Silkeborg Højskole

Klare visioner og stor økonomisk satsning

Fra projektets begyndelse blev der formuleret klare visioner og principper for, hvad Silkeborg Højskole skulle gøre godt for. Skolens formål blev ”ud fra et kristent livssyn og på folkekirkens grund at arbejde for ungdommens åndelige og legemlige sundhed”. Og således godkendte undervisningsministeriet etableringen af FDFs idræts- og ungdomslederhøjskole, som den i første omgang blev tænkt og kaldt.

Højskolen skulle altså række bredt ud til dansk ungdom, men højskolens fædre og mødre havde ikke alene nationale drømme, men også globale. Det blev fra begyndelsen understreget, at bestyrelsen gerne så, at der var unge fra udviklingslandene på alle elevhold.

Visionerne for FDFs højskole var klare og store. FDF satsede organisatorisk og økonomisk ved at bygge en højskolebygning fra grunden med et samlet budget på 18 mio. kr., svarende til ca. 220 mio. kr. i dag. Pengene havde FDF ikke selv. Bygningerne blev finansieret uden fondsmidler, men via kreditforeninger og statslån, der vidner om den store troværdighed, højskoler havde på det tidspunkt. Endvidere iværksatte FDF en stor landsindsamling, ligesom medlemmer i FDFs hovedbestyrelse og stab donerede en procentdel af deres egen løn til højskolesagen. At FDF havde selvtillid – og tillid til unge – sås også af, at hovedbestyrelsen bad to unge FDFere, Henning Dammeyer og Knud Elmose Andersen, der endnu ”kun” var arkitektstuderende, om at skitsere og senere detailprojektere den nye, store højskole.

Det var den tradition, vi i 1986 trådte ind i. Vores virke på Silkeborg Højskole er tæt forbundne med disse værdier, der sammen med et stærkt bagland og en visionær bestyrelse gav os udbredt frihed til vores forstanderarbejde. Vi vidste altid, at bestyrelsen havde vores ryg, men vi vidste også, at der var klar forventning om, at vi som forstandere var drevet af de samme visioner, som var ønsket med Silkeborg Højskole.

Det visionære gav sig bl.a. udtryk i, at vi begge blev ansat som forstandere. På mange skoler, hvor man ansatte par, var manden forstander, og hustruen skolemor, men på Silkeborg Højskole ønskede bestyrelsen to forstandere med hver sin kontrakt. Det var dog ikke så let at få godkendt. Ministeriet ville kun godkende én forstander, der havde det fulde juridiske ansvar, hvilket var forståeligt nok, men at højskoleforeningen, FFD, heller ikke ville godkende os som to ligestillede forstandere var noget af en overraskelse. FFD nægtede os at deltage i foreningens forstandermøder, men skolens fremsynede formand, seminarielektor Jørgen Maibom, ville ikke acceptere det forældede synspunkt. Han klagede til FFDs bestyrelse og meddelte, at vi begge ville komme til det førstkommende forstandermøde. Det gjorde vi så – og blev ikke smidt ud. Der var brudt en lanse i foreningen, og vores forstandermodel blev taget op andre steder.

Den visionære bestyrelse havde et stærkt ønske om, at den store betonbyggede skole, skulle fyldes med kunst. Det kom konkret til udtryk ved, at der hvert år, uanset hvordan finanserne stod, blev afsat et beløb til indkøb af kunst. Det betød, at Carsten i alle årene har haft frihed til at ”lege” med kunst.

De klare visioner blev ikke blot en gave til dansk og international ungdom. De blev også en værdifuld og forpligtende gave til os som forstandere. Højskolen måtte ikke snævres ind til kun at være en FDF-skole, men skulle være en bred, åben skole i mødet mellem unge og de værdier, FDF står for. Samtidig blev det understreget, at FDFs højskole ikke skulle jagte hvilken som helst aktivitet for at tiltrække elever og omsætning. Hvis ikke det kunne lade sig gøre, så var der ingen grund til, at FDF skulle holde højskole. Alle mulige krumspring, der ikke var møntet på dannelse og uddannelse af unge voksne, var ligegyldige. Opgaven var så hele tiden at tolke, hvad det betød for både elever og ansatte.

Silkeborg Højskoles ”hvordan”

Grundlæggende var det altså klart, hvad Silkeborg Højskole skulle og hvorfor. Spørgsmålet var så igen og igen, hvordan højskolen skulle udfoldes. For os var det uomgængeligt at forholde os til både den grundtvigske højskoletradition og højskoleloven med dens hovedsigte på livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

Den fordring forsøgte vi at leve op til – både i undervisning og samvær ved at prøve at fastholde en række ”ligheder”, som var nødvendige for at gribe skolens anliggende:

Folke-lighed: om at gå fra et ”jeg” til et ”vi”

Vi fandt det afgørende, at vores elever fik lejlighed til at møde noget, der havde mere end dem selv som fortegn. Almendannelse er en indstilling til verden, hvor man kan se sin egen lille historie i en deltagende sammenhæng med den store historie. Derfor var opgaven i både undervisning og samvær at skabe sammenhænge og helheder.

Hjem-lighed: om at håndtere fællesskabet

Forståelsen af højskolen som et hjem, hvor mange lever under samme tag, giver nogle tydelige signaler om, at mangfoldighed, rummelighed, fælles ansvar og forpligtelse er forudsætningen for individuel frihed. Hjemlighed handler også om en dagligdag med faste mønstre og rytmer.

Billedet af ”hjemmet” fortæller om lærerrollen og om vigtigheden af højskolelærernes tilstedeværelse i hverdagen. Om lærere, der kan tales til og med i øjenhøjde, ja, om højskolelæreren som et medmenneske. 

I FDF er sommerlejren et ideal, hvor alle – børn, unge og voksne – lever sammen på fælles vilkår. Overført til højskolen betyder det, at lærere og øvrige ansatte er garanter og rollemodeller for, at eleverne oplever skolen som et hjem, hvor nærvær og tilstedeværelse er en selvfølge.

Kær-lighed: om at holde af og holde ud

Grundtvigs opskrift for al undervisning og dannelse har stadigvæk gyldighed: ”og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”. Vi var optaget af at vise eleverne, at skal det lykkes at finde sig til rette i et menneskeliv, både nationalt såvel som internationalt, må vi lære at holde af det. Ellers bliver vi aldrig kloge på de værdier og løsninger, der skal sikre en fælles global fremtid. At lære at holde af er en forudsætning for at evne at holde ud. Højskolen er et forpligtende miljø, hvor eleverne kan ”øve” sig i fællesskab ved at mødes ansigt til ansigt med andre mennesker, herunder mennesker af anden national eller etnisk oprindelse. Hvor alt i dag individualiseres, giver kostskoleformen mulighed for at opleve grundmenneskelige behov for nærhed og gensidig forpligtelse.

30 år blev det så til

Da vi overtog forstanderstillingen, tænkte vi, at de 9 år, som vores forgænger havde holdt ud, blev ikke os. Vi skulle videre, men årene smuttede, og vi blev i 30 år. Tre årtier på samme sted for både mand og kone er ikke særligt moderne og leder nærmest tanken hen på det gamle bondesamfund. Her bor vi. Her hører vi til. Her arbejder vi. Her lever vi. Og her kommer vi nok aldrig fra igen. Det er der noget statisk over, som ikke tyder på den store karriereplanlægning. Men det ord var heldigvis ikke opfundet, da vi landede på Silkeborg Højskole.

Begge er vi vokset op med en far og mor i samme virksomhed og med respekten for den nødvendige omsætning og børnene ansat som hjælpere. Det var den baggrund, vi trak på, da vi var til ansættelsessamtale, og det første spørgsmål lød: Kan I læse et regnskab? Vi havde formuleret en smuk ansøgning, men der stod ikke ét ord om tal og regnskab. Carsten rodede sig ud i noget med tal fra sin fars købmandsbutik, og jeg forsøgte mig med, at jeg havde deltaget i den årlige generalforsamling i firmaet derhjemme, og der havde der altid været et regnskab. 

Da det var på plads, drejede samtalen sig ind på det indholdsmæssige: Hvordan laver man god højskole? At prioriteterne vendte sådan, har været karakteristisk for Silkeborg Højskole hele vejen igennem. Ikke fordi det indholdsmæssige er ligegyldigt – langt fra, men fordi man med orden i økonomien får friheden til at lave højskole. Derfor har man på Silkeborg Højskole altid – lidt usædvanligt – haft en folkevalgt kasserer med forstand på penge og en formand fra den pædagogiske verden. Det er et stort privilegium at have en bestyrelse, som er kapabel på begge felter, og som har lagt tydelige spor ud, og herefter kan sige: ”Nu går vi hjem, og så må I finde ud af at køre butikken”. Der har aldrig været usikkerhed om ide og værdier, og vi har aldrig haft brug for noget managementkursus for at lære, hvad værdibåren ledelse er. Det har stået fuldstændig klart siden skolens start. Dette solide ryglæn har på væsentlige områder gjort det let at være forstandere. Vi vidste, hvor vi skulle stå, og derfra kunne vi være med til at dreje verden.

Med disse tydelige visioner og rammer fulgte også særdeles dygtige og dedikerede medarbejdere. Ikke at vi ikke har haft vores udfordringer og kampe – selvfølgelig har vi det – men aldrig er de strandet i ligegyldighed over for skolen og eleverne.

Det, der i sidste ende gjorde, at vi holdt ud i 30 år, var så afgjort eleverne. Det er dybt meningsfyldt og et dagligt privilegium at leve sammen med en stor flok unge.  De holder forstandere i live, og skulle vi indimellem være lidt modløse over rigets tilstand, så var den bedste kur at gå over i skolens dagligstue. Her var det ikke svært at finde håb for fremtiden. Selvfølgelig var eleverne også ind imellem dødbesværlige. Vi elskede dem ikke, når de holdt nattefest neden for vores soveværelsesvinduer, eller når de i opløftet stemning kom hjem fra byen kl. 4.00 om morgenen. Alligevel frydede vi os, når vi sidst på natten hørte dem skråle sangen: ”Denne morgens mulighed”. Det er da udtryk for livsmod.

Det var et privilegium, at bestyrelsen holdt fast i, at Silkeborg Højskole skulle have to forstandere. Det gjorde, at vi ikke skulle adskille arbejde og fritid og familieliv, men kunne gøre Silkeborg Højskoles ambition om at være et hjem til en del af vores eget liv.

Januar 2026

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatterne.

Læs mere om Silkeborg Højskoles historie i Silkeborg Højskoles 50 års jubilæumsbog, Malene Fenger-Grøndahl: At tænke selv - med tanke for andre. Silkeborg Højskole 50 år. Silkeborg Højskole, 2019