Ingeborg Appel (1868-1948)

Højskolemoderen Ingeborg Appel

Ingeborg Appel (1868-1948) var sin tids store højskolemor og periodevis forstander på Askov Højskole. Som datter af Charlotte og Ludvig Schrøder var hun selvskreven arvtager til at videreføre det Askov, der i praksis virkede som en familiehøjskole.

Ingeborg gik som ung sine egne veje, blev elev på Vallekilde Højskole og inspireredes af Sally Högström til uddannelse i den nye frigørende Ling’ske gymnastik på Centralinstituttet i Stockholm. Hun udførte siden et pionérarbejde i undervisningen i den svenske gymnastik, seksuallære og kvindehygiejne – fag, der ledte de kvindelige Askov-højskoleelever på sporet af uddannelser til sygeplejersker og gymnastikledere. Og så var hun i øvrigt trendsætter i brugen af tidens mindre snærende reformdragt!

Ingeborg blev gift med Jakob Appel, der afløste Schrøder som forstander i årene 1906-28. Hun kom til at udfylde sin plads som højskolemor i det, hun selv opfattede som et luthersk ægteskab med et ligeværdigt arbejdsfællesskab ved siden af sin mand. Hun var udtrykkeligt hverken praktiserende frue, i betydningen baglandskvinde, endsige emanciperet. I Appels fravær som kirke- og undervisningsminister (1910-13 og 1920-24) varetog hun i øvrigt forstanderskabet, når der lige bortses fra, at hun som kvinde først efter Appels død deltog i skolens bestyrelsesmøder!

Ingeborg Appel var et stærkt forbillede i måden at være til stede på i sit hjem, Askov Højskole, i sit engagement i valgmenigheden og i foreningsbestyrelser på egnen, eksempelvis i Sønderjysk Skoleforening. Gennem år og dag styrede hun højskolens store husholdning med en oftest ufravigelig myndighed, når det gjaldt alt fra madplaner og sengetider til organisering af store møder, fester og gymnastikkurser, og hun betonede højskolens nordiske forbindelser.

Hendes taler til højskolepigerne ved sommerskolens åbning og afslutning var legendariske og jordnære. Ligesom det om Schrøder fortaltes, at han holdt foredrag såvel om nordiske myter som om spat hos heste, så talte Ingeborg Appel om at være forpligtet i den daglige dont, om betydningen af både håndens arbejde og åndens verden, men ikke mindst om at holde orden i sit vasketøj!

Mette E. Havsteen-Mikkelsen, etnolog, Højskolehistorisk Forening

Højskolebladet nr. 6, 2023