Erindringer fra Esbjerg Højskole

1910: Højskolen grundlægges af J.P. Sundbo; forstandere Rasmus Vind og Rasmus Brændeskov

1921: Laura Alkjærsig

1924: Julius Bomholt

1929: Poul Hansen

1946: Ingen forstander (skolen bruges til flygtninge)

1955: Ivar Nørgaard (måske først forstander fra 1957)

1960: Erling Jensen

1967: Daniel Petersen

1969: Christian Kelm-Hansen

1980: Bendt Drewsen

1991: Lars Runo Johansen

1996: Lars Høeg

1999: Kim Mortensen

2005: Erik Carlslund

2009: Steen Friis

2010: Jacob Lykke

2012: Højskolen lukker

Hele opbygningen af FIU hørte til i en svunden tid. Hele designet af FIU-uddannelsen var Christian Kelm-Hansen (Forstander på Esbjerg Højskole 1969-80) stærkt medvirkende til. Christian skriver i sit to binds erindringsværk: 'Kamp må der til' om sin tid på Esbjerg Højskole. Om ungdomsoprør, slendrian og den vanskelige periode, der kendetegnede de fleste højskoler på det tidspunkt. Eleverne var ikke tro mod autoriteterne mere, mødeprocenten kunne svigte, og der kunne være for meget fest, øl og hash, selv om det var uforeneligt med et ophold på skolen. Her passede det meget bedre med en mere 'strømlinet' kursusstruktur for voksne kursister, der skulle have målrettet faglig og politisk skoling end et generelt højskolemiljø med almen dannelse som formål.

Mit første møde med højskolebevægelsen var omkring 1970, hvor jeg deltog i et elevstævne på Askov Højskole med to klassekammerater fra Esbjerg Seminarium, Søren Lauridsen og Merete Richter. De havde været elever på denne højskole. Og det gjorde et stort indtryk på mig, da de fortalte om den verden, der havde åbnet sig for dem gennem mødet med Askov Højskole.

Da jeg blev færdig med min læreruddannelse i 1971, blev jeg tilbudt en stilling som billedkunstlærer på Esbjerg Højskole, da maleren Erling Juhl[ii] ville trække sig tilbage for at hellige sig sin kunst. Erling var en dejlig og spændende person, som jeg havde været praktikant hos. Hans dejlige stregtegninger pryder stadig min væg, som et kært minde.

Ungdomsoprøret på højskolerne

Esbjerg Højskole var i begyndelsen af 1970'erne en folkehøjskole i samme stil som de øvrige højskoler i Danmark. Her var der vinterelever, der fyldte skolen op i fem måneder. Men der var en forandring på vej; langsomt blev blikket rettet mod at få voksne kursister på korte kurser. 1970'erne var en vanskelig periode for mange højskoler med mange udfordringer. Som ung højskolelærer blev jeg ansat i en brydningstid, hvor der ikke alene var ungdomsoprør blandt eleverne, men også blandt lærerne. Det ulmede i Askov med blandt lærerne og efter splittelsen grundlæggelse af Kolding Højskole i 1972 af de syv lærere, der forlod Askov. På Esbjerg Højskole blev lærernes 'paladsrevolution' hurtig slået ned. Det var jo folk fra fagbevægelsen, AOF etc. Der var i bestyrelsen, så det blev hurtigt til en kollektiv afskedigelse af lærergruppen i 1972.

Afskedigelsen blev måske mit held, for jeg blev kastet ud i et nyt spændende projekt på Ungdomshøjskolen i Vester Vedsted i 1972. Ofte har jeg tænkt på, at det var nærmest multikulturelt, at komme til forstander Jens Christian la Cours Højskole[iii] - med oprør, miljø, kreativitet, fællesmøder og kaos. Ungdomshøjskolen var et magisk sted, hvor der blev støbt utrolig mange ideer og tanker i det flade marskland med højt til himlen. Vi var unge kolleger, der havde troen på at verden kunne forandres med de skrammer, det kunne give når der blev givet så meget ansvar og frihed til eleverne. Der var socialt samvær i Østgården, Klostergården, Skovhuset og i Hjørnehuset, hvor Arne og Ditte Jørgensen[iv]boede. Arne og Ditte havde været forstanderpar på Brandbjerg Højskole. De var et stykke højskolehistorie i sig selv og gjorde et stort indtryk på mig.

Esbjerg Højskole og arbejderkulturen

Men skøn var den dag, hvor Christian Kelm Hansen, i 1979, tilbød mig en stilling på Esbjerg Højskole igen. Christian skriver i sine erindringer, "at den unge Lene Kirkegaard kom i klemme i opgøret i 70'erne mellem alle de garvede højskolelærere". Han havde måske også tænkt, at jeg havde indhøstet nogle gode erfaringer i Vester Vedsted.

Esbjerg Højskole var og blev det sted, hvor jeg som bymenneske havde mit udgangspunkt og kunne få stor inspiration til min interesse for det politiske. Verden var dengang så dejlig sort/hvid. Der var de gode og de onde. Arbejderkulturen var i højsædet, og der blev holdt konferencer om, hvordan kunsten og kulturen skulle være en del af den arbejdende befolknings liv. Der blev satset meget på at fællesarrangementer og foredrag med høj lødighed. Dette blev jeg sat til at 'bestyre'. På den måde fik jeg kontakter til mange spændende kunstnere og andet godtfolk, der medvirkede ved skolens arrangementer.

Per Fomsgaard[v], 'huspianist' på Esbjerg Højskole 1978-1993.

Tidligt fik Esbjerg Højskole sin egen 'Den røde
Højskoles Sangbog'. Her er et eksemplar fra 1920.

Her møder jeg også min senere mand, pianisten Per Fomsgaard. Per mister jeg/vi allerede i 1993 kun 41 år gammel. Per kommer til at få en særlig rolle ved højskolens morgensang. Mange kursister har fortalt mig, hvordan han har åbnet deres ører og følelser over for den klassiske musik. Hver morgen blev der - ud over fællessang fra arbejdersangbogen - kommenteret og spillet et stykke klassisk musik. Jeg oplever stadig, når jeg er rundt i landet som foredragsholder, at Pers kulturindslag stadig er levende i folks bevidsthed. Der herskede en særlig kultur på arbejderbevægelsens skoler, i Roskilde, Helsingør og Esbjerg.

Her ligger Arbejdersangbogen på hylderne i foredragssalen 70-80 år senere.

Der var egen arbejdersangbog, 'Arbejdersangbogen' - efterhånden redigeret med noder og harmonisering - til morgensangen og i øvrigt mange traditioner og ritualer, der kunne understøtte den særlige arbejderkultur, der herskede på skolerne. Det blev først i seneste fem år inden lukning af Esbjerg Højskole, at den blå 'Højskolesangbogen' kommer på morgensangshylden sammen med 'Arbejdersangbogen'.         

Esbjerg Højskole og pædagogikken

Jeg får på et tidspunkt mulighed for at studere på Danmarks Pædagogiske Universitet, og bliver videreuddannet oven på min læreruddannelse til cand.pæd. Mit speciale får titlen: 'At hvælve en højere himmel over arbejderens liv og færden' et citat af Hjalmar Gammelgaard[vi], tidligere forstander for Roskilde Højskole, med en grundtvigsk profil.  

Lene Kirkegaard leder morgensangen
på Esbjerg Højskole i Foredragssalen 2008.

I 2010 fortæller Lene i anledning af 100 års
jubilæet om Hjalmar Gammelgaard
(se også noterne).

I forbindelse med min specialeskrivning, der startede i 2003, fik jeg mulighed for at forholde mig teoretisk til arbejderoplysningen i Danmark og i særdeleshed til min egen praksis i det pædagogiske miljø, jeg har undervist i og har lavet mange udviklingsopgaver for. For mig havde det også betydning at finde krydsfeltet mellem arbejderhøjskolen og folkehøjskolen.

Hvad skete der i undervisningslokalet på Esbjerg Højskole? Var Esbjerg Højskole LO's korporalskole?

Som udgangspunkt vil jeg sige, at der på Esbjerg Højskole altid har været et krydsfelt mellem den grundtvigianske tanke, som én af de første forstandere stod for, nemlig Laura Alkjærsig, der var rundet af såvel den grundtvigske tradition som den mere dogmatiske tænkning som skolens stifter J.P. Sundbo[vii] stod for. Det er klart, at de forskellige forstandere, som har tegnet skolens profil, også har haft en vis indflydelse på pædagogikken, selv om stor set ingen har haft interesse for pædagogik som fagområde.

J.P. Sundbos gravsted på den nu nedlagte og fredede Esbjerg gl. kirkegård.

Forstanderne har primært været organisationsfolk. 'Røde Bendt, Bendt Drewsen ville i 1980'erne have en socialistisk skole, hvor der ikke skulle komme konservative og borgerlige. Senere, i Kim Mortensens forstandertid (1999-2005), oplevede vi en moderne socialdemokrat som leder på Esbjerg Højskole. Skolen åbnedes mod byen, og der skulle være en fri debat. Lars Runo Johansen var nok den eneste forstander med specifik pædagogisk interesse; han kom fra en stilling som rektor for Esbjerg Seminarium. Det var for mig en lise med en sådan profil, men desværre var han kort tid på skolen, idet han fratrådte på grund af sygdom.

Da FIU systemet bliver nedlagt på Esbjerg Højskole, udviklede der sig en tendens til nedvurdering af det pædagogiske og af måske højskolearbejdet som sådan - og om hvad der historisk var foregået der. Var der tale om politisk ensretning (socialdemokratisk?)? Var det nu også så rødt, det der foregik derinde - eller var det faldet ud?

Esbjerg Højskole har på mange måder været en del af fagbevægelsens kamp for bedre arbejds- og levevilkår for lønmodtagerne. Historisk formede fagbevægelsen en velsmurt kamporganisation, der også kom til udtryk i undervisningen. Tiden var med fagbevægelsen i meget lang tid samtidig med velfærdsstatens opbygning. Kollektive løsninger harmonerede godt med industrisamfundets masseproduktion. Og uddannelserne passede også godt til store dele af befolkningen, der havde et uddannelsesmæssigt efterslæb. Det har været en dejlig oplevelse at se hvordan folk, der ikke havde fået den store del af uddannelseskagen, kunne vokse, når de fik uddannelse og kombinerede det med læringen fra 'livets' skole.  

Lærerne på Esbjerg Højskole i gang med sommerkursus 2008. Fra venstre Niels Ole Frederiksen, Annemarie Kruuse, Mats Rüdklint, Mads P. Sørensen, Lene Kirkegaard og Martin Guldberg

Men det, der skete inde i klasselokalet på Esbjerg Højskole, var også influeret af det øvrige uddannelsessystem, og hvordan tingene udviklede sig her. Især hvad der skete inden for konsulentbranchen. Undervisningen på højskolen adskilte sig ikke fra det, der foregik andre steder i 'kursusindustrien'. Her blev der anvendt de metoder og arbejdsmønstre, der var oppe i tiden. Da gruppepsykologien og sensitivitetstræningen var på sit højeste i 1960'erne og 1970'erne florerede det også i undervisningen på Esbjerg Højskole, såvel som andre steder i landet. Senere i de årtier, der kommer med 1980'erne, 1990'erne og 2000'erne, er det selvudvikling, NLP og coaching, der vinder indpas på Esbjerg Højskole og inden for fagbevægelsens kurser.  

Ved etableringen af et formaliseret FIU-system fra 1973 og frem får man et sammenhængende uddannelsessystem for tillidsvalgte, som rummer en klar organisatorisk forordning for, hvordan tingene skal udfolde sig. I den tidsepoke kommer der også en strømning fra den akademiske verden ind på Esbjerg Højskole, nemlig RUC's forskning og aktiviteter omkring den erfaringsbaserede undervisning, udsprunget af den kritiske teori. Denne strømning vinder indpas gennem bl.a. Knud Illeris'[viii] almengørelse af problemorienteret, projektorienteret undervisning. Her er ideen, at der tages udgangspunkt i det enkelte menneskes erfaringer. Den enkelte kursist er med til at sætte dagsordenen for undervisningsforløbet. Derved får vi Igen et krydsfelt mellem forskellige opfattelser af, hvor 'frigørende' pædagogikken skulle være.

I 1970'erne og i tidsepoken til slutningen af 1990'erne ledes uddannelserne i LO-fagbevægelsen af et sindrigt system af råd og udvalg. F.eks. FIU-komiteen med underliggende udvalg og udviklingsgrupper. I topledelsen i LO har selvforståelsen været, at det var dens opgave at formulere fælles interesser og værdier. Deltagerdemokratiet og for den sags skyld uddannelserne, kunne derimod udvikle mennesker - det vil sige virke politisk opdragende og øge identifikationen med de fælles klasseinteresser, som den faglige elite repræsenterede.

Denne styring og adskillelse i demokratiopfattelse bliver problematisk, set i lyset af den antiautoritære strømning, der herskede i samfundet og pædagogikken i 1970'erne. Her tænkes på studenteroprør og indtog af den kritiske pædagogik i skolesystemet generelt. Disse nye pædagogiske retninger, som hylder menneskets autonomi, bliver fagbevægelsen nødt til at annektere i et vist omfang.

Esbjerg Højskoles sidste forstander, Jacob Lykke, Annemette Kruuse og Lene Kirkegaard fotograferet i 2010

Det bliver dog en vanskelig proces. Det var svært ud fra fagbevægelsens ideologiske opfattelse at tage afstand fra det eksemplariske princip - eller lad os kalde det den erfaringsbaserede frigørende pædagogik - som jo passede fint ind i LO's værdigrundlag. Især klassemodsætningsstrategien - specielt når det gjaldt kampen mod arbejdsgiverne. Men internt i egen organisation i fagbevægelsen var det ikke muligt at stille spørgsmål ved værdigrundlag og strategi. Så den frigørende effekt og teorien om autonomi for det enkelte menneske blev ikke fulgt til dørs i LO's topledelse og ej heller i LO's uddannelsessystem.

Set i bakspejlet er det en fantastisk ting, at fagbevægelsen organisatorisk og i deres uddannelser har kunnet køre en så dogmatisk linje. Det har nok kun kunnet lade sig gøre, fordi der stadig lå en underskov af grundtvigske udsagn, som også i mange sammenhænge viste sig i praksis i undervisningen. Laura Alkjærsig den tidligere omtalte Grundtvigske forstander i 1920'erne, udtalte:

Arbejderhøjskolen skal være en skole for livet, ikke en skole for fagene, ikke for maskinarbejdere, socialister, håndværkere, typografer….Men for mennesker!

Årene er gået og Esbjerg Højskole ligger hen i mørke - Der er ikke mere bannerførere til at formulere budskaberne. Det moderne kulturelle frisatte menneske har andre interesser. Men det er da ikke blevet lettere at navigere som menneske i dag. Inde på den røde borg står der stadig skrevet en inskription på en væg, forfattet af en af folkeoplysningens pioner Jørgen Banke[ix]:

Hver eneste menneskesjæl må være i besiddelse af så stor en almen dannelse, at de kan kontrollere dem, der sidder ved samfundsskibets ror!

Ja - der stadig meget at holde øje med.

Marts 2013

Farvefotografier: Flemminge Jensen, Humlebæk.
Sort hvide fotografier: Poul Anker, Ribe.
Noter: Anette Wolthers.