En rigtig højskolevenstremand!
Klaus Berntsen havde som 16-årig været på højskole hos Jens Sjørring i Sødinge og året efter hos Christen Kold i Dalby. Kold sendte ham til Højby syd for Odense som leder af den nyoprettede friskole.
Da man i 1870 dannede partiet Det forenede Venstre, lod den unge friskoleleder sig rive med og blev i 1873 valgt til Folketinget. Nogle folk i hans valgkreds ville oprette en højskole på Nordfyn. "Det er en god tanke," sagde Klaus Berntsen. "Men vent lidt med det, til jeg er færdig med min Rigsdagsvirksomhed, så vil jeg gerne påtage mig at lede højskolen, hvis I vil betro mig til det, for det har altid været min kæreste tanke." Særslev højskole blev med Berntsen som forstander åbnet i 1882, og to år senere opgav han sin politiske karriere for højskolearbejdet.
Men i 1886 kom han igen i Folketinget indtil 1926, heraf ni år som minister. Som konseilspræsident var han med i det forberedende arbejde med revisionen af grundloven i 1915, hvor han arbejdede for den almindelige valgret og for, at regeringschefens titel blev ændret til statsminister.
Højskoleforstander var han kun i syv år - til gengæld sad han i Folketinget i 51 år - en rekord ingen andre har slået. Da han gik af som politiker, sagde han: "Vi skal vælge mænd, som vil varetage deres pligter - det er ansvarsfulde pligter, en rigsdagsmand påtager sig!"
Lars Thorkild Bjørn / Højskolehistorisk Forening
Højskolebladet nr. 8, 2014