Af Niels Ole Frederiksen
I sommeren 1968 kom jeg hjem fra Grønland efter to års ansættelse på den amerikanske base i Sdr. Strømfjord.
Jeg havde også en uddannelse som butikskommis i bagagen. Jeg anede mildest talt ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg købte en gammel Ford Anglia - den med skrå bagrude. Jeg kørte lidt rundt og opsøgte gamle bekendte.
Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne tænke mig at få en boglig uddannelse. Jeg havde afsluttet min folkeskole med en 9. klasses afgangsprøve, som jeg godt kan karakterisere som værende ikke den flotteste set det år.
Et højskoleophold som forberedelse til HF-kursus
Jeg fandt frem til, at jeg ville søge ind på det nyoprettede Højere Forberedelseskursus, også kaldet HF. Men da mine almene skolekundskaber havde alvorlige fejl og mangler, søgte jeg på Ask Højskole syd for Aarhus.
Her tilbød man nemlig et særligt tilrettelagt 10 måneders højskoleophold med det formål at blive forberedt til den nye HF-uddannelse for mennesker der efter nogle år på arbejdsmarkedet, gerne ville tilbage i uddannelsessystemet og få en videregående boglig uddannelse.
På Ask Højskole var vi tilmeldt 80 unge i alderen fra 18 – 25 år med vidt forskellige baggrunde fra det praktiske arbejdsliv. Alle var vi topmotiveret til at påbegynde et nyt kapitel i vores liv.
Der var umiddelbart ikke megen almen højskole i undervisningsforløbet. Målet var at højskoleeleverne skulle tilegne sig 9.-10. klasses pensum, hvilket man så underviste i systematisk med lærebøger for disse klassetrin.
Når jeg siger at der umiddelbart ikke var megen almen højskole, så passer det ikke helt. For som gamle forstander Ludvig Schrøder på Askov Højskole havde sagt til et højskolemøde i Kristiania (Oslo) i 1872: ”hvor elevens trang og lærerens evner mødes, her opstår højskole.”
På Ask Højskole kunne man i sandhed tale om trang og evne der mødtes. Det var godt nok et slid og et terperi for de fleste af os, pludselig at blive sat på skolebænken igen. Men vi forfulgte alle vores fælles mål, at kvalificere os til HF-studiet.
Lærerne anvendte små prøver for hele tiden at følge om vi havde forstået, hvad der foregik, for i sidste ende at give hver enkelt en udtalelse om man var i stand til at gennemføre HF-uddannelsen. Jeg tror at 80 % af os der søgte ind på den eftertragtede uddannelse, kom igennem nåleøjet.
Men trods alle prøver, som strider imod hvad god højskole skulle være, nemlig at kvitte den golde udenadslære vil jeg hævde, at der sideløbende med indlæringen af de faglige kundskaber i matematik, fysik, fremmedsprog og dansk var indlagt almene højskoleemner.
Aftenkaffe i spisesalen. Niels Ole Frederiksen forrest i billedet.
Der var hver morgen morgensamling med sange og salmer. Gymnastik og idræt et par gange om ugen. Eleverne opførte også teaterstykker hjemskrevet fra Teaterforlaget Absalon i Kolding og der var oplæsning og fællessang i forstanderens dagligstue hver eller hver anden lørdag aften. Og der blev sunget sidste vers af Grundtvigs salme ”På Jerusalem det ny” som bordvers ved middagen kl. 12.00, ”Regn os til dit vennelag” lød det hver dag. Hvilket jeg i starten følte mig fremmedgjort overfor, men senere syntes var en god måde at starte et fælles måltid på, nemlig i ro og andægtighed.
Hver dag fra kl. 11.00-12.00 var der en fortælle- og foredragstime. Som jeg erindrer det, så var det for 75 % af tiden forstanderen, der holdt foredrag om danmarkshistoriske emner, nordisk mytologi, psykologi, Nordek-Planen, litteratur m.m.. Vi var ikke enige med forstanderens indimellem noget forkvaklede syn på de forskellige emner. Men vi gik mærkværdigvis ikke i klinch med ham, som man ville have gjort hvis vi havde været et par år længere fremme. Autoritetstroen sad stadig i rygmarven på os. Vi blev helt opløftet, når de andre lærere engang imellem fik lov til at holde foredrag om de emner, de gik op i. Specielt blev vi opløftet når der en sjælden gang kom en fremmed foredragsholder og præsenterede os for et andet indhold end forstanderens.
Men ellers var det bare med at hænge i med indlæringen af det almene pensum.
Fejring af skolens 100 års jubilæum
Det var ikke tilladt at indtage alkohol i hverdagene, men til fester og andre sammenkomster var det OK at få en øl eller et glas vin. Der var enkelte af eleverne der røg lidt hash, men jeg tror faktisk ikke, det blev opdaget. Det var aldrig et spørgsmål vi diskuterede eller som blev omtalt som et problem. Men det foregik da på højskolen. Jeg følte mig ikke fristet dengang, det var først noget senere jeg fik afprøvet dette rusmiddel. Jeg ved fra andre af mine medelever, at de for første gang i deres liv fik et par sug af en hashpibe. Men et problem var det faktisk ikke.
Ask Højskole blev grundlagt i 1869, hvilket vil sige, at Højskolen markerede sit 100 års jubilæum, det år vores hold var på skolen. Vi var en stor flok elever der hjalp til med at opsætte en mindesten for denne begivenhed på den vestlige side af skolen.
To uger før mit elevhold skulle slutte, blev der afholdt et stort jubilæumsarrangement med en masse gæster udefra. Der var foredrag om eftermiddagen med bl. a. Jørgen Bukdahl fra Askov og vel flere andre. Vi elever blev sat til at servere kaffe for gæsterne og dække bord i et til lejligheden opstillet stort party-telt på gårdspladsen. Der var vel indbudt 70-80 gæster til festmiddag.
Vi elever deltog ikke i festmiddagen. Vi serverede for gæsterne, vaskede op og gik ellers til hånde med alle mulige praktiske gøremål.
Smidt ud af højskolen!
Næste dag var der planlagt, at vi elever skulle på en udflugt til Himmelbjerget. Morgenmaden var rykket til kl. 9.30, hvor vi også skulle smøre vore madpakker til udflugten.
Kl. 8.30 blev vi under stor spektakel purret af lærerne og der blev meddelt, at vi skulle komme over i spisesalen, da der var en vigtig meddelelse til os elever. Jeg tænkte, nå lærerne har nok planlagt at lave lidt overraskende sjov med os her på falderebet.
Men Herre Jemini. Da alle elever efterhånden var samlet i spisesalen, kunne vi godt fornemme, at der var en vis alvorsstemning over lærere og forstander.
Kl. 9.30 rejste forstanderen sig op og udbad sig ro i salen. Han sagde nu med grådkvalt stemme, at vi elever i går aftes havde udvist en upassende opførsel og adfærd. Ja, flere af eleverne havde været så berusede, at han aldrig før havde set noget lignende. Derfor havde lærerrådet, her tidligt denne morgen besluttet, at vi elever ikke længere var ønsket på Ask Højskole. Vi havde værsågod at pakke vore sager og rejse hjem med det samme!
Det var som at få en spand koldt vand lige i smasken. Set i tilbageblikket, så havde to måske tre elever været lidt overrislede og højlydt sunget sange, som ikke stod i Højskolesangbogen og aldrig ville finde vej til denne. Men at det skulle afstedkomme en kollektiv straffesanktion, var efter min opfattelse en kæmpe overreaktion.
Jeg var både rystet, ked af det og samtidig rasende over den behandling vi havde været udsat for. Jeg pakkede mine sager og rejste hjem, desillusioneret og skuffet over den afsked. Vi elever og lærere havde trods alt sammen oplevet højskolen på godt og ondt i ni og en halv måned. Så skulle det ende på denne nedværdigende måde.
De fleste elevers indsats blev heldigvis belønnet med en plads på et HF-kurssus. Jeg søgte ind på Ribe Statsseminarium og havde fået besked om at kunne begynde til august 1969.
Senere har jeg fundet ud af, at den kollektive bortvisning var en ren intern magtkamp mellem et par af lærerne om hvem, der skulle efterfølge forstanderen, som ville gå af inden for en overskuelig periode.
Trods den barske afslutning, så er jeg vist den eneste højskolelærer og forstander, der har oplevet at være blevet smidt ud fra en højskole.
Niels Ole Frederiksen. F. 1946 i Horsens, handelsuddannet og efter Ask Højskole seminarieuddannet. Har arbejdet på flere højskoler: Jaruplund, Båring, Sdr. Felding og Esbjerg Højskole. Artiklen har været trykt i Højskolebladet 2018:8.