Lavsts beretninger beskriver højskolelivet på den anden side af forstanderes højstemte åbningstaler og de til ministeriet indsendte timeplaner og undervisningsformål. Her er praksis og livet på skolen beskrevet fra elevens synspunkt – fra modtageren af undervisningen.
Det er dog ikke selve undervisningen, der optager Lavst i brevene. Det er derimod i høj grad kammeratskabet med de øvrige elever, som har betydning for den unge højskoleelev. De første breve emmer af spænding over mødet med de mange nye mennesker og den begyndende kammeratlige ånd, der opstår mellem de jævnaldrende karle. Lige som han i slutningen af sit ophold ikke just ser frem til den ”tunge time”, hvor han skal tage afsked med de ”mange kammerater, som han har inderlig tillid til.” Dette tætte kammeratskab var et produkt af kostskoleformen, hvor elever og lærere bor på og omkring skolen, som har været kendetegnet for de danske folkehøjskoler siden deres begyndelse.
Foruden kammeratskabet kommenterer Lavst, at han er overrasket over den jævne tone der er mellem lærer og elev. Han beskriver en af lærerne som ”en uhyre flink Mand rigtig som en bonde.” En bonde skal i denne sammenhæng ses som modsætning til en lærd eller på anden måde uddannet person, som højskolelærere i reglen var. Og man kan godt fornemme, at Lavst er en kende overrasket og begejstret over, at højskolelærerne er så joviale i deres omgangstone.
Vinterens sygdomme tager også en del plads i korrespondancen. Lavst beretter om hvorledes han bliver nødt til at sove i præstegården, da hans værelseskammerat er blevet syg. Samtidig vinder tidsåndens demokratiske foreningsidéer indpas på skolen. Lavst skriver stolt hjem, at han har meldt sig ind i en af eleverne oprettet sygekasse. Da sygdom, som han skriver, kan ramme enhver, og så er det godt at have fordelt udgifterne mellem sig. Således oprettede man en sygeforsikring på højskolen godt femten år inden den første sygekasselov trådte i kraft i 1893.
At året hvor Lavst sender sit sidste brev skulle blive et brydningsår for højskolen, vidner hans breve imidlertid ikke om. Skolen blev oprettet i 1866, af den nye sognepræst Johannes Clausen, som af myndighederne var blevet presset til at søge embedet efter at den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal blev afsat i 1865. Clausen var som ung begyndt som hjælpepræst i Stenlille hos stifteren af Indre Mission, Vilhelm Beck, og indtrådte i bestyrelsen, hvor han fik megen indflydelse på Indre Missions position i kirken. Under krigen 1864 var Clausen feltpræst og blev derefter sognepræst i Kauslunde. Her oprettede han i 1865 sin første højskole med et indremissionsk præg. Da han blev sognepræst i Ryslinge i 1866 flyttede han sin højskole fra Kauslunde til Ryslinge præstegård. Allerede i 1867 fik højskolen egne bygninger opført klods op ad kirkemuren.
Ligesom den grundtvigske Birkedal samlede Clausen mange uden- og indensogns om sin kraftige og varme forkyndelse. Efter de første års rivninger kom Clausen i et mere fredeligt forhold til Birkedal og hans grundtvigske valgmenighed. Forstander Clausen opgav til dels sit pietistiske livssyn og nærmede sig under Birkedals indflydelse det grundtvigske. I 1872 udtrådte han, stærkt presset af Beck, af Indre Missions ledelse.
Vilhelm Beck kunne umuligt tolerere en grundtvigsk påvirket mand i sin bestyrelse!
Det var selvsamme Clausen, der var forstander på skolen, da Lavst Sejbjerg var elev på vinterholdet 1876-77. Imidlertid blev 1877 Clausens sidste år som forstander. Men da man ikke kunne finde en egnet til at overtage posten og kautionere for gælden, havde skolen for en periode udsigt til at blive historie.
Ved generalforsamlingen 1877 tilbyder lærerne Rasmus Hansen og Peter Thomsen at videreføre skolen. Herefter må skolen betegnes som en grundtvigsk højskole.
Hvorvidt Lavst Sejbjerg skulle være ud af en indremissionsk familie, giver hans breve ingen svar på. Hans senere slægt har ikke været tilknyttet denne kristne retning. Dog er det værd at bemærke, at Lavst har flyttet sig langt for at tage et højskoleophold på en skole med indremissionsk observans. Fra 1887-1907 bliver der oprettet otte indremissionske højskoler, men på det tidspunkt, hvor Lavst søgte højskole, var der formentlig kun denne ene. Man vil også kunne læse ud af Lavsts breve, at skolen benytter sig af den lokale sognekirke, og ikke Vilhelm Birkedals nyoprettede grundtvigske valgmenigheds-kirke, der blev grundlagt én kilometer syd for højskolen.
Brevene er forsøgt gengivet i den oprindelige stavemåde og grammatik. Der optræder derfor en række ord, hvis stavemåde ikke er tilsvarende vores nutidige retstavning. Der er enkelte ord, som det ikke har været muligt at tyde. I disse tilfælde gøres der brug af ’*’-tegn.
Det var nu afdøde højskoleforstander Ole Jensen, Grundtvigs Højskole, der som efterkommer af Lavst gjorde familien opmærksom på Højskolehistorisk Forening, som nok ville være interesseret i brevene. Historiestuderende og medlem af bestyrelsen, Mikkel Skovgaard, (i dag sang- og musiklærer på Bornholms Højskole) påtog sig at transkribere de originale breve.
Kristian Klinkby, en slægtningfra Holstebro, har tilføjet følgende oplysninger om Lavst:
Han var enebarn, blev født 27. juli 1858. Hans mor døde da Lavst var 6 år. En faster blev husholder for Lavsts far og var således faster og mor for Lavst. Derfor indleder Lavst ofte sine breve med Kære faster og far. Fasteren, Maren, havde klumpben og blev aldrig gift. Familien søgte Kong Frederik den 6. om hun og hendes brødre måtte arve lige. Hun fik Kgl. bevilling hertil.
Timeplan fra Ryslinge Højskole vinteren 1876-77 Mellemste skoletrin