Kunsthøjskolen Thorstedlund

Højskolens fælleslokaler blev opvarmet af et ældgammelt oliefyr. Det stod placeret i et kælderrum og lignede mest låget på en atomreaktor. Når fyret satte i gang, blev et kæmpe svinghjul aktiveret og blæste varm luft ind i et kanalsystem af beton under gården. Luften fortsatte sin færd gennem systemet og kom ud gennem nogle jernriste i fællerummenes vægge, men på det tidspunkt var luften så afkølet, at man umuligt kunne nå en temperatur på over 12 grader - i hvert fald på kolde vinterdage. Værksteder, undervisningslokaler og elevværelser havde elradiatorer, som i princippet skulle holde en passende temperatur, hvis det ikke var fordi al tilførsel af elektricitet blev afbrudt hver dag mellem kl. 17 og 19.30. Dette skyldtes, at NESA forlangte en tilslutningsafgift på 80.000 kr., hvilket bestyrelsen ikke kunne betale, og man havde derfor indvilliget i, at strømmen kunne afbrydes dagligt i spidsbelastningstiden. Alle kæmpede sig rystende af kulde gennem vinteren, og det blev et særkende for Thorstedlund at se elever vandre omkring indsvøbt i deres dyner. Nogle kaldte det for “spøgelseshøjskolen”. Alligevel gik det ganske godt. Der var elever i alle sengene og pæn interesse for de kommende kurser.

Gæld og problemer

Kort efter starten på det første lange kursus fik Frederikssund kommune en ny beredskabschef. Han valgte som en af sine første opgaver at aflægge brandsyn på alle bygninger, som tilbød døgnophold, og her lå kunsthøjskolen lige for. Samtlige af skolens godt 5000 m2 var stråtækte og som sådan yderst pittoreske, men også brandfarlige. Beredskabschefens besøg udmøntede sig i et strakspåbud om omfattende brandsikring og varsling. Udgiften ville blive knap 2 mill. kr. - og nedlukning og konkurs stod for døren. Penge havde man ikke, og ingen bank ville træde til med lån. Til alt held meldte et medlem af skolens bestyrelse, erhvervsmanden Jørn E. Jensen, som ejede Tæppeland, at han da godt ville låne højskolen de 2 mill.kr. - med sikkerhed i ejendommen begribeligvis. Brandsikring og varsling blev udført efter alle kunstens regler. Alle varslingsenheder fik direkte forbindelse til det lokale brandvæsen - og til en central computer anbragt ved skolens kontor. Blev en alarm aktiveret, lød en infernalsk sirenelyd overalt, og brandvæsnet rykkede ud. Især røgalarmerne var yderst følsomme. Havde en elev taget varmt brusebad (elopvarmet vand!), kunne dampen fra badeværelset aktivere den nærmeste røgalarm, og så fik vagtlæreren sved på panden, for nu skulle brandvæsnet afbestilles. Når man desuden betænker, at der ved højskolens start var en åben pejs i dagligstuen, kan man forestille sig vagtlærerens mareridt.

Ryggen mod muren

Thorstedlunds første forstander, Niels Pjedsted, havde ingen let gang på jorden. Både han og Peter Biehl boede i dele af hovedfløjen, hvilket betød, at der ikke var elevværelser nok til at sikre skolen en holdbar økonomi. Og da slet ikke en, som kunne afvikle akkumuleret gæld. Og gæld var der nok af. Ud over de 2 mill., som Jørn E. Jensen havde udlånt, skyldte skolen lokale håndværkere og forretninger af alle slags - samt begge de to lokale banker, som havde stillet en kassekredit på 100.000 kr til skolens rådighed - hver! Kassekreditterne var trukket i bund, og der blev ikke afdraget på gælden. Forstander Pjedsted forsøgte afhjælpe situationen ved at anskaffe en skurvogn, som han flyttede ind i med samt sin familie. Derved frigjordes nogle værelser, som så kunne fyldes med elever - men det var ikke nær nok. Når krybben er tom, bides hestene. Det skete også på Thorstedlund, hvor lærerne, det øvrige personale (TAPperne) og forstanderen begyndte at strides om fagindhold, højskoleprofil, vagtplaner, forplejning, økonomi og bygningsstandard. Årene 1986 - 89 blev ikke morsomme for hverken forstander eller ansatte, og i 1989 gav forstander Pjedsted op - til dels også af helbredsmæssige grunde - og en ny skulle ansættes. Det blev Birgitte Hansen, som kom fra en lærerstilling på Ryslinge Højskole. På det tidspunkt havde bestyrelsen - igen med midler stillet til rådighed af Jørn E. Jensen - opført en stor, moderne og tidssvarende forstanderbolig. Imidlertid indså Birgitte Hansen snart, at opgaven med at rette Thorstedlunds økonomi op, løse personalekonflikterne og de yderst påtrængende bygningsopgaver -samtidig med at holde god højskole- var for stor en mundfuld, når man som hun kom fra en velrenommeret og velfungerende højskole. Hun forlod derfor Thorstedlund allerede i 1990. Nu stod man så uden forstander, og bestyrelsen fandt det lidt ubehageligt igen at skulle opslå stillingen. Derfor forhørte man sig i lærerkredsen, om nogen her evt. kendte nogen, som måske ville være egnede - og interesserede.

Fra pædagoguddannelse til kunsthøjskole

Min telefon ringede og en kendt stemme spurgte, om jeg måske kunne være interesseret i at blive forstander for en kunsthøjskole. Jeg havde på det tidspunkt i 14 år været rektor for Landsklubuddannelsen (klubpædagoguddannelsen), og den, der ringede, var lærer både på Landsklubuddannelsen og på Thorstedlund. Jeg syntes måske ikke lige, at kunst og højskole var min spidskompetence, selv om jeg gennem 14 år hvert år havde tilbragt to sommermåneder på Ryslinge Højskole, som vi lejede til klubpædagoguddannelsens internatdel. På den anden side, var jeg netop fyldt 50 år, og skulle jeg skifte job, var det vel det rigtige tidspunkt. Jeg bad om et møde med Thorstedlunds bestyrelse. Inden mødet havde jeg lejlighed til at studere skolens regnskaber, hvoraf det fremgik, at hvert år var afsluttet med et underskud - samt at egenkapitalen var negativ med godt 2 mill. Jeg foreslog bestyrelsen en række initiativer, som jeg mente kunne rette op på økonomien, uden at bringe højskolens indhold eller liv i fare. Bestyrelsen tog vel imod mine forslag og spurgte, om jeg så ikke ville være forstander - og gennemføre dem. Jeg svarede, at man måske skulle gå efter en lidt yngre person med flere kræfter i behold, da jeg kunne se, at der virkelig skulle knokles, hvis højskolen skulle på ret køl økonomisk - og bygningsmæssigt. Da rejste en lidt grå herre sig, sagde at han hed Jørn E. Jensen, og at det var ham skolen skyldte nogle millioner. Dem ville han se bort fra, meddelte han, hvis jeg ville påtage mig opgaven. Jeg måtte gå en lille tur i den smukke park for lige at sunde mig, men vendte så tilbage og meddelte, at hvis Jørn Jensen kunne slå en streg over godt 2 mill. kr, så kunne jeg nok slå en streg over mine betænkeligheder. Og vupti var jeg forstander for kunsthøjskolen. Det fortrød jeg aldrig.

At lære om livet gennem kunsten

I kunsthøjskolens første år blev hovedvægten lagt på kunstens muligheder, historie, udtryk, indhold, fortolkning og form, og det var bestemt ikke ringe. Men for mig var højskolen vigtigere end sine fag, for jeg ønskede dannelse, livsforståelse, selverkendelse som mål - og kunsten som middel til at nå i målenes retning. Det blev derfor afgørende at overbevise de ambitiøse elever om, at adgang til kunstakademierne eller designskolerne ikke var det vigtigste, men blot en af mange muligheder for kreativt disponerede mennesker, som udover rettidig omhu stræber efter utidig ildhu.

Den kreative ildhu er ønsket og efterspurgt i mange erhverv og sammenhænge - navnlig hvis den udspringer af ægte engagement og folkelig forankring. En vigtig brik blev tilbuddet om valg af psykologi og personlig udvikling som undervisningsfag. Dette sporskifte førte til nogle frugtbare indholdsdebatter, men også til udskiftning af et par lærere. Imidlertid var vi alle enige om, at der skulle skaffes bedre faciliteter, bedre lokaler og værksteder, bedre forplejning - og lys og varme året rundt!

Det nære og det kære

90’ernes højskoletilbud var præget af gensidig konkurrence om elever, og det vrimlede med tilbud om store kulinariske oplevelser og spektakulære udlandsrejser. Det overvejede vi også at kaste os ud i, men vi endte med at vælge det nære og det kære. Vi opdagede nemlig, at mange af vores elever selv havde rejst til verdens fjerneste egne, mens de ofte slet ikke kendte Danmarks smukke landskaber og historie. Det ville vi råde bod på. Derfor tilrettelagde vi på hvert af de lange kurser en studietur til enten Skagen eller Fåborg, hvor der blev mulighed for at fordybe sig i landskabernes skønhed og de lokale historiske bygningers grandiositet. I dagligdagen besøgte vi ofte nogle af Sjællands mindre kendte mindesmærker over fortiden: jættestuer, istidslandskaber, hævet havbund, køkkenmøddinger, gravhøje og slotsruiner. I undervisningen tog lærerne et tilsvarende udgangspunkt. Skulpturtimerne f.eks. begyndte med iagttagelse og siden lerformning af en kammerats hånd. Derpå fod. Senere ansigt. 

Eleverne lærte at se og forstå det hidtil indlysende - og oversete. Og psykologiundervisningen tog udgangspunkt i oplevelsen og erkendelsen af de små ting i eget og kammeraternes liv. Jeg vil påstå, at de fleste elever forlod Thorstedlund - måske ikke nødvendigvis som store kunstnere - men snarere med en bedre forståelse af sig selv og verden omkring.

Per aspera ad astra

Gennem kamp til stjernerne, hedder det, og kamp blev det. En god kamp: mod gæld, utidssvarende faciliteter, dårligt vedligeholdte bygninger, kulde og træk, urimelige køkkenfaciliteter - og håbløse arbejdsforhold for de vagtlærere, som ikke havde fast bolig på højskolen. Kælderfyret og elradiatorerne blev gradvist udskiftet med decentrale naturgasfyr, loftsrum blev indrettet til gode undervisningslokaler, køkken og spisesal blev nyopført, malesalen blev indrettet med miniværksteder til hver enkelt elev - og nye elevværelser indrettedes i alle kroge og hjørner. Og der kom elever til hver en seng.

Derved styrkedes skolens økonomi, og fra midt i 90’erne var Thorstedlund gældfri, ejede sin matrikel og alle bygninger på den - og havde endda så meget på kistebunden, at vi kunne opføre en pyramideformet bygning med elevdagligstue i underetagen og en foredragssal i overetagen. En milepæl var sat.

Lykkeligst at hvile på….

Efter godt 12 år i forstanderstolen fandt jeg, at jeg kunne forlade Thorstedlund. Bygningerne var vedligeholdt og i orden, faciliteterne tidssvarende, økonomien rimelig, elevtilgangen stabil - og undervisningskonceptet i rivende udvikling. Jeg var 62 år og syntes, at yngre kræfter burde tage over. Et generationsskifte burde finde sted. Jeg blev redaktør på Højskolebladet og forlod Thorstedlund i 2003. Bestyrelsen havde ansat redaktør af Kunstavisen, journalisten Ole Lindboe som ny forstander, men han faldt aldrig rigtig til, dels pga af hans helbredsproblemer (som gjorde, at han døde alt for tidligt nogle få år senere), dels fordi han var engageret i mange ting uden for højskolen - men også fordi hans familie ikke havde lyst til at flytte. Ole Lindboe søgte kontakt til Kunstakademiet for at hjælpe interesserede elever videre med en kunstnerkarriere, men det lykkedes aldrig rigtigt, og drejningen væk fra højskole og mere mod en forberedelse af et kunstnervirke syntes ikke at virke tiltrækkende på eleverne, hvorfor tilgangen til især de lange kurser begyndte at svigte. Jeg hvilede nok lykkeligt på min udkigspost i Højskolebladet - men ikke på en fuldendt gerning!

Den sidste forstander

Ole Lindboe gav op allerede midt i 2005, hvor bestyrelsen ansatte den kunstkyndige og energiske, tidligere leder af et kulturhus på Bornholm, Dan Mølgaard, som ny forstander. Han havde ideerne, energien og opbakningen til at gøre Thorstedlund til arnested for samtidskunst. Sære skulpturer og spændende billedkunst blev udstillet i skolens lokaler og i parken, og Frederikssunds borgere aflagde gerne besøg for at se på alt det nye og spændende. Det kunne være blevet en tid med grøde og gæring. Desværre var det for sent. Ny gæld var optaget, og potentielle elever havde ikke i tilstrækkeligt omfang opdaget kunsthøjskolens fortræffeligheder. De smukke, gamle bygninger begyndte igen at forfalde, og der blev langt mellem eleverne i de store værksteder. Det blev en nedadgående spiral, som endte med kunsthøjskolens konkurs i januar 2010. Bestyrelsen tog afsked med forstander og personale, og bygninger overgik efter nogen tid til Frederikssund kommune, som flyttede sin familieafdeling derud. Senere solgte kommunen det hele, og i dag er der indrettet boliger i hele den gamle bygningsmasse. Sic transit gloria mundi. Der var engang en kunsthøjskole. Den lå smukt i Græse bakker lige ved Roskilde fjord. Den eksisterede i et kvart århundrede. Nu er den historie.

Juni 2022

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren.