Den Rytmiske Højskole

Hvad gennembrød den sorte jord

Det hele startede i midten/slutningen af 60'erne. Med fire akkorder på min western guitar kunne jeg frit besøge folkemusikmiljøet i Huset, i Studenterforeningen, i Vise Vers Huset og IMikroskopet - og føle mig som en del af den danske folkemusikfamilie. Et tilhørsforhold, der skulle vise sig at være særdeles langtidsholdbart.

I 1970 begyndte jeg på det nystartede Statens HF kursus på Nattergalevej i København og mødte her musikken - personificeret af John Høybye - en af tidens helt store korledere og musikpædagoger. Mødet med HF-miljøet bragte mig til Tønder Statsseminarium, hvor jeg startede i 1973 med blandt andet musik som liniefag. Lærerstudiet førte to spændende praktikperioder på Danebod Højskole med sig. Jeg kendte ikke på forhånd noget til Danebod - andet end at de havde en ung højskoleforstander. Og så havde jeg følgeskab af en studiekammerat - nå ja, fra Sønderborg. Han kendte til Danebod så på den måde var relationen etableret.

Parallelt med min læreruddannelse tog jeg håndboldtræneruddannelse dels på Ollerup Gymnastikhøjskole og dels på Sønderborg Idrætshøjskole. Senere mødte jeg Vallekilde Højskole, hvor jeg i starten af 80'erne deltog flere år som kursist på jazzkredsens efterårskursus. Så man kan roligt sige, at jeg mærkede højskolens læringsrum på forskellig vis.

Stærke oplevelser, givende og inspirerende, som blev så dybt forankrede i mig, at min videre færd blev præget af mit ønske om at dele det, jeg selv havde oplevet.

I 1977 blev jeg ansat som musiklærer i Trundholm kommune i Odsherred. Høj på oplevelser af, hvad musikalske fællesskaber kan, lagde jeg i starten af firserne grundstenen til etableringen af Trundholm kommunale musikskole. Men jeg ville mere og så måtte jeg kunne mere. Rejsen fortsatte med cand. pæd.-studier i musik - tilbage til John Høybye, som var hovedlærer på dette studium - og i 1987 skrev jeg speciale i didaktik. Opgaven var en poetisk beskrivelse af “et sted”, hvor musikkens “hvorfor” kom før musikkens “hvordan”. Denne idé om “et sted”, hvor den rytmiske musik blev afsættet for en dannelsesproces blev kort sagt til det didaktiske fundament for det, der senere skulle blive til Den Rytmiske Højskole. En dansk folkehøjskole, hvor idéen fint blev understøttet af tidens øgede fokus på institutionaliseringen af Rytmisk musikundervisning.

Jeg planted dér i fjor

Vi drømmer om et sted
Som er stort og smukt
Som blir' blankt når det blir' brugt
Hvor enhver er fri fordi vi er sammen
Indeni

Sådan lyder omkvædet i en sang af Jesper Jensen, bror til højskolens anden formand Theis Jensen. Arne Würgler satte musik til - og det skulle senere vise sig, at denne sang blev vores højskolesang! 

Første trin i realiseringen af “dette sted” var at samle en håndfuld ildsjæle, som kunne se sig selv i denne drøm. Gruppen bestod fra starten af Jørgen Høj Nielsen, en af mine studiekammerater fra musikstudiet og Lars Møller, nyansat musikskoleleder i Trundholm kommunale musikskole. På sidelinien støttede Finn Roar, rektor for Rytmisk Musikkonservatorium samt Niller Wischmann, rytmisk musikkonsulent i Statens Musikråd.

Vi besluttede, at vi ville bruge max. et år til at finde ud af, om det var en personlig dagdrøm eller om ideen kunne realiseres indenfor en tidshorisont på 4-5 år. Og vi traf allerede på dette tidspunkt en beslutning om, at hvis “det sted” blev til noget, så skulle jeg sidde for bordenden. En beslutning, der igennem hele processen formodentligt sikrede en nødvendig forventningsafstemning, så vi undgik en masse frustrationer og mere eller mindre skjulte magtkampe. Vi brugte 10 måneder på at besøge vores store netværk i musikverdenen og præsentere vores idé, som langsomt tog form. På et tidspunkt var der én, der spontant spurgte “Jamen er det ikke en højskole I vil lave?” - og så gik det stærkt. Vi fik gennemlæst lovstoffet om folkehøjskoler og følte, at projektet var kommet “hjem”. Det var det vi ville. Tage udgangspunkt i musikkens “hvorfor”, hvor vi beskæftigede os med motivationen for overhovedet at beskæftige sig med musisk virksomhed. Processen fra 1987 til starten i 1991 indeholder en lang række interessante og spændende episoder. Vi etablerede en skolekreds og fik valgt en bestyrelse, der i starten fungerede som en reel arbejdsgruppe med mig som formand.

Efter et kort besøg i Trundholm kommune havde vi både en skolebygning/et sted og et projektsekretariat forankret på borgmesterkontoret. Med støtte fra Amtets Musikråd fik vi økonomisk mulighed for at få udarbejdet et spændende præsentationsmateriale, der blev grafisk designet af Theis Jensen, musiker og grafiker og kommende formand. I denne proces stødte vi i øvrigt ind i det første bump. Navnet var - for nogle højskolefolk - kontroversielt. Kunne man overhovedet opkalde en højskole efter skolens indholdsmæssige profil? Højskolerne blev jo som oftest opkaldt efter deres geografiske beliggenhed. Vi insisterede dog på beslutningen og Den Rytmiske Højskole var født - næsten. En anden meget vigtig beslutning var at gøre Theis Jensen til formand for højskolen. Theis bragte hele sit netværk af kulturpersonligheder, musikere og erhvervsfolk tættere på vores projekt.

Vi etablerede et præsidium bestående af 20 landskendte erhvervsfolk og kunstnere. Derigennem blev der skabt en relation til Tuborgfonden, som troede på idéen og bevilgede 1,5 mill. kr. til etableringen af vores store professionelle lydstudie. Det gav genlyd i højskoleverdenen, og var helt sikkert med til at skolen blev synliggjort i højskolens målgruppe. 

Tuborgfondens donation åbnede efterfølgende for en lang række gaver fra små og mellemstore lokale og nationale fonde samt sponsorstøtte fra en række lokale erhvervsvirksomheder. Kombinationen af fonds- og sponsorstøtte sammen med et større lån fra Trundholm kommune gjorde, at vi nu kunne finansiere byggeri af elevboliger, spisesal og køkken og samtidig justere/ombygge og tilbygge den bestående bygningsmasse. Og så bankede næste udfordring på døren. Vi var pavestolte da arbejdsgruppen drog til København for at forelægge alle vores drømme og konkrete tiltag for Kjeld Krarup, som på det tidspunkt var kulturministeriets undervisningsinspektør på området. Da vi med glødende iver havde præsenteret vores tanker og planer, smilede han og sagde: “Fremragende. Tillykke med det. Men det er ikke en højskole!” Det skulle senere vise sig, at vi faktisk havde fået skabt en positiv relation til en dygtig embedsmand, der bare ville skoleformen det bedste. Folkehøjskolerne var på det tidspunkt politisk presset af den måde, som Tvind-skolerne havde organiseret sig på. Jeg kan faktisk huske Kjelds åbningsspørgsmål: “Ligner jeres skoleplan og organisation Tvind? For så er mødet slut.”

Så vi gik hjem og justerede, tilføjede, nuancerede og begrundede vores oplæg og i 1989 kronedes hårdt arbejde med en forhåndsgodkendelse fra Kulturministeriet til at drive Folkehøjskole med statsstøtte. På to år fik vi bygget og ombygget Jyderup gamle forskole til folkehøjskole med plads til 62 elever, udarbejdet administrative procedurer, fik markedsført skolen og fik slået rod i lokalsamfundet samt gjort klar til indvielsen den første forårsdag i 1991. Jeg husker som var det i går, da den første elevtilmelding dukkede op i efteråret 1990. Jeg fotokopierede tilmeldingsformularen og hængte den op på hele skolen - som altså stadig bar præg af byggeplads. Håndværkerne tænkte vist deres om ham den nye forstander! Ved juletid 1990 var der tilmeldt de 62 elever, som vi havde plads til.

Fra projekt til livet som forstanderfamilie

Ud over beslutningen om, at jeg skulle være forstander, blev det også besluttet, at skolen skulle ansætte et forstanderpar. Annemarie, min hustru, blev derfor ansat som “skolemor” med ansvar for skemalægning, pasning at planter, værtinde og 1000 andre ting, som enhver forstander-hustru kender alt for godt. Samtidig fortsatte hun med sit arbejde som lærer på Højby skole. En for os helt rigtig beslutning. Opgaven med etableringen af højskolen - parallelt med et fuldtidsjob på Højby skole og et musikstudie i København - påvirkede naturligvis vores familieliv. Vi havde brug for mere nærvær og samlet fokus. Og det fik vi, da vi i oktober 1990 rykkede ind i forstanderboligen med vores to børn på henholdsvis 8 og 10 år. Fordelene ved at bo på sin arbejdsplads blev dog afvejet af at bo midt i det hele. At være i højskoleverdenen mellem kald og lønarbejde er somme tider en svær balanceakt. Øvelokaler, elevaktiviteter, spise i spisesalen, snerydning, fyret der går i stå - alt muligt stort og småt imellem hinanden. Som forstanderpar var vi omdrejningspunkt for hele skolens samlede liv. Meningsfuldt og udfordrende på samme tid. I 1994 købte vi et sommerhus ved Sejrøbugten - 5 km fra skolen - hvor vi kunne holde pause fra hverdagens centrifuge.

De mange historier

Tilværelsen som forstander/forstanderpar har været fyldt med gode og positive fortællinger, der har betydet meget for min måde at være forstander på, og derfor altid vil være en del af min identitet som forstander - og som menneske. For blot at nævne nogle - i fuldstændig tilfældig rækkefølge: Første dag når et nyt elevhold starter, når skolen kan melde alt udsolgt og ventelisten vokser, når en elev tillidsfuldt spørger, om vedkommende må præsentere sin nyskrevne sang, når fællesskabet tager ansvar for den enkelte, når eleverne kommer hjem efter en succesfuld tournéperiode, når lærerne spiller en lærerkoncert, som gør én stolt, når balancen mellem regler og værdier giver mening, vores rejser til musikkonference i Maastrict i samarbejde med Rytmekons, løbetur til Kgs. Nytorv for at protestere mod franske atom-prøvesprængninger, indvielse af den nye koncertsal, ansættelse af viceforstander - og masser af andre små og store dejlige og positive oplevelser. I det hele taget tænker jeg tilbage på en højskoletid, præget af en lang, ubrudt række af forskellige store og små projekter:

• Ombygning af en bybus til mobilt IT-lokale, der kunne kobles på internettet (Det var i 1995!!)
• Igangsætningen af skolens bæredygtighedsprofil med eksempelvis bygning af et halmballe-hus
• Kobling til Muskelsvindfonden, hvor vi med udgangspunkt i IT-bussen fik mulighed for at præsentere skolen i forbindelse med Grønne koncerter
• Afholdelse af master-classes med Joe Pass og Eliane Elias for professionelle musikere
• Etablering af sanse- og teambuilding-center til både internt og eksternt brug
• Konstant udbygning/optimering af skolens fysiske rammer
• Ideer til eksterne indtjeningsmuligheder: udlejning, foredrag og korte kurser
• Min orlovsperiode, som jeg brugte på at undersøge, hvordan skolerne bedst mulig kunne formidle deres værdigrundlag i et alment forståeligt sprog.

Det vigtigste var dog den daglige dannelsesopgave med både elever og ansatte. En opgave, hvor grundstenen indfanges af et kendt Goethe-citat: “Der er to ting, som børn bør få fra deres forældre: Rødder og vinger”. Et citat som også bor hos Grundtvig, der taler om det historisk-poetiske livssyn eller når Søren Kierkegaard siger, at livet skal leves forlæns og forstås baglæns. Skolens samlede dannelsesopgave er grafisk illustreret i skolens logo:

Overordnet er der indbygget en musisk metafor i ligheden med noden. Hver af de tre cirkler fortæller om skolens opgave med at facilitere personlig udvikling, der skal styrke evnen til at indgå i etableringen af stærke bæredygtige sociale relationer. Midlet er musisk virksomhed. Det hele forankret i stærke værdier med udgangspunkt i rødder og vinger og indfanget i skolens motto

Kan man være en forkert højskole

Sjovt nok er det ofte i konfliktsituationerne, at man finder det største potentiale for læring. Derfor vil jeg folde et par af disse historier ud. Jeg husker tydeligt, hvordan vi blev modtaget af højskolefamilien. På skolens indvielsesdag kunne jeg både se og høre, hvordan etablerede højskolefolk stod foran vores sponsortavle og rystede på hovedet! Det var ikke positivt. Her lærte jeg for første gang forskellen på “kættere” og “fundamentalister” - som det vist blev italesat, når FFD holdt årsmøde. Der var “de rigtige” højskoler og de “ikke rigtige”. Man skulle kæmpe både for retten til at have en mening - og til at give udtryk for den. Jeg husker et årsmøde, hvor en forstander fra talerstolen i dybeste alvor hævdede, at man skulle have drevet højskole i mindst 25 år, før det var acceptabelt, at man ytrede sig i forsamlingen.

Det blev dog langsomt bedre og med min indtrædelse i FFD´s bestyrelse i 2000, blev vi af de fleste betegnet som en “rigtig højskole”. Sådan husker jeg det i hvert tilfælde. Det skyldtes formodentligt også, at jeg i kraft af min deltagelse i FFD´s bestyrelse og med en plads i uddannelsesudvalget var direkte involveret i de to skoleudviklings- og ledelseskurser for forstandere, som FFD gennemførte i starten af nullerne. Jeg var med i den lille gruppe af forstandere, der stod for både planlægning og facilitering af kurset. Et kursusforløb, som stadig har betydning for min identitet som højskolemenneske.

Vejen til selvejende institution

Vi havde i forbindelse med etableringen og udbygning af skolen lånt ca. 7,5 mio kroner af Trundholm kommune. Da vi som følge af fuld belægning havde en særdeles sund økonomi, kunne vi ved juletid i 1996 låne 7,5 mio kroner i banken, og det var en kæmpe forløsning at vi nu kunne tilbagebetale hver en lånt krone og blive rigtig selvejende. Det var en festdag for alle involverede, da vi dukkede op til et kommunalbestyrelsesmøde med en check på 7.881.668 kroner …..alt inclusive.

Balancen mellem regler og værdier

I mit perspektiv udgør regler de nødvendige hjørneflag, der sætter grænsen for en bestemt adfærd. Hvis du eksempelvis ryger hash, kan du ikke være på skolen. Værdierne udtrykker, hvordan disse regler omsættes til adfærd. Højskolefortællinger er i mit perspektiv fuld af eksempler på, hvordan vi hele tiden agerede i forholdet mellem regler og værdier - specielt ifm. mødepligt til undervisning, forholdet til alkohol og stoffer, pasning af tjanser og samværsformer mmm. Nedenfor et par lærerige fortællinger fra denne kontekst.

Kuglesystemet

For at understrege dannelsesopgaven, havde vi fra første dag et system til styring af elevadfærd. Det kunne være fravær eller dårlig relationel adfærd mm. Eleverne blev ved semesterstart udstyret med en imaginær pose, hvori der var seks bolde. Når personalet var enige om det, kunne vi tage en bold op af posen. Det var der selvfølgelig en fastlagt proces for. Når alle seks bolde var taget op, ville der være plads til at pakke sit grej ned i posen. Man kunne rejse hjem. En ordning, som vi fandt rigtig anvendelig. Klar og tydelig regelstyring.

Tilbage i 1992 modtog vi et kærestepar, som ønskede et halvt år på højskole. De var i slutningen af tyverne og dermed lidt ældre end gennemsnittet. Voksne og positive elever/mennesker, som i den grad bidrog til den konstruktive stemning på skolen. Desværre havde den ene af dem problemer med fravær og til sidst var posen tom. Besøg hos forstanderen, som skulle meddele, at det nu var endegyldigt slut med at være elev. Det viste sig, at vedkommende inden skolestart var testet HIV positiv - de havde søgt højskolen for at skabe et miljøskift - og de havde pt. den bedste tid i deres liv. Men nu var der grund til at tjekke om HIV var i udbrud. Derfor skulle vedkommende hver anden dag konsultere Hvidovre Hospital. Af angst for at blive ekskluderet fra højskolefællesskabet - det var jo i 1992 - havde de dog intet sagt. I det øjeblik overtog værdistyringen fra regelstyringen. Opgaven var ikke længere at sende vedkommende hjem, men at finde ud af, hvordan de kunne fortsætte. Det lykkedes fint, og blev til en super lærerig proces for os alle.

Bortvisning af elev

Nogle måtte dog ufrivilligt forlade os og i en enkelt situation blev det mere voldsomt, end jeg havde kunnet forestille mig. Som forstander førte jeg ordet, da vi meddelte den pågældende elev, at han skulle pakke og rejse. Det resulterede i spytklatter og en stol i hovedet. Efterfølgende nåede han at true mine børn på livet!! I de dage overvejede jeg seriøst min stilling. Sagen fik dog en positiv afslutning. To uger efter episoden blev jeg ringet op af faderen, som spurgte, om ikke han måtte komme forbi med sin søn til en kop kaffe. Her fik jeg en fuldstændig uforbeholden undskyldning - og livet gik videre. Jeg lærte, at selvom jeg for det meste betragtede forstanderstillingen som et kald, hvor man ville gå rigtig langt for sagen, ja så var der alligevel grænser…

Opsigelse

De første ansættelser var selvfølgelig udfordrende. Vi prioriterede forskellige lærertyper/personlighedstyper og vi prioriterede kandidater fra Rytmisk Musikkonservatorium, hvis det handlede om musikfag. Vi forsøgte at balancere forholdet mellem kvotalærere, fuldtidslærere og timelærere, for at skabe plads til forskelle. Med en tydelig og klar forventningsafstemning klarede vi at tiltrække lærere fra København, selvom vi kun havde rådighed over de to lærerboliger, som loven foreskrev. Nogle pendlede frem og tilbage fra København medens andre købte hus og bosatte sig i omegnen af skolen. Pedeller og vedligeholdelse fyldte meget og skulle ligesom køkkenfunktionen gerne besættes af kreative og positivt tænkende medarbejdere med en styrke i udviklingsprocesser. Specielt pedel- og køkkenfunktionen blev udfordret af, at vi havde formuleret en intention om, at alle personalegrupper skulle involvere eleverne i de daglige gøremål. Det var selvfølgelig naturligt for lærerpersonalet, men meget anderledes end hvad pedeller og ansatte i køkkenet var vant til. Dette betød eksempelvis, at der i køkkenet opstod en lang række små og større konflikter mellem eleverne og personalet, som ikke havde de nødvendige pædagogiske redskaber til rådighed. Det handlede blandt andet om rengøringsstandard, kostplaner, syn på god mad - og sammenstød mellem forskellige personligheder. Konflikterne på pedelområdet handlede mest om oprydnings- og rengøringsstandard. En sag i køkkenet blev så voldsom, at det blev nødvendigt med en opsigelse. Det handlede om en medarbejder, der udviste stærk illoyal adfærd overfor skolen. En uskøn proces, som endte i Landsretten, hvor skolen - og hermed mine ledelsesbeslutninger - blev vurderet ud fra et juridisk perspektiv. Vi blev heldigvis pure frifundet. Sagen gjorde et stort indtryk på mig. Dels forstod jeg aldrig, hvorfor sagen skulle i Landsretten. Byrettens dom var entydig. Jeg havde faktisk ondt af den medarbejder, der på baggrund af en dårlig juridisk rådgivning (vurderet fra mit perspektiv) nu mistede alle rettigheder til lønkompensation mm. Samtidig var jeg helt sikker i min beslutning om, at hvis skolen - og dermed jeg - var blevet kendt skyldig i dårlig ledelse - ja så ville jeg stoppe som forstander med øjeblikkelig virkning. Sådan gik det heldigvis ikke. Af det forløb lærte jeg, at alle vanskelige beslutninger i videst muligt omfang bør anskues ud fra mindst tre forskellige perspektiver: et juridisk perspektiv - det man skal, et etisk perspektiv - det rette at gøre og et praktisk perspektiv - hvad kan overhovedet lade sig gøre. En tredeling, som jeg med stor gavn har anvendt rigtig mange gange siden….

Kan man forlade sin højskole?

Jeg havde meget tidligt i skolens liv besluttet, at forstanderjobbet ikke skulle være mit sidste lønarbejde. Det var der mange grunde til. Mest af alt fordi jeg faktisk tror på, at man ledelsesmæssigt indimellem skal forny energien og bringe nye idéer til bordet. Og så kan menneskers personligheder ind imellem godt slå sig lidt på hinanden…. Det den ene leder kan undertrykke med sin personlighed, kan en anden måske få til at vokse. I slutningen af 2005 besluttede jeg mig for at sig ja tak til et tilbud om at blive ledelseskonsulent i et herboende amerikansk konsulent-hus, og jeg stoppede som forstander med en fantastisk afskedreception den 1. februar 2006. Bare det at skrive dette gør mig stadig blød indeni.

Relationen til højskolen efter 2006

I de første år efter min fratræden valgte jeg helt bevidst at holde en armslængde til højskolen. Jeg var flittig gæst til koncerter og foredrag og jeg snakkede selvfølgelig også med flere i personalegruppen. Men intentionen var fra min side helt klart at lade den nye forstander få plads til at definere sit eget ledelsesrum. Specielt vigtigt, fordi den nye forstander var tidligere viceforstander på skolen. Som årene gik, blev relationen til højskolen dog stærkere og stærkere. Jeg blev inviteret til - ved starten af hvert semester - at komme og fortælle om højskolens rødder, jeg fungerede som dirigent på skolens årlige generalforsamling og jeg spillede musiske fortællinger til forskellige koncerter for elever og skolekreds. Samtidig havde jeg en række uformelle samtaler med forstander, bestyrelsesformand og enkelte i personalegruppe. Samtaler, som mere og mere tog form som sparringssamtaler. Jeg blev på den måde igen en aktiv - men uformel - del af skolens liv. Det resulterede i, at jeg i 2020 blev valgt ind i højskolens bestyrelse. Det var en beslutning, som fik en blandet modtagelse - specielt fra tidligere ansatte. Flere sagde direkte, at de syntes det var en dårlig idé. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne bidrage positivt til skolens fortsatte udvikling. Jeg har hele tiden holdt fast i, at hvis skolens forstander havde tillid til mig som person og til min faglighed, så ville det være et vigtigt parameter for beslutningen. I 2023 blev jeg valgt som formand af en enig bestyrelse. Og så er det jo i øvrigt ikke en unik situation. Jeg kender til flere skoler, hvor tidligere forstandere stadig er/var tilknyttet skolen på forskellig måde. Det er et spændende og meningsfuldt arbejde, der foregår i højskolens bestyrelse.

Selvom det er utroligt spændende at være med i disse vigtige drøftelser, må man selvfølgelig ind imellem spørge sig selv: Hvornår er nok nok? Hvor længe bliver man ved? The answer is blowing in the wind. Men musikken holder stadig ved - musiske fortællinger og samtaler om det gode liv. Det er en anden historie.

Tak for 33 super gode år.

Tak til Mette Guldagger og Sandy Brinck for sparring i skriveprocessen.

Oktober 2024

Fotografier: De anvendte pressebilleder er taget af Mie Neel, Holbæk Amts Venstreblad, som velvilligt har stillet sine billeder til rådighed for disse erindringer.
Øvrige billeder er stillet til rådighed af forfatteren.