Ollerup Folkehøjskole – mit liv som højskolebarn

Nanna Damsholt voksede op på Ollerup Folkehøjskole. Hun var datter af forstanderparret Tage og Ellen Haastrup Petersen. Hendes morfar, Lars Bækhøj, var forstander på skolen fra 1914 til 1933, hendes far fra 1933 til 1949. Hun fortæller om dagliglivet på skolen fra barnets perspektiv, herunder også om de år under og lige efter 2. verdenskrig, hvor den tyske besættelsesmagt havde beslaglagt højskolen.

Af Nanna Damsholt

I den lille sydfynske landsby Ollerup, mellem Svendborg og Faaborg, opførte forstander Kristensen Randers i 1894 en ny bygning, hvor Folkehøjskolen fra Vester Skerninge, grundlagt 1888 af Mads Hansen og Niels Johansen, blev ført videre. Den røde hovedbygning lå skønt ud til landevejen med udsigt mod Egebjerg Mølle, Hvidkilde slots skove, Nielstrup sø og på kanten af den blomsterrige Ollerup mose, hvor gøgen og nattergalen holdt til.

Ollerup Folkehøjskole familien på hovedtrappen — Mine bedsteforældre, Lars og Kirstine Bækhøj, sidder på det nederste trin. Bedstefar med min bror Niels, jeg mellem min mor og bedstemor. Øverst står min far. På hans venstre side står lærer Frede Bording med Sigrid. I midten Svend Emborg, der ledede korsang, gymnastiklærer A.P. Dømmestrup står op og hans hustru sidder i højre side med sønnen Aksel. Ca. 1938.

Min bedstefars gård, Himmerigsgården, lå ved siden af. Min bedstefar var Lars Bækhøj, der fra 1914 var forstander på skolen. Det var hans kongstanke, at Folkehøjskolen med dens senere selvstændige udvidelser, nemlig Håndværkerhøjskolen og Gymnastikhøjskolen, skulle ligge adskilt fra landsbyen som en skoleby på Møllebakken, hvor møllebygningen endnu stod i min barndom. Her voksede jeg op fra 1935. Min bedstefar overdrog skolen til mine forældre, Tage Haastrup Petersen og sin datter Ellen Bækhøj i 1933 og flyttede selv med min bedstemor ned på Himmerigsgården. Min barndoms ramme var denne lille skoleby, der befolkedes året rundt af elever, lærere og personale på skolerne. Der lå også et højskolehjem, et snedkerværksted, en boghandel og boliger opført af og til tidligere forstandere. De tre skoler havde store haver, og vores grænsede tæt op til Gymnastikhøjskolens. Her regerede min gudfar, Niels Bukh, bror til min bedstemor Kirstine Bækhøj.

Ollerup føltes som verdens centrum. Folk fra egnen kom til møder og opvisninger året rundt. Niels Bukhs berømmelse som gymnastikleder og hans stort anlagte skole med idrætshaller og både inden- og udendørs svømmehaller tiltrak udlændinge i stort antal, både som elever og gæster. Min bedstefars argentinske fortid tiltrak unge mennesker derovrefra.

Alle skolerne havde desuden mange nordiske elever. Ved de store begivenheder vajede de nordiske flag altid foran hovedbygningerne. Min lille verden var derfor fuld af mennesker, af liv og begivenheder. Dette var højskolebarnets privilegium, måske især forstanderens datters.

Nanna Damsholt ved klaveret. Januar 1943.

Tiden frem til tysk beslaglæggelse af skolen 8. okt. 1943

Min barndom stod i højskolens tegn. Fra morgen til aften var det skolens ritualer og faste tider, der gav den karakter. Morgensang i foredragssalen, aftensang i stuerne, måltider sammen med eleverne i spisesalen fra jeg var 5-6 år, meget lidt privatliv sammen med mine forældre og efterhånden 3 søskende, men altid mange mennesker omkring mig. Også højtider som jul og påske var præget af familie og gæster hele tiden. Juleaften var der foruden familien med tilrejsende medlemmer også køkkenpersonale, forpagteren på min bedstefars gård, elever, der ikke kunne komme hjem til jul, tidligere børnehjemsbørn, som mine bedsteforældre havde taget sig af, da de var forstanderpar, etc.

Om aftenen var det altid min mor, der læste godnathistorie, bad fadervor og sang en aftensang for os. Jeg følte mig tryg, fordi far og mor altid var hjemme på skolen, selvom jeg ikke lige vidste, hvor.

Elevmødeforberedelse i gymnastiksalen. Der blev pyntet med grene og blomster. Sommeren 1942 eller '43.

De store begivenheder husker jeg som elevmødet om sommeren, efterårsmødet og fastelavnsfesten i februar. Vi børn havde fri adgang til alle forberedelser. Skolen stod på den anden ende. Rengøring, sangkorprøver, gymnastik-opvisningstræning og det allermest interessante: indøvning af skuespil med eleverne til elevmødet og fastelavnsskuespillet, hvor lærerne optrådte, tit suppleret med folk fra de andre skoler.

Jeg husker især Kaj Munks skuespil ”Niels Ebbesen”, hvor min bror Niels og jeg spillede med som Niels Ebbesens børn. Vi syntes, det var så spændende at være med i stykket, selvom der var uhyggelige scener. Min far havde læst samtidigt med Kaj Munk på teologi i København.

Vi børn havde stor frihed inden for de givne rammer. F.eks. besøg på Gymnastikskolen, hvor vi listede os ind i vinterhaven og beundrede guldfiskene. Vi gik op i Niels Bukhs - min gudfars - store dagligstue, hvor der var dyreskind, ikke mindst et stort isbjørneskind under flyglet med et udstoppet hoved. Eller hvor vi sneg os ind på OD hallens balkon for at se ham lede træningen.

Vi kunne frit gå ned i mosen og sidde på broen over åen og kigge på fiskene, hvis vi da ikke forstyrrede eventuelle fiskere. Da tørvegravningen begyndte, fik vi strenge ordre til at holde os væk fra tørvegravene, ligesom kalkkulerne på skolens område var absolut forbudt område. Der var ikke meget trafik på landevejen, så vi færdedes trygt langs grøftekanterne, hvor de store drenge også tit lå og noterede bilnumre. Når mælkevognen kom, kunne man være heldig at få lov at sidde på bagsmækken, når hestene gik langsomt, men ikke når vognen skulle ned ad bakken. Det kostede mig et par slemme skrabede knæ at være ulydig. Hos snedker Hansen over for højskolehjemmet kunne man stå og se ham arbejde og snuse den dejlige lugt af træspåner ind. Hans kone Caroline bød gerne på småkager og evt. saftevand.

Når der blev slagtet grise i porten ved cykelstalden, stillede vi os også op, selvom grisens skrig var frygteligt. De store mænd med forklæder bandt grisen på slagtebænken og vi så kniven blive stukket i halsen på den og blodet løbe ned i spande. Når havekarlen skulle hugge hovedet af høns, kunne vi også se på, en høne uden hoved rendte rundt, og når køkkenchefen Mine skulle røge ost, fik vi lov at se med, når hun tændte et lille bål mellem to mursten og satte sigten med osten over.

Vi måtte ikke ”hænge på” eleverne, men listede os gerne ind i den store skolestue, efter aftensmad, når de havde fri. Så var der tit nogen, der ville snakke med os. Der blev talt mange dialekter, som jeg var stolt af at kunne lære at forstå. Der var altid fysisk synligt arbejde i gang, som man kunne se på, og jeg blev tit bedt om at synge for pigerne, når de skrællede kartofler, eller jeg fik lov at sidde på ”slæden” i rullestuen, mens de kørte den hen over tøjrullerne.

Da vi var små, spiste vi sammen med vores barnepige i den private spisestue. Varm mælk med rugbrødsterninger til aftensmad, men vi kom hurtigt med ned i spisesalen, hvor der blev øst op til os af samme mad som de voksne fik, og der skulle spises op. Det var svært, når det var stegt flæsk eller kold grød med varm mælk. Slik husker jeg ikke meget af. Når vi var sultne, kunne vi tigge os til en rundtenom rugbrød med sukker og salt hos spisekammerpigen, eller hvis man var heldig, en småkage hos køkkenchefen. Fra spisekammeret husker jeg de tykke plader kogechokolade, der lå oppe på skabet. Varm chokolade blev altid medbragt i store junger på elevernes udflugter. Når eleverne havde sat sig i græsset, var det min far, der kastede kopper rundt til dem, ligesom det var ham, der i spisesalen fordelte elevernes post flyvende. I haven kunne vi frit spise, hvad vi havde lyst til. De første jordbær, ribs, nye gulerødder, nødder om efteråret.

Fra min far blev forstander, flyttede min farmor, der tidligt var blevet enke, ind på skolen, hvor hun havde to værelser. Hun sad altid – synes jeg – med høretelefoner på og hørte andagt i radioen. Hun var dejlig at besøge, fordi hun fortalte om sin spændende barndom på en stor gård og med en fransk guvernante. Hun kunne utallige digte udenad, som hun reciterede med stor dygtighed. Dem kan jeg mange af udenad endnu. Og så lærte hun mig at læse, da jeg var 5. Meget imod mine forældres vilje. Det passede sig ikke i en friskole, at man kom med forkundskaber, men det gik. Til gengæld plagede jeg mig til at komme meget tidligt i skole. Jeg var 5½.

Mine bedsteforældre tog altid imod os, når vi smuttede ind på besøg. Det var hyggeligt, men jeg syntes, det var slemt, når de rettede på mig. Det var sikkert berettiget, når nu mine forældre ikke havde tid til os, men jeg var helst fri og stak hurtigt af.

Tysk beslaglæggelse oktober 1943 – og flytning

En dag så jeg en åben bil parkeret foran hovedtrappen, og to tyske officerer steg ud. Senere på dagen kaldtes personalet sammen i fars kontor, og Niels og jeg fik lov at være med, da far meddelte, at skolen var beslaglagt, og vi skulle flytte. Det tog på min bror, men jeg syntes mest, det var spændende. Flytningen af skolen med det meste inventar gik hurtigt i gang. Mine forældre havde lejet restaurant Klinten i Faaborg, hvor de så skulle holde skole - viste det sig - indtil foråret 1945. Jeg husker flyttemand Justesen fra Faaborg med de store flyttebiler og min mors begejstring for ham. På selve flyttedagen sad min bror og jeg i legestuen på gulvet og så fortabte på flyttekassen ved siden af os. Min mor kom ind og sagde bebrejdende: ”Jeg skal flytte en hel højskole, og I kan ikke engang pakke jeres egne sager!”

Men afsted kom vi, og livet fortsatte i anderledes, men alligevel vante rammer. Min fars store kontor blev både hans bibliotek og den private spisestue, hvor personalet, herunder lærerne og vi børn spiste frokost. Det var tæt, så jeg krøb tit ned under bordet, hvor man også kunne lytte til voksensnakken uden at blive opdaget.

Klinten Faaborg — Restaurant "Klinten", Fåborg. Foto: Faaborg Byhistoriske Arkiv

I Ollerup gik min bror og jeg i Friskolen hos Emborgs. Den lå tæt på. Her gik jeg hver anden dag, så den meste tid blev tilbragt hjemme på skolen. Vi fortsatte i Friskolen efter flytningen til Faaborg. Vi gik om morgenen ned til toget, kørte til Ollerup og gik den korte vej op til friskolen. Vi gik i middagspausen hjem til mine bedsteforældre i Himmerigsgården, og der overnattede vi også flere gange. Jeg husker de tunge dyner i gæsteværelset. Varmedunken og sang og tramp ude på vejen fra de tyske soldater, når de marcherede forbi om morgenen. Jeg kan en af de iørefaldende melodier endnu. Når vi passerede dem på vejen, ville de store drenge gerne spytte efter dem, hvis de altså turde. Jeg ventede altid med et lille forsigtigt spyt, til de var forbi.

Min to år ældre bror var meget præget af angst for krigen, der kunne komme, og sov helst med sin dolk i nærheden. Han hørte om jernbanesabotager, og var derfor nervøs for togturen. Det gik hen over hovedet på mig. Fra foråret 44 begyndte vi så begge at gå i skole i Faaborg.

Vi vænnede os til luftalarmer, tilflugt i beskyttelsesrum med klirrende ruder i huset, når Kiel blev bombarderet, nat efter nat. Jeg så brændende flyvemaskiner og faldende brandbomber, men husker intet uhyggeligt. Der gik altid en tysk soldat på vagt i parken uden for min fars kontor.

Højskolebarn i Faaborg

Her var det anderledes for mig, at jeg kom i den offentlige skole. Først nede i Grønnegade, senere, da den blev taget af tyskerne, oppe i Nørregade. Meget så anderledes ud, og fik mit hjem til at stå frem på en anden måde. At blive undervist i kristendom, hørt i bibelhistorien, bede fadervor i kor, var stødende for et friskolebarn, der var vant til fortælling og bare at lytte. Jeg kunne ellers godt lide at gå i skole og blev godt modtaget af de nye klassekammerater. Der var en tyk pige, der blev drillet, fordi hendes far, en viktualiehandler, handlede med tyskerne. Den slags drilleri kendte jeg ikke fra friskolen.

At gå ned i gymnastiksalen på Klinten og se på karlegymnastik, var stødende for en skoleveninde, som jeg tog med. Det gik ikke an. Mine forældre var ikke som mine klassekammeraters. De gik ikke med i Borgerforeningen, hvor jeg havde fået lov at gå til plastik og dans. De andres forældre var med til afdansningsballet og spiste smørrebrød og dansede med bagefter. De andres forældre interesserede sig synligt for deres børns ve og vel, gik med til tandlæge, sørgede for om de var varmt klædt på, sørgede for deres cykler, interesserede sig for deres skole, hvordan de klarede sig etc. Mærkeligt! Pigerne i klassen fik fint tøj på til fødselsdage og til afdansningsbal, Tyl! Kunstig blomsterkrans i håret! Jeg var mere undrende end misundelig. Nogen havde rigtig store dukkevogne, andre ingenting. Der var store sociale forskelle.

Hjemkomst

I foråret 1946 kom vi hjem til Ollerup, hvor ”Møllen” var blevet sat i stand til forstanderfamilien. Skolen havde under beslaglæggelsen først været belagt med tyske marinesoldater. I april 1944 ankom de første flygtninge, og de blev indkvarteret sammen med soldaterne. I alt kom der ca. 3000 flygtningene fordelt på de tre skoler. Højskolen blev omdannet til lazaret, lægekonsultation, børnehave og børneskole.

8. maj 1945 blev den daglige flygtningeledelse i Ollerup overtaget af Statens Civile Luftværn og udøvet af Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonne (CBU), kaldet føl… Skolen blev tilbagegivet 16. marts 1946, dog lærerbygningen ”Borgen”, der lå i højskolens have, først 1. september 1946.

Da vi vendte hjem, var haven ikke en have, men en slidt grusplads, dog var træerne der endnu. Der var en cementbygning lige ved hovedbygningen, som havde været til vagtposter. Det første jeg så var en sort rotte, der sad nede i en af lyskasserne foran et køkkenvindue i hovedbygningen. ”Den er nok kommet med tyskerne”, sagde de voksne.

Alle rum blev desinficeret og håndværkere gik i gang med istandsættelse og pigerne med rengøring. En af pigerne ville ikke gøre rent i skunkene oppe på elevgangen over gymnastiksalen. ”Så må jeg jo selv gøre det”, sagde min mor. Og når fruen selv kunne, måtte pigen gå i gang.

Tyske flygtninge

Der var flygtninge på Gymnastikhøjskolen og i Borgen. Der var pigtrådshegn hele vejen rundt, og området blev bevogtet af ”føllene”. Om dagen kom nogle flygtninge på udgang som hjælpere i hus og have, enten i vores have eller hos bedstefar i Himmerigsgården. De spiste med i spisesalen. Jeg ved ikke, om de fik betaling for det?

Jeg talte somme tider - sikkert mest tegnsprog - med en ung kvinde, der var så sød og køn. Hun arbejdede i haven. En dag købte jeg et stykke Pernille chokolade og gav hende, selvom jeg godt vidste, at det måtte jeg nok ikke. Men hun havde fortalt mig, at hun havde en datter på min alder derovre, og hun havde fødselsdag. Så fik hun noget særligt.

Der kom en ældre mand med hvid lærredsjakke og talte med min bedstefar, når han kom og hjalp lidt til på gården. Han havde selv en stor gård i Pommern. ”Ja”, sagde min moster. ”Det har de sikkert alle sammen. Bedstefar er naiv, at han tror på det”. Måske har jeg set Idrætshallen fuld af flygtninge. Båse adskilt af tæpper. Bare et kik ned sammen med far og mor oppe fra balkonen. Der findes jo fotografier, men jeg tror, jeg så det.

Jeg hørte aldrig nogen sige noget om flygtningene. Jeg husker kun en gang, hvor jeg i en nærliggende butik hørte to voksne more sig over kommandanten derovre, der havde været smart. Der skulle uddeles sko, og for at sørge for at de rigtige fik, havde han arrangeret bal. Så kunne man se, hvem der havde sko, der kunne bruges. Jeg husker, at jeg syntes, historien var ubehagelig.

Skolen lukker i 1949

Efter besættelsen var min bror og jeg blevet store nok til tit at være med, når der foregik noget for eleverne, f.eks. oplæsning og foredrag Jeg husker J. Bukdahl, der talte på møllepladsen. Sigrid Trier fra Vallekilde fortalte morsomt om sin flugt til Sverige. En sommer fik jeg lov at gå med på et særhold i svensk. Det nød jeg. Vi fik lov at være med, når eleverne skulle holde valg og inden da agitere for de forskellige politiske partier. Jeg fik lov at være kommunist.

Vi var med til folkedans og sanglege, når det var på tapetet, og selvfølgelig til elevunderholdning. Jeg var musikalsk, lærte hurtigt at spille lidt klaver og kunne mange sange fra højskolesangbogen. Det var nyttigt, at jeg kunne være med, når eleverne skulle lære nye melodier, men ikke noget med at optræde, hvad der nu slet ikke faldt for. Solosang og spil var ikke i højskolens ånd. Det handlede først og fremmest om at bidrage til fællesskabet.

Skolens ve og vel var det centrale for mine forældre. Det sved, da jeg engang ikke ville makke ret, og min mor sagde, at de kunne jo ikke holde højskole, hvis vi børn ikke kunne opføre os ordentligt. Mine forældre så helst at jeg blev ved at gå i Friskolen, men jeg ville gerne i mellemskolen i Svendborg, og fik lov. Min far og mor interesserede sig ikke for min skolegang derinde og besøgte aldrig skolen, men jeg var lykkelig og cyklede hver dag de 7 km frem og tilbage.

Højskolens økonomi skrantede efter besættelsen, og skolen var jo mine forældres private ejendom. Jeg husker tydeligt, at det kneb med pengene. Derfor solgte de skolen i 1949 til Den frie Lærerskole, der begyndte sin virksomhed september samme år, samtidig med at højskolen fortsatte nogle år frem.

Det blev enden på min fynske barndom

Med flytningen til København begyndte et nyt liv. Min mor kom aldrig over tabet af det fynske højskole-paradis, men jeg følte, at nu begyndte noget nyt. Da vi den første aften med min far kørte til Rådhuspladsen med sporvogn og oplevede byens lys og lyde, følte jeg at fremtiden kom strømmende.

September 2023

Fotografier: Stillet til rådighed af forfatteren (hvor intet andet er angivet).

Læs mere om beslaglagte højskolers vilkår 1940-46