret for de næste 20 år. Eigil havde været lærer ved skolen de foregående 12 år og havde derfor god erfaring til forstanderjobbet. Det blev endnu en frodig periode i Vrå Højskoles historie. Men i overgangstiden kom vanskelighederne: elevtallet gik ned og økonomien skrantede. Skolen var tæt på at lukke. To lykkelige omstændigheder afværgede faldet. Et nyt forstanderpar, Pia Schnoor og Søren Ottzen, fik med stor energi og dygtighed gang i højskolen, og egnens folk sluttede op da skolens liv hang i en meget tynd tråd. Man samledes i "Vrå Højskoles Venner" og viste både bank og egn, at man ikke ville acceptere højskolens fald uden kamp.
De penge, man samlede ind forslog vel som en skrædder et bestemt sted, men signalet om villighed til at kæmpe, var guld værd.
Så nu kan Vrå Højskole fejre sin 140 års fødselselsdag.
Fotografier: "Med livet i højskolen", Forlaget Vartov 2008.