Antvorskov Højskole 1949

Else Kirstine Nielsen (født 1930) tog i 1949 på Antvorskov Højskole i Slagelse, og var på et 3-måneders sommerophold sammen med 54 andre piger. Højskolen var stærkt inspireret af de grundtvigske tanker om en skole for ungdommen, hvor de med afsæt i den kristne lære, fik indsigt i samfundet, så de kunne tage stilling til dets indretning og udvikling.
Der var i hendes familie en tradition for at tage på højskole, da både hendes mor og far i deres ungdom havde været på højskole.

Et højskoleophold - minder for livet...

Højskoleopholdet åbnede en helt ny verden for Else med baggrund i voksenundervisning i dansk, regning, botanik, sang, samfundslære, boligkultur, bibelkundskab, håndarbejde og barnepleje. Desuden var der mange foredrag om bl.a. litteratur, historie og samfundsforhold, tillige med et lejrskoleophold og flere udflugter. Else skrev dagbog under hele opholdet på Antvorskov Højskole.

Dagbogen, opgaver, billeder, breve, m.v. dukkede frem efter Elses død i 2012, og hendes søn, Arne Clausen, har sammenskrevet dagbogen og materialet med uddybende oplysninger og med mange fine billeder og illustrationer. 

Med tilladelse fra Arne Clausen linkes til den elektroniske publikation (55 sider) på slaegtsbibliotek.dk: https://slaegtsbibliotek.dk/2024/904418.pdf

Billedet af højskolebygningen på den alfabetiske oversigt er venligst udlånt af Skælskær Egnshistoriske Arkiv, Slagelse Arkiverne.

 

Februar 2025