Herning Højskole 1975-1997

Dybe rødder i højskoleverdenen

Da Knud og jeg blev ansat i 1975, kom vi begge med en solid ballast fra højskoleverdenen. Knud var i bogstavelig forstand født ind i den som søn af forstanderen Th. Arnfred på Askov Højskole, hvor han voksede op. Vi mødte også hinanden der, da jeg som helt ung, nybagt student fra København tog på højskoleophold netop i Askov.

Siden blev vi højskolelærere sammen – først på Vallekilde fra 1965 til 1973 og derefter på Brandbjerg Højskole. Knud var cand.mag. i dansk og musik, og jeg var cand.mag. i dansk og gymnastik og havde beskæftiget mig meget med teater både under min uddannelse og på højskolerne fra min første tid på Vallekilde.

Vi var begge glade for at være højskolelærere og havde egentlig ingen ambition om at blive forstandere. Men i 1975 fik vi et tilbud, som var for godt til at sige nej til. Bestyrelsen for Herning Højskole kontaktede os og spurgte, om vi ville stå i spidsen for skolen og profilere den med særlig vægt på dramatik og teater. Da lærerrådet også bakkede op, søgte vi stillingen og fik den.

Dramatikken som drivkraft

Det stod hurtigt klart for os, at Herning Højskole befandt sig i en brydningstid – både pædagogisk, kunstnerisk og institutionelt. Den tidligere forstander, Robert Pedersen, var gået af allerede i 1971 og en lærer, Bent Petersen, havde været konstitueret i stillingen fra 1971 til 1975, elevtallet var vigende, og der havde i en periode været betydelige problemer, blandt andet med hashrygning – udfordringer, som mange højskoler stod over for i de år.

For at overvinde krisen blev det besluttet at give skolen en tydelig teaterprofil og at sammensætte bestyrelsen på ny med fire repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, fire fra Dansk Amatørteater og Scenekunst (DATS) og én fra Nordisk Amatørteater Råd (NAR). Den styrkede målsætning skulle nu være: ”At ruste eleverne til at gå ud i et folkeligt kulturarbejde”, hvor projektarbejde skulle være en ny udfordring undervejs i forløbet.

Dramalinjens etablering

Kun tre måneder efter vores tiltræden blev vi tilbudt at etablere en etårig dramalederlinje som et forsøg, der – som daværende undervisningsdirektør Asger Baunsbak Jensen formulerede det – på sigt eventuelt kunne opnå status som universitetsfag. Interessen var overvældende: Det første år havde vi 15 pladser og omkring 100 ansøgere. Det var fagligt stærke og særdeles motiverede unge, og engagementet var enormt.

Undervisningen begyndte i beskedne rammer – i en ombygget hestestald hos et bestyrelsesmedlem og i lånte lokaler på en nærliggende tæppefabrik. Her tog et arbejdsfællesskab form og udviklede hurtigt sin egen praksis og sit eget kunstneriske sprog.

Allerede i 1978 kunne vi dog indvie ”Sekskanten”, en ny teatersal skræddersyet til formålet. I 1981 fik skolen en musiksal, og ”Sølvhuset” blev bygget i 1985 til undervisning i tekstilfag, design og billedkunst.

Eleverne på dramalederlinjen arbejdede undervejs med debatteater, gadeteater og tematiske forestillinger, og teaterundervisningen blev et så stærkt trækplaster, at vi efter tre år fordoblede optaget til 30 dramalederelever fordelt på to hold. Hertil kom 15 teaterelever på det almene højskoleforløb.

Pædagogiske og kunstneriske principper

Et centralt pædagogisk greb var opbygningen af et fælles fagligt sprog. Arbejdet med kroppen, stemmen og det nonverbale udtryk var grundlæggende, og improvisationen fik en nøglerolle – både som metode og som kunstnerisk tilgang. Det forudsatte, at vi undervisere stillede vores egne kompetencer tydeligt til rådighed, så eleverne kunne udvikle og forfine deres.  Ved to seminarer på den nordiske folkehøjskole i Kungâlv nord for Göteborg, havde jeg i 1972 og 1973 været leder af forløbet ”Krop og artikulation”, og erfaringerne derfra var nu til stor inspiration for mig som underviser på dramalederlinjen, hvor arbejdet med krop, artikulation og sammenhængen mellem åndedræt, bevægelse og udtryk blev det helt centrale.

Gennem det nordiske netværk kom vi også i kontakt med Nils Braanaas, norsk teaterpædagog og teaterhistoriker, som lagde vægt på, at dramaet er et middel – teatret er målet. Undervisningen skulle ikke have terapeutisk sigte, som man ellers så i mange sammenhænge i de år, men være kunstnerisk og håndværksmæssigt funderet. Det blev et bærende princip på Herning Højskole.

Uddannelsens opbygning

Målet med uddannelsen var blandt andet at ruste dramaledereleverne til at indgå i folkeligt kulturarbejde – især i foreningslivet, på høj- og efterskoler og i andre skolesammenhænge. Da højskolen ikke kunne udbyde en formelt kompetencegivende uddannelse, blev det organiseret, at interesserede elever kunne tage voksenpædagogisk grundkursus på to uger gennem et lokalt oplysningsforbund og dermed få papir på formel undervisningskompetence.

Dramalederuddannelsen var opbygget i fire moduler:

1. Fysisk træning, improvisation og karakterarbejde med mindre stykker.
2. Dramapædagogikkens historie og træning i instruktion.
3. Udviklingsarbejde fra idé til forestilling og efterfølgende turné.
4. Praktik, hvor eleverne var ude at afprøve sig selv som undervisere fx på efterskoler, hvor de typisk udviklede og opsatte en forestilling med eleverne.

Arbejdet blev ofte organiseret i en kreds, hvor alle deltog i den skabende proces fra idé til færdig forestilling. Gennem årene blev der skabt et stort antal forestillinger og projekter med afsæt i tekster af blandt andre Gabriel García Márquez, Fernando Arrabal: ”Og de gav blomsterne håndjern på” som blev spillet i Sønder Omme fængsel, Michael Ende og Brecht (Den kaukasiske kridtcirkel) samt en nyfortolkning af Decameron.

Krise og nyorientering

I 1986 var skolen i en alvorlig krise på grund af stærkt dalende elevtilslutning til de almene fire måneders højskolekurser. Det førte til både afskedigelser og nyansættelser. Som forstanderpar havde vi lige fra 1975 ønsket, at eleverne på firemåneders kurserne også skulle have mulighed for at specialisere sig med et særligt valgfag. Det fik vi gennemført nu, og det blev vendepunktet for hele højskolen. De kreative fag blev nu for alvor skolens bærende grundlag – ikke kun på dramalederuddannelsen.

Strukturen blev sådan, at alle elever på skolen brugte halvdelen af ugen på kreative valgfag. Det var musik, journalistik, design, billedkunst eller teater efter eget valg. Med den nye struktur fik eleverne på de almene firemåneders hold dermed også mulighed for at fordybe sig i teater på samme niveau som dramalederne, bare i en kortere periode. Resten af tiden brugte alle på almene fag, lokale projekter og foredrag. Det gav en fuldstændig forvandling af stemningen på højskolen. Nu kunne alle elever være med i snakken om deres kreative arbejde fra timerne og dele erfaringer med hinanden på tværs af hold.

Musiklæreren ny-formulerede musikundervisningen til det udvidede begreb ”Kucheza” – det er ”Swahili” og betyder: at synge/danse/spille. Den udvidelse satte nye aftryk på højskolen og senere i den folkelige musiks begrebsrammer. I journalistik udgav eleverne avisen HH med artikler både om de andres fag med digte, sange, malerier, fotos og om Herning og verden. Billedkunstlinjen udfoldede nye teknikker og fik kontakt med omegnens kunstnere, og designlinjen fik den indlysende vekselvirkende kontakt med design-uddannelsen i Herning.

Beslutningen om den nye struktur var omdiskuteret, men i dag står det klart, at Herning Højskole her var blandt de tidlige foregangsskoler i en udvikling, som senere bredte sig over hele landet.

Vigtige kreative samarbejder

Herning Højskole fik gennem årene et meget frugtbart samarbejde med Team Teateret, Odin Teateret og TTS - Teater Traffic i Skandinavien, som var etableret af Odin Teateret. I samarbejde samlede vi årligt 30.000 kr. sammen til, at udenlandske teatre kunne spille på højskolen og give weekendworkshop mod overnatning og mad. Det blev en utrolig frugtbar tid. Bl.a. så vi Le Bal, mimeren Yves Le Breton, Commedia Delle Arte fra Californien, Jordcirkus fra Sverige og Yuyaschani fra Peru.

Vi blev selv inspirereret til at tage nye teaterformer op som ”Mumming”, der er en kort intensiv gadeteaterform, som vi brugte til bl.a. i forestillingen ”Har du snakket med din flygtning i dag?”. Vi arbejdede med Forumteater (også kaldet de undertryktes teater), Interaktion (gadebørnenes teater), og skuespilleren Vigga Bro introducerede os til den Folkelig Fortælling, som især blev en integreret del af dramaundervisningen.

I begyndelsen af 1990’erne blev Det rullende teaterværksted etableret af DATS, og dramalederne blev prøveklude for mange enaktere med flere kvinderoller, der blev skrevet i den periode. Forestillingerne blev i stigende grad opført på efterskoler og andre institutioner.  Et større samarbejde med DATS strakte sig over et par måneder et forår, hvor både tekstforfatter Kaj Nissen og musiker Jacob Kjørboe var medforfattere til dramaledernes store forestilling: ”Lindormen – messe for de ufødte”, som udnyttede Sekskantens teatersal til det yderste.

Fra starten havde Herning Højskole altid haft en gæstekunstner boende øverst i Højhuset én sæson ad gangen. Det havde indtil 1975 mest været billedkunstnere. Men herefter blev billedkunstnere som Elle Mie Ejdrup, Amanda Tinker og Jousef Ismali Mascanbar blandet med musikere som Ko de Regt, dramatikere som Hans Rønne, forfattere som Jytte Borberg, dansere som Jytte Kjøbek og Isabel Eisen. Gæstekunstnerne blev en integreret del af skolen og en stor inspirationskilde for eleverne.

Efterklang

Når tidligere elever ser tilbage på deres højskoleophold i Herning, peger mange på karakterarbejde gennem maskespil og fortælling som de mest dannende og personligt betydningsfulde elementer.  Og så selvfølgelig erfaringerne med at skabe forestillinger. Mange har brugt det, de lærte i undervisning på efterskoler, højskoler, i folkeskolen og gymnasiet. Andre har taget initiativ til lokalt amatørteaterarbejde eller engageret sig i frie grupper, og enkelte er blevet professionelle skuespillere.

Set i et højskolehistorisk perspektiv var arbejdet med drama og teater på Herning Højskole ikke blot en linje blandt andre, men et sammenhængende pædagogisk og kunstnerisk udviklingsarbejde, der var med til at forny forståelsen af, hvad æstetiske fag kan og skal i folkehøjskolen.

Knud Arnfred gik af som forstander i 1994 efter 19 år, og Helle Arnfred fortsatte som dramalærer til 1997. Herning Højskole blev nedlagt i 2007 af økonomiske årsager.

April 2026

Alle fotografier stillet til rådighed af Helle Arnfred.

Læs mere om Herning Højskole