Af Kirsten Rykind-Eriksen
I 1942 åbnede Frede og Sigrid Bording en højskole i København. Deres datter, Kirsten Rykind-Eriksen, skriver erindringer om livet på højskolen, som lukkede i 1955. Fra 1945 blev der tillige oprettet en friskole, Bordings Friskole – i dag Københavns største friskole.
I 1940 oprettede mine forældre, Sigrid og Frede Bording, sammen med min moster og onkel, Gudrun og Sune Andresen, Engelsholm Højskole ved Vejle. I 1942, nogle uger efter at jeg var født, flyttede mine forældre til København for at oprette Københavns Folkehøjskole. Den fik til huse i en stor patriciervilla med adressen Dalgas Boulevard 48 på Frederiksberg. Indtil november, hvor vinterskolen startede, havde de travlt med at indrette huset til højskole. I den høje kælder og på loftet etableredes elevværelser med henholdsvis plads til 15 karle i kælderen og 15 piger på loftet. I det store køkken med brændekomfur og anretterværelse, hvor opvasken foregik, regerede min mor med hjælp af tre piger, hvoraf den ene var kokkepige.
Københavns Højskole. Akvarel malet af Orwid Nøbbe, en sydslesvigsk elev fra sommeren 1949
Mor og far kom begge fra stærke grundtvigske hjem. Mor var datter af Dorthe og Valdemar Hansen, Osted, hvor navnlig Valdemar Hansen blev grundtvigsk vakt i sin ungdom, da han i 1892 kom i mejerilære på Fyn. Han støttede fri- og højskolesagen både åndeligt og økonomisk og var med til at oprette flere skoler samt Osted Valgmenighed. Min mor blev højskoleuddannet. Udover at være på Salling Ungdomsskole og Jebjerg Væveskole var hun gymnastik- og folkedanseruddannet på Ollerup Gymnastikhøjskole og en vinter elev på Askov Højskole. Her blev hun stærkt optaget af broderi og dets kunst- og kulturhistorie; desuden lærte hun det finere broderi på Dansk Kunstflidsforenings sommerkursus. I sine unge år underviste hun i gymnastik, og gennem mange år i håndarbejde på Bordings Friskole.
Far kom fra Ry Højskole, som hans forældre ejede fra 1906-1926. Han blev cand.mag. i biologi og geografi. Fra sine studieår havde han en drøm om at oprette en højskole i København for at få københavnerne på højskole, hvor de samtidig mødte unge fra landbefolkningen. Både by- og landboelever skulle bo på skolen. Byeleverne beholdt deres arbejde i København, derfor var der skole for landboeleverne om formiddagen og for alle elever om aftenen. Højskolen kom godt i gang, og i foråret 1945 startede de også en lille friskole med første klasse. Den voksede støt og blev til Bordings Friskole. Højskolen lukkede i 1955. Friskolen tog al deres tid.
Mine forældre var, ligesom mange andre højskolefolk, meget optaget af Nord- og Sydslesvigs historie og skæbne. Drømmen om at få Sydslesvig tilbage til Danmark efter 1945 var stor, og far tog på foredragsrejser for at agitere for sagen. I tre vintre 1946-1949 havde vi en del sydslesvigere som elever på Københavns Folkehøjskole. De betalte vist ikke for opholdet – de havde ingen penge, og blev hos os julen over. Vi børn – fire søskende – havde megen fornøjelse af dem, særligt i julen 1946, da ni sydslesvigere blev hos os og i julen 1947.
Julefejring
Juleforberedelserne begyndte sent i mit barndomshjem. Juleafslutningen med eleverne skulle først overstås, før der blev tid til familiens egne forberedelser. Disse foregik de sidste to dage inden jul. Bagning af småkager og fremstilling af konfekt skete dog altid den sidste søndag før jul. Da hjalp vi mor og pigerne i køkkenet. Vi bagte kun tre slags småkager: brunkager, jødekager og pebernødder. Konfekten var en blandet fornøjelse. Råmaterialerne var ikke gode. Det var ikke muligt før end hen i 1950’erne af få den ægte marcipanmasse. Den konfektmasse, mor købte, æltede vi godt op med flormelis for at få så mange stykker konfekt som muligt med det resultat, at konfektstykkerne hurtigt blev tørre. Overtrækschokoladen var heller ikke den bedste. Når vi arbejdede med vandbad, måtte vi passe på ikke at dryppe vand i chokoladeerstatningen, for så blev den helt ubrugelig.
Den 23. december ryddede vi op, gjorde rent og inddrog skolestuen på Dalgas Boulevard i vore private stuer ved hjælp af en stor skydedør, hvormed vi satte vores dagligstue i forbindelse med skolestuen. Det var rigtig hyggeligt, og juletræet stod i skolestuen. Vi børn hjalp far med at pynte juletræet den 24. december. I spisesalen eller rettere stuen satte vi bordene sammen til et stort midterbord, som alle sad udenom. Den hvide juledug blev lagt på, og mor lagde sin hvide juleløber i hør, broderet med farvede korssting med nisser og grantræer på midten. Herpå sattes den syvarmede messingstage. Vi dækkede julebord med vores eget service, kongeligt porcelæn med grønne blomster, sølvtøj og glas, i modsætning til højskole-hverdagens hvide jernporcelæn og rustfri bestik. Det var uendeligt festligt, når vi samledes juleaften til middagen med stearinlysene tændt i den syvarmede stage og julelys i små stjernestager. Vi sang ”Det kimer nu til julefest” af Grundtvig og denne ene gang om året bad far den gamle bordbøn, som hans mor gjorde hver dag på Ry Højskole. Herefter gik vi i gang med risengrød og andesteg.
Juleaften året efter at højskolen blev nedlagt. Om bordet ses døtrene Ingrid, Estrid og sønnen Aksel - for bordenden Frede Bording
Mine morforældre kom til juleaften. De boede i Osted ved Lejre. Morfar, Valdemar Hansen, var blevet mejeriejer, og han medbragte god ost foruden egne æg, høns og æblemost på store grønne flasker. Han sørgede også for ænder eller gæs til julemiddagen. Rundt om de sammensatte borde sad foruden vores egen familie også sydslesvigerne og mindst en af køkkenpigerne. Det var hyggeligt at være så mange. Første juledag kom min farbror og tante, der begge underviste i friskolen, med deres tre børn samt vores ugifte faster og farbror fra Vester Nebel ved Kolding. Efter at have været i Vartov kirke kl. 10 fik vi hønsekødssuppe midt på dagen, kogt på morfars høns, og derefter kødet i sur-sød sovs med kartofler og hjemmesyltede asier til.
Dukketeater
I 1947, hvor vi havde syv sydslesvigere, fik vi børn i julegave et stort dukketeater – Det Kgl. Teater med ”Ej blot til lyst” skrevet på forsiden. Det var i papir. Vi skulle selv klæbe papiret på kraftigt pap eller tynde træplader, skære teatrets forside ud sammen med alle kulisserne, bagtæppet, figurerne m.m. og sætte hele teatret sammen. Dette store arbejde hjalp sydslesvigerne os med. Uden dem tror jeg ikke, at teatret var blevet til noget. Vores far var ikke så håndsnild og havde heller ikke tid. Mon ikke, da han købte teatret, tænkte på, at det lige var noget at beskæftige sydslesvigerne med! Teatret og vores første skuespil, Elverhøj, blev i løbet af juledagene monteret til stor og langvarig fornøjelse for os børn.
Gennem hele vores barndom spillede vi med jævne mellemrum dukketeater. Vi kunne sammen med min farbrors børn og andre legekammerater bruge en hel dag på at sætte det op. Vi installerede lys og spillede teater for vores forældre og familie, der måtte købe billetter til 25 øre stykket. Med tiden fik vi råd til at købe flere teaterstykker hos Priors Boghandel på Købmagergade. Min ene storesøster, Ingrid Hentze, er lidt af en forfatter. Hun skrev stykker, der passede til kulisser og figurer, hvorved repertoiret udvidedes. Desværre var ingen af os så musikalske, at vi magtede at supplere skuespillene med musik.
I sommeren 1959, da jeg var 17 år, kom et voldsomt skybrud i forbindelse med et tordenvejr, som satte husets kælder under vand. Vores elskede dukketeater stod i kælderen, og det blev helt ødelagt. Papir, pap og træ gik fra hinanden. Samme år solgte mine forældre Dalgas Boulevard 48. Huset var blevet for stort, nu der ikke længere var højskole. Det var slut med at have køkkenpiger, og mor orkede ikke at arbejde i det store køkken, selvom jeg var flink til at hjælpe hende. Det var sørgeligt at flytte fra det store, dejlige hus og have. Det var siden friskolens start også brugt til forældremøder og klassefester, da friskolen lejede lokaler på Barfods Skole på Kochsvej 36, hvor der ikke var plads til arrangementer.
Huset sælges
I de sidste åringer havde vi kusiner og fætre boende i det store hus, medens de tog uddannelse i København. Vi var mange unge og havde det rigtig sjovt, men det sluttede med husets salg, og hverdagen blev en helt anden i et meget mindre hus, hvor kun vores egen familie boede.
Kirsten Rykind-Eriksen, født Bording , etnolog, mag. art., museumsinspektør og bestyrelsesmedlem i Grænseforeningen
Læs mere: Frede Bording "I Grundtvigs kølvand", udgivet af Bordings Friskole. 1985.
Maj 2021