Højskolernes Sekretariat

Af Arne Andresén

Højskolernes Hus, Nytorv 7.

Begyndelsen

I 1944 (under 2. Verdenskrig) var det meningen, at højskolerne ville fejre, at de  havde eksisteret i 100 år. Men på grund af krigen måtte man aflyse de festligheder. Til gengæld blev flere bøger udgivet i den anledning, som fortalte om oprindelsen og ud­viklingen af den danske folkehøjskole.

I en af de bøger fortæller tidligere elever om, hvad det betød for dem at gå på højskole en vinter. Et gennemgående træk ved disse udsagn er, at næsten alle elever kom fra landbokredse, og tilskyndelsen til at tage af sted  kom fra forældrene. Mange fortæl­ler, at det var ikke så meget det kundskabsmæssige, de fik noget ud af, eller måske kan de ikke huske, at det betød noget. Højskoleopholdet stod i deres erindring som en stor oplevelse, som de mindedes resten af deres dage.

De blev medlem af højskolens elevforening, som indbød til det årlige elevforeningsmøde. Der var foredrag af forstanderen og lærerne, og sang efter højskolesangbogen, og møde med kammeraterne fra den vinter, de var på højskole. Det var en dejlig gen­opfriskning af deres højskoleophold. Ideen med elevforeningen var, at de gamle ele­ver skulle være med til at rekrutterer nye elever til højskolens næste hold ved at for­tælle venner og kammerater om deres oplevelse. Og de skulle naturligvis tage til den højskole, kammeraten havde været på.

Da de første højskoler begyndte, var skolerne private, d.v.s. at det var forstanderen, som for egne midler fik bygget en ny højskole eller indrettede en bestående bygning til højskole. Andre igen fik støtte fra foreninger eller enkelpersoner til at oprette en højskole. For at få elever til skolen rejste forstanderen rundt om efteråret og vinteren og holdt foredrag i forsamlingshusene og opfordrede de forældre, som kom til hans foredrag til at  sende deres sønner til hans højskole den næste vinter. Karlene kom til november og var der gerne 5 eller 6 måneder. Senere fra 1860-erne kom også pigerne på højskole i 3 måneder fra maj.

I de første hundrede år henvendte højskolen sig stort set kun til landboungdommen. At højskolen således, navnlig bland byboerne, blev karakteriseret som "bondehøjsko­len", kan ikke undre. Landbo-Danmark og højskole var gennem de første hundrede år stort set to alen af samme stykke kultur.

For karlene og pigerne var højskolen ikke et fremmed land, man tog til. Højskolen var snarere en udvidelse af deres eget land: højskolerne lå på landet, eleverne var kendt med foredraget og gymnastikken hjemme fra forsamlingshuset. Derimod var det en uvant oplevelse, at de nu skulle være arbejdsfri i 5-6 måneder. De kom fra det hårde kropsarbejde og tilbragte vinteren renvasket i helligdagstøjet i lys og varme og godt kammeratskab. Det var i sig selv en forunderlig og befriende oplevelse. Efter højsko­leopholdet skulle de i de fleste tilfælde tilbage til landbrugsarbejdet.

Dette var stort set elevgruppen, som kom til højskolerne frem til 1950-erne.

Landsforeningen af Højskoleelever

Dengang havde alle højskoler som tidligere nævnt en elevforening, som var med til at rekruttere nye elever til den højskole de havde gået på. Det var denne funktion, som var ideen bag oprettelsen af en Landsforening af Højskoleelever (LaH). De enkelte højskolers elevforeninger skulle simpelthen danne medlemsgrundlaget for en stor landsomfattende elevforening.

Første gang, denne ide omtales offentligt er i en samtale som  forstander Lars Bækhøj  har med Fyens Tidende i juli 1943. (Lars Bækhøj var formand for Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler (herefter:H&L) frem til oktober 1943). Han fortalte, at forstander J. Th. Arnfred  havde deltaget i den Finske højskoles 50 års jubilæum i 1939, og der oplevet, at den finske højskole havde dannet en landselevforening af tid­ligere højskoleelever. Lars Bækhøj fandt det forkert, at man ikke i højskolebevægel­sens hjemland havde en sådan forening. I Sverige havde man en lignende institution.

Til  jubilæet i 1944 havde H&L's bestyrelse planer om en sådan foreningsdannelse. Til bestyrelsesmødet i september 1943 havde Arnfred allerede udarbejdet et foreløbigt udkast til vedtægter til en forening. Men på grund af krigen måtte man opgive jubi­læet og en landselevforening.

Efter 2. Verdenskrig

Elevsøgningen til højskolerne umiddelbart efter fredsslutningen tegnede lyst. I årene 1946 til 1948 var man oppe på over 7.300 elever, og man skulle tilbage til efter 1920-erne for at finde en lige så stor søgning til højskolerne. Men denne succes var kortvarig. Elevtallet faldt derefter drastisk og nåede en næsten bundrekord i 1953-54 med ca. 5.800 elever.

Denne nedgang på ca. 1.500 elever på så kort tid foruroligede mange højskolefolk. Det var et problem, som blev drøftet i højskolernes bestyrelser og omtalt i højskoler­nes årsskrifter. Det var i de år, industrien voksede i byerne, og det gav arbejde til mange unge fra landbruget. I tidsrummet 1945-50 forsvandt tæt på 100.000 medhjæl­pere i landbruget. Sammen med medhjælperne forsvandt også hesten som den dominerende trækkraft i landbruget, og ind kørte traktorerne på gårdene. Mange højskoleforstandere så i ånden højskolen overflødiggjort, hvis afvandringen fra land­bruget fortsatte i samme tempo.

Det var med den dystre udsigt, at H&L indbød højskolerne til et møde den 28. april 1949 i Fredericia, for at drøfte den alvorlige situation. Ud over et dalende elevtal kunne man konstatere:

• Der var en stor afvandring af unge fra landbruget samtidigt med at de små fød­selsårgange fra slutningen af 1920-erne satte ind.
• I den brede offentlighed betragtedes højskolen nærmest som et fastkørt miljø, og den opfattelse lod sig ikke ganske afvise.        
• Man hæftede sig ved, at aftenskolerne, aftenhøjskolerne og efterskolerne havde betydelig vækst i elevtilgangen. Det er klart, at med sådan en fremgang i  tilgrænsende områder, måtte højskolefolket opleve deres tilbagegang så me­get stærkere.

Som resultat af dette møde, nedsattes et udvalg, som bestod af : Forstander Erik B. Nissen, Antvorskov, forstander Sigurd Brønsted, Lolland, forstan­der Frode Kristensen, Roskilde, afdelingschef K.B.Andersen, Krogerup og højskole­lærer Jørgen Bøgh, Askov.

Udvalget drøftede over flere møder, hvilke muligheder, der var for at ændre situatio­nen, og herunder navnlig: hvad man skulle gøre for at få nye grupper af unge i tale. Det blev foreslået, at der skulle fremstilles brochurer, laves film om højskolen, radio­udsendelser, pressemeddelelser, arrangeres foredrag, kontakt med erhvervene, opret­tes en landselevforening og et sekretariat i København.

Det var til den opgave at H&L i slutningen af  oktober 1949 indbød alle elevforeningsformændene til en drøftelse af muligheden for at oprette en landsomfattende elevfor­ening. Det resulterede i, at et nyt udvalg blev nedsat. De arbejdede især med udform­ning af vedtægter for en landselevforening, og konkretiserede forslagene fra det første udvalgsarbejde.

Forslagene blev sendt ud til elevforeningernes bestyrelse til drøftelser, for at de kunne tage stilling til forslagene med det samme. Man indbød også elevforeningsformæn­dene til at komme til den stiftende generalforsamling. Den fandt sted den 12. februar 1950  i Odense. Mødet blev ledet af formanden for H&L J.Th. Arnfred, Askov høj­skole.

Til den første bestyrelse valgtes 5 personer blandt elevforeningernes medlemmer, og i flg. vedtægterne skulle H&L udpege 2 medlemmer til bestyrelsen. Medlemmerne var:

• Forhenværende Undervisningsminister Jørgen Jørgensen
• Førstelærer Hillgaard, Thise
• Højskolelærer Toftemark, Tommerup
• Redaktør Alfred Hansen, Odense
• Personalekonsulent Birthe Mailund, København
• Fra H&L blev udpeget:
• Forstander C.P.O. Cristiansen, Frederiksborg
• Højskolelærer Poul Engberg, Askov.

Det første bestyrelsesmøde fandt sted den 24. marts 1950 på Christiansborg hos Jør­gen Jørgensen. Man konstituerede sig  med Jørgen Jørgensen som formand og Poul Engberg som næstformand.


Højskolernes sekretariat begyndte sin oplysning under Vartovs tag.

Højskolernes Sekretariat

Det blev en tradition at vælge en folketingpolitiker som formand for HS. Begrundel­sen for dette valg skal nok findes i den mulighed, som foreningen H&L så havde til at få kontakt med politikerne på Christiansborg. Denne model fortsatte frem til år 2000.

Efter Jørgen Jørgensen blev tidligere højskoleforstander Jens Rosenkjær formand. Han blev afløst af Knud Heinesen, derefter Orla Møller og Robert Pedersen. Alle tre socialdemokrater.  Derefter blev det den radikale politiker Ole Vig Jensen, og da han blev minister blev SF-eren Ingerlise Koefoed formand for HS. Ole Vig afløste Inger­lise Koefoed, da hun trak sig ud af politik, og han blev igen formand for HS. Da han blev minister igen, blev han afløst af en venstrepolitiker Marianne Fischer Boel. Hun blev den sidste politiker, som var formand for HS.

Men nu tilbage til LaH, som skulle begynde oplysningsarbejdet for højskolerne. En af de første opgaver for den nye bestyrelse var at ansætte en leder til det daglige arbejde. Det blev højskolelærer Erik Halvorsen, som kom fra Antvorskov højskole. Halvorsen gik straks i gang med mange af de ting, som var foreslået af det første ud­valg.

Ved et lånt skrivebord og telefon i et af Københavns Højskoleforenings lokaler i Vartov, fik Halvorsen et samarbejde i gang med Højskoleforeningen, der havde erfa­ring med at rekruttere elever i højskolefremmede kredse. Erik Halvorsen implementerede de forslag, som udvalget fra april 1949 var kommet frem til. Det var den direkte markedsføring: 

• Primær orientering om de enkelte højskoler samt oplysning om tilskudsmuligheder og tilmelding af elever til de enkelte højskoler.
• Tilrettelæggelse og udsendelse af brochurer, foldere, plakater m.v. Der var også en præsentations udsendelse af højskoler i Danmarks Radio, første gang den 22. september 1950.
• Markedsførte de korte kurser under betegnelsen "feriekurser". (F.eks. var der i 1953 15 alm. korte kurser og 1 familiekurser. Der var 600 deltagere, de 495 var kommet via HS.)
• I perioden 1951-55 gennemførtes på 9 forskellige virksomheder "fabrikshøjskoler".
• I perioden 1951-59 arrangeredes Vartov Aftenhøjskole, for at knytte en nærmere kontakt mellem folkehøjskolen og København.
• I 1953 arrangeredes "Den vandrende højskole". Det var 2 rejser á ca. 2 ugers varighed rundt i Sverige med i alt 84 deltagere.
• I 1953 oprettedes Folkeoplysnings Informationskontor som særlig rettedes mod udlændinge, der søgte orientering om og kontakt med folkeoplysningsarbejde i Norden.

Man forsøgte også en fællesannoncering for alle højskolerne, men det var der vanske­lighed med at blive enige om. Dog lykkedes det at lave plakater om de korte kurser, som blev hængt op i sporvognene. Det vakte stor uro i højskolekredse, da man mente at HS gik for langt.

En højskolelærer karakteriserede vittigt situationen, da han fortalte følgende historie: "Mange højskolefolk så med bekymring på disse plakater i sporvognene. De satte sig med ryggen til dem og med en mine, som om de sagde: Det er skrækkeligt, men jeg håber, det giver mig nogle flere elever."

Ved at lade LaH og HS tegne markedsføringen, løste man et problem for den gamle bondehøjskole. Man kan sige, at højskoleeleverne blev spændt for markedsførings vognen, men det var H&L, som var kusk.

LaH repræsenterede ca. 50.000 tidligere højskoleelever - selv om medlemskabet for den enkelte elev kun var indirekte - så lød det det flot: 50.000 gamle højskoleelever anbefaler højskolen. Men det gav også problemer indadtil i højskolen, for ikke alle højskoler brød sig om det "reklamebrøl". Reklame var jo selve omsætningens og ka­pitalismens evangelium, og højskolen havde sin identitet i ånd. Med hensyn til  høj­skolefolkets forhold til organisationer og reklamer, kunne man også sige: "Højskolefolk og andre grundtvigianere havde det med reklame omtrent som historien fortæller om præstens forhold til synden: de var nærmest imod."

I efteråret 1953 begyndte et uofficielt samarbejde med efterskolerne, og fra 1964 blev det officielt. Efterskolerne fik et medlem med i bestyrelsen for LaH. Dette samarbejde  fortsatte frem til 1971.  

Mange udlændinge søgte oplysninger om højskoler, enten ved at møde op i HS eller ved at ringe eller skrive til HS, så der blev oprettet et "Information Office" og fremstillet skrift­ligt materiale på engelsk. LaH  fik en årlig bevilling på finansloven til dette arbejde.

Højskolefonden

I forbindelse med oprettelse af LaH  var det også formanden for LaH, Jørgen Jørgensen, som tog initiativ til oprettelse af Højskolefonden. Denne fond støttede høj­skoleelever, som deltog i foreningsarbejde af idépolitisk, religiøs eller anden art.

Fonden søgte midler fra andre fonde, 4. Maj Fonden, andre institutioner m v. Fonden havde til huse i HS, som administrerede fonden uden vederlag. Heller ikke bestyrelsen eller bedømmelsesudvalget modtog vederlag.

Der kom flere ansøgninger om støtte end fonden kunne skaffe midler til. Der blev gerne uddelt portioner på 1000 til 2000 kr. til ca. 20-30 elever om året. Fonden blev nedlagt i begyndelsen af 1980-erne.

Korte kurser

De korte kurser er ikke noget HS har opfundet. Allerede i 1911 begyndte Københavns Højskoleforening at sende sine medlemmer "8 dage på højskole" om sommeren. Det var kurser, som blev arrangeret i samarbejde med Frederiksborg Højskole og 4-5 an­dre højskoler. Højskoleforeningen fik 25 kr. for hver kursist, de fik indmeldt til høj­skolen. I midten af 1970-erne holdt Københavns Højskoleforening op med at tage imod indmeldelser.

Sekretariatet gav oplysninger om 2 ugers kurser, men da Københavns Højskolefor­ening holdt op med tilmeldingerne, fortsatte HS også med 1 uges kurser. I 1953 ar­rangeredes de første familiekurser på Askov, og i 1958 arrangerede Arne Jørgensen,  Brandbjerg højskole de første kurser, som henvendte sig specielt til pensionister. Det  gav et gib i mange højskolefolk, for højskolen var for de unge, og ikke for pensionist­er. Efter 4 år begyndte også andre højskoler at arrangere korte kurser for ældre. Dette mønster af korte kurser har holdt sig lige siden, blot er antallet steget betydeligt.

Højskolerne Sekretariat abonnerede på avisudklip fra et af de bureauer, som tilbød den service. Hver gang der stod noget om højskolerne, blev det klippet ud og sendt ind til sekretariatet. Abonnementet blev betalt af  H&L. HS samlede udklippene og klistrede dem ind i store udklipsbøger. Disse bøger blev opbevaret i HS. Det blev med årene til mange bind, som gjorde det vanskeligt at huse dem inde i Vartov. I begyndelsen af 1980-erne blev de overført til det folkelige bibli­otek i Ollerup som et lån, for det var stadig HS og FFD's ejendom. Da var biblioteket under opbygning, og de havde plads og lyst til at opbevare denne samling. Den for­tæller højskolens historie set gennem  forskellige journalisters øjne.

Året 1968 betegnes som året, hvor ungdomsoprøret begyndte, og fandt sted fortrinsvis på universiteterne. Der hvor HS kunne  mærke det, var at mængden af avisudklip for­øgedes mærkbart, da der opstod uro på Ryslinge højskole og senere på Askov høj­skole. De nærmere omstændigheder, som førte til disse uoverensstemmelser, skal der ikke redegøres for her. HS kunne blot konstatere, at udklipsmængden var stærk sti­gende, så disse begivenheder alene fyldte næsten 10 udklipsbøger. Abonnementet blev opsagt i 1995, da FFD syntes det var blevet for dyrt med disse udklip. Men de repræsenterer 45 års højskolehistorie. I 1958 gik Erik Halvorsen af som sekretær for LaH for at blive forstander på Hørs­holm højskole. Som hans afløser ansattes højskolelærer Jørgen Bent Kistorp.

Højskolernes U-landsarbejde

I 1964 oprettede H&L "Højskolernes U-landsarbejde", som blev administreret fra HS. Der kom elever fortrinsvis fra Østafrika, som først skulle lære dansk på en højskole. derefter ud i praktisk landbrug på forskellige gårde og slutte af med landbrugsskoleophold. Men mange af de afrikanske elever fik hjemve, når de skulle være så længe i Danmark. De fortalte om pludselig død af deres moder eller andet familie­medlem, som gjorde, at de ønskede at tage hjem til begravelsen. Kistorp hjalp dem med en flyvebillet hjem, selvom kurset ikke var slut endnu. Re­sultatet af, at Bent Jørgen Kistorp hjalp afrikanerne med hjemrejse, blev, at Højsko­lernes Sekretariat oparbejdede et underskud på regnskabet svarende til et helt års indtægter.

Bestyrelsen  sammen med formanden Jørgen Jørgensen indkaldte alle højskoler til et krisemøde om Højskolernes Sekretariats økonomi. Der var enighed om, at Sekretaria­tets oplysningsarbejde skulle fortsætte. Det kunne man gøre, hvis højskolerne og ef­terskolerne ville indbetale et års kontingent igen, og det gjorde de i 1967. Bent Jørgen Kistorp blev bedt om at rejse og fik derefter arbejde på Gymnastikhøj­skolen i Sønderborg. Som hans efterfølgeren valgte man en højskolelærer ved navn Hans Jensen.


Højskoleudstilling i forbindelse med højskolernes 150 års jubilæum i 1994

Ny struktur

Højskolernes Sekretariat fik også en ny struktur i bestyrelsen som følge af den an­strengte økonomi. Bestyrelsen bestod nu af 4 medlemmer fra Landselevforeningen, valgt på LaHs generalforsamling, og 4 repræsentanter fra højskolerne, udpeget af be­styrelsen for H&L. Bestyrelsen valgte en ny formand for HS, og det blev den tidligere socialdemokratiske kirkeminister Orla Møller.

Der blev fremstillet en lille fællesbrochure, som kunne sendes i en almindelig kuvert og vejede under 100g, og oplysningsarbejdet om de lange og korte kurser fortsatte. Det var en vanskelig tid for sekretariatet, for der skulle passes på, at udgifterne ikke oversteg indtægterne, så der var ikke mange ekstra aktiviteter ud over fællesbrochu­ren. Der blev fremstillet en plakat med opfordring til at tage på højskole.

I 1971 blev Hans Jensen afløst af undertegnede Arne Andresén. Der var kommet en ny højskolelov i 1970, som gav mulighed for 4 nye Ungdomshøjskolerne, der kunne tage imod unge,  mellem 17 og 19 år, hvor man på  højskolerne skal være 17 ½ år, før kurset begynder.

Der blev givet tilladelse til 4 nye højskoler, som henvendte sig til den ældre genera­tion. De nye højskoler kunne udelukkende arrangere korte kurser af to ugers varighed.

I Højskolernes Sekretariat var der også sket ændringer. Efterskolerne oprettede deres eget oplysningskontor i Vartov. Det blev lederen af kontoret i HS, Ellen Rosenkjær, som blev sekretariatsleder i efterskolernes nye kontor. 

Landbrugsskolerne oprettede også deres eget sekretariat på Tune Landbrugsskole. Disse organisationer forlod HS's bestyrelse, og H&L skiftede navn til Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark (FFD).

FFDs bestyrelse havde ikke mere den berøringsangst med begrebet markedsføring af højskolerne, som de havde, da HS begyndte sit virke i 1950. Bestyrelsesmedlemmerne udpeget af FFD var mere interesserede i at gøre højskolerne mere synlige  blandt unge.

Der blev fremstillet brochurer for de korte såvel som for de lange kurser, plakater og en vandreudstilling i  tre eksemplarer. Disse udstillinger cirkulerede rundt på biblioteker, skoler og til andre, som var interesseret i vise dem. Billederne blev taget af fotograf Jo­han Piepgrass, og teksterne skrevet af højskolelærer Poul Erik Søe.

Mange kursister kom ind i Vartov for at hente en brochure eller melde sig til et kur­sus. For hver indmeldelse til et kort kursus fik HS 25 kr., og det var med til at finan­siere driften af sekretariatet. 

Antallet af højskoler steg i 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne. Ligeledes antallet af  korte og lange kurser. Det gjorde også, at der blev ansat flere medarbejdere i HS for at kunne hjælpe alle de mennesker, som kom ind og søgte oplysninger om kurser. I alt var der ca. 5 faste medarbejdere. I begyndelsen af året, når fællesbrochuren blev udsendt, var der flere løst ansatte hjælpere i 1 til 2 måneder. Fællesbrochuren blev ef­terhånden trykt i over 200.000 eksemplarer, så der var brug for mere plads. HS lejede et tidligere kontorlokale i stueetagen. Derved undgik man, at alle fællesbrochurerne skulle bæres op til 3. sal, for derefter at bæres ned igen i en kuvert og sendes med posten. Pakker med brochuren kunne også pakkes dernede, og det lettede det daglige arbejde en hel del.

Der blev fremstillet en ny lysbilledserie, som skulle bruges i markedsføring af høj­skolerne og deres kurser. Billederne blev taget af Svend Hansen, og teksten blev skre­vet af Finn Slumstrup. Lysbillederne blev vist med glidende overgang, så det virkede som en film.

LaH

Sekretariatets økonomi var nu ikke længere så afhængigt af tilskuddet fra elevforenin­gerne, som udgjorde en mindre del af de samlede indtægter. Højskolerne betalte et beløb pr. årselev til HS informationsarbejde.

Fra begyndelsen var Jørgen Jørgensen formand for LaH, og derved for alle aktivite­terne i sekretariatet. Efter tiden med Bent Jørgen Kistorp blev den valgte formand også formand for HS. I den tid hvor Robert Pedersen var formand for HS, var han også i begyndelsen formand for LaH. Fra slutning af 1970erne valgte LaH deres egen formand, og sekretariatslederen for HS var ikke længere sekretær for LaH.

Elevforeningens bestyrelse arrangerede egne aktiviteter og deltog i DUF's (Dansk Ungdoms Fællesråd)  arrangementer. Det var mere politisk arbejde, som nogen inden­for LaH mente var rigtig at deltage i, og andre elevforeningsrepræsentanter var i mod. Ligeledes mærkede elevforeningen, at de havde mindre indflydelse på markedsfø­ringsarbejdet i HS. I midten af 1980-erne besluttede de at nedlægge LaH, og samarbejdet med elevforeningerne sluttede efter ca. 35 år. Gennem alle de år har elevforeningerne ydet en stor indsat for at udbrede kendskabet til folkehøjskolerne.


En kommende elev vælger højskolebrochure

Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark

Denne forening varetager højskolernes interesser overfor staten, samt forstandernes, højskolelærernes og højskolebestyrelsernes interesser. Foreningen begyndte sit virke i 1891, og det var den valgte formand, som i de fleste tilfælde var en højskoleforstan­der, som ledede foreningen fra skolens kontor. Når foreningen skiftede formand, flyttede foreningens kontor over til den nye formands højskolekon­tor. 

Der var mange ting, som FFD skulle gøre og tage stilling til. Der var bl.a. en diskussion om højskolernes økonomi, hvor foreningen havde brug for en overordnet analyse af alle højskolers økonomi, når de skulle til forhandling med undervisningsministeriet. Forstander Johannes Engberg, Båring højskole udarbejdede på eget initiativ denne analyse af højskolernes regnskaber. Den første blev offentliggjort i september 1970 i Højskolebladet, og flere blev trykt i Højskolebladet de følgende år. Johannes Engberg pegede også på behovet for, at FFD oprettede et sekretariat til varetagelse af højsko­lernes økonomiske og politiske arbejde.

I efteråret 1979 (1. oktober) oprettede FFD et kontor i Århus, det var den tidligere forstander for  Egå Ungdoms Højskole Kjeld Krarup, som etablerede det, og han blev dets første leder. Kjeld Krarup havde været med i bestyrelsen for FFD, så han kendte til foreningens virke.

Det var upraktisk at ligge i Århus, når Undervisningsministeriet og andre forenings-kontorer lå i København. Den 1.juli 1980 lejede FFD lokaler hos HS i Vartov. Det var en start, men der blev snart for lidt plads, så foreningen lejede halvdelen af kirkeloftet over Vartov kirke i opgang 7. HS havde også udgang til opgang 7, så de to organisationer nemt kunne fortsætte deres gode, tætte samarbejde ad bagdøren.

Kjeld Krarup var leder af foreningens kontor indtil første marts 1984. Derefter blev han under­visningsinspektør i Undervisningsministeriet med højskolerne som sagsområde.

Han blev efterfulgt af et andet bestyrelsesmedlem fra FFD Ebbe Lundgaard, forstan­der for Skælskør Folkehøjskole og senere Brandbjerg højskole, som blev den ny leder af foreningens kontor frem til 1992. Han rejste, da han blev valgt ind i landspolitik. Igen blev der valgt en ny leder, som havde været med i bestyrelsesarbejdet for FFD, og det blev Elo Madsen, og også han kom fra Egå Ungdoms Højskole.

I 1993 blev HS opsagt fra de lokaler, som de tidligere havde lejet af Kirkeligt Sam­fund i stueetagen. Ligeledes kunne FFD ikke forlænge sit lejemål over kirkeloftet i Vartov kirke. Så både HS og FFD havde behov for at finde nye lokaler.

Bestyrelserne for HS og FFD indledte en forhandling med Kirkelig Samfunds besty­relse om de to kontorer kunne leje de frigjorte lokaler i Vartov ud mod Farvergade. Men det ville de ikke gå med til, selvom de to foreninger pegede på, at de kunne være med til at få mere ungdom ind i Vartov. De to foreninger besluttede at finde et lokale udenfor Vartov.

På Nytorv fandt vi et tidligere banklokale, som tilhørte Danske Bank, som de to kon­torer kunne leje sig ind i. Der blev tegnet en kontrakt for de næste 20 år, og indretnin­gen af det nye kontor gik i gang. En arkitekt fra Århus lavede et forslag til indretning, og de gik i gang med ombyg­ningen. I september 1993 flyttede FFDs kontor ind i Højskolernes Hus, som det nye sted blev kaldt, og 1. oktober 1993 flyttede HS ind i lokalerne.

Der var lavet bogreoler til at huse højskolernes brochurer for de lange og korte kur­ser, med lagerplads under hylden. I underetagen blev der indrettet et køkken, hvor de to personaler kunne spise deres frokost. På første salen var der mulighed for at ind­rette mødelokaler. og de var en del af lejemålet. De blev hurtigt kaldt sølv- og guldsa­len, hvor de to bestyrelser afholdt deres møder.

I 1998 holdt undertegnede op i HS, og efterfølgeren Ole Hammer tog over. De føl­gende to år arbejdede de to bestyrelser på at få samordnet vedtægterne så de to konto­rer kunne blive éen organisation. En måned og 12 dage før HS kunne have fejret 50 års jubilæum, blev HS opslugt af FFD, så 12/2  år 2000 blev blot en dag som alle an­dre.  Den 1. marts 2000 blev Kim Hjerrild ansat som generalsekretær for Højskolernes Hus. Elo Madsen var konsulent i FFD, og Ole Hammer sluttede som sekretariatsleder for HS.

Ved en tragisk svæveflyver ulykke i sommeren 2001, omkom Elo Madsen. Som hans efterfølger valgte man det tidligere bestyrelsesmedlem i FFD Thor West som konsu­lent. Kim Hjerrild fratrådte i efteråret 2006, og i juni 2007 tiltrådte Niels Glahn som den nye generalsekretær for Højskolernes Hus. Han havde tidligere arbejdet i Under­visningsministeriet.

Informationsarbejdet er nu lagt om, så oplysninger om lange og korte kurser nu kan findes i fællesbrochuren og på nettet. De enkelte højskolebrochurer for lange og korte kurser sendes ikke mere ud fra Højskolernes Hus, men fra de enkelte højskoler. Man besvarer spørgsmål  over telefonen, og ellers findes oplysningerne på nettet. Den ansvarlige for denne del af oplysningsarbejdet er i dag Charlotte Schrøder. Med  brochurerne forsvandt også alle bogreoler og højskolehistoriske bøger fra Højskolernes Hus. De blev overført til Vartov arkivet. Ingen kommer mere ind og spørger efter oplysning om lange og korte kurser i Højskolernes Hus.

November 2009

Kilder

"Danmarks Folkehøjskole 1844 - 1944."  Redaktionsudvalg: J. Th. Arnfred, Lars Bækhøj, C.P.O. Christiansen og Ernst J. Borup.
Christian Nørgaard: "Folkehøjskolen mellem land og by. Udviklingstræk og problemstillinger 1950-1965." (Ikke publiceret)
Niels Højlund: "Udredning om folkehøjskolernes udvikling og vilkår  1970 - 87."
"Højskoleelever" nr. 2, 1975 (Arkivmateriale Højskolernes Sekretariat):
a)  Birthe Mailund: "Oprør vi priser ej...."
b)  Erik Halvorsen: "Et sekretariat på Rådhuspladsen"
Thomas Rørdam: "De danske Folkehøjskoler." Det danske Selskab 1979.

Formand for Højskolernes Sekretariat Ole Vig slipper 150 balloner løs ved højskolejubilæet i 1994

Fotografier: Udlånt af forfatteren

Alfred Dam (f. 1929) var ansat som leder af Højskolernes Sekretariat fra 1958-61 og fortæller her om arbejdet og nye initiativer i sekretariatet:

Af Alfred Dam

Jeg blev ansat som sekretær for Højskolernes Sekretariat af den daværende bestyrelse, med undervisningsminister Jørgen Jørgensen i spidsen, med tiltræden 1.maj 1958.

Bestyrelsen var præget af datidens aktive højskolefolk og repræsentanter fra forskellige elevforeninger. Meget engagerede og beskedne mennesker.

Jeg afløste Erik Halvorsen, som var en visionær og iderig leder af sekretariatet samtidig med at være den litterære højskolelærer og anmelder. Sammen med Frederik Nielsen (anmelder ved Socialdemokraten) arrangerede han om efteråret meget agtede litterære konferencer om vinterens bøger. Jeg bør tilføje, at Halvorsen ikke var fremmed over for byens unge, men han var ikke en del af det.

Skiftet fra Halvorsen til mig var ret radikalt. Jeg kom som almindelig arbejder fra byen og en ny tids tidligere højskoleelev. Og så slugte man, at jeg havde været på Krogerup, som ikke var lige populær i alle højskolekredse. Valget af mig var altså meget præget af, at HS’ bestyrelse ønskede et skift i sekretariatets arbejde med større kontakt til de unge.

Indflytningen i Vartov var lidt af et puslespil. Forstander Poul Engberg skulle flytte fra Købmandshvile (Hørsholm Højskole) til Snoghøj. Erik Halvorsen skulle til Købmandshvile og være forstander dér, og min kone og jeg skulle med et lille barn ind i lejligheden knyttet til Sekretariatet. Det var en skøn lejlighed. Og med en hel fantastisk beliggenhed.

Jeg kom kun til at være godt tre år i Vartov, men jeg mener godt jeg kan være arbejdet bekendt.

Sekretariatets arbejde, økonomi og personale

Halvorsen havde sat gang i flere initiativer f.eks. de korte sommerkurser. Undervisningsministeriet ændrede højskolernes tilskudsregler, således at 14 dages kurser kunne indregnes i skolernes årsnorm. Meget vigtigt for skolerne, idet skolernes grundtilskud blev beregnet efter årsnormen.

Det fortsatte jeg bl.a. med det meget omdiskuterede reklamearbejde i sporvogne og busser i København, Odense, Århus og mange andre provinsbyer. Jeg overtalte de kommunale selskaber til at gøre det gratis. Jeg fik sat ekstra gang i radioens og pressens omtale af kurserne generelt og af enkelte skolers initiativer og meget mere. Vi fik en slags filial i Århus, der specielt tog sig af de korte kurser. Det var private fra elevforeninger i det jyske, der arbejdede helt gratis.

Skolernes økonomi haltede. Det var baggrunden for, at der var stor interesse for at deltage i afholdelse af sommerkurserne, men det var den rigtige vinterskole, som man gerne ville have fyldt. Jeg husker blandt andet Lollands Højskole med Bengtson som forstander, Bornholms Højskole, Vrå Højskole med flere, som hele tiden var i økonomiske vanskeligheder. Skoler henvendte sig jævnligt og bad om hjælp til at få flere elever. Det gjaldt i øvrigt også efterskolerne, som oplevede et kraftigt dyk i elevtilgangen, nok mest p.g.a. reformer inden for folkeskolen.

Højskolernes Sekretariat omfattede informationsarbejde for samtlige høj- og efterskoler, men sporadisk også for landbrugs-, husmands- og sygeplejehøjskoler.

Sekretariatets økonomi var også meget beskeden. Vores indtægter stammede i begyndelsen primært fra Landsforeningen af Højskoleelever, men de svandt noget ind, som elevforeningerne tabte pusten. Fra højskolerne fik vi 2 kr. pr. årselev, men ikke alle skoler havde råd til at betale. Efterskolernes forening betalte et beløb årligt, og så fik vi et tilskud fra Undervisningsministeriet. Når vi lavede fælles brochure betalte de fleste – men ikke alle – lidt til HS. Her bør jeg indskyde, at bestyrelsen for HS aldrig i min tid fik honorar eller dækket rejseudgifter.

Det samlede personale (inkl. mig) var 2 ½ ansat + lidt rengøringshjælp. Flere gange måtte jeg bede de to medarbejdere, Kirsten Penter og Ellen Borup, vente lidt med at få udbetalt løn. Ligesom jeg måtte bede Kirkeligt Samfund om udsættelse af husleje. Der var simpelthen ikke penge i kassen. Jeg besluttede derfor at arbejde for, at der altid var mindst tre måneders lønudgifter i kassen for det tilfælde, at vi måtte lukke i utide. Det lykkedes. Jeg blev derfor noget sur, da min efterfølger Kistorp senere fortalte mig: ”nu har jeg sørget for, at de penge, du havde puget sammen, er kommet i fornuftig akivitet”.

Det internationale

Halvorsen havde oprettet The Scandinavian Adult Education Information Office som en del af sekretariatet. Flot navn og idéen var god, men vi havde slet ikke ressourcer til at holde os orienteret på hele området og slet ikke at dække Skandinavien. Svenske og norske højskoler vidste vi noget om, ikke mindst i forbindelse med Scandinavian Seminar (oprettet af Aage Rosendal Nielsen). Bestyrelsen var derfor enig i, at vi skulle holde lav cigarføring.

Man tog årligt over 100 amerikanske studenter til Danmark, hvor de efter et kursus om samfundsforhold blev fordelt på højskoler i Norge, Sverige og Danmark, og efterfølgende kom de på uddannelsesinstitutioner med relation til deres tidligere amerikanske studier. Der var rift om disse elever, også fordi de betalte fuld pris. Jeg overtog Halvorsens plads i den danske komite, som bestod af danske højskolefolk og pengestærke erhvervsledere. Der var tilsvarende komiteer i Norge og Sverige og i USA. Det endte med en økonomisk katastrofe, hvor jeg måtte rundt til højskolerne for at tigge om fripladser. Åge Rosendal oprettede senere Verdensuniversitetet i Thy.

Helt afskrev vi ikke kontakten med udlandet – selv om vi stadig kun var tre. Vi løste således opgaver af international karakter for blandt andet Andelsbevægelsen, Det Danske Selskab (Folmer Visti), Dansk Kvindesamfund, Jugend Europäische Haus i Hamborg, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Folkeoplysning Samråd, Dansk Ungdoms Fællesråd og deres medlemsorganisationer, adskillige udenlandske ambassader m.v. og havde mange besøg fra en række europæiske lande.

Fra undervisningsministeriet fik vi ofte anmodninger om at tage os af besøg fra udlandet. Oftest seriøse henvendelser, men også henvendelser, som bar præg af, at ministeriet ville af med de besøgende. Jeg husker engang, hvor undervisningsministeren (Jørgen Jørgensen) ringede til mig og bad mig komme ned i ministeriet med det samme. Han havde besøg af Asger Jorn og Jørgen Nash – de ville oprette en højskole i Alexandria. ”Du skal tage dem med dig ned til HS og snakke med dem, men pas på du ikke lover dem noget”. Det gjorde jeg og bevarede i øvrigt kontakten til Asger Jorn, som jeg efterfølgende besøgte i Paris. De tabte interessen, ikke mindst da de blev klar over, at jeg heller ikke kunne skaffe penge.

Formanden Jens Rosenkjær var meget aktiv i det internationale og specielt i det såkaldte Saxildudvalg i Udenrigsministeriet – forløberen for den senere Ulandsstyrelse/DANIDA. Rosenkjær formidlede mange kontakter som betød, at vi, Kirsten Penter og jeg, blev tutorer for studerende fra mange lande. Jeg husker ikke alle, men f.eks. Indien, Pakistan, Somaliland, Tanzania, Rhodesia og Ægypten.

En hel speciel henvendelse fra Udenrigsministeriet vil jeg nævne, fordi den var meget utraditionel: Ville vi (jeg) tage os af en gruppe ægyptere, der var kommet hertil efter indbydelse fra Danmark. Udenrigsministeriet havde inviteret fire unge til at få viden og erfaring med dansk landbrug og andelsbevægelse. I Ægypten var indbydelsen strandet i det ægyptiske undervisningsministerium, hvor fire embedsmænd havde snuppet pladserne. Nu var de kommet inkl. deres koner – altså otte personer. De var – jf. indbydelsen – placeret på nogle større gårde og skulle deltage i det almindelige landbrugsarbejde, herunder muge ud i stalde. Stor ballade med vrede diplomatiske henvendelser.

Projektet måtte stoppe og vi måtte samle gruppen op og indenfor en tidsramme på 10-14 dage tilrettelægge et program med besøg på højskoler, landbrugsskoler og andelsproduktionsvirksomheder. Udenrigsministeriet ville betale alt inkl. en ganske god betaling til Højskolernes sekretariat. Jeg skulle blot garantere, at ministeriet ikke fik mere vrøvl, og at jeg sørgede for, at de blev sat på et fly ud af Danmark.

Sådan tjente vi også penge!

Knud Rasmussens Højskole i Grønland

Blandt nye initiativer i min tid blev indsamlingen til opførelse af Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut (Holsteinsborg). Ministeriet for Grønland havde besluttet at opføre denne højskole, men havde pludselig beskåret projektet med blandt andet værksteder og husflidslokaler. Jeg reagerede offentligt og fik bestyrelsens accept af, at vi satte en indsamling i gang ikke mindst blandt elevforeningerne. Det gav megen genlyd. Grønlandsministeriet frafaldt besparelsen, og vi kunne aflevere et ikke helt ringe beløb til skolens byggeri.

Arbejdet med at skabe interesse for højskolen i nye kredse

Min ansættelse i Højskolernes Sekretariat var blandt andet begrundet med, at jeg skulle skaffe forbindelse til ikke mindst Københavns unge. Der blev lavet mange særarrangementer på initiativ af elevforeninger. Vi tilbød foredragssalen til møder for mange forskellige ungdomsgrupper, herunder et nyt og for længst nedlagt råd: Københavns Ungdomsråd, hvorved vi fik kontakt med en meget stor kreds af ungdomsforeninger i København. Ligesom Dansk Ungdoms Fællesråd holdt alle de københavnske ungdomsorganisationer bestyrelsesmøder i Højskolernes Sekretariat. Vi blev således en del af det organiserede ungdomsarbejde. Vi benyttede også den lille foredragssal til en Aftenhøjskole. Den var startet af Erik Halvorsen og jeg videreførte den i et samarbejde med en række elevforeninger. Nye foredragsrækker kom til efter initiativ fra nye grupper inden for elevforeningerne.

Den megen mødeaktivitet i sekretariatets lokaler medførte en betydeligt pres på servering. Der var ikke selvstændigt køkken, hvorfor al kaffe og te blev fremstillet i vores lille køkken.

Højskolefonden

Højskolefonden var også en del af arbejdet. Antagelig efter inspiration fra Jørgen Jørgensen fik jeg en henvendelse fra en kreds med et initiativ, som stammede fra krigens tid. Under besættelsen havde en kreds af modne personer oprettet ’De gamle mænds råd’. På trods af navnet var der også kvinder med. De havde formidlet penge til vidt forskellige formål, primært til nye initiativer i det folkelige ungdomsarbejde, som værn mod nazistiske bevægelser. Man støttede bl.a. Danske Kvinders Samfundstjeneste og ungdomsklubber i byerne. Jeg tror aldrig jeg fik at vide, hvorfra pengene stammede, men jeg havde en fornemmelse af, at nationalbankdirektør Bramsen var kanalen – altså Nationalbanken. Da besættelsen var ovre, stod de med en sum penge, som de ikke anede hvad de skulle stille op med. Jeg blev inviteret til et møde i Saxoly hos forstander frk. Bagge – i mødet deltog forstander frk. Zahle fra Zahles seminarium, biskop Ølgaard, J.Th. Arnfred, medicinaldirektør Frandsen, undervisningsminister Jørgen Jørgensen + et par stykker mere, som jeg har glemt navnene på. De ønskede at sætte kassebeholdningen ind i et fond med navnet Højskolefonden og de bad mig (Højskolernes Sekretariat) administrere fonden. De ønskede, at midlerne skulle bruges til at støtte unge, som manglede penge til at komme på højskole. Og så skulle jeg bare se at få brugt formuen op. Det var en stor oplevelse at møde disse gamle fantastiske mennesker.

November 2021