Elbæk Højskole

Af Ragnhild Laumark-Møller

Elbæk Højskole ca. 1994

Landsbyen Elbæk ligger langt ude på landet - mellem Horsens og Odder - en lillebitte landsby med 3-4 gårde, 10-15 huse, en præstegård, en efterskole  - samt en højskole. Det var virkeligheden i 1993, da min mand og jeg ankom til Elbæk, for at jeg der - formodentlig - kunne afslutte mit arbejdsliv som højskolelærer.

Men mit kendskab til Elbæk Højskole går meget længere tilbage. Den ældste tid har jeg fået meget fortalt om af vores gode ven, Helge Elbek, der var valgmenighedspræst i Vrå, da min mand og jeg i 1960'erne var ansat på højskolen der.

Helge Elbek var søn af Johannes Elbek, som begyndte som lærer på en friskole i Elbek, men som i 1894 oprettede højskolen. Johannes havde, foruden sin læreruddannelse, et Askov-ophold bag sig, og det havde givet ham mod til at oprette sin egen skole. Det blev en kamp! Det var vanskeligt at konkurrere med de større og mere kendte skoler, så han havde mange problemer at slås med. En tid gav han op og blev lærer på skolen, men efter endnu en periode som forstander sluttede det helt for ham. I 1923 var der oprettet en to-årig læreruddannelse på stedet - beregnet på at uddanne lærere til de frie skoler.

I 1928 ansatte Elbek Mette og Jacob Hattinger-Jacobsen som medforstanderpar. De tog kampen op og drev lærerskolen med succes frem til 1966, hvor Jacob døde. Men da var tiden løbet fra en så kort uddannelse, selvom den ellers var god, og et langvarigt forsøg på at få en fire-årig uddannelse godkendt fik til sidst afslag fra ministeriet, måske fordi Ollerup frie lærerskole var begyndt i samme periode.

Pause i Elbæk

Min mor tog læreruddannelsen i Elbæk fra 1935-37. Min far var der fra 1936-37, men afbrød så for at tage læreruddannelsen på Silkeborg seminarium, hvor han året før havde været til optagelsesprøve. Han bestod prøven, men blev ikke optaget, men det så lykkedes så året efter. Han mødte min mor i Elbæk, de var stormende forelskede og blev nu "nødt til " at gifte sig ret hurtigt! Han havde nok også regnet ud, at man som lærer på en fri skole dengang ikke fik så stor en løn, at man kunne forsørge en familie.

Årene gik. Mine forældre var lærerfolk på Sjælland, men i sommerferien gik turen - på cykel - til Grauballe for at besøge min morfar samt hans søster, Jørgine Abildgaard på Snoghøj Gymnastikhøjskole - og da holdt vi næsten altid nogle timers pause i Elbæk. - Jacob og lærer Jørgensen var et par muntre herrer at være sammen med - og Mette diskede op med hjemmebagt kage, kaffe og saftevand - hun sagde i øvrigt ikke så meget, men når hun havde fået et nik fra Jacob, der betød, at det var ok., så kunne hun i høj grad bidrage til samtalen. - Patriarker var der nogle stykker af dengang!

Spækalvesteg

Mette og Jacob sled sig op, ikke mindst Mette. De fleste år klarede hun både rengøring og madlavning selv - foruden at hun var fuldtidslærer. Kun ved særlige arrangementer kom der lidt konehjælp ude fra. Mette var specielt meget god til sproglig dansk. Ingen kom ud fra Elbæk uden at kunne stave og beherske dansk grammatik.

Et specielt kapitel var maden. Min far, der kom fra en stor gård og derfor vant til god og rigelig mad, har fortalt, at på Elbæk skulle der spares så meget, at man købte ukurant kød på gårdene, når der blev slagtet, og så blev det saltet ned. Om søndagen var menuen ret ofte spædkalvesteg - ifølge min far en ret så slimet oplevelse, der kun gled ned med anselige mængder sovs!

Men der var også mulighed for gode oplevelser i den tid uddannelsen varede. Jacob havde fra sin tid som lærer i Uldum og Snoghøj fået mange venner inden for højskolen, og en del af dem kom af og til til Elbæk for at holde foredrag for eleverne.

En af dem var Jørgen Bukhdal, som kom ret hyppigt. Han kunne godt lide at udfordre eleverne lidt på deres viden og meninger. Min mor havde meget godt at sige om ham.- Min far fortalte mange år efter et eksempel på, at min mor i hvert fald ikke var mundlam, selvom der var prominente gæster til stede: Man sad ved middagsbordet. Bukhdal rakte sit vandglas frem mod min mor og sagde:"Vil De være min Rebekka?" Mor tog vandkanden og svarede: "Ja, hvis De vil være min kamel". Det var naturligvis meget næsvist, men Bukhdal morede sig og konstaterede, at mor kendte sin bibelhistorie!

Også som voksen har jeg besøgt Jacob og Mette, dels et par gange sammen med mine forældre, dels med Jørgine Abildgaard, som også var en af vennerne.

Brydningstendenser

Efter Jacobs død førte Mette skolen videre sammen med de gamle lærere, men da det ikke lykkedes at få lov til at gøre uddannelsen længere, måtte de også give op. - Så stod skolen tom i næsten 10 år, indtil en gruppe mennesker tog initiativ til at genoprette en højskole på stedet.

Så rykkede Hildur og Per Warming ind. Også de kom på hårdt arbejde. Elbæk var stadig ikke en af de kendte skoler, og penge til reklamekampagner var der nok ingen af. - Og så var 70erne en periode, der havde ændret de unge elevers attitude til mangt og meget, som gjorde arbejdet endnu vanskeligere. Per skrev selv om den proces: "I de seks år (1979-85) gennemlevede Elbæk 30 års højskolehistorie, fra patriarkalsk storfamilie til demokratisk bofællesskab. I skolen spisestue blev Carl Larssons trodsige idyl skiftet ud med det sansellige drama hos Chagall." Man fornemmer stærkt brydningstendenserne, der prægede de år!

På en stor skole med 100 elever går økonomien ikke i stykker, fordi der i en sæson kun er 97. Men på en lille skole med 25-30 elever, kan man ikke tåle ret lang tid med 22! - I 1985 gav Per og Hildur op, og skolen ansatte Kirsten og Johan Kirkmand, der kom fra Ollerup Gymnastikhøjskole. Johan gik i gang med at udarbejde attraktive skole- og timeplaner, og der kom faktisk elever.

Ansat i 1993

Det var den skole, jeg blev ansat på i 1993. Jeg studsede måske lidt over, at det var hele lærerkollegiet, der blev udskiftet på en gang, men kendte jo ikke baggrunden for det. Min mand og jeg kom til at bo i Bakkehuset, hvor Mette havde boet i 3 år efter Jacobs død. - En af lærerne fra min mors tid levede endnu. Han hed Leo Egelund og var omkring 90 år. En munter, vidende og vis gammel mand, som jeg nød meget at tale med, når vi spiste middag på skolen.

I 90erne kom der nye "dyk" i elevtallet. Vi havde nogenlunde fuldt hus et par sæsoner - men det var oftest en meget broget flok. Vi kunne godt have 8-10 indvandrere på samme hold - ofte fra så forskellige lande, så fællessproget var et yderst primitivt dansk. Det var vanskeligt at få en kurder, en iraner, en palæstinenser, en somalier etc. til at blive integreret blandt de etniske danskere.

Indvandrerne kom ofte med forskellige traumer fra en meget svær tid i deres hjemland, en dramatisk flugt eller et alt for langt ophold i en dansk lejr. Og på grund af sprogvanskelighederne var der nogle af fagene i vores planer, som de simpelthen ikke fik noget ud af at vælge. Men de blev alle meget bedre til dansk, mens de var der. Vores generelle problem handlede også om, at når der var mange fag at vælge imellem, kunne det være vanskeligt at få tilslutning nok på dem alle. Det er eksempelvis ret svært af have drama med to elever eller korsang med tre sopraner!

Mange gode minder

Når jeg tænker tilbage på min tid på Elbæk er der mange gode minder om en lang række spændende og søde elever, som vi lærere næsten var sammen med i døgndrift - om givende rejser til Norges dejlige natur eller til Stochholms seværdigheder - om muntre fester i skolens spisestue samt en daglidag med gode samtaler i fagtimerne og taknemmelige ord fra elever, når de synes, de havde haft udbytte af timerne. - Men jeg har ikke glemt vanskelighederne. Den konstante "sparetid", divergerende holdninger til pædagogikken mellem ledelse og ansatte, meget lange arbejdsuger og opslidende lærermøder. Vi skiftede også ud i lærerflokken. I de fire år, jeg var der, havde vi 4 forskellige tekstillærere. De blev der simpelthen kun et år.

Det sidste år jeg var ansat, havde vie et hold unge landmænd fra de baltiske lande. De skulle lærer dansk, inden de skulle i praktik hos danske landmænd  og til slut være et semester på malling Landbrugsskole. Derefter skulle de hjem til den nye situation i Baltikum og være med til at bygge et selvstændigt landbrug op der. 

Det var en svær tid. Vi kunne ikke tale med disse folk. Dansk var meget svært for dem - og vores højskolehold var ret domineret af anden-generations indvandrere, som de så heller ikke kunne tale med. - I 1997 stod det sådan til, at vi nu kun var to fuldtidslærere tilbage - det gav mange vagter og lange arbejdsuger.

Vore sommerkurser gik derimod rigtig fint og var næsten fyldt op. Jeg husker med glæde et vin og rejsekursus til Toscana med nogle meget interesserede og glade mennesker. Meget vellykket.

I efteråret blev jeg p.g.a. det lave elevtal bedt om med meget kort varsel at gå ned på halv tid. Jeg  nægtede og henviste til min kontrakt, hvor jeg iflg. Højskolelærernes stilling havde et halvt års opsigelse. - Men i den følgende tid undersøgte jeg sagerne og fandt ud af, hvornår jeg kunne stoppe. I februar 1998 ville jeg fylde 60 år - og jeg regnede ud, at jeg til oktober 1997 ville have 34 års anciennitet - og at  jeg ikke ville nå højere, selvom jeg blev ved til februar. Derfor kunne jeg holde op på Elbæk allerede til 1. september. Jeg troede ikke, jeg ville overleve at gå på pension så relativt tidligt, men på den anden side var jeg kørt ned - mest psykisk af stress, men også fysisk af for meget arbejde. - Men jeg var meget opsat på at få en god tilværelse - og det fik jeg.

Elbæks historie er kun en lille brik i det store puslespil om de mange store og endnu flere små, højskoler, som er oprettet og afviklet i de 168 år der er gået siden Rødding så dagens lys i 1844. Og det er gået med højskolerne som med mange andre institutioner i vort samfund. De skal have en vis størrelse for at løbe rundt - ikke midst i krisetider.

Fotografier: Udlånt af forfatteren