Pensionisthøjskoleforstander Orla Johansen
Det kræver flere egenskaber at være den ideelle højskoleforstander. Få favner det hele. Det er faldet i min lod at arbejde under fire forskellige forstandere på Seniorhøjskolen i Nr. Nissum. Det har givet mig et indtryk af de forskellige egenskabers betydning.
En af dem, Orla Johansen, var fra Himmerland, hvor han havde været lærer i folkeskolen, indtil han i 1976 blev forstander på Den jyske pensionisthøjskole i Nr. Nissum. Skolen blev oprettet 1. april 1971 som den første af sin art. I 1999 tog den navneforandring til Seniorhøjskolen. Orla Johansen var forstander i 10½ år (1976-1986) og arbejdede stærkt for, at pensionisthøjskolerne blev anerkendt på lige fod med de øvrige højskoler.
Hans stærke side var skabelsen og plejen af det sociale fællesskab, samværet mellem kursister og alle ansatte på skolen. Her blev han på fremragende vis suppleret af sine kone Agnes. De formåede at leve op til en af den klassiske højskoles fornemste dyder ved at skabe en hjemlig omgangsform. Højskolen oplevedes som et hjem, hvor der altid var en frugtbar og munter atmosfære, hvilket kursisterne satte meget stor pris på.
Johansen var en behagelig leder, der kunne få tingene til at ske uden at bruge store ord. Han viste stor tillid til alle ansatte og vores arbejde. Som lærere oplevede vi udstrakt frihed til at udtænke og tilrettelægge undervisningen.
Asbjørn Jakobsen Fanø / hojskolehistorie.dk
Højskolebladet nr. 8, 2018