Solhavegården

En politisk arbejderhøjskole for unge

Af Erik Stubtoft, fhv. forstander på Højskolen Solhavegården

Det var en gammel drøm blandt unge socialdemokrater, der enten var eller havde været aktive i den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU at kunne oprette et kursussted, som var deres eget. Et sted, hvor de unge politisk interesserede kunne lære om samfundet, om de socialistiske ideer, om demokrati og få et godt indblik i den store og gamle arbejderbevægelses mange kringelkroge, planer og visioner.

Fra ungdomsorganisationens start i 1920 havde det været en vigtig del af de unges sociale og politiske udvikling, at de weekend efter weekend og i korte sommerperioder kunne træde deres cykler og køre ud i naturen og være sammen. Diskutere. Lytte til forelæsninger om samfundet og det store arbejde, der var i gang med at forandre det danske samfund - ja og hele den store Verden for den sags skyld.

Efter et landslotteri i 1930'erne købte DSU en feriegrund med adgang til vandet ved Solrød syd for København. Tanken var at bygge en hytte til brug for unge piger og drenge på vandre/cykeltur og korte ferieophold. Drømmen var allerede dengang at have et fast tilholdssted, hvor de unge kunne være sig selv - og hvor man altid var sikker på at møde andre unge fra bevægelsen.

Planen om eget hus blev ikke til noget på grund af krig og dårlig økonomi. I 1956 solgte DSU grunden til en privat person og købte samtidig en ejendom med strandgrund på Strandvejen i Espergærde. Ejendommen her var bygget og gennem en del år blevet drevet som sommerpensionat "Urania". Bygningen var med sine mange værelser, samlingslokaler, storkøkken og andre fællesfaciliteter, velegnet til de unge socialdemokraters plan om at have deres helt egen kursusejendom. Det skete - og navnet blev "Solhavegården".

Solhavegården ca. 1961Solhavegården ca. 1961 (Foto: Kjeld Damgaard)

I de følgende år var Solhavegården samlingssted for mange unge, der især i weekenderne og i sommermånederne fandt det ønskede fristed for deres lyst til at være unge, at diskutere og lægge planer for fremtiden. Kravene til kursusophold var ikke så store den gang. Der kunne godt bo flere unge og halvvoksne på ét værelse og koldt vand i hanerne var ikke noget problem!

Plan om en særlig DSU-højskole

Flere gange var DSU på vej til at renovere og udbygge Solhavegården, men penge var der ikke mange af til formålet. I 1976 gik man i gang med en større ombygning af det gamle sommerpensionat, bl.a. med hjælp fra de tipsmidler, som DSU og andre ungdomsorganisationer gennem Dansk Ungdoms Fællesråd kunne få andel i til etablering af kursusejendomme. Solhavegården blev nu totalrenoveret og moderniseret - og udvidet med flere tilbygninger.

Kursusejendommen kunne i sin ny skikkelse huse 50 kursister fordelt på omkring 40 værelser. Ny foredragssal og nye mødelokaler, ny spisesal med udsigt over Øresund og moderne faciliteter med varmt vand, sauna og billard. Den nye kursusejendom stod færdig den 1. august 1978. Som forstander blev Erik Stubtoft ansat - godt assisteret af sin hustru, Gitte, der både var underviser og kursussekretær. Erik Stubtoft havde i en årrække været ansat i Arbejdernes Oplysningsforbund AOF og var kendt som en socialdemokrat med stærke rødder i arbejderbevægelsen. Både ombygningen til en moderne ungdomsskole og ansættelsen af den nye forstander var en del af DSU-planen om at få etableret sin egen folkehøjskole.

Forstander Erik Stubtoft ved indvielsen i 1978Forstander Erik Stubtoft ved indvielsen i 1978 (foto: Jørgen Schiøttz)

Der blev udarbejdet planer for, hvordan kursusvirksomheden med mange kurser i weekender og i sommermånederne skulle ændres både i form og indhold. Opgaven var at skabe en højskole med sin helt egen struktur i uddannelsesforløbet, med et samfundsfagligt indhold, der tog sit udgangspunkt i arbejderbevægelsens ideer og værdier, en demokratisk tilgang til samværet på skolen - parallelt med, at de unges viden om de socialistiske grundideer skulle udvikles.

Højskolen godkendt

I 1979 godkendte Undervisningsministeriet Højskolen Solhavegården - selv om der til den ministerielle konsulents store irritation ikke fandtes en gymnastiksal i bygningerne. Højskolen blev en selvstændig institution, som lejede sig ind i kursusejendommen Solhavegården. De to institutioner havde samme ledelse, forstander, samme bestyrelse og stort set samme personale - men naturligvis særskilt økonomi.

Højskolen tilbød i de første par år politisk og samfundsmæssigt interesserede unge højskoleophold af 13 ugers varighed om sommeren og 13 uger om vinteren. DSU-organisationen var selvsagt det sted de fleste elever havde deres udgangspunkt. Der blev fra alle dele af DSU lagt mange kræfter i at få de unge politisk interesserede til at tage et højskolekursus på Højskolen Solhavegården. Tilknytningen til DSU-organisationen var det fundamentale organisatoriske fundament.

Mange fagforbund ydede økonomiske tilskud til unges ophold på de tre arbejderhøjskoler Esbjerg Højskole, Roskilde Højskole og LO-Skolen i Helsingør. Denne ordning kom hurtigt til også at omfatte Højskolen Solhavegården, hvis de unge også var medlem af et fagforbund. I Højskolens ledelse sad - foruden et antal repræsentanter for DSU - folk fra LO, AOF og en række fagforbund. Det var også grunden til, at der blev afholdt mange kurser for faglige og politiske tillidsrepræsentanter, som derved bidrog til at sikre det økonomiske grundlag for de to institutioner. Udover det afholdt Højskolen selv en række velbesøgte weekend- og ugekurser for efterlønsmodtagere og folkepensionister.

Undervisningen var meget ideologisk præget

De første højskoleophold for unge blev tilrettelagt som 13-ugers forløb. Kursernes indhold lå i kursernes titel: "Demokrati, Socialisme - Demokratisk Socialisme."  På det grundlag var der naturligvis en række emner, som skulle bearbejdes. For at forstå arbejderbevægelsens fremtidsvisioner for samfundets udvikling var det nødvendigt, at de unge fik en historisk ballast at arbejde ud fra.

Arbejderbevægelsens idegrundlag og historie, fagbevægelsens historiske udvikling, opbygningen af partibevægelsen, kampene mod andre politiske og ideologiske retninger, mod arbejdsgiverne, mod samfundsstøtter som politi og hær osv. blev gennemgået, analyseret og diskuteret.

Parallelt med disse emner fandt vi det også nødvendigt at skole de unge deltagere i elementære organisatoriske kundskaber som foreningsregler, mødeteknik, taleteknik, beslutningsprocesser og såmænd også fremstilling af medlemsblade, foldere mv.

Højskoleopholdet blev bygget op omkring tre grundtemaer

Det første tema handlede om demokrati - i samfundet og på arbejdspladserne. Hver eneste dag på højskolen var en demokratidag. Højskolens unge deltagere var jo et produkt af den opfattelse, at fællesmøder var sagen. Hvis man kunne få flertal på et fællesmøde - altså hvor alle deltog og alle havde en stemme - så var lykken gjort. Vi gjorde i vor demokratiundervisning meget ud af at få slået fast, at nok kan flertallet bestemme hvad der skal ske, men det er ikke sikkert, at de har ret og slet ikke sikkert, at flertallets beslutning var den bedste for alle.

Vi gjorde derfor meget ud af at arbejde med de unges opfattelse af, at et demokrati består af et flertal og et mindretal - og hvordan mindretallet også har rettigheder. Det var normalt til stor overraskelse for mange af de unge, som ude i deres lokale DSU-liv for ofte stiltiende havde måttet se til, mens flertallet vedtog noget uden skelen til mindretallet.

Efter et par år blev 13-ugers vinterkursus udvidet til 20 uger. Det passede ganske godt ind i mange af de unges planer, at de kunne afsætte en hel vinter til et højskoleophold. Det gav også vores undervisere og efterhånden godt udviklede projektundervisning langt bedre vilkår. Der var tid til at arbejde stoffet grundigere igennem, men også tid til at begå fejl, rette dem og komme af sted igen. Men ikke mindst betød de længere ophold en styrkelse af den del af undervisninger, der havde til formål at udvikle de unges opfattelse af demokratibegrebet.

Det gav sig bl.a. udslag i, at højskolens undervisere - som for de flestes vedkommende boede i højskolens lokalområde - kunne arbejde med konkrete projekter, hvor områdets borgere, institutioner, virksomheder og foreninger i højere grad kunne inddrages. Det betød meget for projektbeskrivelsen, at undervisernes lokalkendskab gjorde det muligt på forhånd at få viden om evt. konflikter der havde været eller særlige samarbejdsrelationer som fandtes, fra f.eks. arbejdspladsernes tillidsrepræsentanter.

Det andet grundlæggende tema handlede om lønmodtagerens dagligdag på arbejdspladsen. Et af projekterne her hed "Arbejderen/arbejdet." Det projekt gik ud på, at vore elever skulle besøge lokale virksomheder og søge at afdække modsætningerne på arbejdspladsen. Tale med den daglige ledelse og medarbejderne for at finde ud af, om der var reelle modsætninger. Opgaven var derefter på højskolen at omsætte arbejderbevægelsens ideer og fagbevægelsens muligheder for at ændre på vilkårene. I projekterne blev inddraget både større og mindre arbejdspladser.

Solhavegård tegnet af en kursist i 1980Solhavegård tegnet af en kursist i 1980


Internationale forhold

Et meget vigtigt tredje tema omfattede internationale spørgsmål. Det er jo velkendt, at arbejderbevægelsen altid har været international. Det samme har for så vidt gjaldt arbejdsgiverne. Allerede i 1978-1980 da vi på højskolen arbejdede med disse projekter, var problematikken om de multinationale virksomheders arbejdsforhold, lønninger og økonomiske forhold til debat. Derfor indgik de internationale emner i stort set alle projekterne.

Samtidig med den opgave handlede de internationale projekter også om vort forhold til den tredie verden. Hvilke lande og hvilke former for styre skulle vi acceptere som arbejderbevægelse og som samfund. Et projekt handlede konkret om, hvordan den bedste form for hjælp til et uland ville være. Skulle danskerne rejse ud for at hjælpe befolkningerne og landene eller skulle vi indsamle penge og sende med kurér til u-landene, så de selv kunne løse opgaverne og selv tage ansvar for deres udvikling?

Som en del af det internationale projekt indgik hvert år en studierejse til et land, hvor eleverne kunne komme tættere på problemerne. Blandt besøgslandene var bl.a.  Sovjetunionen, Polen, Sverige og Jugoslavien. Med besøg på virksomheder og ved kontakt til lokale fagforeningsfolk og politikere fra arbejderbevægelsen fik projektdeltagerne de informationer, som var nødvendige for at kunne give et billede af problemerne for det pågældende lands lønmodtagere. Et år gik turen til Bryssel for at sætte sig ind i, hvordan EU-processerne foregik.

Elevernes anden hverdag

Som nævnt havde Fællesmødet en vigtig funktion. Her samledes alle spørgsmål. Som oftest blev sagerne afgjort ved, at dialogen fik lov til at køre. Ikke ude i det ekstreme men ud fra, at Fællesmødet tager den tid Fællesmødet skal tage. Det var her, at elevernes "pligter" i højskolens praktiske hverdag blev fordelt. Det kunne være som hjælp til borddækning og opvask, budgetlægning for rejserne og projekter, kulturaktiviteter og andre fritidssysler - endog også en social gruppe, som skulle hjælpe elever, som enten havde kærestesorger under opholdet eller som var rejst hjemmefra med problemer i rygsækken.

Intentionen for hvert hold af unge på højskolen var også, at hvis eleverne kunne nå det og interessen var til det, fik de mulighed for at vælge et fælles projekt at arbejde med. Det skete som regel henimod afslutningen af det lange højskoleophold og fik derfor lidt frikvarter-stemning over sig. Et år handlede det selvvalgte projekt om de handicappedes forhold i trafikken og i bylivet. Et andet år var det gravide kvinders vilkår på arbejdspladserne før og efter fødslen - og et tredje år handlede projektet om øgenavne på det gamle hæderkronede skibsværft i Helsingør.

Et helt andet projekt, som eleverne gik meget op i, var den momentvise fjendtlighed, der opstod, når borgere fra nabolaget ikke mente det rimeligt, at højskolen flagede med sit eget flag - et rødt flag med Solhavegårdens symbol. Hvad enten det var en bil, der standsede op og en person steg ud, gik 10-12 skridt ind på skolens areal, hev flaget ned og trampede på det - eller når en mand blot syntes, at det var hans opgave at hindre de unge i at flage med deres symbolske flag - gav det anledning til mangen en debat om, hvilke signaler eleverne ønskede at sende til omgivelserne. Desværre var den debat ikke mulig med flagfjernerne, fordi de alt for hurtigt forsvandt efter udført gerning!

I dag kan resultaterne af højskolens arbejde i flere tilfælde ses i form af, at mange af højskolens elever befinder sig på tillidsposter i fagbevægelsen og i den politiske del af arbejderbevægelsen. Nogle af dem ser vi i det kommunalpolitiske arbejde. Også folketingsmedlemmer kan vi glæde os over har været elever på Højskolen Solhavegården i Espergærde.

I 1993 kunne hverken kursusejendommen Solhavegården eller Højskolen Solhavegården klare økonomien - og begge blev erklæret konkurs. Efterfølgende blev stedet købt af en privatperson, der havde planer om at etablere en privat kursusejendom. Senere er området blevet helt ombygget til private boliger.