Kristian Schultz Petersen (1921-2015)

Kaospiloten på Krabbesholm Højskole

Som forstander for Krabbesholm Højskole i perioden 1959-1988 satte Kristian Schultz Petersen (1921-2015) sig markante spor i manges sind. Han var en øjenåbnende foredragsholder og mente, at kronologi var uden betydning for åndsliv. Dermed kunne han ubesværet gøre Shakespeare, Kierkegaard og Beowulfs anonyme ophavsmand til samtidige digtere med livsvigtige fortællinger til højskoleeleverne. Han kunne holde en foredragssal fuld af forbløffede og begejstrede unge mennesker i sin hule hånd ved, uden mellemregninger, at tale jævnt til dem om ære og falskhed, troskab og naragtighed, nærvær og sløvhed, altså om liv og det, der truer livet.

Schultz var et karismatisk, men u-anmassende og nærværende menneske med en veludviklet humoristisk sans. Han havde en katalyserende evne til at få mennesker til at blomstre som, ja, dem, de nu var. Han var en anarkistisk-sindet elsker af menneskers forskellighed uden sympati for gustent overlæg eller management.

Det var da heller ikke just som administrator, at han fik sin højskole lempet gennem tre årtiers op- og nedture, men snarest ved en lykkelig tilbøjelighed til at manøvrere i kaos. Han var kaospilot, før ordet blev opfundet, og var der ikke kaos nok, så tilvejebragte han det gerne selv ved at ansætte sine højskolelærere efter princippet ”én af hver slags”, menneskeligt og ideologisk. Mindst af alt samlede han på meningsfæller, kun samtalepartnere.

I sit otium ville han gendigte Grundtvigs gigantiske digt Nyaars-Morgen på engelsk. Det var et halsbrækkende forehavende, men det lykkedes faktisk at fuldende værket New Year’s Morning med Schultz’ undertitel: – a song about a poet and his people (2009).

Samme år satte Simon Kvamm fra rockgruppen Nephew musik til nogle af digtets strofer, som kom til at indgå på albummet DanmarkDenmark. Som 88-årig sprang Schultz således ud som rockpoet, og da albummet udkom, deltog han glad i release-festen. Endnu en gang var han hjemme blandt begejstrede unge mennesker.

Dr.phil Henrik Yde

Højskolebladet nr. 7, 2022