Af Ole Jensen
Grundtvigs Højskole Frederiksborg
Højskole stod i et forklarelsens lys i min familie. Jeg kom da også på Askov, og det slukkede ikke lyset. Tværtimod. At blive højskolelærer var en ønskeoption for mig, mens jeg studerede teologi, udover at blive præst. I første omgang blev jeg dog forsker og universitetslærer, faktisk i hele 16 spændende år, de sidste år som professor. Men derefter blev jeg præst (og domprovst) i Maribo i 6 år og var glad for det. Men da tilbuddet kom om at blive forstander på Grundtvigs Højskole Frederiksborg, kunne jeg ikke stå for fristelsen til også at få opfyldt min anden ungdomsdrøm. Så jeg tiltrådte den 1. august 1985 (og fratrådte sidenhen ultimo juli 1992).
Højskolehistorisk Forening har bedt mig om at skrive om at "komme fra domprovstekaldet og hårdt og brutalt at blive kastet ind i 1980-ernes højskoleverden - præget af 68-oprøret".
Jeg har givet en omfattende skildring af min tid på skolen i mit bidrag "Livsoplysning ved 80´ernes slutning" i bogen Harpens Kraft. Frederiksborg Højskole 100 år, red. Fritz Norlan og Erling Christiansen, Aarhus (Forlaget Systime) 1995, s. 183-202. Ved genlæsning her 20 år senere kan jeg helt stå inde for det, jeg skrev der. Så det er der ingen grund til at gentage.
Men det slår mig, at mod det, man måske kunne forvente, og som muligvis ligger i Højskolehistorisk Forenings bemærkning, var det ikke forholdet til eleverne, der viste sig udfordrende. Det var forholdet til lærerstaben - og skolens økonomi.
Ole Jensen byder velkommen til jubilarmøde
Økonomisk Ilddåb Det sidste først. Jeg har allerede skildret det i jubilæumsskriftet. Men nu i indeværende redegørelse kan jeg gå lidt mere i detaljen og med afstanden i tid være en smule mere åbenhjertig om det, jeg kom ud for i det nye job.
Jeg var hverken uden ledelses- eller administrativ erfaring, men driftsøkonomisk indsigt havde jeg ikke meget af. Det ville normalt være betænkeligt. Men jeg trøstede mig - som det skulle vise sig med rette - med, at skolens formand, Jens N. Christiansen, var en fremtrædende økonom, ja, han var Gladsakse kommunes og kort efter min tiltræden Københavns kommunes kommunaldirektør (i København kaldet økonomidirektør).
Men jeg skal ellers love for, at jeg fik brug for at kunne læse regnskaber og budgetter. Det begyndte, uden at jeg anede uråd, med, at skolens bestyrelse i løbet af efteråret 1985 traf den endelige beslutning om at sætte et stort nybyggeri i gang. Skolens hovedbygning stammede tilbage til 1895, da Holger Begtrup byggede den på den åbne mark i Ullerød ved Hillerød. Senere var der smækket en etage på uden meget andet end et bræddegulv som etageadskillelse. Det var en uhyggelig brandfælde, og der havde faktisk været en værelsesbrand i 1981, som man til alt held fik slukket i tide. Jeg mener også, vi kørte på dispensation fra loven. Herudover var den store, charmerende og atmosfærefyldte kolos bygningsmæssigt forsømt og nedslidt.
Der havde stået en årelang, indimellem bitter strid i lærergruppen og skolekredsen mellem dem, der ønskede bygningen bevaret og restaureret, og dem, der ville have den revet ned og erstattet af en ny og tidssvarende. Det, der afgjorde sagen, var, at ministeriet ikke ville give statstilskud til en renovering, men nok til et nyt byggeri. Og sådan blev det. Skolen havde en pæn opsparing og frasolgte yderligere den store køkkenhave, som det ikke længere kunne svare sig selv at holde, plus et stort stykke af den gamle park til udstykning (ved samme lejlighed ophørte uglen med at yngle i parken). Men det viste sig ikke at være nok. Da tilbuddene kom ind, måtte projektet beskæres, og alligevel skulle der skaffes penge til en forhøjelse af byggebudgettet på ca. 15 %. Ved den manøvre røg skolens sidste kapital med, og der stiftedes oven i købet et kortfristet lån.
Det viste sig fatalt. Forud var gået en række gode år med pæne elevtal og årlige driftsoverskud i størrelsen godt ¼ mio. kr., og det medgik i de økonomiske kalkuler, at det ville fortsætte. Det gjorde det bare ikke. De "små" fødselsårgange var ved at nå højskolealderen, og der indtraf et generelt fald i tilmeldinger over hele landet. Også hos os. Det såkaldte "årselevtal", som statstilskuddet beregnedes ud fra, gik fra 97 i 1984 til 90 i 1985. Selvom dette ikke var højdramatisk, var det alligevel ganske foruroligende, da vi havde satset hele puljen på byggeriet og ingen buffer havde at stå imod med. Hele sommeren 1986 sad jeg begravet i tal. Skolens regnskab og udbetalinger varetoges af en dame på deltid, men hun havde kun begrænset indsigt i højskoleforhold.
Når statstilskuddet reguleres efter elevtal, tilsiger logikken, at dette må afspejle sig i lærerkræfter. Elevnedgang = færre lærere. Langsomt nåede jeg til den overbevisning, at jeg måtte være forudseende og skride til afskedigelser. Hvis udviklingen fortsatte, ville situationen blive truende for skolens overlevelse. Min beslutning skabte chockbølger. Man havde helt glemt, at efter "fede år" plejer der at komme "magre"; denne evne til glemsel er åbenbart arketypisk for menneskeheden, tænk som sidste store eksempel på Wall Street 2008.
Og højskolelærerne havde brugt de gode tider og den arketypiske glemsel til at forhandle sig til ualmindeligt gode ansættelsesvilkår - alt for gode, skulle det vise sig. De var nedfældet i dokumentet "Højskolelærernes stilling" med det såkaldte § 20-udvalg som eksekutor ved afskedigelser. "Højskolelærernes stilling" opererede med dobbelt så lange opsigelsesvarsler som funktionærloven.
I ´min´skoles tilfælde var der det særlige, at en af skolens lærere, Bent Jakobsen, havde været kraftigt medvirkende ved tilblivelsen af disse forbedringer af ansættelsesvilkårene, der som baggrund havde mange, mange år, hvor højskolelærere nærmest havde status som en slags sæsonarbejdere uden rettigheder, som forstanderen ansatte for et år eller et halvt ad gangen. Det sad stadig i erindringen, at C.P.O. Christiansen i 1934 ved sin tiltræden som forstander havde undladt at genansætte den afholdte og veltjente medarbejder Anders Uhrskov, vistnok bl.a. fordi det var billigere for skolen at ansætte en ung lærer end en ældre med høj anciennitet.
Fra et forstandersynspunkt var dette sidste fuldt forståeligt. Det mærkede jeg ganske konkret, da krisen begyndte at kradse, al den stund jeg ved min ansættelse overtog en lærerstab med relativt høj gennemsnitsanciennitet. Foruden at belaste lærerlønningsbudgettet udover det gennemsnitlige betød det, at afskedigelser var voldsomt omkostningstunge, da de lange opsigelsesvarsler og fratrædelsesgodtgørelserne steg med ancienniteten.
Jeg endte i et kæmpe dilemma: Det truede med, at skolen ikke havde råd til at undlade at afskedige, men heller ikke havde råd til at afskedige!
Og det afslørede, forekom det mig, et principielt spørgsmål, som lå under tilblivelsen af "Højskolelærernes stilling", som da også kun var blevet vedtaget med store betænkeligheder fra forstanderfløjen i den fælles forening FFD (Folkehøjskolernes Forening i Danmark): Kan afskedigelsesvilkårene blive så gunstige for lærerne, at en skoles ejer (skolekredsen) er afskåret fra ved afskedigelse af lærere at fastholde skolens "ånd" og profil, hvis den forekommer ejeren at være truet, så skolen i realiteten bliver denne lærergruppes skole og ikke skoleejerens?
Ved min ansættelse anede jeg intet om den dynamik, der skjulte sig i det kompromis, "Højskolelærernes stilling" var udtryk for.
Byggekaos i fugleperspektiv
En møgsag Bestyrelsen havde lovet den afgående forstander ansættelse som lærer, og det var forudsat, at hele den øvrige lærerstab skulle fortsætte, hvad jeg - set i bagklogskabens lys - ikke burde have accepteret. Jeg havde nøjedes med at betinge mig, at en ældre lærer, der ville nå pensionsalderen 67 år 1½ efter min tiltræden, skulle afskediges, så der blev plads til mig selv i skemaet, idet det yderligere var planen, at min kone skulle ansættes året efter, hvor hun forventedes at blive (og også blev) cand.theol. Denne "naturlige afgang" indgik selvfølgelig i mine beregninger, men kunne med den nye truende udvikling vise sig ikke at være nok.
Jeg så derfor ingen anden udvej end at indstille til afskedigelse, dels af den sidst ansatte yngre lærer, dels af en ældre lærer. Et forslag fra den samlede lærergruppe om at gå kollektivt ned i løn fandt, da jeg fik talt med hver lærer under fire øjne, langt fra tilslutning fra alle, og da den jo forudsatte frivillighed, var vi lige vidt.
Jeg skønnede, at tallene talte deres tydelige sprog, men det var flertallet af lærere bestemt ikke enige med mig i. Kun tre lærere gav fuld støtte til mine planer, og det kan ikke have været let for dem at bryde en kollegial solidaritet. Den sommer mærkede jeg virkelig, at der kan være koldt på toppen. Afgørende var det imidlertid, at skolens bestyrelse støttede mig fuldt og helt. Specielt var det væsentligt for mig, at formanden stillede sig bag mig med sin sagkyndige autoritet.
Voldgiftsudvalget eller § 20-udvalget bestod af en jurist, en forstanderrepræsentant og en lærerrepræsentant. Sidstnævnte var efter de to afskedigelsestruede læreres ønske en kollega på skolen. Jeg husker intet fra forhandlingerne, udover at jeg fandt selve processen ydmygende, og at jeg var konsterneret over, at afskedigelsesbestemmelserne var så gode i lærernes favør, at det kunne true en ellers velfungerende skole på sin eksistens. Det havde jeg ikke forudset ved min ansættelse.
Men heller ikke § 20-udvalget fandt hjemmel (i "Højskolelærernes stilling") til afskedigelse af to lærere, formentlig fordi min henvisning til vigende elevtal delvis hvilede på prognoser. Jeg kunne jo i sagens natur ikke bevise, at det fremover ville gå, som jeg frygtede. Udvalget accepterede afskedigelsen af én lærer, og jeg valgte så, at det skulle være den ældre lærer. Det ville være mest gunstigt i lønningsbudgettet, men mest kostbart på afskedigelsesbetingelserne. Afgørende for mig har nok været en henvisning til samarbejdsproblemer med den pågældende. Til alt held - for skolen og for mig, tog den yngre lærer kort efter selv sin afsked (og fandt i øvrigt hurtigt andet arbejde). Ellers ved jeg ikke, hvor vi havde været henne det følgende år.
For mig at se faldt afgørelsen klart ud til lærernes fordel. En højskole, forekom det mig, kunne gå hen og blive den siddende lærergruppes skole, hvor forstokket denne gruppe så end kunne tænkes at være.
Retrospektivt viste det sig, at jeg - og bestyrelsen - virkelig havde udvist rettidig omhu. Årselevtallet, som i 1984 havde været 97 og i 1985 90, faldt til 79,5 i 1986 og til 74 i 1987! Samtidig nedsatte regeringen arbejdstiden for de ansatte uden kompensation i statstilskuddet og forringede statstilskuddet. Det betød, at smertegrænsen for skolen lå omkring 85 årselever. (I min beretning i et af årsskrifterne anfører jeg 80-85, i jubilæumsskriftet skriver jeg 90 årselever - hvad der er det rigtige, ved jeg ikke).
Til historien hører, at så vendte det med ét slag i 1988, hvor vi fik 94 årselever og 1 mio. kr. i overskud, så vi kunne udbetale det kortfristede byggelån. Resten af min forstandertid lå vi pænt med 87 årselever i 1989 - 86,6 i 1990 - 93 i 1991 - 91-92 i 1992.
Men lærerne fik ikke kortere arbejdstid, tværtimod udvidede jeg antallet af sommerkursusuger fra 6 ved min tiltrædelse til 11 ved min fratrædelse, og vi fortsatte med det kendte skema på vinterskolen. I løbet af min forstandertid måtte lærerne således løbe hurtigere end før, stik mod lovens bestemmelser. Det gjorde de uden knurren - det skal de have, samtidig med at jeg tager det som en de facto indrømmelse af, at jeg havde haft ret.
I øvrigt har man siden indset, at de lange varslingsfrister og kompensationerne er uholdbare. I en revideret udgave af "Højskolelærernes stilling" fra 1996 er de blevet bragt på niveau med funktionærlovens bestemmelser.
Antiautoritære spasmer? Men ellers var mit forhold til lærerne som antydet den anden store hurdle det første par år - og jeg kan mærke, nu så mange år efter, at det har sat sig fast og nager mig.
Det ugentlige lærermøde onsdag i frokostpausen var det første års tid noget af et mareridt. Et begreb som mødedisciplin, hvor én fik ordet og andre tav, til det blev deres tur, var en by i Rusland. Jeg forsøgte uden større held at styre gemytterne. Om det var en sen udløber af de antiautoritære 70´ere eller udtryk for en særlig egenrådighed eller dårlig vane i netop denne temmelig garvede forsamling, skal jeg ikke kunne sige. Selv er jeg, tror jeg nok, mødt op med forestillinger om en mere eller mindre kollektiv beslutningsproces med mig som katalysator, ikke autoritet. Selvom jeg var enig med Løgstrup i, at Habermas´ ide om "herredømmefri kommunikation" var en umulighed - der er magt i alle menneskelige relationer, og det er der ikke i sig selv ikke noget galt i - er jeg formentlig veget tilbage for at gribe det mandat til at lede med myndighed, som min stilling gav mig. I hvert fald udviklede møderne sig regelmæssigt temmelig uheldigt. Hertil bidrog især to ældre lærere, der hver på sin måde gjorde, hvad de kunne for at genere mig og deres kolleger. På et tidspunkt, når lærermødet havde varet hen mod en time, slog det klik for den ene, og han gik amok. Mødet udviklede sig herefter ofte til en råben og skrigen, ad hinanden og ad mig.
Da der var gået et stykke tid, besluttede jeg at lade rollen som mødeleder gå på omgang. Det hjalp forbavsende nok. Med tiden blev vi så også fri for de to nævnte fredsforstyrrere. I virkeligheden var det store flertal af lærerne jo seriøse mennesker, der var pinligt berørt over tingenes skæve gang. Men det bidrog også, at jeg gjorde den erfaring, at spændinger under lærermøderne aldrig nåede uden for lokalet. Når først noget omsider var besluttet og mødet hævet, blev det loyalt ført ud i livet. Og her viste lærergruppens og personalegruppens rutine sig fra sin bedste side. Skolens hverdag fungerede som en velsmurt maskine, hvor hver sørgede for, at det, man havde lovet, også blev gjort. De ofte store fælles opgaver med op til hundrede gæster og andre krævende arrangementer gennemførtes, uden at jeg kan huske, at noget nogensinde for alvor gik galt.
Langsomt gik det op for mig, at nok forbeholdt man sig ret til at kritisere alt, hvad jeg forelagde, sønder og sammen, men at man samtidig forventede - måske uden at gøre sig det bevidst - at jeg traf en beslutning, som man så fulgte uden videre ophævelser. Det kunne gå så vidt, at når jeg efter forelæggelse af udkastet til et nyt skema imødekom en lærer, der brokkede sig over en ulempe i sit skema, tillod vedkommende sig i anden omgang at brokke sig over, at det nye udkast manglede det fra det gamle, som ved min imødekommenhed blev fravalgt i det nye, fordi de to ønsker udelukkede hinanden. Devisen var åbenbart: Ubegrænset ansvarsfri kvajeret! Det kunne jeg selvsagt ikke have alverden til respekt for. Men erkendelsen betød, at jeg i stigende grad tog lederrollen på mig og skrottede illusionen om at gøre alle tilpas og nå en slags enighed. Langsomt indfandt der sig så også god mødedisciplin, og efter det første par års turbulens forløb resten af min tid som skolens leder i god fordragelighed.
Dette er blevet et stykke om pestilenserne ved min overtagelse af forstanderjobbet. Det lå i opfordringens ordlyd og hører afgjort også med til historien. Artiklen fra 1995 i jubilæumsbogenviser en helt anden positiv side af mine år på skolen. Og det er den, der gengiver hovedindtrykket! Det var en spændende og frugtbar del af mit arbejdsliv, som jeg ikke ville være foruden, og jeg vil opfordre til, at man læser stykket fra bogen. Der skildres alt det glædelige, der fyldte de år - ikke mindst forholdet til eleverne, men efterhånden også til hele lærerstaben. Og der gør jeg også rede for grundene til, at jeg fratrådte stillingen efter 7 år i 1992. Det var hverken, fordi jeg var desillusioneret eller skuffet, men af praktiske og familiemæssige grunde. Jeg var et kort øjeblik fristet til at bruge den smarte titel på denne redegørelse: "Syv år for Lea", men sagligt holder den ikke, så den blev droppet. Der gik højst to-tre år - så fik jeg min Rakel.
Fire forstandere på Grundtvigs Højskole: Karen og Søren Haugstrup Jensen (1951-74), Agnethe og Svend Erik Bjerre (1974-85), Erling Christiansen nyudnævnt forstander i 1992 samt Elsebeth Diderichsen og Ole Jensen (1985-92).
Ydby, Thy den 14.3.2016
Fotografier: Grundtvigs Højskoles arkiv. Billederne fra skolen, Lars Thorkild Bjørn. Billedet af Ole Jensen, Bent Jakobsen.