Knud Erik Larsen (1923-1997)

Et elefantbrøl i forsamlingen

Knud Erik Larsen (1923-1997) var en navnkundig højskoleforstander og tidligere FFD-formand.

Han begyndte sit arbejde ved landbruget og blev i 1953 cand.jur. Efter et par år i Boligministeriet var han i årene 1955-1966 lærer ved Idrætshøjskolen i Sønderborg.

I 1962 arrangerede Axel Jensen (daværende lærer på gymnastikhøjskolen i Viborg) og jeg et kursus for højskolelærere. Jørgen Bukdahl skulle være hovedkraft, men vi var enige om, at den ”spændende lærer i Sønderborg” skulle være med. I 1966-1988 var Knud Erik Larsen forstander for Krogerup Højskole, og derefter blev han direktør for folkeoplysningsafdelingen i Kulturministeriet frem til 1993.

K.E., som han altid blev kaldt i højskolekredse, var formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark i årene 1971-79. Han blev en af de mest markante formænd i foreningens historie og var en drivende kraft bag virkeliggørelsen af den revision af Højskoleloven fra 1972, som Helge Larsen og Knud Heinesen stod bag. Indtil da var formandsskab og bestyrelsesarbejde borgerligt ombud. K.E. fik med årene en vis sekretærhjælp af den pensionerede højskoleforstander Axel Nielsen, som på sin gamle skrivemaskine kunne skrive meddelelser til medlemmerne. De to udgjorde foreningens sekretariat.

K.E.’s virkekraft var ikke blot organisatorisk. Han var en stor inspiration for alle os højskolelærere, der søgte ”højskolens hemmelighed”. Hans frimodighed kunne virke overvældende. Da han blev 70, skrev jeg: ”Hvem har ikke kunnet iagttage medborgeres forskrækkelse og forlegenhed, når KE istemmer fællessangen. Som årene er gået, og de fleste sanglyde er præget af 68-generationens bløde mikrofonstemmer, virker K.E.’s sang som elefantbrøl i en kunstudstilling. Men forskrækkelsen og forlegenheden forsvinder, når man opdager, at K.E.’s lydstyrke ikke er et melodisk uheld, men at han er ved at ’synge en sang til Herrens pris’ og uden videre forudsætter, at det just er det, der gælder for hele koret. Jovist en begavet mand med god viden i jura og jernindustri, tæft for forsamlingspsykologi og talerstolsmagi, men også med noget andet mindre styrbart: Erfaringen om en bæredygtig instans indefra og bagfra og heraf frimodigheden.”

Frederik Christensen, tidligere FFD-formand og højskoleforstander / Højskolehistorisk Forening

Højskolebladet nr. 2, 2024