Af Helle Blume Andresen
Engelsholm 1942
Fra slot til højskole Mine forældre, Sune og Gudrun Andresen, min storebror Jørgen og jeg flyttede ind på Engelsholm slot den 9. april 1940. Vi boede på Snoghøj Gymnastikhøjskole og skulle først flytte få dage senere, men da tyskerne besatte gymnastikhøjskolen, fremrykkede vi flytningen.
Gudrun og Sune Andresen samt Sigrid og Frede Bording havde købt Engelsholm slot for at starte en højskole. Gudruns og Sigrids far, Valdemar Hansen, Osted, havde gjorde det muligt at købe og istandsætte det gamle og meget forfaldne slot. Det kostede 50.000 kr. uden indbo, avlsbygninger og landbrugsjord. Der var ikke vand og elektricitet i huset, og det var en underlig oplevelse at flytte ind på et gammelt slot uden radio og med lyden af de tyske flyver hen over taget.
Sigrid og Frede Bording flyttede til Engelsholm i maj, og det store renoveringsarbejde begyndte. Voldgraven blev renset, og man fandt to gamle kanoner. Til indvielsen kom ca. 700 mennesker, men der var kun ventet 300. Den 3. november startede vinterskolen med ca. 40 karle og piger. Den efterfølgende sommerskole for piger varede 3 måneder.
Højskolen var fra starten en ganske almindelig grundtvig-koldsk højskole, med vægt på almindelige skolefag. Jeg har mange gange hørt, at man mente, at skolen var en mytologisk højskole, men det er en myte.
I 1942 rejste Sigrid og Frede Bording til København for at starte en skole. Det blev til Bordings Friskole.
En typisk dag i de første år Dagen startede kl. 7.30 med morgenmad. Derefter var der morgensang, hvor alle elever, lærere, piger fra køkkenet, pedel og os børn deltog. Derefter gik undervisningen i gang med små hold i dansk og regning. Kl. 10 var der et stort frikvarter, hvor lærerne kom op i forstanderboligen til en frokost. Kl.11.00 holdt forstanderen altid foredrag. Middag kl. 12 med uddeling af post, og kl. 14 var der timer med fysik, gymnastik, sang og håndarbejde. Aftensmad kl. 18 og kl. 21.30 aftensang i forstanderens spisestue. Det var frivillig, men næsten alle kom, og far spillede violin til sangene.
Under krigen var det ikke muligt at rejse hjem. Man var på skolen hele tiden, kun til jul rejste man hjem. Jeg tror, det var med til at skabe et stort sammenhold og venskaber eleverne imellem. Vi børn tog del i det hele og nød det. Der var altid et tomrum, når et hold elever rejste.
Beslaglæggelse I efteråret 1944 blev skolen beslaglagt af tyskerne. Den skulle være kaserne for officererne ved Vandel flyveplads. Højskolen flyttede derfor til Haraldskær vandrehjem, hvor skolen fortsatte indtil maj 1945. Det var ikke vild luksus, da der var das i gården, én bruser med koldt vand til 40 elever og personale og 10-12 på et hvert værelse. Personalet og lærerne boede forskellige steder i Haraldskær. Der blev holdt elevmøde med 150 deltagere. Det var vanskeligt at rejse, så de fleste deltagere overnattede. De må have ligget meget tæt.
Flere gange i 1945 så vi de engelske flyvere komme hen over vandrehjemmet. Det var med til at give håb for fremtiden. 5. maj cyklede far og mor til Engelsholm for at få Engelsholm tilbage. De blev modtaget af den tyske kommandant, som overgav dem slottet med al inventar.
Der forelå nu et stort oprydningsarbejde. Jeg husker de mange spændende ting, som var efterladt. Der var instrumenter til et helt orkester, skrivemaskiner, uniformer og en del ammunition. Det år var Sct. Hans aften noget helt særlig, da bålet mest bestod af gamle tyske uniformer.
November 1945 startede skolen igen på Engelsholm.
På Engelsholm var der ingen gymnastiksal, de første år var den nuværende foredragssal gymnastiksal. Der blev 1946 opsat en tysk barak op ved søkanten.
Efter krigen Forstanderboligen lå på første sal og var så stor, at den kunne rumme alle elever. Foruden aftensangen mødtes eleverne hver tirsdag i forstanderboligen til gennemgang af Grundtvigs sange og salmer samt søndag aften til oplæsning af dansk litteratur, der var fars speciale.
Regning, dansk, litteratur, historie, håndarbejde, gymnastik og boliglære var på timeplanen i mange år efter krigen. En af de store oplevelser var fastelavn med bal i det fine tøj. Til denne fest kunne eleverne invitere hver en gæst. Der var middag i kældersalen og dans i den nuværende foredragssal. Der var et orkester til lejligheden. Fastelavns mandag blev der slået katten af tønden og bidt til bolle. En anden af de store begivenheder var udflugt til Sønderjylland og elevmødet.
På et tidspunkt ønskede eleverne ikke mere at danse folkedans lørdag aften. De ville danse moderne. Min far accepterede det og sendte en gruppe elever til Vejle for at købe grammofonplader. Lørdagen efter satte far sig med en pladespiller for at vende plader til dansen. Siden blev der ikke danset folkedans ret mange gange. Far var opmærksom på, at tiderne forandrer sig, og unge får nye vaner. Der blev også færre foredragstimer.
Mejeriet 1947 kom en ny bygning, Mejeriet, på samme sted som mejeriet lå, da Engelsholm var en herregård. Samme år startede min mor en kort uddannelse i broderi. Eleverne på broderilinjen kom til at bo i Mejeriet, hvor der også blev indrettet en lærerbolig. De mange kreative fag blev Engelsholms kendetegn fra 1970erne .
Mor havde gennem hele sin ungdom og voksen liv lagt arbejde i studie af bøndernes broderier fra 1700 -1850. Tanken var, at lære piger, der ønskede at arbejde i aftenskoler og i de fri skoler at formgive smukke ting ud fra den stilsikkerhed, de gamle bondekoner havde. Senere skrev mor flere bøger om emnet. Ud fra det arbejde skabtes et samarbejde med Højskolers Håndarbejde, Danmarks Folkelige Broderier og et langt samarbejde med Pip Christiansen og Charlotte Rud. Senere blev det til et 25 år langt samarbejde med Danske Folkedansere. Der blev startet et flerårigt kursus på Engelsholm, hvor alle lærere var med i arbejdet.
Branden 1952 15 januar 1952 brændte Engelsholm Højskole. Årsagen var en brand i en skorsten. Ilden løb ind mellem etagerne og var vanskelig at stoppe. De tre kupler, elevværelserne i tagetagen og førstesalen brændte. Eleverne på første sal mistede al deres indbo. Heldigvis fandt branden sted, mens alle sad i spisesalen, så ingen kom noget til.
Det var uhyggelig at stå nede i Mejeriet og se de store kupler styrte ned i tårnene. Jeg stod bag min far, som stille så hele sit værk gå op i flammer. Det glemmer jeg aldrig. Ingen sagde noget. Vi hørte kun lyde af det brændende hus.
Inden aften var alle elever og lærere flyttet til Brandbjerg Højskole. En del af de mandlige elever blev på skolen for at hjælpe med at rydde op. Efter otte dag var eleverne samlet på Brandbjerg Højskole, så skolen kunne fortsætte.
I august kunne vi så flytte tilbage til Engelsholm. Stalden, som ligger uden for voldgravene, blev forstanderbolig til november 1952. Der kom 3 nye spir, og over elevværelserne kom der en ekstra skolestue og nogle lagerrum. 1952 blev Engelsholm en selvejende institution, og om efteråret var far ude at holde foredrag hver anden dag for at samle elever.
Kældersalen
Tiden efter branden Skolen begynde igen 3. november 1952. Ikke alle rum var klar til brug. Der blev malet i foredragssalen, og malerne stod på stigerne og lyttede med. De malede på det gyldenlædertapet, der var blevet sat op efter branden. Tapetet er en kopi af et tapet, der har siddet et sted på Engelsholm.
Skolen gik godt. Der kom hurtigt til at mangle plads, så måtte der bygges. Laden blev bygget 1954. Det var nødvendigt, fordi Engelsholm hurtigt blev kendt for sin håndarbejdsundervisning. Det kom til at betyde, at der efterhånden blev flere piger end mænd. Senere blev håndarbejdet til en større og større del af skolen undervisning. Men det betød ikke, at de almindelig højskolefag forsvandt. Far og mor så det som en vigtig del af undervisningen at udvikle elevernes kreative sider ikke kun i håndværket, men også give dem en kunsthistorisk og kulturhistorisk side. Jeg fik stillingen som stoftryk- og vævelærer på Engelsholm, og det blev til ca. 35 år som højskolelærer på Engelsholm.
Ungdomsoprør 1968 og 1969 var år, hvor vi begyndte at få elever, der var stærkt præget af ungdomsoprøret. Det gav dønninger i måden at undervise på. Eleverne havde det ikke godt med at sidde på stole. Nej, de ville ligge på madrasser og læreren skulle helst sidde på en ølkasse, så man ikke så ned på hinanden. Men det lykkedes alligevel at få fortalt dem noget historie og litteratur. Det var en god øvelse i at gøre sin fortælling spændende. Det gjaldt om at finde en ny måde at holde højskole på. Efter nogle år begyndte vi at få en del med misbrug, men det lærte vi også at klare.
Igen var det nødvendig at udvide, der var mangel på værksteder. Gårdmanden, der havde resterne af den gamle avlsgård, ville sælge. Far sprang til og købte den. Det var igen en stor ombygning. Fars tanke var at bevare så meget af det gamle anlæg som muligt. Avlsgården blev ombygget til keramik-, stoftryk- og væveværksteder og en stor sal til udstillinger.
Forstanderskift Det var fars sidse indsats på Engelsholm i 1972. Da han var blevet 70 år trak han sig tilbage, og bestyrelsen valgte min bror, Jørgen Andresen, til forstander. Han havde i nogle år været forretningsfører på skolen. Jørgen satte mange nye ting i gang. Der blev ændret på timeplanen og arrangeret rejser til de nordiske lande med en emneuge før rejsen om det land, rejsen gik til. Det var meget festlige ture, hvor alle lærere deltog.
Aftentimerne og aftensang hos forstanderen faldt væk. Morgensang blev erstattet af en morgentime med et lille indlæg af de forskellige lærere. Der blev indført lærermøder og en ugentlig samtaletime med eleverne. Det var ikke den letteste tid at være højskole i, da eleverne ikke gik ind på alt som i gamle dage. Det var en ny generation, som skulle tages på en anden måde. Det var hårdt.
I 1982 ønskede Jørgen Andresen ikke længere at være forstander, og bestyrelsen valgte min anden bror, Kresten Andresen, og mig, Helle Blume Andresen, til nye forstandere. I fagplanen gled håndarbejde lidt i baggrunden og fotografi, maleri og glaspustning blev nye fag på højskolen. Historie, litteratur og kunsthistorie blev fastholdt. Den store forstanderlejlighed blev omdannet til kontor, læreværelse og bibliotek.
Jeg gik af som forstander i 1997 og Kresten i 2004. Efter 64 år var der ikke længere en forstander fra familien Gudrun og Sune Andresen som leder af Engelsholm Højskole.
Litteratur om Engelsholm:
Engelsholms historie af Sune Andresen
Engelsholms historie af Kresten Andresen og Klara Sørensen.
50 år med Engelsholm højskole af Jørgen Andresen Helle Blume Andresen og Kresten Andresen
Marts 2013
Fotografier: Udlånt af forfatteren