Jeg er født i januar 1926, og var 14 år, da tyskerne invaderede Danmark og 19 år, da de forsvandt igen, så det var alle ungdomsårene. Jeg mærkede til besættelsen fra dag ét, næsten, for vi havde haft en wienerpige, som boede hos os i en årrække, da jeg var barn og hun lærte os tysk og det blev jeg faktisk god til. Det var hvad jeg kunne af fremmedsprog og fra 9. april 1940 var der nedlagt forbud mod at tale tysk!
Ellers mærkede man i det daglige ikke så meget til krigen; bilerne blev klodset op, kun få kunne få benzinkort, der kom rejserestriktioner og tysk kontrol, bl.a. ved Lillebæltsbroen og færgeoverfarten ved Storebælt med krav om legitimation. Der var varerationeringer og der var beordret mørklægning fra dag ét. Luftalarmen nåede ikke ud til os, men vi kunne høre, når englænderne kom på bombetogt mod Tyskland, og fra en udsigtshøj bag højskolen kunne vi se, når de bombede Kiel.
Vi havde et rum på højskolen, som blev brugt til nogle, der skulle gemmes eller føres videre til Sverige. Vi kaldte det ”sabotør-rummet”, og alle gik rundt og snakkede om sabotørrummet, så det var ikke særlig diskret. Jeg husker det især fordi der engang kom en, der hed Helga – det var hendes dæknavn – og hun skulle overnatte, inden hun skulle videre, og hun turde ikke sove alene, for hun var i den grad blevet mishandlet af tyskerne, så hun havde angst. Hun skulle sove nede hos mig. Da vi skulle i seng om aftenen, så viste hun mig, at tyskerne havde slukket cigaretter på ryggen af hende. Da gik det op for mig, hvad krig var, og hvad det betød med den der ondskab og tortur og sådan noget.
Ellers var det noget med nogle illegale blade, der skulle uddeles, men ud over det var der ikke sådan nogen særlig virksomhed.
Kaj Munk kom nogle gange på højskolen. Han brugte den historiske skikkelse Niels Ebbesen som forbillede for modstandsbevægelsen og inddrog ham i sine foredrag. 9. april 1942 udkom Kaj Munks drama “Niels Ebbesen” og skønt tyskerne straks beslaglagde bogen, nåede 14.000 eksemplarer ud i boghandlerne, hvor de hurtigt blev udsolgt.
Jeg husker tydeligt Kaj Munks oplæsning af “Niels Ebbesen” i maj 1942; snart stod han gestikulerende på talerstolen, snart dækkede han sig bag den, det var meget dramatisk, der var åndeløs lydhørhed i den stopfyldte gymnastiksal, man glemte alt om, hvad der kunne ske, hvis tyskerne fik nys om det.
Flygtninge ankommer
Den 10. april 1945 kom tyskerne, og det var faktisk 2. gang, for de havde forsøgt at beslaglægge skolen en gang før, og det kan jeg ikke huske, hvornår det var, men da de kom 2. gang var der ikke nogen vej udenom. Min far forsøgte at parere, men det hjalp ikke, og han fik at vide, at i løbet af fem timer skulle skolen være ryddet og parat. Rygtet løb hurtigt og inden ret længe stod der 18 hestekøretøjer i gården for at hjælpe med at få ryddet ud – bøger og inventar og hvad der ellers skulle fjernes. Vi fik lov til at beholde vores private lejlighed – det var jo derfor, man havde dem inde på livet.
Far fik ringet til Sognefogeden ude i Revninge og i løbet af en time fik de arrangeret det sådan at skolen kunne bruge friskolen, kommuneskolen og et nybygget forsamlingshus. Far havde lige startet Den frie Lærerskole, og eleverne dér blev indkvarteret rundt omkring på gårdene derude. Folk var simpelthen fantastiske, en hjælpsomhed helt uden lige.
De tyske flygtninge kom ikke før næste dag. Og de kom med deres bylter, og jeg kan huske der var en der kom med en emaljeret vandkande – fra et servantestel – der havde hun sine ejendele i, det var, hvad der var. Klude om fødderne og så var der en dreng, der havde træben. Det var sådan et stoleben, med kugler på. Om han har haft en protese, der var blevet for lille, eller hvad – jeg aner det ikke, men det var frygteligt at se på.
Men vi havde ikke medlidenhed! Vi havde foragt. Ikke rart at tænke på i dag. Flygtningene kom jo fra Østpreussen – kvinder, børn og ham med træbenet og ganske få gamle mænd. De kom sejlende fra Rostock og så blev de transporteret med tog hertil. De havde gennemgået de mest forfærdelig ting, som man også kan læse om i Thomas Harders bog ”De uønskede. De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”, og i Marstrand Jørgensens roman ”Sange om stilhed og hjem”. Jeg tror de kom i to omgange. I alt var der 316 – på en skole, der var beregnet til omkring 60 elever!
Men vi havde været nogle flere, fordi i november 1944, da vinterskolen skulle begynde, da kom Snoghøj Gymnastikhøjskole til os. Skolen var blevet beslaglagt, fordi den lå et strategisk vigtigt sted, lige ved Lillebæltsbroen. Så de var hos os den vinter også, nogle boede på nogle husmandssteder på den anden side af skolen, og ellers var de jo stuvet sammen, som de nu bedst kunne. De skulle jo så også flyttes, da tyskerne kom i april, og de kom ud på Lundsgaard, en herregård ved Kerteminde. Så samtlige Snoghøj-elever blev indkvarteret dér.
Vi beholdt vores private lejlighed, som er en del af bygningen, ikke et hus for sig. Så vi havde dem ret tæt på. De skulle have køkkenet, så der blev sat nogle kogeplader op i et værelse til os. De lå jo der i halm på gulvet – jeg tror slet ikke, de havde madrasser. De fik hængt nogle tæpper op som skillevægge i gymnastiksalen, for at de kunne have en form for privatliv, og der var en stank uden lige. Jeg kan huske, hvordan deres madlavning lugtede!